Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Ölüler konusmaz ki

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Ret beset er den tyrkiske gotiske gyser Ölüler kunusmaz ki noget, de fleste vil betegne som det argeste lort, fordi den er så ultra trashy, men hos Planet Pulps anmelder krøb den under huden.

Ölüler konusmaz kiDen nu afdøde tyrkiske instruktør Yavuz Yalinkiliç udsendte i 1970 den gotiske gyser Ölüler konusmaz ki (international titel: The Dead Don’t Talk), som fik biografpremiere, og solgte meget fint.

Efterfølgende forsvandt filmen, og gik mere eller mindre i glemmebogen. Til sidst blev den regnet som tabt, men ved et tilfælde blev der opdaget et enkelt, lidt medtaget eksemplar, på et lager i Tyrkiet. Den udgave købte det lille græske distributionsselskab Onar Films DVD-rettighederne til, og dem kan vi således takke for, at Ölüler konusmaz ki, ganske passende for en gotisk gyser, er blevet bragt tilbage fra det hinsides.

Et bud på handlingen
Den hjemsøgte villa.

Den hjemsøgte villa.

Hvad filmen egentlig handler om, er måske lidt svært at sige. Da jeg så den, troede jeg i det første lange stykke tid, at der var tale om en samling små novellefilm, centreret omkring det samme hus. Det var i hvert fald mit bedste bud, men så, da jeg var kommet omkring tre kvarter ind i historien, gik det op for mig, at der faktisk var en nærmere sammenhæng og en mening med galskaben. Om det bare er min overspændte fantasi, der har set mening, hvor er ikke er nogen, skal være usagt, men her er mit bud på handlingen.

Det unge par.

Det unge par.

I et lille afsidesliggende bondesamfund bliver byens kvinder hjemsøgt af en frygtelig genganger, der kommer om natten og driver sit uvæsen. Denne dæmon synes særligt knyttet til en enorm villa et stykke uden for landsbyen. Det får vi første gang at føle, da en ung mand og hans forlovede søger ly for natten i den gamle villa. De er på gennemrejse, og skal videre næste morgen, men det kommer de ikke. Én for én bliver de nemlig dræbt af den grusomme genganger, der snart har sneget sig ind på dem.

Der går lidt tid, før det står klart, at det rent faktisk er en ånd, som står bag drabene, for den store villas eneste beboer, Hassan, opfører sig nemlig temmelig besynderligt, og nede i kælderen har han en stor huggeblok med dertilhørende økse. Man tror således, at det er Hassan, der går amok, men det er det ikke. Gennem hele filmen forbliver Hassan et mystisk element, der ene og alene lader til at være med for at give lidt ekstra stemning.

Spøgelsesjægere
Den mystiske Hassan. Bemærk øksen i forgrunden.

Den mystiske Hassan. Bemærk øksen i forgrunden.

Som sagt så omkommer vores unge par, og kort tid efter ankommer der så en ny rejsende. Denne gang er det en purung lærerinde, der åbenbart skal arbejde i landsbyen og bo i villaen. Hvorfor hun skal bo netop der, er der ingen, der forklarer. Det hele er lidt uklart på dette punkt, navnlig da huset bliver fremstillet som var det nedgangen til Helvede eller noget i den retning.

At den nye lærer ikke kunne blive indlogeret på byens kro er derfor temmelig uforståeligt. Nuvel, kan ske der er gået en del af forklaringen tabt i de lakoniske engelske undertekster, som tydeligvis kun fanger en del af den ordrige tyrkiske dialog.

Spøgelset.

Spøgelset.

Velankommet til landsbyen møder lærerinden en ung jæger, der advarer hende mod egnens mange farer – spøgelser inklusiv. Det foruroliger nu ikke pigen stort, men allerede samme nat kommer hun til at fortryde sit hovmod, for da tiltvinger ånden sig atter adgang til villaen. Heldigvis slipper pigen med livet i behold. Hun flygter nemlig ned i landsbyen, og her finder hun et skjul, hvor ånden ikke opdager hende.

Da hun den følgende dag fortæller jægeren om sine opdagelser bliver han bekymret, og således begynder han at mobilisere et lille hold spøgelsesjægere blandt de lokale på kroen. Indledningsvist må de dog finde ud af, hvad det er for et spøgelse, de har med at gøre, og først da kan de, bevæbnet med Koranen, gå ud for at bortmane ånden. Det er imidlertid lettere sagt end gjort. Om det lykkes for dem, skal naturligvis ikke afsløres.

Betagende billeder
Gengangeren igen.

Gengangeren igen.

Som så ofte med tyrkiske genrefilm er det en tvivlsom omgang, vi bliver præsenteret for. Rent ud sagt er det vel noget, de fleste almindelige mennesker vil opfatte som det argeste lort, men jeg må blankt erkende, at Ölüler konusmaz ki fik ram på mig. Jeg blev indfanget af dens sære univers, og må også erkende, at den faktisk var i stand til at skabe en ganske ubehagelig stemning i stuen. Det er ikke så ofte det sker, og jeg havde bestemt ikke regnet med at finde den slags oplevelser i en film som denne.

Det der gør Ölüler konusmaz ki til noget ganske særligt er dens blanding af betagende billeder og selve lydsiden, der er et helt kapitel for sig – så mere om dette senere. Filmen er indspillet i sort/hvid, og ser man bort fra den eksisterende dialog, har den næsten stumfilmslignende kvaliteter. Billederne er dvælende, og skuespillernes overspillede stil har en manieret form, der minder om det, vi kender fra de tidligste film.

Forløsende daggry.

Forløsende daggry.

