Reptilicus

7 minutters læsetid
Reptilicus

Efter Japans hit med monsterfilmen Gojira (1954), bedre kendt som Godzilla, var film om kæmpemonstre, der smadrer storbyer et enormt hit, og i perioden efter blev der masseproduceret monsterfilm.

I samme periode kunne man f.eks. støde på historier omkring kæmpemyrer i Them! (1954), gigantiske edderkopper i Tarantula (1955) eller en enorm radioaktiv blæksprutte i It Came from Beneath the Sea (1955) . Dillen ville ingen ende tage, selvom flere og flere af filmene mindede utrolig meget om hinanden, og for det meste alle handlede om menneskehedens uforsvarlige brug af atomkraft og atomvåben.

Selv lille Danmark sprang med på bølgen tilbage i 1961 med den amerikanske producer Sidney Pink bag roet og Ib Melchior som manuskriptforfatter. Resultatet var Reptilicus, der i sandhed er et stykke filmhistorie, vi danskere aldrig må lade gå i glemmebogen.

Forfærdeligt, underholdende lort

For betragter man Reptilicus med filmkunstens briller, er det noget forfærdeligt lort, rent ud sagt. Historien er flad, skuespillet pinligt og vigtigst af alt, så er effekterne så ringe eksekveret, at selv Ed Wood ville have kasseret dem. Det er ikke pæne ting at sige om Danmarks første monsterfilm, og det var desværre også, hvad mange anmeldere havde at sige om filmen efter dens premiere.

Men man skal jo sjældent se en monsterfilm som filmkunst, men mere som ren underholdning – og underholde, dét kan Reptilicus. Måske er underholdningsniveauet knap så højt hos et publikum, der ikke forstår dansk (filmen blev filmet på både dansk og engelsk til brug ved udenlandsk distribution), da meget af humoren er så dansk, at den ikke kan oversættes eller forstås uden for vores lille land. Især Dirch Passer fik mange hug i udenlandske anmeldelser for sin præstation, fordi netop humoren og komikken er så svær at oversætte.

Svend Viltorft (Bent Mejding) lugter til hånden, før han kan konstatere, at det faktisk er blod.
Svend Viltorft (Bent Mejding) lugter til hånden, før han kan konstatere, at det faktisk er blod.

Ved en udboring i Lapmarken finder et borehold, ledet af Svend Viltorft (Bent Mejding), et stykke af en fortidsøgle frosset dybt nede under jorden. Det viser sig, at stykket er en del af øglens hale, og man beslutter sig derfor at sende den til Danmarks Akvarium, hvor Professor Martens (Asbjørn Andersen), vil undersøge det nærmere.

På Akvariet møder vi også Martens assistent Dr. Dalby (Povl Wøldike) og opsynsmanden Dirch Mikkelsen (Dirch Passer) samt Martens to døtre Lise (Ann Smyrner) og Karen (Mimi Heinrich). Passer leverer her den komik, som det danske publikum hungrede efter, og som mange stadig kan knække sig af grin over.

Professor Martens og Dr. Dalby (Asbjørn Andersen og Povl Wøldike).
Professor Martens og Dr. Dalby (Asbjørn Andersen og Povl Wøldike).

Personligt har jeg aldrig været ret vild med hverken Passer eller hans form for humor og finder heller ikke hans præstation i Reptilicus særligt underholdende, men snarere ulidelig og uhyre ringe. Det virker måske ikke særlig dansk at sige sådan om en skuespiller, der regnes for at være en af de største komikere i landets historie, men smag er jo heldigvis en ting, der kan diskuteres. Nogle vil helt sikkert grine af Dirchs optræden og sjove dialog, mens andre nok bare vil ryste på hovedet.

Halen vokser!

Halen bliver holdt frosset.
Halen bliver holdt frosset.

