Daniel Hvid
Ingen kommentarer

Pathology

Pathology
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

PathologyPathology har en uhyggelig historie, der lægger op til en masse skræmmende ting, men desværre har den ikke nosser nok til at sætte gang i sagerne, og bliver derfor en halvkedelig historie. Den formår dog alligevel at holde interessen fange i de 90 minutter den løber.

Fremtiden ser lys ud for den unge Ted Grey (Milo Ventimiglia), da han begynder på universitetshospitalet i New York. Teds karakterer er skyhøje, han har i et stykke tid arbejdet i Afrika for UNICEF, han er forlovet med en rigmandsdatter og er blevet lovet en større stilling i Washington D.C. Alt flasker sig for Ted, lige indtil han møder Jake Gallo (Michael Weston) og hans venner på universitetet.

En hemmelig leg

Ted Grey (Milo Ventimiglia)

Jake og hans slæng virker i begyndelsen truende og flabede overfor Ted. En af Teds kollegaer forklarer, at Jakes lille gruppe ser sig som bedre end det almene menneske og som ”Guds gave til menneskeheden”. Tanken om dette kan Ted selvfølgelig ikke lade være at flirte med, for hvad laver en sådan gruppe af ”overmennesker” så?

Dette finder han ud af, da han en aften bliver inviteret med Jake i byen. Fulde og skæve ender de sammen på et bordel, hvor en gammel bedstemor ligger og vrider sig på en seng i meget lidt tøj – her kaster Ted op, og vågner dagen efter i sin seng. Da han møder på universitetet, skal de obducere en mand, som Ted genkender som bordelfatter fra natten inden! Det er her, at det begynder at gå op for Ted, hvad han er gået ind til – men nu er det for sent!

Jake Gallo (Michael Weston)

Ted er blevet sluset ind i en hemmelig leg, der går ud på, at man skiftes til at myrde en ligegyldig person, som ingen vil savne. Det skal foregå på den mest snedige måde, der ikke efterlader spor, og det er så op til resten af holdet, via en obduktion, at gætte sig frem til, hvordan morderen har båret sig ad. En ganske gysende historie i sig selv, og baggrund for at finde på grusomme dødsscener som dem, man kender fra Saw-filmene – dog uden at være helt så modbydelige.

I starten tager Ted selvfølgelig afstand fra det, men han er allerede fanget i det farlige spil. Han bliver til sidst lokket med i legen af den smukke Juliette (Lauren Lee Smith). Hurtigt begynder Ted at få et fysisk forhold til Juliette, hvilket ikke falder i helt god jord hos Jake, som man ikke altid ved, hvor man har. Det hele kulminerer, da Teds forlovede Gwen (Alyssa Milano) kommer på besøg, og Jake tilsyneladende har mistet forstanden og myrdet tre kvinder i deres ”lege-rum”. Ted indser, at han må gøre noget ved Jake, før det går helt galt, men kan han nå at standse ham og hans venner uden at risikere både sit eget sin forlovedes liv?

Urban legend

Ted og Juliette slår en tilfældig mand ihjel

Historien med at skulle udføre et (ofte ganske bizart) ritual for at blive optaget i en loge eller en klub er set før, og fungerer som sådan som en moderne urban legend. Historien er ganske skræmmende, men spørgsmålet er, om den er så struktureret, at man kan lave en spillefilm over den? Pathology klarer det faktisk meget godt: med en spilletid på halvanden time når den ikke at blive alt for kedelig. Man kunne have frygtet, at instruktøren ville dvæle alt for længe ved ligegyldig smalltalk og kærlighedsscener, men Schölermann forholder sig kortfattet i de fleste situationer og går videre til det, som vi faktisk vil se. Nogle steder er det selvfølgelig nødvendigt med en forklaring og det sker ofte i scenerne hvor Ted snakker med sin forlovede og scenerne mellem Ted og de andre ”medspillere”.

