Planet of the Apes

Bemærk! Denne anmeldelse indeholder spoilers.

Franklin J. Schaffners Planet of the Apes indeholder én af filmhistoriens mest berømte plot twists – med mulig undtagelse af “I am your father”. Den kommer ved filmens afslutning, da det går op for filmens prøvede hovedperson Taylor (Charlton Heston), at den fremmede planet, han befinder sig på, i virkeligheden slet ikke er fremmed, men bare en fremtidig, postapokalyptisk version af planeten Jorden.

Det berømte billede der vender hele filmen på hovedet er naturligvis de sørgelige rester af Frihedsgudinden, og da plot twistet er så væsentlig en del af filmens impact, kan det undre, at netop den ødelagte Frihedsgudinde spiller så prominent en rolle på filmens cover. Også selv om langt de fleste, der kender bare en smule til science fiction-film, kender twistet allerede.

En form for tidsrejse

Planet of the Apes foregår engang i fremtiden. En flok astronauter rejser igennem rummet tæt ved lysets hastighed, og Charlton Hestons hovedperson sætter temaet i relief i filmens første minutter: Hvis teorierne omkring nærlyshastighedsrejser er korrekt, går tiden langsommere for astronauterne end den gør for alle andre med det resultat, at den relativt korte periode, astronauterne rejser i, svarer til at der er gået 700 år på Jorden.

Selve handlingen starter så, da rumskibet styrter ned på en planet. Astronauterne vækkes af deres dvalesøvn, og de når lige akkurat ud af rumskibet, inden det synker i den sø, det er styrtet ned i. Taylor når lige at se, at de har været længere undervejs end de regnede med, og at året på Jorden nu ville være 3978.

Efter at have kæmpet sig igennem en glohed ørken, støder de tre overlevende astronauter på tegn på liv – en flok meget primitive væsner, der i høj grad ligner mennesker. Her kunne man i øvrigt godt gå ind i en længere redegørelse for filmens ustyrligt mange og store plothuller, for de primitive væsner, der tilsyneladende ikke kan tale, ikke bare ligner mennesker, de ER mennesker. Dette faktum burde nok have fået alarmklokkerne til at ringe hos de gode astronauter, der vel næppe er helt uuddannede.

Hvorom alting er, kommer der pludselig fut i fejemøget, da en flok meget menneskelignende og bevæbnede aber pludselig kommer ridende ud af ingenting og begynder at indfange menneskeflokken. Taylor bliver såret i halsen og taget til fange, og da han vågner, befinder han sig i Omvendt-verden. Her på planeten er det tilsyneladende disse intelligente, talende aber, der styrer showet og menneskerne bliver betragtet som dyr.

På grund af såret i halsen, går der et stykke tid, inden Taylor begynder at tale, hvilket sender de fleste af aberne i paniktilstand, for mennesker kan jo ikke tale! Kun et par liberalt indstillede abekatte (en arkæolog og en biolog) fascineres af Taylor, mens én af abecivilisationens ledere, Dr. Zaius (Maurice Evans) ser Taylor som en fare for deres verden. Han indleder derfor en skueproces for at få det gjort af med Taylor, så religionen, reglerne og abesamfundet kan bestå.

Banal, fjollet og fascinerende

Hvordan det videre spænder af, skal man se ved selvsyn, hvis man ikke allerede har set Planet of the Apes, for Franklin Schaffners film har ikke uden grund fået klassikerstatus.

Sandt at sige er Planet of the Apes på mange måder en overordentlig banal og fjollet film, men samtidig er den også dybt fascinerende og så teknisk vellykket, at man lader sig gribe af den grundlæggende også særdeles underholdende historie.

Når Planet of the Apes er banal, er det fordi den vitterligt bare er den omvendte verden. De fleste af aberne, med Dr. Zaius i spidsen, fremstilles på præcis samme måde som videnskabeligt orienterede mennesker i dag ville fremstille religiøse amerikanere, der går ind for Kreationisme og Intelligent Design. Dr. Zaius repræsenterer frygten for den videnskabelige sandhed, fordi den går imod vedtagne sandheder og religiøse skrifter.

