Cursed

7 minutters læsetid
Cursed

Wes Craven har aldrig været en af mine favoritinstruktører. Hans tidlige film som The Last House on the Left (1972) og The Hills Have Eyes (1977), var ganske udmærkede, men efter disse, er hans produktioner med tiden faldet drastisk i kvalitet. Mange kender Cravens mainstreamtrilogi Scream (1996, 1997 og 2000), der fik stor succes, men de har aldrig tiltalt mig, da de ikke ligefrem kom med noget nyt, men bare kopierede klassiske slasherfilm, og gav dem et komisk twist.

Spoleret af humor

Ellie (Christina Ricci).
Ellie (Christina Ricci).

Med Cursed fra 2005 kan man forvente flere af samme slags umorsomheder fra skaberne af Scream, der denne gang forsøger sig ud i varulvegenren. Desværre er Craven og Co. så fikseret på at nå ud til et ungt, hipt publikum, at de glemmer alt om at skabe en uhyggelig film med stemning og gys, og derimod baserer filmen på nogle af de samme præmisser, Scream også havde.

Når Craven og kompagni endelig disker op med noget, der tilnærmelsesvis ligner gys, spolerer de det hele med comic relief. Nogle gange kan det være rart at have denne comic relief for at give publikummet et lille pusterum, hvorefter de lynhurtigt bliver fanget ind igen og bliver forskrækkede. Men når sådanne pusterum sker med to minutters mellemrum, og hele filmen er gennemsyret af sjove oneliners, bliver disse pusterum bare møghamrende irriterende, og man finder sig selv sidde og rive sig i håret over makværket.

Unge, smukke og ligegyldige mennesker

Jimmy (Jesse Eisenberg) sidder og surfer på nettet.
Jimmy (Jesse Eisenberg) sidder og surfer på nettet.

Som sædvanlig er vores cast fyldt med unge, smukke, og fuldstændig ligegyldige mennesker – denne gang har vi søskendeparret Ellie og Jimmy (Christina Ricci og Jesse Eisenberg), der er ude at køre en mørk aften. Forholdet imellem dem er ikke helt uden knaster, da de bor alene, efter deres forældre døde for nogle år siden. Plottet og karakterernes historier er der tydeligvist ikke lagt meget tanke i, men det kan skyldes, at filmen er blevet skrevet om og ændret flere gange (mere herom senere).

Da søskendeparret kører hjem, passerer de et trafikuheld, hvor en kvinde er fanget inde i sin bil. Ellie og Jimmy hjælper kvinden, men de angribes af et uset monster, der dræber kvinden og sårer både Ellie og Jimmy. Efter angrebet begynder de to søskende at udvikle overmenneskelige evner, heriblandt usædvanlig god lugtesans, styrke og dyrisk tiltrækning – no shit! Disse evner medfører selvfølgelig en masse forandringer, og dermed også en masse “sjove” scener, hvor de to søskende, får lov til at udvikle sig. I denne afdeling af filmen får vi lidt mere medlidenhed med den nørdede Jimmy, der er blevet kaldt bøsse igennem hele sin skoletid. Med sine nye evner kan han give bøllerne igen samt få pigen, som han altid har været vild med – som et ekstra “funny” twist, viser det sig at hans plageånd, i virkeligheden er bøsse, og forelsket i ham!

Også Ellie bruger sine evner til personlige formål, blandt andet på sit arbejde, hvor hun nu kan tiltrække enhver mand med sin dyriske aura. Men der er selvfølgelig en hage ved de nye evner, for både Ellie og Jimmy er blevet sultne – efter råt kød og blod!

Varulveklichéer

En amatørhjemmeside med 'virkelige' fakta om varulveangreb.
En amatørhjemmeside med ‘virkelige’ fakta om varulveangreb.

