Lasse Grønborg
Ingen kommentarer

Rivelazioni di un maniaco sessuale al capo della squadra mobile

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Der er stort set ingen handling i gialloen med det engelske navn So Sweet, So Dead, og det forsøger bagmændene at opveje med store mængder nøgenhed. Den går bare ikke.

Rivelazioni di un maniaco sessuale al capo della squadra mobileHvad skal der til, for at en giallo er god? Nogle af svarene kunne være masser af 70’er-coolness, hvad enten det er i form af tøj eller musik, nøgne piger, der bliver myrdet, og en fuldstændig langt ude psykologisk forklaring på hvem morderen er.

Rundt regnet sådan tror jeg at folkene bag Rivelazioni di un maniaco sessuale al capo della squadra mobile (som også går under den engelske titel So Sweet, So Dead) har tænkt, for filmen virker som om manuskriptforfatterne har skrevet op på en tavle, hvad der skulle med i filmen, og derefter lagt en ganske spinkel handling ud på dette skelet for derved at tjene penge på den giallobølge, der eksisterede i 70’erne.

Når man samtidig kan læse på Internettet, at der eksisterer en udgave af denne film med hardcorescener, der hedder Penetration, så forstærkes mistanken om et produkt, der er skabt udelukkende for at tjene på bølgen af giallofilm. Men betyder dette nødvendigvis at det endelige produkt er dårligt?

Spinkel handling kompenseres med nøgenhed

Handlingen i Rivelazioni er som nævnt nærmest ikke-eksisterende, men den lille smule der er omhandler en morder, der dræber utro kvinder og efterlader billeder af dem med deres elskere ved siden af liget. Det smarte ved dette stunt er, at alle de dræbte kvinder var gift med prominente mænd, der ikke har lyst til at lægge navn til denne type skandale, og derfor ikke er særligt interesseret i at hjælpe politiinspektør Capuana (Farley Granger) i hans jagt på morderen.

Dette var en kort synopsis af filmen, men det er næsten alt, der kan fortælles uden at ødelægge filmen for læserne.

Filmen kan deles op i fire forskellige typer scener: De prominente mænds koner og kommende ofre taler med hinanden eller er sammen med deres elskere, kvinderne bliver myrdet og Capuana forsøger at løse mysteriet. Det er nogenlunde filmen fra ende til anden. Da handlingen i filmen er mangelfuld, betyder dette, at mange af de scener, der involverer politiet, er ligegyldige. Derfor vader filmen ikke i de red herrings, som giallofilm typisk indeholder i spandevis.

Filmen forsøger at kompensere for dette ved at lade de kvindelige medvirkende smide tøjet i næsten samtlige scener, de medvirker i. Hvis ikke de er i bad, så er de ved at skifte tøj eller sammen med deres elskere. Dermed kan filmen fremstå som én lang Playboy-kalender, hvilket kan være OK, men ikke det, jeg forventer af en giallo. Sjovt er det at beskue, hvorledes det er den mest naturlige ting i verden for filmen at vise nøgne kvinder, men selve filmens sexscener er håndteret så kejtet, at man skulle tro at instruktøren og fotografen var to trettenårige jomfruer, der for første gang havde fået fingre i deres fars eksemplar af Weekend Sex.

Genial slutning

For at føje spot til skade, så er mordene på kvinderne uspændende. Hvor der hos eksempelvis giallokollegaen Dario Argento er en opbyning og en spænding før, under og efter mordene, så er der intet her, og en jagt hen over en strand, der føles så lang, at man kan nå at køre til byen, handle og vende hjem, før morderen har indhentet sit offer er ikke godt nok. Når mordene samtidig er relativt ublodige, er der ikke meget tilbage, der kan få denne anmelders pis i kog.

Men bedst som tværheden har indfundet sig, så letter filmen De sidste fem minutter er ganske enkelt geniale. Jeg skal nok lade være med at røbe noget, men denne slutning skal ses, selvom det må siges, at den i den grad forekommer at være politisk ukorrekt og lettere problematisk. Dermed løftes filmen ud af den lettere gennemsnitlige dunst, der hænger over den, om end konklusionen stadig må være, at en spekulation i nøgne kvinder og intet manuskript ikke nødvendigvist er lig med en god film. Desværre.

3 stjerner

Titel: Rivelazioni di un maniaco sessuale al capo della squadra mobile
Andre titler: So Sweet, So Dead, So Naked, So Dead, Bad Girls, Confessions of a Sex Maniac, Revelations of a Sex Maniac to the Head of the Criminal Investigation Division, The Slasher, The Slasher Is the Sex Maniac, Penetration (X-rated version)
Instruktør: Robert Bianchi Montero
Manuskript: Luigi Angelo, Robert Montero, Italo Fasan
Cast: Farley Granger ( Inspektør Capuana), Sylvia Koscina ( Barbara Capuana), Silvano Tranquili ( Paolo Santangeli), Annabella Incontrera ( Franca Santengeli), Chris Avram (Professor Casali), Femi Benussi (Serena), Susan Scott (Lilly)
Producere: Eugenio Florimonte (producer), Angelo Faccenna (executive producer), Mario Pellegrino (executive producer)
Foto: Fausto Rossi
Klip: Rolando Salvatori
Musik: Giorgio Gaslini
Spilletid: 90 minutter
Aspect ratio: Letterbox
Sprog: Engelsk
Undertekster: Japansk
Produktionsland, år: Italien, 1972
Produktionsselskaber: Produzioni Cinematografiche Romane (P.C.R.)
Distributør (DVD): Digital Conquest
Udgave/region: DVD-Rom

Anmeldt i nr. 14 | 13/12/2006

Stikord: Giallo, Italian Cinema

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *