Pariah

Ujævn undercover/skinhead-film, som reddes af en fin slutning og af at filmen fortælles med nerve og nærvær. Forventningerne skal dog skrues gevaldigt ned, men det er i sig selv god underholdning at følge den måde, Pariah bliver lanceret på.

Hvis der er noget, der sælger, så er det unge tåbelige mænd med kronragede isser og hagekors tatoveret på overarmen. Det er ekstremt fascinerende at følge en gruppe af mennesker, som gennem deres syge ideologi har meldt sig ud af samfundet, mens de med voldshandlinger gør opmærksom på sig selv. Det er som store drenge, der ikke kan andet end lave ulykker, og som konstant fester, tager stoffer og hænger ud med tåbelige kvinder. I Pariah møder vi en sådan gruppe.

”En voldtægt skaber en nazi”-montage

Først skal filmens protagonist og dennes konflikt etableres. Steve er en rar fyr, og han er kæreste med den sorte Samantha. Desværre støder Steve og Samantha på en bande skinheads, som tvinger Steve til at overvære, mens de laver en ganske modbydelig gruppevoldtægt af Samantha – en af filmens klart stærkeste scener, som rent visuelt ligner scenen, hvor en mand tæskes i en tunnel i A Clockwork Orange (1971).

Efterfølgende begår Samantha selvmord, og Steve bryder sammen – hvilket omvendt klart er filmens svageste scene, hvor skuespillet er værre end en folkeskoleopsætning af Hamlet, og det står i stærk kontrast til den foregående scene.

Nu må stakkels Steve træffe et svært valg: vil han gå i hundene eller kigge ind i dybet for at få sin hævn? Han vælger det sidste, og i en klassisk Rocky-montage ser man ham blive ”forvandlet” til skinhead (altså af med håret og på med et hagekors). Og hvad mon der nu sker? Ja, han bliver naturligvis optaget i den selv samme gruppe, som voldtog hans kæreste, og mere skal der ikke røbes her.

Et meget ujævnt projekt

Manuskriptet til Pariah, som er skrevet af Randolph Kret, der også har instrueret filmen, er meget ujævnt – selv om historien efter sigende er baseret på virkelige hændelser, hvilket man jo kan sige om det meste for at give det troværdighed. Alle tænkelige skinheadklichéer er kastet i gryden (ja, lederen Crew læser Mein Kampf), samtidig med at vi får den klassiske undercoverhistorie, hvor miljøet ender med at sætte sit præg på den person, der i første omgang blot ønskede at gøre op med det – således starter filmen da også med et klassisk bombastisk Nietzsche-citat: ”He who fights monsters should see to it that in the process he does not become a monster”. Så er tonen sat!

Det største problem er dog ujævnheden, som resulterer i, at en brillant scene afløses af noget, man tror er løgn. Filmen svinger faretruende mellem det gode og det meget dårlige, og det skyldes mestendels, at filmens manuskript er ganske ringe. Men også skuespillerne svinger konstant, hvor specielt Damon Jones i hovedrollen som Steve ikke kan holde det samme niveau hele filmen igennem. Og det er ærgerligt, da Jones i en håndfuld scener er meget overbevisende. Det hænger nok også sammen med, at Randolph Kret ikke er nogen erfaren instruktør, men mere en glad amatør med noget på hjerte. Det er sådan set også meget fint, men det harmonerer ikke helt med den måde, filmen lanceres på.

Hvad Pariah mangler af talent, både foran og bag kameraet, kompenserer den ganske fint for med nerve og intensitet. Mange scener er decideret amatøragtige, men man fornemmer, at filmskaberne og de ihærdige skuespillere, giver den alt, hvad den kan trække. Og det er bedre at se en film, hvor manglerne er store, men nerven i fortællingen er til at føle på, end at se en ligegyldig film, hvor alt er pænt på overfladen, men hvor man ikke bliver rørt rent følelsesmæssigt. Filmens sidste 10-15 minutter nærmer sig noget der er rigtig, rigtig godt, specielt fordi det er nærværende og ganske rørende. Og slutningen er faktisk hele filmen værd.

Lanceringen af et ”mesterværk” – eller hvordan man gør en lort spiselig

AWE’s lancering er Pariah er et godt eksempel på, at man forsøger at sælge filmen med alle tænkelige kneb. På forsiden ser man et sort/hvid-billede af en ung mand i bar overkrop. På den ene arm er der på overarmen tatoveret et hagekors, og på underarmen står der skrevet HATE. Den anden arm kan man ikke se, men i hånden holder den unge mand et baseballbat, som i kontrast til det sort/hvide billede er fyldt med rødt blod. På midten af coveret står titlen PARIAH med røde bogstaver, og i bunden ses en lille gruppe skinheads. Rent visuelt minder coveret om en blanding mellem plakaten fra American History X (1998) og en vilkårlig slasherfilm. Med store bogstaver står der da også, at Pariah er en film i stil med Romper Stomper (1992) og American History X, mens et citat fra IFF Magazine udråber Pariah til ”90’ernes Clockwork Orange”.

På bagsiden kan man endvidere læse, at filmen blev trukket tilbage fra biograferne i 1999 pga. Columbine-massakren, da man mente, at Pariahs realistiske vold og politiske kontekst var for meget af det gode, og desuden er Maryann Johannson fra The Flick Philosopher citeret for følgende ”En vigtig, brutal og rå film som fortjener er stort publikum.”

Og for at fuldende denne meget voldsomme promovering af en lille fis i en hornlygte, så følger der på AWE’s udgave også en trailer, spækket med positive citattekster, som nærmest udråber Pariah til den vildeste film nogensinde.

Hverken det ene eller det andet

Når der bruges ekstremt meget energi på at markedsføre en film således skyldes det oftest to ting: enten er filmen så ufattelig ringe, at man vil gøre alt bare for at få tjent noget af produktionen hjem (se i denne sammenhæng anmeldelsen af The Waking (2001) her på Planet Pulp). Eller også skyldes det, at man sidder med en lille glemt perle i hånden, som virkelig fortjener et stort publikum. Pariah sætter sig pænt på en stol mellem disse to ”fronter”, hvor den hverken er specielt dårlig eller specielt god.

Overordnet set kan Pariah betegnes som en ujævn omgang underholdning med fine budskaber, en god slutning, super intensitet i flere scener, og en masse vrøvl. I mine øjne fortjener filmen ikke noget stort publikum, og i modsætning til lignende film er den da også ganske ligegyldig. Men hvis man ikke skruer sin forventninger for højt op, kan leve med filmens ujævne fremdrift og at den stinker langt væk af independent amatørproduktion, er Pariah bestemt et kig værd, specielt fordi den er fortalt med nerve og nærvær.

Pariah er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/02/2009

Stikord: Baseret på virkelige hændelser, Hævn, Narko, Naziskurke, Psykopater

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]