Da Jimmy begynder at opdage disse “mindre” forandringer, begynder han at undersøge deres situation, og hvilke dyr, der muligvis har kunnet forsage kvindens død og givet ham og Ellie disse nye evner. På nettet finder Jimmy hurtigt nogle myter og forklaringer om, hvordan varulven stadig findes i vores samfund, og en guide til, hvordan man kan finde ud af, om man er blevet en varulv. Det bliver til en masse nørderi for både varulve- og gyserentusiaster, hvor de forskellige mytologier for varulve bliver blandet godt og grundigt sammen. De mest almindelige varulveregler er selvfølgelig oppe og vende, som f.eks. at de er overfølsomme for sølv, og hvis man er blevet bidt af en varulv, vil dyrets tegn vise sig i personens håndflade.

Da Jimmy senere fortæller Ellie om sin opdagelser har hun svært ved at tro ham, og det er nu op til Jimmy at få overtalt Ellie til at stole på ham, samtidig med at han må prøve at få stoppet den varulv, der smittede dem, for på den måde at ophæve forbandelsen.

Dårlige effekter

Jimmy ser The Mark of the Beast i sin håndflade.
Jimmy ser The Mark of the Beast i sin håndflade.

Dette kunne lyde som en klassisk opskrift på en god gyserhistorie, men hvad der ødelægger filmen fuldstændig, er slutningen, hvor det er tydeligt at mærke de problemer, filmen har haft med omskrivning, erstatninger af skuespillere osv. For filmen kunne sagtens have leveret en okay slutning, selv om resten ikke lige er min kop te. Detaljerne skal selvfølgelig ikke afsløres her, men vi får en kvalmende historie om kærlighedslivet mellem Ellie og flødebollen Jake (Joshua Jackson fra Dawson’s Creek), der har åbnet sin egen natklub, der er klistret ind i referencer til ældre gyserfilm, som The Wolf Man (1941), Frankenstein (1931), Hellraiser (1987), Friday the 13th (1980), A Nightmare on Elm Street (1984) og mange andre.

Til sidst får vi et varulveshowdown, der indebærer en meget vred hun-varulv, der giver fingeren til publikummet og de to søskende (!). Scenen hvor den store (og grimme) hun-varulv kommer hoppende frem med hævet finger, og råber af Ellie, der netop har gjort grin med hende, er nok det, man husker allerbedst fra filmen, men samtidig, er det også en af de mest sørgelige ting i filmen, da man er ved at dø af grin over hvor grimt det er lavet, og hvor lavt Craven og Co sigter for at få et par billige grin.

Det er lang tid siden, en varulvefilm har opnået at levere nogle troværdige og uhyggelige bæster. Foruden Dog Soldiers (2002), skal man ret langt tilbage for at se nogle rigtig gode varulve. Desværre levere Cursed heller ikke nogen særlig spændende skabninger, men noget der ligner en blanding af en stor Muppet og Honeymonster. Når man vil lave en varulvefilm, bør bagmændene også sørge for, at man i det mindste får noget, der bare til nød kan fungere. Dette er ikke tilfældet med Cursed, som desværre bare bliver en kedelig teengyser, man sidder og krummer tæer over. Vil man se en ordentlig varulvegyser henviser jeg til de store klassikere som The Wolf Man (1941), An American Werewolf in London (1981), The Howling (1981) og Dog Soldiers (2002), hvor man får noget for pengene, både hvad historie, gys og effekter angår.

Problemfyldt produktionshistorie

Kliché - hunde begynder at gø efter Jimmy.
Kliché – hunde begynder at gø efter Jimmy.

Men der er en anden forklaring på, hvorfor Cursed ikke virker så godt, som den måske kunne have gjort. Produktionen var nemlig ramt af mange problemer, bl.a. med omskrivninger af manuskriptet, der betød at over halvdelen af filmen måtte optages på ny. Mange skuespillere måtte derfor udskiftes, da de nu var engageret andetsteds, og plottet blev ændret flere gange, så man til sidst havde en helt anden film.

Dette har selvfølgelig noget at gøre med det færdige resultat, så Wes Craven har ikke hele skylden for dette makværk. Selvom produktionen har været præget af problemer, er det ikke helt undskyldning for filmens dårlige dialog – f.eks. er dialogen mellem Jimmy og Bo, hvor Bo indrømmer, at han er forelsket i Jimmy, til at kaste op over:

Jimmy: No, I’m not gay, I’m Cursed
Bo: I know it must feel like that sometimes…
Jimmy: No, I’m cursed by the Mark of the Beast!

I små portioner kan dialog som denne måske frembringe et lille smil eller to, men når det er så tydeligt allerede fra starten af filmen, at bøllen, der mobber Jimmy, selv er bøsse, virker det ikke specielt sjovt, og da slet ikke når dette bliver ved med at køre om og om igen.

Og det er da heller ikke bare disse replikker imellem Bo og Jimmy, men generelt, at dialogen prøver at frembringe små latterudbrud, der desværre alle sammen falder til jorden hos et bare nogenlunde solidt horrorpublikum.

Leverer ikke varen

En varulv, der giver fingeren til publikummet - umorsomt og latterligt.
En varulv, der giver fingeren til publikummet – umorsomt og latterligt.

Cursed er en rigtig amerikansk Hollywoodgyser med de altid lykkelige slutninger, hvor de gode vinder og de onde får, hvad de fortjener. Personligt kunne jeg godt tænke mig at se en varulvefilm, hvor personen, der blev smittet valgte at forblive smittet og ikke forsøgte at kurere sig selv, men det får vi selvfølgelig heller ikke her.

Jeg har intet imod at en gyserfilm prøver at være sjov til tider, hvis det er for at få sit publikum til at slappe af, hvorefter den så fanger dem ind med et godt gys igen. Men Cursed er joke på joke på joke, uden rigtige gys, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på én.

Cursed kan på ingen måde anbefales til rigtige gyserfans, da den simpelthen ikke leverer varen, men fjoller for meget rundt, og vader i spinaten, når det gælder både historien og varulvemytologien. Drop derfor Cravens makværk og sæt en rigtig klassiker på, som f.eks. An American Werewolf in London (1981), der lykkes, hvor Cursed fejler, og med held kombinerer gys og komik.

1 stjerne
Titel: Cursed
Instruktør: Wes Craven
Manuskript: Kevin Williamson
Cast: Portia de Rossi (Zela), Mya (Jenny), Shannon Elizabeth (Becky), Solar (Zipper), Daniel Edward Mora (Jose), Kristina Anapau (Brooke), Jesse Eisenberg (Jimmy), Milo Ventimiglia (Bo), Jonny Acker (Earl), Eric Ladin (Louie), Christina Ricci (Ellie), Joshua Jackson (Jake), Derek Mears (Werewolf), Nick Offerman (Officer), Ken Rudulph (Newscaster)
Producere: Marianne Maddalena (producer), Kevin Williamson (producer), Daniel K. Arredondo (co-producer), Jennifer D. Breslow (co-producer), Dixie J. Capp (co-producer), Julie Plec (co-producer), Nicholas Mastandrea (associate producer), Andrew Rona (executive producer), Bob Weinstein (executive producer), Stuart M. Besser (co-executive producer), David Crockett (co-executive producer), Harvey Weinstein (executive producer), Brad Weston (executive producer)
Foto: Robert McLachlan
Klip: Patrick Lussier & Lisa Romaniw
Musik: Marco Beltrami
Spilletid: 97 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA/Tyskland 2005
Produktionsselskaber: Dimension Films, Outerbanks Entertaintment, Craven-Maddalena Films, Kalis Productions GmbH & Co. Zweite KG
Distributør (DVD): SF Film (Danmark)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 37 | 13/11/2008

Stikord: Formskiftere, Intertekstualitet, Varulve

Skriv et svar

Your email address will not be published.