Halen bliver opbevaret i et fryserum, men ved et uheld bliver døren ind til kammeret efterladt åben natten over, og stykket tør op – og så har vi hele balladen. For da stykket tør op, begynder det at regenerere, og det vokser og vokser. Da nyheden om halen når ud til befolkningen, sender FN den dansk/amerikanske Connie Miller (Bodil Miller) for at holde øje med sagen sammen med den amerikanske General Mark Grayson (Carl Ottosen), der råber op i næsten hver eneste scene, han er med i.

Mens der bliver fyret noget halvkedelig dialog af og Martens døtre bager på både Svend og Grayson, vokser halen sig større og større, og ender til sidst med at være et kæmpe, frygtindgydende monster. En aften bryder monstret løs og går nu til angreb på den danske befolkning – nærmere betegnet det indre København.

Opskriften var sikker, men kokken ødelagde den

Den svedige og evigt råbende General Mark Grayson (Carl Ottosen).
Den svedige og evigt råbende General Mark Grayson (Carl Ottosen).

Det lyder jo umiddelbart som en meget god historie, hvor der er rigeligt af romantik, drama og et kæmpemonster. Men desværre smuldrer det imellem fingrene på den danske instruktør Poul Bang. Budgettet har ikke været ret stort, og det smitter tydeligt af på både castet og kulisserne. Nu skal man selvfølgelig ikke sammenligne skuespillet fra dengang med det, vi ser i dag, da det har udviklet sig meget siden 60’erne, men skuespillet her tangerer ofte det direkte pinlige, som f.eks. Carl Ottosen, der knap nok kan udtale sit eget navn.

Dirch Passer som Dirch Mikkelsen synger fjollede børnesange.. med ja.. børn.
Dirch Passer som Dirch Mikkelsen synger fjollede børnesange.. med ja.. børn.

Som sagt har Dirch Passer en mindre rolle som comic relief, da producenterne på dette tidspunkt ikke turde lave en film uden danskernes hitskuespiller nummer et. Hans tilstedeværelse har sikkert været med til at få nogle ekstra publikummer i biffen, men det ødelægger samtidig lidt af den uhyggelige stemning, Reptilicus prøver at skabe.

Da Passer f.eks. bryder ud i sangen ”Hvem er ræd for Tilicus?” sammen med en gruppe kære børn, kan man virkelig mærke, hvordan bagmændene har prøvet at gøre filmen mere familievenlig. Scenen er da meget sjov, og har man fået rigeligt med øl indenbords, kan man sikkert få en god griner ud af det. Scenen er også klippet ud i den amerikanske version, da Sidney Pink indså, at sådan en scene kun ville fungere i hjemlandets trygge rammer og ikke i det store udland.

Genbrug og grimt monster

Monstret er løs! Første gang vi ser Reptilicus i fuld skikkelse.
Monstret er løs! Første gang vi ser Reptilicus i fuld skikkelse.

Men det er kulisserne, der virkelig sætter en streg under, at Reptilicus er en billig skodproduktion – f.eks. består de fleste rum af nogle kedelige grå vægge med forskellige plakater, billeder eller lignende. Det er selvfølgelig en nem måde at fortælle, at vi er på det danske akvarium, blot ved at smække nogle plakater for akvariet op på væggene, men senere i filmen befinder vi os i selv samme rum, men denne gang er plakaterne taget ned, og så er det blevet til et hovedkvarter for General Grayson. Et billigt trick der ikke helt virker som planlagt, men er med til at give Reptilicus den charme, den er kendt for.

Værst af alt må dog siges at være selve monstret – det er her, filmen virkelig skulle trække publikummet ind i biografmørket, og så kunne skuespil og kulisser være hip som hap. Men desværre rakte pengene ikke til storslåede effekter, men kun til en knap så frygtindgydende plastikøgle, styret af nogle alt for tydelige fiskesnører i en dårlig modelby.

Jeg så Reptilicus første gang, da jeg var en 5-6 år gammel. Dengang gjorde filmen et stort indtryk på mig, og jeg kan stadig huske hvor bange jeg var, da monstret slipper løs i et stort uvejr og flyver over København. I mit lille barnesind var filmen ikke fiktion; det var som en reportage af virkelige hændelser. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg den samme aften var bange for pludselig at skulle blive vækket af brølet fra en fortidsøgle.

Skal nydes med øl

Det flyver!
Det flyver!

I dag har filmen selvfølgelig ikke den samme slagkraft, men jeg nyder stadig (som så mange andre fans) at sætte filmen på og bare lade mig underholde af en film, der så ihærdigt prøver at tilpasse samtidens amerikanske science fiction-film til det danske publikum. Filmen bliver selvfølgelig heller ikke dårligere af at sidde med et par gode venner og nogle kolde øl, mens løjerne løber over skærmen.

Reptilicus blev som nævnt optaget på både dansk og engelsk. Den danske udgave stod Poul Bang for, mens produceren Sidney W. Pink stod for den engelske udgave. ”Filmene” blev optaget side om side, så skuespillerne først spillede en scene på dansk, hvorefter de spillede scenen igen på engelsk. Der skulle være en del forskel på de to versioner, blandt andet er Bodil Miller blevet erstattet med Marlies Behrens i den engelske version, og nogle ekstra scener med uhyret er blevet skudt, blandt andet én hvor øglen spytter grøn slim.

Reptilicus er løs i det indre København i filmens klimaks – bemærk detaljerne med bl.a. Berlingske Tidende i baggrunden.
Reptilicus er løs i det indre København i filmens klimaks – bemærk detaljerne med bl.a. Berlingske Tidende i baggrunden.

Jeg har ikke selv set den amerikanske version, men hvis chancen byder sig, vil jeg klart se den. Desværre er prisen ret pebret på de fleste hjemmesider, så jeg holder mig til den danske version indtil videre.

Saga Studio, der producerede Reptilicus, led et stort tab efter premieren, og et rygte siger, at det i en tid efter var forbudt blot at nævne filmen, og at det ville resultere i en dummebøde, hvis man gjorde det. Om dette er sandt eller ej, vides ikke, men en sjov historie er det i hvert fald.

Reptilicus er ude på dansk DVD, og jeg vil råde alle, der bare er det mindste glade for monsterfilm eller bare danske film generelt, til at opstøve Reptilicus og give den en chance.

4 stjerner
Titel: Reptilicus
Andre titler: Dus med Uhyret, Rædselsuhyret
Instruktør: Poul Bang, Sidney W. Pink
Manuskript: Ib Melchior & Sidney Pink
Cast: Carl Ottosen (Gen. Mark Grayson), Ann Smyrner (Lise Martens), Mimi Heinrich (Karen Martens), Asbjørn Andersen (Prof. Otto Martens), Bodil Miller (Connie Miller), Bent Mejding (Svend Viltorft), Povl Wøldike (Dr. Peter Dalby), Dirch Passer (Dirch Mikkelsen), Ole Wisborg (Capt. Einer Brandt), Birthe Wilke (Sig selv)
Producere: Samuel Z. Arkoff (producer), Sidney W. Pink (producer), Johann Zalabery (executive producer)
Foto: Aage Wiltrup
Klip: Sven Methling & Edith Nisted Nielsen
Musik: Les Baxter, Sven Gyldmark
Spilletid: 92 minutter
Aspect ratio: 1.37:1
Lyd: Mono
Sprog: Dansk
Undertekster: Dansk
Produktionsland, år: Danmark/USA, 1961
Produktionsselskaber: American International Pictures (AIP), Cinemagic
Orion Pictures Corporation, Saga Studio
Distributør (DVD): Sandrew Metronome
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Danmark, Kæmpemonstre, So Bad It’s Good

Skriv et svar

Your email address will not be published.