Coveret til Pathology er prydet med skriften ”From the creators of Crank”. Da jeg læste dette, havde jeg næsten lige stiftet bekendtskab med Crank (2006), og mine forventninger var derfor en film, der har nosser og bare kører derudaf uden at stoppe op og se sig tilbage. Desværre er Mark Neveldine og Brian Taylor kun forfattere til Pathology, og har desværre ikke leveret den fandenivoldske fart, der definerer Crank. Jeg må ærligt indrømme, at jeg havde forventet lidt mere action i en gyserfilm fra Neveldine og Taylors side, men de viser blot, at de også kan skrive andet end hjerneblæst over-the-top action.

Forholdsvis blodfattig

Legen er igang

Pathology er ikke superuhyggelig – den har et ret uhyggeligt plot, og den måde de medicinstuderende misbruger ligene er ret usmageligt, og vil nok kunne fornærme det mere sippede segment. Her for tiden, hvor Saw-serien (2004-09) og Hostel-filmene (2005, 2007) disker op med en masse torturvold, kunne man frygte, at en film som Pathology ville ligne de andre for meget, og derfor smide handlingen overbord til fordel for de mere voldsomme scener. Det gør den heldigvis ikke, og man kommer på intet tidspunkt i nærheden af at tænke på de hjernedøde Saw-film, der bliver spyttet ud med et års mellemrum.

Man kunne ellers tro at en film som Pathology ville indeholde tonsvis af blod og splat, men foruden de få scener, hvor vi ser lig blive klippet op (ganske godt lavet), er den faktisk ganske blodfattig. Gorefans vil nok gå skuffet fra Pathology, hvis oplæg kunne fører nogle ret blodige scener med sig.

Fin til at slå halvanden time ihjel med

Ted bliver mere og mere opslugt af legen

Milo Ventimiglia spiller Ted, og gør et nogenlunde hæderligt job, selv om han især i begyndelsen er lidt for bedrevidende og bagklog. Det er her, at man skal lære karakteren at kende, og derfor er det vigtigt at vi ikke får det forkerte indtryk, men Ted virker bare lidt for overklog. Milo Ventimiglia er tidligere set som skabsbøssen Bo i Wes Cravens Cursed (2005), i TV-serien Heroes (2006-) og som Stallones søn i Rocky Balboa (2006). Det har generelt været nogle gode roller og jeg vil tro, at vi kommer til at se mere til ham i fremtiden.

Det er nok ikke alle, der vil få noget ud af Pathology, men sidder man en regnfuld søndag og mangler en let gyser, kan den passende bruges til at slå halvanden time ihjel. De hårde gorehounds vil nok være en smule skuffet, hvorimod størstedelen af mainstreampublikummet nok vil kunne få et popcorn eller to galt i halsen.

3 stjerner

Titel: Pathology
Instruktør: Marc Schölermann
Manuskript: Mark Neveldine & Brian Taylor
Cast: Milo Ventimiglia (Ted Grey), Michael Weston (Jake Gallo), Alyssa Milano (Gwen Williamson), Lauren Lee Smith (Juliette Bath), Johnny Whitworth (Griffin Cavenaugh), John de Lancie (Dr. Quentin Morris), Mei Melançon (Catherine Ivy), Keir O’Donnell (Ben Stravinsky), Buddy Lewis (Harper Johnson), Dan Callahan (Chip Bentwood), Larry Drake (Fat Bastard), Med Abrous (Young Pathology Resident), Alan Blumenfeld (Mr. Williamson), Gary Buckner (Motherfucker), Jeb Burris (Worker)
Producere: Gary Gilbert (producer), Gary Lucchesi (producer), Mark Neveldine (producer), Tom Rosenberg (producer), Brian Taylor (producer) (as Taylor), Skip Williamson (producer), Richard S. Wright (producer), Marc Bienstock (executive producer), Phyllis Carlyle (executive producer), Eric Reid (executive producer), Yan Fisher Romanovsky (executive producer), David Rubin (executive producer), Barrett Stuart (executive producer)
Foto: Ekkehart Pollack
Klip: Todd E. Miller
Musik: Johannes Kobilke & Robb Williamson
Spilletid: 91 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, finsk, norsk, svensk
Produktionsland, år: USA, 2008
Produktionsselskaber: Metro-Goldwyn-Mayer (MGM), Lakeshore Entertainment, Camelot Pictures
Distributør (DVD): Nordisk Film
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 47 | 13/09/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *