Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Rambo III

Rambo III
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Så er Rambo tilbage! Denne gang er der tale om en udkogt actionfilm, hvor alle de fine mytiske lag skæres ud i pap, og hvor man er gået all in i forhold til at behage publikum. Underholdningen er i top men det er kvaliteten ikke.

Rambo III“This film is dedicated to the gallant people of Afghanistan.”

Det er den tekst der står lige før rulleteksterne. Ja, der er sket noget siden Rambo III så dagens lys tilbage i 1988. Virkeligheden har ændret sig; dem der var helte for amerikanerne er blevet til skurke – det viser, at fjendebilleder er i konstant forandring.

Og netop ”gode” fjender er vigtige for actionhelten. Hvad enten det er en sadistisk russer, en fundamentalistisk terrorist fra Mellemøsten, en modbydelig narkohandler fra Mexico eller ond asiatisk hærfører. Der er i actiongenren ofte tale om arketyper, så man som tilskuer, og actionhelt, ikke er tvivl om, hvem der er de gode og de dårlige.

Den fromme actionhelt i klosteret

Men lad os først se på handlingen. Vi er i Thailand. John Rambo nyder tilværelsen som medhjælper i et kloster OG som kriger i Bangkok, hvor han tjener penge til klosteret ved at kæmpe mod andre.

Så her møder vi både den bløde og den hårde side af actionhelten: En mand der har fundet en indre ro og en mand, der bruger sin actionkrop til at tjene penge til et fredeligt samfund af munke. Sødt. Denne idyl kan dog ikke vare ved.

Rambos gamle ven Trautman kommer forbi og beder Rambo om at tage med på en farlig mission til Afghanistan: De skal skaffe våben til oprørsstyrkerne, som bekæmper den onde russiske invasionshær. Rambo takker dog nej. Han er træt af at kæmpe! Sødt.

Actionhelten vækkes

Trautman tager afsted, og han bliver naturligvis fanget. Da Rambo hører om dette, er han pludselig ikke længere træt af at kæmpe. Men, men, men: Den amerikanske regering vil ikke støtte en redningsaktion. De vil dog gerne, uofficielt, hjælpe Rambo, men gør det klart for ham at ”he’s on his own.” Sødt, for det er jo netop det, actionhelten elsker.

Den ene mand, den hårde amerikanske krop, der skal redde dagen.

Så Rambo tager afsted mod Afghanistan, hvor han skal hjælpe de tapre oprørere (senere fjender af USA) med at bekæmpe russerne og samtidig redde sin gamle ven.

En vigtig transformation

Det er noget af en transformation, der skete fra 1982 til 1988 – både med karakteren John Rambo, med Stallones krop og med actionfilmen som genre.

Det er også det herlige paradoks, der gemmer sig i den amerikanske actionfilms guldalder fra 1982-1993: First Blood (1982), der om noget var med til at indvarsle actionfilmens stærkeste årti, var i bund og grund slet ikke nogen actionfilm, men faktisk et ganske dystert drama med fine actionsekvenser og med et tvetydigt fjendebillede – skurkene var nemlig de inkompetente amerikanere og ikke onde mennesker fra andre lande.

At man lod Rambo overleve fortællingen, betød at filmfolkene kunne dyrke de heltemeritter i den videre fortælling. Rambos evner som soldat, Rambos mod. Den transformation sker allerede i Rambo: First Blood Part 2 (1985), men den udstilles på mest absurde og kitschede vis i Rambo III.

Her har vi at gøre med en fortælling, hvor Rambo nærmest indtager rollen som uovervindelig superhelt, manden der kan tage kampen op mod de onde, onde russere.

Rambo og Reagan

Rambo-filmene kan naturligvis nydes uden den politiske kontekst. Men for at forstå både genren og actionhelten i en historisk kontekst er det vigtigt at se Rambo i relation til den amerikanske præsident Ronald Reagan.

Reagan var præsident fra 1981 til 1989, altså en periode, der falder sammen med de tre første Rambo-film. Reagan afløste den mere bløde Jimmy Carter, og Reagan forsøgte, og havde succes med, at skabe en hårdere og mere maskulin kurs for det amerikanske samfund.

Det maskuline var for Reagan og mange andre tæt forbundet med den hårde maskuline krop; en krop som actionheltene i 1980’erne, ikke mindst Rambo, kom til at personificere. Derfor går Rambo også fra at være et udskud til at blive en helt: Han er den type, der kan løse hele landets problemer; han kan være med til at lukke såret efter Vietnamkrigen, og han var dermed et hårdt modspil til de mere bløde amerikanske værdier, som Carter stod for.

I Rambo III er det så ikke længere kun USA, Rambo redder, nej, nu er det hele verden der, med Afghanistan som bagtæppe, skal reddes fra de onde, onde russere, “the evil empire.” Rambo bliver nu til et internationalt ikon, den maskuline amerikanske krop som er den eneste vej til frelse. Sådan groft sagt. I min kommende fagbog Fra det første blod til den sidste actionhelt – den amerikanske actionfilms guldalder fra 1982-1993 kommer jeg meget mere ind på dette aspekt af actionhelten.

Den mytiske actionhelt

“God would have mercy. John Rambo won’t!”

“The first was for himself. The second for his country. This time it’s to save his friend.”

På de to taglines fornemmer man også tydeligt, at Rambo ikke længere er en almindelig soldat. Han er nærmest på lige fod med Gud, faktisk er han tæt på en gammeltestamentlig straffende gud, men han er også samtidig ”bare” en god ven. Ja, han er nærmest blevet en karikatur på 1980’ernes actionhelt – noget der bliver mere og mere udtalt i genren de følgende år fra 1988 og frem til 1993.

