RoboCop

Nogle år ude i fremtiden i Detroit. Et samfund præget af korruption, kriminalitet og en rivende teknologisk udvikling. En dedikeret strømer skydes i smadder og gendannes som en robot, der kan blive den perfekte politimand. Et opgør med fortiden og det menneskelige, der trænger sig på. En dejlig dvælen ved død og vold, udmøntet i lækre skuddueller, voldsomme splattereffekter, en fræk samfundssatire og en superfed historie. Velkommen til RoboCop. Den 17. juli 1987 fik RoboCop verdenspremiere, og filmens 20 års fødselsdag markerer vi i denne måneds opdatering på Planet Pulp.

Fortsættelser, spin offs og merchandise

RoboCop blev tilbage i 1987 helt fortjent en dundrende succes og blev da også efterfulgt af RoboCop 2 (1990) og RoboCop 3 (1993). Samtidig fostrede den en RoboCop TV-serie (1994-1995), og der udkom både en masse legetøj og computerspil – bl.a. det meget oplagte RoboCop vs. The Terminator (1994) – som det nu engang er kutymen med den slags kommercielle guldgruber.

Der skete dog det – som mere er reglen end undtagelsen – at alle disse produkter og efterfølgere underminererede den originale RoboCop og mere gjorde ham til en klassisk og pæn superhelt. Heldigvis var RoboCop aldrig tænkt som en trilogi, og man kan bare glemme alt lortet og putte originalen i DVD’en, hvis man vil have et kick ud over det sædvanlige.

Actionfilmens årti

1980’erne var – foruden den dårlige smag, det kiksede tøj og de jammerlige frisurer – actionfilmens årti. Der var både plads til de højtprofilerede film med stjerner som Arnold Schwarzenegger og Sylvester Stallone og de mere skrabede udgaver med Chuck Norris og Michael Dudikoff, som ofte røg direkte ud på video.

VHS’en var et stort brand i det selvsamme årti, som gjorde, at publikum kunne se hurtigt producerede actionhistorier hjemme i stuen. Samtidig var 80’erne også en guldalder for gyser- og splattergenren med mange amerikanske indslag, men det var også vigtigt, at det voldshungrende publikum kunne få fingre i de makabre og ultrablodige italienske video nasties. Og det er i denne urskov af grafiske voldsorgier, at RoboCop stikker sit blodige hoved frem.

Det var også med RoboCop, at den hollandske instruktør Paul Verhoeven for alvor gjorde sin entré i Hollywood. Han havde lavet et utal af film hjemme i Holland, men den ultravoldelige fantasyfilm Flesh+Blood (1985) banede vejen for ham, og med RoboCop slog han med syvtommersøm fast, at han var en herre, man skulle holde øje med.

Siden hen fulgte store succeser som Total Recall (1990), Basic Instinct (1992) og Starship Troopers (1997), og samtidig kan han også skrive et makværk som Showgirls (1995) på sit CV.

Verhoevens vigtigste våben som instruktør er hans sans for det grafiske og i denne sammenhæng specielt den udpenslede vold. Men samtidig har han i flere tilfælde allieret sig med gedigne manuskripter, og hans film er nogle, man husker. RoboCop er intet mindre end en fantastisk og intens actionfilm, tilsat sci-fi-elementer og splat, som ville gøre selv Lucio Fulci og de andre italienske skraldemænd misundelige.

Action, hævn og satire

Historien i RoboCop er meget simpel. Vi befinder os i Detroit nogle år ude i fremtiden. Den meget lovlydige strømer Alex Murphy flyttes til den værste afdeling i byen, og snart er han også i problemer. Sammen med sin makker Anne jager de en forbryderbande, men det går helt galt. Mens Anne ligger besvimet, bliver Murphy skudt i stumper og stykker af den sadistiske Clarence Boddicker og hans bande af skurke. Da Murphy skydes i hovedet, går skærmen i sort.

Derefter følger der en sekvens, hvor vi ser Murphys afsjælede legeme blive sat sammen med en maskine. Og så er RoboCop skabt. Halvt maskine, halvt mand. Men naturligvis begynder de menneskelige dele af RoboCop at komme op til overfladen, og så er tiden kommet til et stort hævntogt mod dem, der “dræbte” Murphy. Og da en mand hen imod slutningen spørger RoboCop “What is your name son?” er man ikke det mindste overrasket, da RoboCop svarer “Murphy”.

Der er fuld knald på handlingen, og filmen kan bryste sig af ikke at være kedelig i bare et nanosekund. Hvad enten det er RoboCops kvaler med sin presserende menneskelighed eller en af de utallige voldscener, så går handlingen aldrig i stå. Men bag den overfladiske action gemmer der sig en rammende samfundssatire, der gennem det fremtidige samfund kommenterer på samfundet tilbage i 1987 – og de ting der tages op er også aktuelle her i 2007.

Det gøres mest gennem de små TV-indslag, der løbende kommer igennem filmen og som ikke alle har nogen direkte indflydelse på handlingen. Her udstilles det amerikanske samfund på det groveste, og det er gjort meget præcist og med fornem timing.

Skurkene stjæler billedet

I rollen som Murphy/RoboCop brillerer den noget undervurderede Peter Weller, og man tror fuldt og fast på, at hans RoboCop både er mand og maskine samtidig. Weller støttes godt af Nancy Allen som Anne, men det er som så ofte før skurkene, der stjæler billedet.

Anført af Kurtwood Smiths sadistiske Boddicker er der en perlerække af fine skurke, hvor der også er blevet plads til Ronny Cox, skurken fra Total Recall, som overskurken med det sigende navn Dick Jones. Endvidere kan RoboCop levere ikke mindre end tre skuespillere, som siden hen var med i Twin Peaks – der er her tale om Dan O’Herlihy, Miguel Ferrer og Ray Wise.

Effekter i top

Effekterne er helt i top, dog virker de dengang så imponerende stop motion-effekter, når man ser robotten ED209 bevæge sig, en anelse forældede, men det har stadig sin charme, at alt ikke er computerskabt. Og så er filmen helt ustyrlig voldelig. Det starter, da vi ser Murphy få skudt sin hånd af, og det kulminerer, da en skurk kører ind i en beholder med påskriften “Toxic Waste”, hvorefter hans krop går helt i opløsning. Verhoeven viser os alt, og der er ikke meget ladt tilbage til fantasien. Det er meget grumt og dybt fascinerende.

Dertil er samfundet skildret meget grumt og grimt, og det går fint hånd i hånd med det udtryk, som Verhoeven og hans crew har forsøgt at formidle. Det er en grim, blodig og brutal historie, der fortælles, og de patetiske elementer – som da Murphys menneskelighed presser sig på – bliver hurtigt afvæbnet af en hård replik eller en voldshandling. Denne patos mellem mand/maskine kan man se på den værst tænkelige måde i eksempelvis Terminator 3: Rise of the Machines (2003).

Uforskammet underholdende

Alt i alt er RoboCop en omgang fyrstelig underholdning, som bag den banale action-/hævn-historie har en underfundig og meget sjov samfundssatire. Det er en drengerøvsfilm, og nok en af de film, jeg har set flest gange, hvilket også gjorde, at min gamle VHS-kopi blev helt nedslidt.

Jeg går ud fra, at I alle har set den, men hvis der sidder én derude, der ikke har, så det bare med at komme op af stolen. Det her er en moderne klassiker, og den er så uforskammet underholdende, at man skal lede længe efter dens mage. Tillykke med de 20 år skal det lyde herfra.

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007

Stikord: Cyborgs, Fremtiden, Hævn