Oscar – tanker om en falmet gulddreng

2 minutters læsetid

Årets store, kommercielle filmprisoverrækkelse, The 87th Academy Awards ceremony (eller bare Oscar-uddelingen) var i søndags.

I år gad jeg ikke se det. En lille protest fra min side, måske en lidt fornærmet en af slagsen, men jeg var MEGET forundret over, at Christopher Nolans mesterværk Interstellar var forbigået til de store priser – specielt når man tager med i betragtning, at en langt mindre vellykket science fiction-film, Gravity, var nomineret til det hele i 2014.

Men sådan er det jo med de prisoverrækkelser, hvor det ikke nødvendigvis er den bedste film der vinder. Det store skrækeksempel er Shakespeare in Love, der i 1998 vandt over film som The Thin Red Line og Saving Private Ryan, og det viser, at lobbyarbejdet fra eksempelvis en mand som Harvey Weinstein kan være vigtigere end filmens kvalitet.

Men hvorfor ser så mange mennesker så Oscar-showet? Ja, det er faktisk et godt spørgsmål, specielt fordi kvaliteten af showet bliver ringere og ringere – og også fordi filmene bliver ringere og ringere?

Jeg har ikke set årets vinder Birdman, men hvis vi ser på de sidste 10 års vindere, tegner der sig et lidt trist billede: Film som Argo, 12 Years a Slave, The King’s Speech, The Hurt Locker, Slumdog Millionaire, The Departed, Crash og Million Dollar Baby er da fine film, men i mine øjne ikke specielt fremragende, og ingen af dem ville komme på min top 250 over alle tiders bedste film.

1970'erne, hell yeah! Gene Hackman som 'Popeye' Doyle i 'French Connection'.
1970’erne, hell yeah! Gene Hackman som ‘Popeye’ Doyle i ‘French Connection’.

Ikke for at være nostalgisk eller for at sige, at alt var bedre i gamle dage, men prøv at se på vinderne i perioden fra 1971-1975: The French Connection, The Godfather, The Sting, The Godfather Part II og One Flew Over the Cuckoo’s Nest – fem film, der er på min top 30 over alle tiders bedste film.

Og perioden 1991-1995 var også forrygende: The Silence of the Lambs, Unforgiven, Schindler’s List, Forrest Gump og Braveheart.

Ja, der blev lavet bedre film for bare tyve år siden, end der gør nu, men de sidste 10 års tvivlsomme vindere fortæller også noget om selve Oscar-uddelingen, der er blevet langt mere kønsløs. For der har været gode film nomineret de sidste 10 år. Her er en håndfuld, som i min bog er bedre end vinderne:

Munich, der tabte til Crash; There Will Be Blood, der tabte til den uendeligt overvurderede No Country for Old Men; Inglourious Basterds, der tabte til The Hurt Locker; Winter’s Bone, der tabte til The King’s Speech; Zero Dark Thirty, der tabte til Argo og The Wolf of Wall Street, der tabte til 12 Years a Slave.

Men uanset hvordan man vender og drejer det, så bliver der ikke lavet så gode film længere. Om det skyldes metaltræthed, at energien går til de ofte overvurderede tv-serier, at det kommercielle fylder mere end før, eller noget helt andet, ved jeg ikke.

Man kommer ikke udenom, at film bare var bedre i gamle dage. At teknikken er blevet bedre er ikke kun en positiv ting. Så filmfolk: Vend tilbage til de gamle dyder. Fortæl gode historier. Længere er den sådan set ikke, Oscar-show eller ej.

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

3 Comments

  1. tja ja vel nu sige at Birdman var rigtigt god og Braveheat er overvundet men sådan er man nu forskelige

  2. Jeg har endnu ikke set showet, og jeg har egentlig heller ikke fulgt med i hvem der var nomineret til hvad. Jeg har endnu Interstellar til gode, men efter alt det gode jeg har hørt om den kan det absolut undre, at den ikke har været med i opløbet om de store priser.

    Jeg ved ikke om film var bedre i gamle dage? Den pointe er måske lidt vel letkøbt.

    En ting er sikkert: nogle film er nærmest konstruerede til at være Oscar-darlings. I din gennemgang ovenfor er der i hvert fald et par stykker af slagsen. De film skal man sky som pesten. Det er noget kalkuleret lort. Og uagtet at de såmænd sagtens kan være gode film i sig selv, så kan det næsten ødelægge noget af glæden ved at se dem, når man får den fornemmelse.

    Det ser jeg som et af de største problemer ved Oscar-menageriet, at producenter, filmselskaber og instruktører hist og pist tænker i de baner.

  3. Hej Jonas. Kan godt være pointen fremstår letkøbt, men ikke desto mindre er det noget jeg oprigtigt mener, uden at skulle lyde som en gammel, sur mand :)

    Og er meget enige i dine betragtninger om det kalkulerede i Oscar-regi.

    /Jacob

Skriv et svar

Your email address will not be published.