Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Perdues dans New York

Perdues dans New York
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Perdues dans New YorkMagiske bøger, fantasirejser og to unge damer, der er “Lost in New York”. Lyder det meget godt, synes du? Ja så skal du bare se, hvordan det spænder af med Jean Rollin som bagmand. Velbekomme!

Da jeg stak Jean Rollins Perdues dans New York (Lost in New York) i min DVD-afspiller, var det med bange anelser. Jeg havde lige set La rose de fer (1973) og var mildt sagt alt andet end begejstret for den film. Derfor var det med yderligere bæven, at jeg på DVD’ens cover kunne læse, at Perdues dans New York var indspillet “spontant” under en rejse til New York.

Altså, hvis La rose de fer var et eksempel på én af Rollins scriptede film, hvordan ville tingene så spænde af, når manden ikke engang har haft et manus? Svaret er: Ikke bedre, men utroligt nok heller ikke værre. Men det siger ikke så meget.

Fra nu af og til Dommedag

Den gamle dame

Som de fleste af Rollins film, er der intet konventionelt narrativ i Perdues dans New York. Det må dog konstateres, at der tydeligvis er en form for idé bag filmen – præcis hvilken kan man diskutere fra nu af og til Dommedag, og sikkert uden at blive meget klogere på det. Men i det mindste fornemmer man en idé. Det er mere end man kan sige om La rose de fer. Så på ét punkt er Perdues dans New York da en smule bedre end det afsindige makværk, der er La rose de fer. Yderligere må det siges, at filmen har én ting mere kørende for sig, og det er den korte spilletid på 52 minutter.

'Hold kæft, hvor er det mærkeligt! Så må det være dybt!'

Her stopper de lyse momenter da også, for selve filmen er lige så opblæst prætentiøs som mange af Rollins andre film. Det her er en wannabe art film af værste skuffe. Det begynder med en gammel dame, der sidder og tænker tilbage på sin barndom, hvor hun mødte en lille “magisk” pige. Flashback til barndommen, og de to piger mødes. De læser i én eller anden obskur bog, og resten af filmen udspiller sig – måske – som en slags drømmerejse i tid og rum.

“Måske” fordi man ærlig talt ikke har en jordisk chance for at vide det. I indledningen fik vi også lige set en sort kvinde gå rundt i et trist industrikvarter, og hun vender tilbage sidst i filmen som mærkelig (og selvfølgelig nøgen) troldkvinde, der bringer de to piger sammen igen, dog som gamle kvinder.

Snip, snap og tak for lort

New York, New York

Hovedparten af filmen udspiller sig i New York, hvor de to piger er blevet transporteret hen og forvandlet til unge kvinder. Det meste af tiden render de forvildet rundt i New Yorks gader, hvilket fører til en masse billeder af skyskrabere og andre bybilleder, der bliver meget kedelige meget hurtigt. En af pigerne løber også ind i en vampyr – big surprise. Efter megen planløs renden rundt, finder de to hinanden. Flashforward. Troldkvinde. De to gamle kvinder mødes, og forsvinder igen. Snip, snap og tak for lort.

Umotiveret nøgenhed. Men pæn røv.

Indspilningsåret glimrer ved sit fravær på DVD-coveret, og jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke gad tjekke det på forhånd. Det giver sig dog ret hurtigt, at den faktisk er indspillet i 1980’erne – bl.a. bilerne og kostumerne er dead giveaways – men det kom alligevel bag på mig, at Perdues dans New York er så sen som 1989. Og det er sådan set også ligegyldigt, for æstetetikken i filmen er i så direkte overensstemmelse med Rollins 70’er-film, at den ligeså vel kunne være indspillet et årti eller halvandet tidligere.

Foruden de utroligt mange scener og billeder fra New York, ser vi i indledningen typiske franske Jean Rollin-settings med pittoreske (naturligvis temmelig forfaldne) kirker og landsbyer og endnu en klassiker: Den øde strand. Om ikke andet lægger Rollin da ikke skjul på, hvilke lokaliteter, han er fascineret af. Bare superærgerligt, at han ikke formår at formidle bare en smule af denne fascination til publikum.

Art film i ordets værste og mest prætentiøse forstand

Én af Rollins yndlingslocations

Fint nok at Perdues dans New York er en slags billede på en fantasirejse, og super for Rollin, at han har fået mulighed for at omforme den idé til en art film. Men når det hele skal foregå i et manieret langsomt tempo og med vanligt umotiverede mærkeligheder, bliver det til art film i ordets værste, mest prætentiøse forstand. På den måde slutter Perdues dans New York sig direkte til La rose de fer og mange af Rollins andre film.

Næh, du. Hvis det er fantasirejser og magiske bøger, det handler om, så giv mig Die unendliche Geschichte (1984) til enhver tid. Og hvis det skal være art film, så sæt mig på David Lynch-listen i stedet. Rollin kan for min skyld lave en klub sammen med Karim “Ascension” Hussain til enhver tid. Bare jeg ikke behøver se flere af deres film.

Perdues dans New York er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

1 stjerne

Titel: Perdues dans New York
Andre titler: Lost in New York
Instruktør: Jean Rollin
Manuskript: Jean Rollin
Cast: Adeline Abitbol, Funny Abitbol, Catherine Herengt, Catherine Lesret, Sophie Maret, Marie-Laurence, Mélissa, Nathalie Perrey, Catherine Rival
Foto: Max Monteillet
Klip: Janette Kronegger
Musik: Philippe d’Aram
Spilletid: 52 minutter
Aspect ratio: 1.66:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Fransk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk
Produktionsland, år: Frankrig, 1989
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 60 | 13/10/2010

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *