Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Passengers

Passengers
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Passengers er en velproduceret og fermt iscenesat science fiction-romance, men også ekstremt forudsigelig og med en noget problematisk central idé.

PassengersRumskibet Avalon, der er ejet af megafirmaet Homestad, er på vej gennem rummet med 250 besætningsmedlemmer og 5000 passagerer ombord, alle i dvale.

Destinationen er koloniplaneten Homestead II, der også er eget af Homestead-firmaet, og rejsen tager i alt 120 år.

I filmens indledning ser vi, hvordan Avalon på grund af sit energiskjold tilsyneladende klarer sig uskadt gennem et asteroidefelt – men “tilsyneladende” er nøgleordet her. For noget går galt, og snart opstår der fejl på én af dvalekapslerne, der vækker mekanikeren Jim Preston (Chris Pratt).

Vågner 90 år for tidligt

Preston bydes velkommen til Avalon af én af skibets mange hologrammer, og til at begynde med tror Jim, at han er blevet vækket på det korrekte tidspunkt, fire måneder før ankomsten til Homestead II.

Det går dog hurtigt op for ham, at noget er galt: Han er den eneste ombord på skibet, der er vågen, og han finder ud af, at han er blevet vækket 90 år for tidligt, kun 30 år inde i rejsen!

Efter panisk at have forsøgt at få hjælp fra skibets computer og stadigt sovende besætning, finder han ud af, at der ikke er nogen måde at få dvalekapslen til at fungere på igen.

Lidt efter lidt affinder han sig med sin skæbne. Den eneste ombord, han kan tale med, er skibets androide-bartender Arthur (Michael Sheen), og Arthur råder Jim til at have det lidt sjovt.

Det råd tager Jim indledningsvist til sig, og han udnytter så mange af skibets luksuøse muligheder, som han kan.

Vækker medpassager

Ensomheden sniger sig dog ind på ham, og i løbet af et års tid bliver han mere og mere ensom og deprimeret.

Efter at have overvejet selvmord, bliver han besat af én af de andre sovende passagerer, forfatteren Aurora Lane (Jennifer Lawrence). Han læser hendes bøger og føler på den måde, at han kommer til at lære hende at kende.

Jim bruger lang tid på at overveje, hvorvidt han skal vække Aurora af hendes dvale, vel vidende at han på den måde dømmer hende til at leve resten af sit liv ombord på det ellers sovende skib.

Til sidst får ensomheden dog bugt med ham, og han vækker Aurora. Efter hendes indledende chok over at være vågnet 89 år før tid (uden i øvrigt at vide, at det var Jim, der vækkede hende), bliver de venner og senere kærester.

Men lykken varer naturligvis ikke ved. Aurora finder ud af, at Jim vækkede hende, og det får naturligt nok konsekvenser.

Men da flere og flere systemer ombord på Avalon begynder at slå fejl, må Aurora og Jim til sidst alligevel arbejde sammen for ikke bare at redde deres egne liv, men også de 5000 andre passagerer og de 250 besætningsmedlemmer.

Følger Hollywoods playbook

Som man nok kan fornemme af handlingsreferatet, er Passengers en blanding af romance og science fiction. Den romantiske del er naturligvis ikke helt uproblematisk, for den opstår jo ud af et grundlæggende uetisk valg: At Jim vækker Aurora længe før tid og på den måde tager hendes liv fra hende.

Det har også gjort filmen til genstand for kritik: At en så forkert handling bruges som baggrund for en romance, der – bortset fra en kort periode – males i ganske rosenrøde farver.

Omvendt kunne man argumentere for, at lige præcis dette dilemma er med til at gøre filmen mere interessant, end den havde været, hvis f.eks. Jim og Aurora begge var vågnet som følge af fejl på rumskibet.

Desværre er dette dilemma ikke noget, filmen gør det store ud af at problematisere eller diskutere, da først Jim har taget sin beslutning om at vække Aurora.

I optakten til, at han vækker hende, er der en vis grad af reflektion over handlingen og dens konsekvenser, men efter, Jim har vækket hende, forsvinder disse elementer næsten helt ud af filmen til fordel for temmelig banal romantik, der følger Hollywoods playbook uden de mindste afvigelser.

Det er ærgerligt – i hvert fald når manuskriptforfatteren Jon Spaihts har valgt, at filmens hovedvægt skal lægges på forholdet mellem de to.

Palle alene i verden

Filmen kunne måske med fordel have valgt at fokusere mere på Jims tid alene på rumskibet. Retfærdigvis skal det siges, at der da bliver brugt noget tid på dette aspekt af handlingen, men det er uden de store tanker.

Mens Jim er alene, bliver Avalon mest fremstillet som et stort legeland for Jim, og filmen gør intet forsøg på at udnytte denne “Palle alene i verden”-setting til andet og mere end bare sjov og ballade.

Først til sidst bliver han deprimeret, men som med stort set alle andre ting i Passengers formidles det gennem den traditionelle filmiske stenografi, snarere end gennem dia- eller monolog, eller sågar blot gennem mere opfindsomme visuelle detaljer.

I stedet formidles Jim depression sådan her: Jim lader skægget gro, Jim begynder at drikke mere og mere, Jim ser trist ud. Og Jim er til sidst tæt på at begå selvmord.

Det er også ærgerligt, at filmens “Palle alene i verden”-elementer ikke udnyttes bedre og mere opfindsomt – og eftertænksomt – for i denne idé kunne der sagtens gemme sig en stærk science fiction-film.

Om Chris Pratt ville være den rigtige mand til at bære en sådan historie, er jeg dog ikke helt sikker på.

Forudsigelig

Sidste tredjedel af Passengers udvikler sig til endnu mere traditionel science fiction.

Efter at vi i en kort periode også har haft fornøjelse af Laurence Fishburne som ét af skibets besætningsmedlemmer, der også er vågnet af sin dvale, dør han, og det er nu op til Jim og Aurora at redde Avalon fra at sprænge i stumper og stykker.

Denne del af filmen er, som resten, upåklageligt udført, men også helt og aldeles forudsigelig, akkurat ligesom man kan sige, filmen generelt har været op til dette punkt.

Det samme kan siges om slutningen, som jeg ikke skal afsløre her. Her havde John Spaihts endnu engang muligheden for at overraske en smule – og for at lade Jim råde bod på sin indledende ugerning.

Det sker dog ikke, og i stedet får vi den forudsigelige slutning, der på ny er med til at fremhæve det faktum, at Jim vækkede Aurora og dermed tog hendes liv.

Metervare

På det tekniske niveau fejler Passengers bestemt ingenting. Filmen ser godt ud, og det gør også både Chris Pratt og Jennifer Lawrence i deres roller. De spiller såmænd også fint nok, selvom rollerne ikke har den store, markante personlighed.

Bedst af alle de få medvirkende er nok Michael Sheen som bartenderen Arthur. Og læg i øvrigt mærke til lighederne mellem baren på Avalon og baren i The Shining (1980).

Det hele er også fermt iscenesat af nordmanden Morten Tyldum, der to år før Passengers lavede den fremragende The Imitation Game, om Alan Turing og arbejdet med at bryde den tyske Enigma-kode under Anden Verdenskrig.

Derfor er det også kun rimeligt at sige, at underholdningsværdien i Passengers bestemt er i hus. Samtidig er det også kun rimeligt at sige, at filmen på stort set alle leder og kanter tager den lette vej, frem for at udforske nogle af de interessante idéer, der faktisk ligger i grundidéen.

Er Passengers en dårlig film? Nej, bestemt ikke. Er den metervare af den type, Hollywood spytter ud som perler på en snor? Ja, helt klart.

3 stjerner

Titel: Passenger
Instruktør: Morten Tyldum
Manuskript: John Spaihts
Cast: Jennifer Lawrence (Aurora Lane), Chris Pratt (Jim Preston), Michael Sheen (Arthur), Laurence Fishburne (Gus Mancuso)
Foto: Rodrigo Prieto
Klip: Maryann Brandon
Musik: Thomas Newman
Spilletid: 116 minutter
Aspect ratio: 2.39:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA/Australien, 2016

Anmeldt i nr. 203 | 13/09/2022

Stikord: Rummet, Rumskibe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.