Myten om actionhelten bliver også skåret ud i af pap af Trautman, da han siger følgende til Rambo:

“Let me tell you a story, John. There was a sculptor. He found this stone, a special stone. He dragged it home and he worked on it for months until he finally finished it. When he was ready he showed it to his friends. They said he had created a great masterpiece, but the sculptor said he hadn’t created anything. The statue was always there, he just chipped away the rough edges. You’re always going to be tearing away at yourself until you come to terms with who you are. Until you come full circle.”

Actionhelten, og dermed Rambo, har altid været der. Og actionheltens største mål er ”to come full circle.” Det er et ganske spændende perspektiv i forhold til både helten og genren, et nærmest mytisk, ja, religiøst skær falder over helten.

Problemet er, at det i filmens føles en anelse forceret. Det er i hvert fald ikke subtilt, og det er noget man som tilskuer gerne selv vil have mulighed for at tolke, for at afsøge den tvetydighed der er i actionhelten – i hvert fald den actionhelt vi mødte i den første film om Rambo og til dels også den anden.

Kampsport og computerspil

Man fornemmer også at kampsportsfilmen er blevet en større og større succes op gennem 1980’erne og derfor er det også nærmest en naturlighed, at Rambo III indledes med en klassisk kampsportssekvens.

I årene fra 1982 til 1988 er publikum strømmet til film, hvor kampsport spiller en central rolle, og både Van Damme og Steven Seagal bryder også igennem i 1988 med Bloodsport og Above the Law, så det er godt set, at Rambo også hopper med på den bølge.

Men selve kampsportsdelen har aldrig været tilknyttet fortællingen om Rambo. Jo, han kan kæmpe, og han er god til det, men det er altid sket i en anden arena; det er sket ude i ”virkeligheden.” Men i 1988 vidste producenter godt, at kampsport, og de store maskuline kroppes kamp i en afgrænset arena, var noget, publikum elskede.

Fortællingen om Rambo, som på mange måder er fortællingen om den fortabte amerikanske søn, der kommer tilbage som frelser, bliver i dette kapitel til en nærmest spoof-agtig størrelse – derfor lå det også lige til højrebenet for Hot Shots! Part Deux (1993) at tage fat på Rambo-karakteren: For der skulle ikke være ændret meget på manuskriptet, før Rambo III var blevet en parodi på sig selv, på selve actionhelten og på hele actiongenren.

Actionhelten – tilsat fløde i store mængder!

Det er næsten som om, man har taget Rambo-karakteren og smidt ham ind i en blanding af noget der minder om en krydsning mellem logikken fra en tegnefilm og mekanikken fra et computerspil – ja, både arkadespil og hjemmecomputerne var på det tidspunkt populære som varmt brød, så man kan ikke fortænke producenterne i at gå den vej.

Det gør også, at der bliver skudt flere mennesker end i de fleste andre film. Rambo III er stadigvæk placeret højt på diverse lister over film, hvor der bliver dræbt flest mennesker.

I Rambo III når dyrkelsen af Stallones pumpede og glinsende krop også nye højder. Igen skruer man “bare” op for det, man tror, publikum gerne vil have.

Kort sagt fortæller det historien om en film, hvor man har taget alle de ingredienser, som er substansen i genren og derefter har tilsat masser af fløde, masser af alt det gode, for meget af det gode kan man næsten sige.

Vi har helten, der skal på en umulig mission. Vi har skurkene, de uskyldige, læremesteren, klargøringen, volden, såret der skal renses, våben, spektakulære actionscener (og mange af dem).

Men det har ikke nødvendigvis skabt en god film. Jo, den underholder konstant, men den har ikke den farlighed, som specielt den første film havde, og den har ikke den hårdkogte fortælling, som den anden film havde. Actiongryden er kogt over i Rambo III.

Når man ser navnet på instruktøren, bliver hele denne konstruktion også endnu mere tydelig. Peter MacDonald havde ikke instrueret en eneste film før Rambo III, så producenterne havde vel det, man kan kalde fuld kontrol, da MacDonald nok ikke ville pleje egne interesser, men blot levere det, man forventede.

MacDonald har selv udtalt, at han kom til filmsettet uden de store forberedelser, da han havde afløst Russell Mulcahy med meget kort varsel.

Fin underholdning og en actionhelt i krise

Alt i alt er Rambo III en meget underholdende film. Men det er også en film, der fortæller historien om en gammeldags actionhelt og en genre, som på det tidspunkt var ved at blive udfordret – både af sig selv og af andre typer af actionhelte, som forsøgte at skumme fløden.

Den har heller ikke de samme filmiske kvaliteter som de to første film, hverken i forhold til manuskriptet eller billedsiden.

Derfor er det også ganske forfriskende og vigtigt, at Stallone vendte tilbage til karakteren Rambo tyve år senere med Rambo (2008). For den tegneserieudgave, vi ser i Rambo III ikke, i hvert fald ikke for mig, den rigtige Rambo.

2 stjerner

Titel: Rambo III
Instruktør: Peter MacDonald
Manuskript: Sylvester Stallong & Sheldon Lettich
Cast: Sylvester Stallone (Rambo), Richard Crenna (Trautman), Marc de Jonge (Zayzen) Kurtwood Smith (Griggs)
Foto: John Stanier
Klip: O. Nicholas Brown, Andrew London, James R. Symons & Edward Warschilka
Musik: Jerry Goldsmith
Spilletid: 101 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1988

Anmeldt i nr. 177 | 13/07/2020

Stikord: 3’er, Fortsættelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *