Perfume: The Story of a Murderer

I 1985 udgav forfatteren Patrick Süskind Das Parfum. Die Geschicte eines Mörders, og filmproducenten Bernd Eichinger var hurtigt meget interesseret i at købe rettighederne til bogen.

Süskind sagde først nej, men i 2001 gav Eichinger ham et tilbud, han ikke kunne sige nej til – 10 millioner Euro er en del penge. Men der skulle alligevel gå fem år, før filmen kunne blive lavet, da den lige skulle igennem en masse forhandlinger, som det er kutyme med store internationale co-produktioner.

Ikke hæmmet af at være en co-produktion

Normalt kan store co-produktioner godt stinke fælt af, at mange interesser skal opfyldes, som det f.eks. var tilfældet med Bille Augusts The House of the Spirits (1993), som sjovt nok har producenten Bernd Eichinger tilfælles med Perfume: The Story of a Murderer.

Der skal ofte være skuespillere fra de nationer, som har spyttet penge i projektet, og som regel bliver det færdige resultat hæmmet af, at alt for mange kokke fordærver maden. Det er dog ikke tilfældet med Perfume: The Story of a Murderer, som er et fascinerende og vellugtende bekendtskab. Filmens problemer ligger ikke i, at den er en co-production, men mere i, at manuskriptforfatterne har begået en stor brøler i den konkrete spændingsdel.

I en ideel verden, uden økonomiske interesser, var filmen, for troværdighedens skyld, blevet lavet i Frankrig med fransktalende skuespillere. Men når det nu ikke kan være sådan, er filmen faktisk sluppet meget godt af sted med at have engelsktalende skuespillere, hvis dialekter er meget forskellige. Der er både tyskere, amerikanere, englændere og mange andre nationer repræsenteret. Men de gør det alle sammen udmærket.

En helt speciel lugtesans

Filmen tager sin start i en fængselscelle. Her sidder en ung mand lænket, og kort efter føres han af sted af et par fangevogtere. Han udstilles foran en stor mængde mennesker, og hans dom læses op. Vi finder ud af, at hans navn er Jean-Baptiste Grenouille. Om to dage skal han hænges på et kors, hvorefter bødlen skal knuse hans arme og ben med et jernrør. Derefter skal han hænge der, til døden indtræffer.

Herefter tager en fortællerstemme over, og vi føres tilbage i tiden til 1738. Vi bliver vidner til den dag, hvor Jean-Baptiste fødes i en ildelugtende fiskebod af en moder, der kort efter fødslen sparker ham ned i affaldet, som hun har gjort det med sine fire foregående børn. Men Jean-Baptiste vil det anderledes, og hans gråd stempler moderen som morder – hun hænges, og Jean-Baptiste sendes på børnehjem.

Det første der sker på børnehjemmet er, at en gruppe børn forsøger at dræbe ham, da de ikke ønsker, han skal tage plads. Men igen redder skriget ham. Jean-Baptiste vokser op på børnehjemmet, og det bliver hurtigt tydeligt, at han er et meget specielt barn. Han har en nærmest overnaturlig lugtesans, som bl.a. gør ham i stand til at undvige et æble, da han kan lugte, at æblet nærmer sig.

Det går hurtigt op for Jean-Baptiste, at hans lugtesans er noget specielt, og igennem flere fantastiske passager introduceres vi til hans lugtesans, som er så udviklet, at ord ikke kan beskrive det. Da han bliver 13 år sælges han til et garveri, hvor den normale levealder kun er fem år, da man arbejder 15-16 timer om dagen. Men igen viser Jean-Baptiste sig som en sejlivet lille satan.

Jagten på den ultimative parfume

En aften forføres Jean-Baptiste af en rødhåret kvindes lugt. I sin iver slår han hende ihjel og tager tøjet af hende for at lugte til hendes krop, og fra det tidspunkt er hans skæbne beseglet. Jean-Baptiste har et ønske om konstant at finde nye lugte, og det ønske får han opfyldt, da han bliver lærling i den fallerede Baldinis parfumeri. Her lærer han alt om dufte, og om at skabe parfumer.

Mester Baldini kan godt se, at hans lærling er noget specielt, og Baldini oplever igen fortidens succes. Men uheldigvis dør han, da hans hus styrter sammen. Så Jean-Baptiste står nu på egne ben, og beslutter sig for at rejse væk fra Paris i sin søgen efter den ultimative parfume.

Og så begynder mordene ellers for alvor, da Jean-Baptiste udvinder essensen til sin parfume fra de kvinder, han slår ihjel. Snart begynder myndighederne at efterforske de mange mord, mens Jean-Baptiste bliver dybt fascineret af den unge rødhårede kvinde Laura, og mere vil jeg sådan set ikke røbe af handlingen.

Penge brugt med omhu

Specielt den første scene omkring fiskeboden er helt forrygende. Mens fortælleren beretter om, hvor ildelugtende Paris var i det 18. århundrede, ser vi nærbilleder af rådne fisk, indvolde, hunde, og folk, der brækker sig. Her fornægter Tom Tykwers visuelle sans sig ikke, og man ønsker blot, at filmen havde bevaret denne energi under hele spilletiden.

Desværre er det, som om Tykwer er løbet tør for gode idéer i filmens midterste del, hvorimod slutningen igen bliver helt forrygende. Så man står tilbage med en ganske fascinerende film, der mister pusten i midterstykket og finder den igen hen imod slutningen.

Kostumerne og selve production designet er helt i top, og man fornemmer godt, at de 50 millioner Euro, som filmen kostede, er blevet brugt med omhu og med sans for detaljen. Musikken er fremragende – sjovt nok har multitalentet Tom Tykwer selv været med til at komponere den, og Frank Griebes kameraarbejde er smukt og meget stemningsfuldt.

Men rent teknisk må min største ros dog gå til klipperen Alexander Berner. Han har været stillet overfor den meget svære opgave at finde rytmen mellem de utallige nærbilleder, som konstant krydrer de mere ordinære billeder. Det har han gjort med stor dygtighed, og nærbillederne og de mange klip, som ofte kan bryde illusionen og rytmen i en film, er udført med en præcision, som giver filmen et visuelt udtryk udover det sædvanlige, uden at det bryder med den overordnede fortælling.

Svag spændingsdel

Filmens største brist ligger i mine øjne i manuskriptet og specielt i den del, der omhandler den konkrete spændingshistorie. Manuskriptforfatterne har valgt at indlede med fængselsscenen, muligvis fordi de ved at en stor del af filmens publikum har læst bogen. Derfor ved vi som beskuere, at Jean-Baptiste bliver fanget, og det sætter en stopper for, hvor spændende filmen egentlig kan blive.

Det er et kneb som oftest bruges, når man har at gøre med virkelige historiske begivenheder, hvor alle ved, hvad historien slutter med, men det er i dette tilfælde ikke noget godt kneb at benytte. Også fordi filmen bruger uhensigtsmæssigt meget tid på spændingsdelen, hvor luften, som før nævnt, går lidt af ballonen.

I mine øjne burde man have skåret cirka en halv time af filmen ved at skære kraftigt ned på spændingsdelen. For da Jean-Baptiste endelig fanges, venter der en afslutning, som vil tage pusten fra de fleste. Slutningens virkning fortoner desværre lidt på grund af den ikke specielt veludførte spændingsdel. Tykwer er klart stærkest, når han arbejder med sine skuespillere og i sin visuelle tilgang.

Velspillende skuespillere

På skuespillerfronten, som generelt er godt besat, vil jeg fremhæve to personer. Som den altdominerende hovedrolle er Ben Whishaw ganske forrygende som Jean-Baptiste. Hans spinkle ydre er helt perfekt, og han formår at videregive den nærmest dyriske passion, Jean-Baptiste har for lugte. Og det dyriske er vigtigt i denne rolle, fordi Jean-Baptiste på mange måder minder mere om et dyr end et menneske. Det gør også, at det er svært at fatte sympati for ham, da han er så speciel og samtidig meget arrogant og bedrevidende, når det handler om dufte. Men det passer helt perfekt ind i historien, og stor ros til Ben Whishaw herfra.

Som Baldini, Jean Baptistes mentor, er Dustin Hoffman rigtig god – det er muligvis hans bedste rolle i mange år. Han skildrer den excentriske parfumemester helt sublimt, og hans samspil med Whishaw er rigtig godt. Man kan tydeligt mærke, at den gode Hoffman har fundet rollen interessant, da han leverer på højeste niveau. Ærgerligt at han forsvinder så hurtigt ud af filmen.

Perfume: The Story of a Murderer er uden tvivl en lækkerbisken af de helt store, når man taler om det visuelle, specielt i skildringen af Jean-Baptistes lugtesans, og i dens direkte fysiske og erotiske tilgang til mordene. Så det er lidt ærgerligt, at det færdige resultat er hæmmet af en kedelig midterpassage, som skæmmer det samlede indtryk.

Men igen er det et elskværdigt forsøg på at skildre en seriemorder, som ikke er decideret ond, men som gør sine gerninger ud fra en passion om at finde den ultimative lugt. En passion, som i sidste ende viser, at morderen Jean-Baptiste rent faktisk ikke hører hjemme på denne Jord.

En smuk og aparte visuel perle

Perfume: The Story of a Murderer er et godt alternativ til de mere ordinære seriemorderfilm, men desværre er filmen ikke ubetinget god. Dette til trods gør dens styrker stadig filmen til et interessant bekendtskab, så selv om den naturligvis blev lanceret sådan, skal man ikke se den for spændingens skyld. I stedet skal man mere nyde Perfume: The Story of a Murderer som en smuk og aparte visuel perle.

Efter at have set filmen, har jeg fået blod på tanden, og vil i en af de kommende opdateringer her på Planert Pulp anmelde Süskinds roman. I den sammenhæng vil jeg naturligvis også kommentere på, om Tykwer har lavet en god filmatisering, og se på, om filmens svagheder også er tilstede i bogen.

Perfume: The Story of a Murderer er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: 1700-tallet, Filmatisering, Paris, Seriemordere