På grund af sin alder tager filmen naturligvis mere udgangspunkt i kirkens historiske undertrykkelse af videnskabspionerer end i den noget senere disput mellem videnskabsfolk og de idioter, der stadig tror, at Jorden er 6000 år gammel.

Men netop af samme grund, og fordi den også på sin egen usubtile måde fokuserer på, hvordan vi mennesker behandler dyr, har Planet of the Apes naturligvis bevaret sin tematiske aktualitet. Det er selvfølgelig også af den grund, at man kan æde den enorme kamel, som filmens grundlæggende præmis udgør.

Præmissens banalitet gør naturligvis også stedvist Planet of the Apes ufrivilligt komisk, hvilket man skal være parat til at acceptere, men det skal også siges, at manuskriptforfatteren Michael Wilson (der arbejdede ud fra et udkast af Rod “Twilight Zone” Serling) samtidig klart har erkendt idéens iboende latterlighed.

Det kommer f.eks. til udtryk, da Taylor forsøger at gemme sig ved en begravelse, hvor “præsten” med alvorlig mine konstaterer om afdøde, at “he was a gorilla to remember”.

I virkeligheden kan man godt tillade sig at sige, at Planet of the Apes ikke så meget er en science fiction-film som den er én lang kritik af religiøst snæversyn, belejligt pakket ind i science fiction-klæder.

Og her må man tage hatten af for filmens bagmænd, for det virker faktisk helt eminent. Man harmes over den reaktionære Dr. Zaius og hans kumpaner og fatter sympati for de to videnskabeligt indstillede aber, der kæmper for videnskaben (og Taylor).

Flot og charmerende make up

En anden grund til, at Planet of the Apes fungerer så godt, som den gør, er på grund af make uppen. Aberne er tydeligvis bare mennesker i make up, men alligevel er effekterne ekstremt overbevisende, og det er imponerende, at skuespillerne formåede at formidle så bredt et spektrum af udtryksformer gennem den tommetykke make up.

Efter nutidens standarder er det selvfølgelig primitivt, men det har en helt anden effektiv charme end den ellers uhyggeligt flotte make up i Tim Burtons helt unødvendige remake fra 2001.

Kulisserne er en helt anden sag – de skriger “1960’erne” meget højt og er helt igennem utroværdige, men de er ikke desto mindre charmerende af netop samme grund. I virkeligheden skulle de noget primitive kulisser også have været helt anderledes.

I Pierre Boulles roman, som filmen er (løseligt) baseret på, er abesamfundet langt mere avanceret end i filmen, men det ville have kostet alt for meget at realisere det, hvilket førte til at abesamfundet blev gjort betydeligt mere primitivt i filmen.

Charlton Heston får lov til at levere én af sin karrieres mest mindeværdige replikker, da han udbryder “Take your stinking paws off me, you damn dirty ape!”, men derudover spiller Charlton Heston Charlton Heston – med andre ord: Heston som vi kender ham bedst. Abeskuespillerne er langt mere imponerende – særligt Kim Hunter og Roddy McDowell som Zira og Cornelius (de to gode aber) og Maurice Evans som Dr. Zaius. Især Evans er helt forrygende!

Planet of the Apes er langt hen ad vejen en film, man enten elsker eller hader. Hvis man ikke kan æde den grinagtige grundpræmis og plothullerne på størrelse med hangarskibe (hvordan F… ender astronauterne f.eks. tilbage på Jorden?!), får man ikke meget andet end nogle billige grin ud af filmen. Hvis man omvendt bare lader sig rive med, er Planet of the Apes præcis den science fiction-klassiker, mange, undertegnede heriblandt, betragter den som.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Filmatisering, Postapokalyptika, Tidsrejser