Selve måden, den er indspillet på, har dog i langt højere grad rod i surrealistisk artfilm, og var det ikke lige fordi, at der mangler enhver form for nøgenhed, kunne Ölüler konusmaz ki godt være blevet udtænkt af en mand som eksempelvis Jean Rollin. Det siger selvfølgelig også en hel del om, hvad det er for en type film, jeg her taler om.

Historien er så mudret og uigennemtrængelig, at det bliver billederne og øjeblikket, man fæstner sig ved. Som på hinanden følgende tableauer, der uden indre logik ruller hen over skærmen. Kameraet ryster og springer vildt mellem ekstreme nærbilleder og skæve oversigtskud. Villaen, som en stor del af handlingen udspiller sig i, bliver på den måde et labyrintisk mareridtsagtigt palads, hvor spejle og vinduer konstant reflekterer lys og personer, så vores indtryk af huset forvrænges.

Lærerinden.

Lærerinden.

Til tider ser man hele scener gennem spejle, hvor skuespillerne står med ryggen til. Andre gange ankommer skyggerne lang tid før skuespillerne dukker op i billedet, takket være en ekstrem lyssætning, der fylder alt med ekspressive sorte skyggeflader. Det er svært at beskrive, og man skal nok opleve det for helt at forstå, hvor jeg vil hen med min gengivelse.

Manieret overspil er muligvis tiltænkt
Spøgelset forsøger at trænge ind.

Spøgelset forsøger at trænge ind.

Skuespillet generelt er der ikke så meget at sige om. Det er stereotypt, pinagtigt og overspillet. Det er dog også meget rammende, og rent faktisk vil jeg ikke udelukke, at det er meningen, skuespillerne skal spille så manieret som de gør.

For folk der har fulgt lidt med i tyrkisk trash-cinema, kan det oplyses, at det er Aytekin Akkaya, der spiller jægeren, som skrider til handling. Akkaya kender vi også fra 3 dev adam (1973), hvor han spiller Marvels Captain America og Dünyayi kurtaran adam (1982), hvor han har rollen som Ali, Murats side-kick.

Surrealistisk lydflade
De lokale.

De lokale.

Lyden er som sagt helt central. Dialogen er mudret og slidt. Det betyder, at selv folk der kan tyrkisk sandsynligvis vil have vanskeligheder med at forstå, hvad der bliver sagt. Skrig går imidlertid klart igennem, og dem er der mange af. Det samme gør det diabolsk leende spøgelse, der takket være den uldne lyd og latterens sært tomme karakter kommer til at stå som et helt særligt ubehageligt element, der penetrerer den rumlende grød af støj, der ellers karakteriserer lydbilledet. På den led suppleres den besynderlige fotografering med en næsten surrealistisk lydflade.

Scoret er imidlertid også ekstremt virkningsfuldt. Faktisk er kombinationen af musik og billeder sjældent vellykket i Ölüler konusmaz ki, og var det ikke lige fordi, at alt musikken er tyvstjålet fra andre film, burde der være blevet uddelt en Oscar til komponisten.

Lærerinden finder et spor.

Lærerinden finder et spor.

Uden at være ekspert på området, kunne jeg identificere flere scores, hvoraf de mest prominente nok må være lån fra Krzysztof Komedas musik til Rosemary’s Baby (1968) og den musik fra Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968), der bliver brugt i scenen, hvor Dr. Floyd får fremvist den sorte obelisk i månekrateret, samt, hvilket dog er mindre vellykket, Also sprach Zarathustra, der også bliver spillet ret prominent flere gange.

Dertil kommer noget Bond-musik og et ældre horrorscore, som virker særdeles fint, men som jeg ikke kan genkende. Det korte af det lange er, at Yavuz Yalinkiliç, hvis det er ham, der sammensatte det musikalske udvalg, har skabt et forrygende horror-potpourri, der på helt enestående vis formår at supplere billederne.

Lille guldklump
En skønjomfru i nød.

En skønjomfru i nød.

Jeg fuld af beundring for Ölüler konusmaz ki. Det er en ultratrashy omgang goth-galore, og det er forbistret fascinerende. Filmen har helt bestemt kvaliteter, og folk der eksempelvis har en svaghed for José Mojica Marins (aka Coffin Joe) vil helt sikkert kunne følge min anbefaling.

Ölüler konusmaz ki er en lille guldklump. Ganske vist en meget lille én af slagsen, men ikke desto mindre en film, der indfanger det bedste i goth-genren. Hertil må føjes, at Onar Films har udsendt den på en dobbelt-DVD i selskab med den ligeledes underholdende tyrkiske giallo Aska susayanlar seks ve cinayet (1972), og tilsammen udgør de en laber pakke, der uden tvivl vil udgøre et excentrisk og spændende element i DVD-samlingen.

Ölüler konusmaz ki er venligst stillet til rådighed af Onar Films.

5 stjerner

Titel: Ölüler konusmaz ki
Andre titler: The Dead Don’t Talk
Instruktør: Yavuz Yalinkiliç
Manuskript: Yavuz Yalinkiliç
Cast: Aytekin Akkaya, Giray Alpan, Sirri Elitas, Kerem Mertoglu, Ahmet Sert, Dogan Tamer, Sema Yaprak
Producere: Yavuz Yalinkiliç (producer)
Foto: Mukremin Sumlu
Spilletid: 76 minutter
Aspect ratio: 4:3 Full frame
Lyd: Mono
Sprog: Tyrkisk
Undertekster: Engelsk, græsk
Produktionsland, år: Tyrkiet, 1970
Produktionsselskaber: Objektif Film
Distributør (DVD): Onar Films
Udgave/region: 0

Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007

Stikord: Spøgelser, Turkish Cinema

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *