Det sker en sjælden gang, at jeg falder over en 80’er-klassiker, som jeg aldrig har set. For nylig skete det med Repo Man, en udråbt “kultklassiker” (jeg har det MEGET svært med det begreb) fra 1984.
Hvorfor jeg aldrig har set den før, undrer mig meget. Specielt fordi jeg er en ganske stor Tarantino-fan, og Repo Man er en film, den gode Quentin har dyrket ganske meget, da han arbejdede i videobutikken Video Archives i Californien.
Når man ser Repo Man genfinder man både en tone, eksempelvis i forhold til dialogen og Los Angeles som by, og samtidig er der i flere af Tarantinos film direkte referencer til Repo Man, se blot den berømte kuffert i Pulp Fiction (1994).
I den sammenhæng bør det også nævnes, at Tarantino i Video Archives blandt andet arbejdede sammen med Roger Avary, som var medforfatter på manuskriptet til Pulp Fiction.
John Wayne var bøsse
Denne lille fine dialogstump kunne være taget ud af en Tarantino-film, hvor det kommer frem, at John Wayne var bøsse:
Miller: John Wayne was a fag.
All: The hell he was.
Miller: He was, too, you boys. I installed two-way mirrors in his pad in Brentwood, and he come to the door in a dress.
Filmen tager sin begyndelse i ørkenen et sted i Californien, hvor en strømer stopper en 1964 Chevrolet Malibu. Da strømeren åbner bagagerummet (vi ser ikke, hvad der er i andet end at det lyser voldsomt op), bliver han opløst!
Så skifter scenen til Los Angeles, hvor vi møder filmens hovedperson Otto Maddox (Emilio Estevez i sit livs måske bedste rolle). Otto er en rebel – lidt punker, lidt anarkist, meget utilpasset. Han fyres fra sit ligegyldige job i et supermarked, og det hele går i hundene, da Otto mister damen til sin bedste ven.
En dag, da Otto går på gaden, bliver han kontaktet af Bud (altid herlige Harry Dean Stanton), der vil have Otto til at køre en bil væk. Og på den måde bliver Otto en del af det lille firma “Helping Hand Acceptance Corporation”, hvor man finder forsvundne biler, de er “repo men”.
En fuckfinger til samfundet og måden at fortælle film på
At blive “repo man” er for Otto et skridt i den rigtige retning, det giver noget pondus til hans skrøbelige image. Og blandt de andre “repo men” oplever Otto et fællesskab, godt nok et absurd et af slagsen, men ikke desto mindre noget, som den rodløse Otto søger.
Nu skal det ikke fremstå som om, filmen er en dannelsesrejse, hvor Otto går fra at være punk til at blive en etableret del af samfundet. Nej, filmen fortsætter hele vejen igennem med at være en fuckfinger til det etablerede samfund (og på et metaplan til den måde vi aflæser film og de forventninger vi har).
Det ses også tydeligt i denne dialogstup, hvor man kan se, at der ikke er tale om klassisk kærlighedsdialog:
Leila: What about our relationship?
Otto: What?
Leila: Our relationship!
Otto: Fuck that!
Leila: You SHITHEAD! I’m glad I tortured you!
Samtidig sker der mystiske ting, og filmen begynder sit absurde amokløb af fede optrin, sej action, vilde dialoger og et twist science fiction. Og jeg vil næsten garantere, at du ikke kan regne ud, hvad der kommer til at ske.
Alt sammen noget, der faktisk ikke burde fungere. Men det gør det sjovt nok, hvilket skyldes flere ting, men vigtigst er lysten til at gøre noget anderledes samtidig med, at man har haft evnerne til at understøtte lysten.
Det handler meget om, at filmen har en vision. Ikke om at levere en klassisk A til B-fortælling, men mere i forhold til stemningen, primært forankret i den måde Los Angeles skildres på, altså et Los Angeles set igennem et anderledes og punket perspektiv, som vi ikke er vant til at se på film.
Fin, fin dialog
Men det mest pirrende ved Repo Man er dog uforudsigeligheden og den fine, fine dialog som her, hvor Otto har en samtale med Duke:
Duke: The lights are growing dim Otto. I know a life of crime has led me to this sorry fate, and yet, I blame society. Society made me what I am.
Otto: That’s bullshit. You’re a white suburban punk just like me.
Duke: Yeah, but it still hurts.
Der er så meget 80’er-feel over Repo Man, både i form og i indhold, og samtidig er filmen legesyg, eksperimenterende og modig. Ikke 80’er-kitsch men 80’er-boller, altså der hvor man tør bryde med den måde, man normalt fortæller film på.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Carpenters They Live fra 1988. De to film er meget langt fra hinanden, men samtidig er de beslægtet i deres insisterende måde at være anderledes og provokerende på. De to film er for mig ægte 80’er-guld.
For Repo Man er en klassiker og vel at mærke en ganske fremragende film – en film der er meget mere end en “kultfilm fra de nostalgiske 80’ere”.
En af de absolut fedeste ting ved Repo Man er som tidligere nævnt, at man som tilskuer ikke kan regne ud, hvilken retning filmen tager. Den er fræk og overraskende, nøjagtig som det er tilfældet med Tarantino, når han er (var?) bedst. Det var en sjælden ting i 80’erne, og i dag er den slags film (og det mod) en uddøende race.
Instruktør: Alex Cox
Manuskript: Alex Cox
Cast: Emilio Estevez (Otto), Harry Dean Stanton (Bud), Tracey Walter (Miller), Olivia Barash (Leila)
Producere: Peter McCarthy (producer), Jonathan Wacks (producer), Michael Nesmith (executive producer)
Foto: Robby Müller
Klip: Dennis Dolan
Musik: Steven Hufsteter, Tito Larriva
Spilletid: 88 minutter
Aspect ratio: 1.85: 1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk.
Produktionsland, år: USA, 1984
Produktionsselskaber: Universal Pictures
Anmeldt i nr. 134 | 13/12/2016