Daniel Hvid
Ingen kommentarer

Prom Night

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Jamie Lee Curtis gør det fint i Prom Night, der trods manglende opfindsomhed er en ganske seværdig slasher.

Prom NightHalloween (1978) blev Jamie Lee Curtis’ helt store gennembrud. Hun blev verdenskendt i rollen som Laurie Strode, søsteren til den psykopatiske Michael Myers. Dette sparkede gang i Jamies karriere, og Prom Night er en af hendes bedre film, som kom i den bølge af slasherfilm, der strømmede ud i USA i 80’erne. Udover Jamie Lee Curtis ser vi i rollen som hendes far Leslie Nielsen, som er meget svær at tage alvorligt, selvom han leverer en seriøs præstation i denne film.

Filmens præstationer er generelt ganske udmærkede for en slasherfilm. Med skuespillere som Jamie Lee Curtis og Leslie Nielsen kan man næsten heller ikke andet end at skrue sine forventninger en smule op, især hvis man har stiftet bekendtskab med Halloween.

Den obligatoriske prolog

Filmens historie er ikke så indviklet, men har et par løse ender, som ikke rigtig bliver bundet sammen. Hvis man sætter næsen op efter en film på højde med The Fog (1980), eller Halloween kan man blive slemt skuffet, da Prom Night hverken er nær så uhyggelig eller stemningsfuld som de førnævnte film, men for en hardcore slasherfan er den et must.

I den obligatoriske prolog ser vi fire børn lege gemmeleg i en gammel bygning, da de tre søskende Kim, Alex og Robin, kommer forbi. Kim og Alex går hjem, men Robin går ind i bygningen og ødelægger legen for de andre børn. De rotter sig sammen og løber efter hende. De får hende trængt op i et hjørne, og til sidst falder hun ud af et vindue. Da det går op for børnene, at de har slået hende ihjel, bliver de enige om at holde det hemmeligt, så de ikke får ballade senere. De fire børn stikker af, og kameraet dvæler ved Robins ansigt, da der pludselig falder en skygge på hende. Nogen har set, hvad der er sket, og hvem, der var med til at slå hende ihjel.

Klimaks til afdansningsballet

Så springer vi seks år frem i tiden. Alex og Kim er går nu på deres fars high school. Efter at vi er blevet præsenteret for den skumle og lettere mærkelige pedel på skolen, klippes til et lille rum, hvor vi ser nærbilleder af en telefon og en blok med navnene på de personer, som slog Robin ihjel for seks år siden.

Et flashback fortæller, at kommissær McBride mistænkte den sexgale skizofrene Leonard Murch for at have slået Robin ihjel. Murch blev senere den aften vansiret af en brand. McBride er stadig mistænksom på Murch, og nu får han oplysninger om, at Murch er stukket af fra hospitalet, og at liget af en sygeplejerske, som han bortførte, er blevet fundet i byen.

Afdansningsballet – titlens “Prom Night” – er også filmens klimaks. Skolens gymnastiksal er fyldt med elever og glad musik. Alle vore hovedpersoner er ankommet, og er i godt humør – indtil videre. Men der går ikke lang tid, før de rigtige løjer begynder, og mere skal der ellers ikke afsløres her.

Hverken særlig blod eller opfindsom

Prom Night er ikke specielt blodig eller opfindsom, men leverer gode præstationer, hvor skuespillerne giver den alt, hvad remmer og tøj kan klare. Det er en solid slasher, hvor nogle plottråde dog ikke bliver bundet ordentlig sammen, men dette kan man se igennem fingre med. Jamie Lee Curtis leverer klart filmens bedste præstation og er altid dejlig at se på.

Idéen med børn og unge, der kommer til at slå nogen ihjel ved et uheld er set siden, f.eks. i I Know What You Did Last Summer (1997), men i Prom Night virker de mistænkte ikke på den måde, som de egentlig burde. Den skumle pedel, som publikum skal være mistænksom overfor, er så stor en kliché, at man næsten ikke har nået at tænke tanken, før man bliver enig med sig selv om, at det må være en anden.

Andre mistænkte, som f.eks. den vansirede skizofrene, giver ikke meget mening. Hvorfor skulle en formodet barnemorder og voldtægtsmand vente seks år på et hospital for at stikke af og komme til et afdansningsbal for at slå nogle teenagere ihjel? Denne del af plottet lugter meget af Halloween hvor Michael Myers ventede 15 år på et hospital for at vende tilbage og slå sin søster ihjel.

Perfekt som midnatsgyser

Selvom Prom Night låner meget af Halloween og ikke er specielt opfindsom eller blodig – de få mord kommer i de sidste 20 minutter af filmen – er den perfekt som en midnatsgyser, og jeg vil da ærligt indrømme, at jeg ved første gennemsyn selv var meget overrasket over slutningen.

Prom Night falder muligvis ikke i alle smag, da den er relativt ublodig for en slasher, men særligt fans af Jamie Lee Curtis bør give den en chance.

4 stjerner

Titel: Prom Night
Dansk titel: Blodig midnat
Instruktør: Paul Lynch
Manuskript: William Gray efter historie af Robert Guza Jr.
Cast: Leslie Nielsen (Mr. Raymond Hammond), Jamie Lee Curtis (Kim Hammond), Casey Stevens (Nick McBride), Anne-Marie Martin (Wendy Richards), Antoinette Bower (Mrs. ‘Vi’ Hammond), Michael Tough (Alex Hammond), Robert A. Silverman (Mr. Sandford Sykes), Pita Oliver (Vicki Cantrell), David Mucci (Lou Farmer), Jeff Wincott (Drew Shinnick), Mary Beth Rubens (Kelly Lynch), George Touliatos (Lt. Darryl McBride), Melanie Morse MacQuarrie (Henri-Anne Weller), David Gardner (Dr. Rupert Fairchild), Joy Thompson (Jude Cunningham)
Producere: Peter R. Simpson (producer), Richard Simpson (producer)
Foto: Robert C. New
Klip: Brian Rawok
Musik: Paul Zaza & Carl Zittrer
Spilletid: 90 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital (mono)
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Canada, 1980
Produktionsselskaber: Quadrant Trust Company, Simcom Limited
Distributør (DVD): On Air Video (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: High School, Slasher

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *