Ligesom vi havde det her i Danmark med Sengekantsfilmene, var der en periode i svensk film i 1970’erne, hvor man lavede noget lignende – bløde pornofilm forklædt som fjollede folkekomedier og Porr i skandalskolan (dansk: Skandaleskolen) fra 1974 hører til en af de mest fjollede og dårlige af slagsen.
Manden bag filmen er Mac Ahlberg. Hans første film var den danske erotiske klassiker Jeg – en kvinde (1965), der blev populær i udlandet. Ahlberg lavede senere hen flere frække film, bl.a. to efterfølgere til Jeg – en kvinde og en svensk udgave af Fanny Hill i 1968. Men så forsatte han i stedet som filmfotograf, tog til Hollywood og endte med at fotografere bl.a. Stuart Gordons kultklassiker Re-Animator (1985).
Liderlige lærere og frække piger
Efter sin rige onkels død arver Bo Gyllenstake (Rune Hallberg) en stor formue. Han kan først arve pengene, hvis han opfører sig moralsk korrekt. Bo er dog alt andet end moralsk, da han elsker at leve livet heftigt og bolle en masse piger.
I et forsøg på at efterkomme sin onkels ønske, opretter Bo en slags skole for unge og vilde piger, der trænger til en god og moralsk opdragelse. Men i stedet bruger Bo og nogle fyre skolen som en undskyldning for at få masser af sex med pigerne.
“Historien” starter for alvor først, da skolen får besøg af advokaten Mr. Elliot (Jack Bjurquist), der skal undersøge skolens aktiviteter…
Slap porno og møgmusik
Hovedparten af Porr i skandalskolan består af typiske og tandløse 70’er-sexscener, hvor der klippes frem og tilbage til de forskellige par, der knepper med hinanden. Sexscenerne er langtfra ophidsende, selvom de mange piger i filmen er kønne at se på. Tit er der close up-shots af kønsorganer, men det er filmet åh så grimt.
Lydsiden i disse scener præges latterligt meget af larmede musik, der pisser én af i længden. Faktisk så meget at jeg slog lyden fra.
Humoren hvad angår situationskomik og dialog i Porr i skandalskolan er omtrent ligeså lavpandet som i de gamle, danske folkekomedier. Skuespillerne ejer ikke sans for komisk timing, så tit falder de ”sjove” scener til jorden med et øredøvende brag. Det havde været praktisk, hvis jeg i forvejen havde sørget for at skaffe mig selv noget lattergas til den kedsommelige filmoplevelse.
En skandalefilm
Trods filmens rigelige mængde af sexscener var jeg ved at falde i søvn. Porr i skandalskolan skulle vist have haft en ordentlig mundfuld Viagrapiller for at holde sin korte spilletid kontant stiv og oprejst.
Porr i skandalskolan er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Dansk titel: Skandaleskolen
Instruktør: Mac Ahlberg
Manuskript: Mac Ahlberg
Cast: Rune Hallberg (Bo Gyllenstake), Jack Bjurquist (Mr. Elliot), Jim Steffe (Sven),
Maija-Liisa Bjurquist (Evas søster), Teresa Svensson (Eva), Berit Agedal (Liz)
Producere: Inge Ivarson
Foto: Andreas Bellis
Klip: Ingemar Ejve
Musik: Claes Oesterdahl
Spilletid: 93 minutter
Aspect ratio: 1.66:1
Lyd: Dolby digital
Sprog: Svensk
Undertekster: Dansk, norsk og finsk
Produktionsland, år: Sverige, 1974
Produktionsselskaber: Filminvest AB
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2
Anmeldt i nr. 63 | 13/01/2011
Stikord: Softporn