Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Obi-Wan Kenobi

Obi-Wan Kenobi
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den længe ventede serie om Obi-Wan Kenobi er en mudret, ujævn affære med nogle få højdepunkter.

Obi-Wan KenobiDenne anmeldelse indeholder spoilers.

I 2022 kom den endelig; den serie om Obi-Wan Kenobi, Disney havde haft på tegnebrættet i årevis.

Indledningsvist var det ikke meningen, Obi-Wan Kenobi skulle have været en serie på Disney+, men en spillefilm i samme “serie” af film som Rogue One (2016) og Solo (2018), altså med undertitlen A Star Wars Story.

Men efter, Disney tabte penge på Solo-filmen, blev alle filmplaner i Star Wars-universet, med undtagelse af den dengang igangværende sequel-trilogi, skrottet, og Obi-Wan Kenobi blev gentænkt som en TV-serie.

I slutningen af maj i år debuterede langt om længe de første to episoder af serien, hvorefter de resterende fire afsnit er kommet én om ugen frem til 22. juni.

På nær sequel-trilogiens film er der vel næppe noget indlæg i Star Wars-universet, altså efter Disneys overtagelse, der har været mere hypet og ventet end Obi-Wan Kenobi. Forventningerne var tårnhøje, men desværre kan serien ikke indfri dem.

Obi-Wan på redningsmission

Obi-Wan Kenobi finder sted 10 år efter begivenhederne i Revenge of the Sith. I den film blev Luke og Leia skilt ved fødslen for bedre at beskytte dem mod Imperiet.

Senator Bail Organa (Jimmy Smits) fra Alderaan tog Leia ind som sin egen datter, mens Luke blev sendt til Tatooine for at vokse op hos Anakin Skywalkers stedbror Owen Lars og hans hustru Beru. Også Obi-Wan drog til Tatooine for at overvåge og beskytte drengen.

Så meget vidste vi fra prequel-trilogiens afsluttende minutter.

Da Obi-Wan Kenobi starter, lever Obi-Wan et lidt ynkeligt liv på Tatooine som slagteriarbejder. Han holder fortsat et vågent øje med Luke, men derudover er Obi-Wan en nedbrudt og desillusioneret mand.

Hvad han ikke ved, er, at Imperiet er på sporet af ham. Jagten ledes af Darth Vaders kobbel af inkvisitorer; Kraft-brugere, der er gået over til den mørke side og nu jager overlevende Jedi-riddere (og andre med forbindelse til Kraften) for Imperiet.

En af disse inkvisitorer, Reva (Moses Ingram), har udtænkt en plan for at få Obi-Wan trukket ud af sit skjulested: Hun vil udnytte Obi-Wans relation til sin gamle ven Bail Organa ved at bortføre Organas datter og dermed forhåbentlig tvinge Obi-Wan ud i det åbne.

Med andre ord: Reva, inkvisitorerne og Vader ved ikke, at Leia er Anakins datter.

Planen virker: Leia, her spillet af Vivien Lyra Blair, bliver bortført af en flok bøller, Reva har hyret (i øvrigt med Red Hot Chili Peppers-bassisten Flea i rollen som bøllernes leder), og Bail Organa rejser til Tatooine for at bede Obi-Wan om hjælp.

Til at begynde med afslår han at hjælpe, men han kan naturligvis ikke sige nej, og derefter begynder han sin redningsmission.

Præcis hvordan den udspiller sig, er der ingen grund til, at jeg går i detaljer med her, men jeg kan da sige så meget, som at det fører til ikke én, men hele to konfrontationer mellem Obi-Wan og Darth Vader.

Money talks…

Det første spørgsmål, man som Star Wars-fan – uden at være fanatisk – kan stille sig selv om en serie som Obi-Wan Kenobi er: Havde vi egentlig brug for den her historie?

Det samme spørgsmål kunne man selvfølgelig stille om både Rogue One og måske især Solo. Rogue One formåede i det mindste at fortælle en spændende og underholdende historie om, hvordan oprørerne fik fat på tegningerne over den første Dødsstjerne.

Solo bidrog ikke rigtig med noget, men formåede i stedet langt hen ad vejen at afmystificere og forfladige en elsket karakter fra den originale trilogi – uanset hvor underholdende filmen i sig selv var.

Med Obi-Wan Kenobi er vi lidt på samme territorium. Vi vidste godt, at Obi-Wan Kenobi tilbragte tiden mellem begivenhederne i Revenge of the Sith og A New Hope med at passe på Luke på Tatooine.

Præcis hvad den gamle jedimester foretog sig, mens han var på Tatooine – eventuelle yderligere eventyr – kunne man bruge lang tid på at fantasere om. Men som det så ofte er med den slags ting, er de ting, man forestiller sig, næsten altid bedre end det, der ender med at blive fortalt.

Sådan var det i Solo, og sådan er det også i Obi-Wan Kenobi.

Så nej. I virkeligheden havde vi nok ikke brug for denne her fortælling, men den slags er Disney – og dermed naturligvis Lucasfilm – ikke interesserede i. Det, Disney-bosserne har været interesseret i, er udelukkende, om de kunne tjene penge på at lave en serie om Obi-Wan Kenobi.

For meget fyld

Nu er serien her altså, så det eneste, vi kan gøre nu, er at forholde os til, hvordan serien så er endt med at blive. Og den er desværre, med undtagelse af nogle højdepunkter undervejs, endt som en middelmådig sag.

Det altoverskyggende problem ved Obi-Wan Kenobi er, at der simpelthen er for meget fyld. Man fornemmer helt sikkert konturerne af en spændende og vedkommende historie, men den historie er polstret med så meget unødvendig fyld, at det hele trækkes i langdrag.

Især de to første episoder er svære at sidde igennem. Decideret rædsomme er de måske ikke, men de er så ferske og ligegyldige, at man føler sig hensat til et af de dårligste afsnit af The Mandalorian.

Serien liver op i afsnit tre, men træder på ny vande i afsnit fire, for så endelig at tage fart mod slutningen, hvor særligt hele afsnit seks viser, hvor god en serie, Obi-Wan Kenobi kunne have været, hvis al fylden var skåret væk og serien realiseret som tre afsnit – eller endnu bedre som den spillefilm, vi aldrig fik.

Manus og skuespil halter

Teknisk set er Obi-Wan Kenobi naturligvis glimrende; det er på manus- og skuespilsiden, at tingene halter. Og der er en del at slå ned på her.

Først og fremmest har jeg utrolig svært ved at tage inkvisitorerne alvorligt, med undtagelse af Moses Ingrams karakter, der da også er den eneste af gruppens medlemmer, der for alvor bliver til andet end rendyrkede karikaturer.

Særligt Rupert Friend som storinkvisitoren er decideret pinlig, men de andre er ikke meget bedre. Ingram gør omvendt en god figur, men hendes rolle er også skrevet bedre – også selvom hendes baggrund gives væk i prologen i første afsnit, der viser angrebet på Jedi-templet i forbindelse med udførelsen af Ordre 66.

Værre for serien som helhed er det dog, at Vivien Lyra Blair i den ekstremt vigtige rolle som den 10-årige prinsesse Leia slet ikke fungerer. Det er ikke den unge skuespillers skyld alene, selvom hun også leverer replikkerne med præcis den slags stivhed, som man ser så ofte hos barneskuespillere.

Det er mere det, manuskriptforfatterne får hende til at gøre og sige, der ikke fungerer. Særligt en scene i afsnit to, hvor Leia forsøger at flygte fra Obi-Wan, er umanerligt pinlig, og det er også et sjældent eksempel på et sted, hvor den tekniske udførsel glipper. Mage til udynamisk actionsekvens skal man lede længe efter.

Og så er der al fylden – at Obi-Wan rejser til planeten Daiyu for at redde Leia er selvfølgelig fint, men derefter følger den samme type af planet-hopping, som er medvirkende til ind imellem at gøre The Mandalorian til en lidt kedelig omgang.

Undervejs får vi også en række optrin og plotmæssige forviklinger, der heller ikke fungerer ordentligt: Reva slår på et tidspunkt storinkvisitoren ihjel, men det er et billigt trick, fordi alle, der ved det mindste om det udvidede Star Wars-univers, ved, at storinkvisitoren lever i bedste velgående senere universets interne kronologi.

Hvordan storinkvisitoren i øvrigt overlever at få jaget et lyssværd gennem maven er heller ikke noget, man skal tænke for meget over, men det er åbenbart nu en del af Star Wars, at man kan overleve den slags.

Præcis det samme sker nemlig for Reva selv senere i serien, og hun overlever også! Det er virkelig ringe historiefortælling.

Obi-Wan og Leias møde med slubberten Haja (Kumail Nanjiani), der har den funktion at yde lidt comic relief, fungerer heller ikke ordentligt og kommer også til at fremstå som unødvendig fyld.

Kronologiske problemer

De to største problemer ved Obi-Wan Kenobi er dog disse: Obi-Wans karakterudvikling (det, der på engelsk hedder character arc) og den måde, serien på ny formår at introducere kronologiske problemer i universet.

Hvis vi lige skal tage sidstnævnte først: Som jeg også omtaler i min leder til denne måneds Planet Pulp, er det ikke noget nyt, at folkene bag historier i Star Wars-universet ser stort på de kronologiske problemer, de introducerer.

George Lucas var selv storslem til det – helt fra sagaens største overraskelse (“I am your father.”), der IKKE var planlagt fra starten, til de myriader af problemer, han fik skabt, da han lavede prequel-trilogien.

Rogue One fik skabt sit helt eget problem, og nu også Obi-Wan Kenobi.

Fans omkring på nettet – altså fanatiske Star Wars-fans, der bare ikke kan eller vil indse, at det her lort altså ikke hænger sammen – har i de forgangne uger igen og igen skrevet på nettet om, hvordan Obi-Wan Kenobi LØSER plothuller, snarere end at skabe dem.

Mange andre fans – altså de fanatiske – er enige med dem, men det er jo ordsproget om den blinde, der fører den blinde.

For hvis man ser nøgternt på det, så skaber Obi-Wan Kenobi flere plotproblemer end den løser.

“General Kenobi, years ago you served my father in the Clone Wars. Now he begs you to help him in his struggle against the Empire.”

Sådan siger Leia i beskeden til Obi-Wan Kenobi i begyndelsen af A New Hope. Hun taler ikke til ham på den mere familiære facon, men kunne forvente, efter begivenhederne i Obi-Wan Kenobi. Hun kalder ham “General Kenobi” og giver ikke på nogen måde udtryk for, at hun selv havde en relation til den gamle Jedi.

I A New Hope er det helt tydeligt, at Leia aldrig selv har mødt Obi-Wan Kenobi, men alene taler til ham som en gammel ven og allieret af hendes far.

Så kan de fanatiske fans hoppe og springe lige så tosset de vil: Det hænger ikke sammen!

Og at Vader i afsnit seks siger til Obi-Wan, at han (altså Vader) slog Anakin Skywalker ihjel (metaforisk, forstås), betyder ikke, at vi nu pludselig har en god forklaring på, hvorfor Obi-Wan i A New Hope fortalte Luke, at en ung jedi ved navn Darth Vader forrådte og myrdede Lukes far.

Manuskriptforfatterne forsøger helt klart at give en in universe-forklaring på Obi-Wans vrøvl (der jo naturligvis først blev vrøvl, da Lucas fandt på, at Vader var Lukes far), men man skal være virkelig fanatisk fan for ikke at finde det hele ualmindelig søgt og ærlig talt temmelig pinligt.

Det samme med denne replik fra A New Hope: “When I left you I was but a learner, now I am the master.”

I A New Hope er det helt tydeligt, hvad meningen er: Vader og Obi-Wan har ikke set hinanden, siden Vader blev ond. Nu står de endelig overfor hinanden igen.

Men det finder vi nu ud af, at de faktisk har gjort hele to gange i mellemtiden – og måske flere, hvis fansene, Ewan McGregor og Hayden Christensen får deres vilje, og der kommer flere serier om Obi-Wan og Vader i de kommende år.

Det fungerer ikke som forklaring, at Obi-Wan faktisk vinder den sidste lyssværdsduel med Vader i Obi-Wan Kenobi. Igen: Manuskriptforfatterne forsøger virkelig at lukke de plothuller, de selv introducerer, men det er søgte lappeløsninger.

Obi-Wans udvikling

Og hvad så med Obi-Wans karakterudvikling? Jo, den hører til en af seriens fineste bedrifter, men den i sig selv er også en smule problematisk.

I Revenge of the Sith får vi at vide, at Obi-Wan rejser til Tatooine for at overvåge Luke – underforstået at sørge for hans sikkerhed, indtil han bliver gammel nok til at kunne oplæres.

Men i starten af Obi-Wan Kenobi er Obi-Wan en nedbrudt mand. Han har mistet forbindelsen til Kraften så eftertrykkeligt, at han i de første episoder stort set udelukkende bruger en blaster.

Vi skal helt frem til det første møde med Vader i afsnit tre, før Obi-Wan igen trækker på Kraften og tænder sit lyssværd, men han er så rusten, at Vader overvinder ham uden problemer – her hører den måde, Obi-Wan undslipper Vader på, også til blandt seriens mindre overbevisende elementer.

Først i afsnit seks genfinder Obi-Wan for alvor sin forbindelse til Kraften, hvilket Vader da også kommenterer, da de to mødes i den anden og i øvrigt gennemført spektakulære duel.

Hele denne karakterudvikling er godt tænkt og fornemt spillet af Ewan McGregor, der står som seriens helt store trumfkort. Men den er plotmæssigt problematisk.

Ville Obi-Wan have ladet sig selv falde så langt ned i en form for depression, at han umuligt ville have kunnet redde Luke, hvis Imperiet faktisk kom efter ham? Ville han ikke, som den fremragende jedi, han var, have vedligeholdt sine evner, mens han ventede og vågede?

Det forestiller jeg mig, han ville, og selvom Obi-Wans karakterudvikling gennem serien hører til blandt dens bedste plotelementer, er den også i det store billede problematisk.

Også gode ting

Men er der så ikke noget godt ved Obi-Wan Kenobi overhovedet? Jo, selvfølgelig er der det. Obi-Wans karakterudvikling fungerer glimrende, såfremt man lige slår hovedet fra, og Ewan McGregor er forrygende i rollen – også i de jævnt hen kedelige to første afsnit.

McGregor har gennem prequel-trilogien og nu Obi-Wan Kenobi for alvor gjort rollen sin til egen, også i en sådan grad, at det efterhånden føles en smule mærkeligt at se salige Alec Guinness i rollen i den oprindelige trilogi.

McGregor skinner virkelig i Obi-Wan Kenobi, og serien giver på mange måder McGregor et større lærred end Lucas’ prequel-trilogi. I serien har han ganske enkelt bedre muligheder for at vise, hvor god en skuespiller, han er, end han nogensinde fik i prequel-trilogien, også selvom han også dengang var ét af højdepunkterne.

En anden ting, Obi-Wan Kenobi virkelig har succes med, er at vise, hvor ond Darth Vader faktisk er. Der er gennem årene opstået en tendens til at se Darth Vader som en tragisk antihelt – jovist er han en skurk i den originale trilogi, men han er samtidig så forbandet cool, at folk nærmest hepper på ham.

Det bedste (eller værste?) eksempel på denne form for Vader-dyrkelse er nok hen mod slutningen af Rogue One, hvor folk nærmest jublede i biografen, da Vader for alvor viste sine kræfter og smadrede gennem oprørerne som en varm kniv gennem smør.

Og jeg er selv skyldig: Det ER en fucking cool sekvens.

Men alt det har betydet, at man har glemt, hvor ond Vader faktisk er. Jovist blev det antydet mod slutningen af Revenge of the Sith, hvor Vader leder angrebet på Jedi-templet. Man så ikke Vader myrde børnene, men man vidste, det var det, der var sket.

Men i Obi-Wan Kenobi ser man virkelig Vaders ondskab. Det er i afsnit tre, hvor Vader på planeten Mapuzo torturerer og myrder tilfældige lokale, også en ung dreng, i et forsøg på at lokke Obi-Wan frem af sit skjul.

Da Vader endelig er ved at få krammet på Obi-Wan i den efterfølgende duel, antænder han noget olie og forbereder sig på at brænde sin gamle læremester levende med ordene “Now you will suffer, Obi-Wan.”

Det er virkelig velfungerende: Her får manuskriptforfatterne effektivt vist, hvor dybt Anakin Skywalker er sunket ned i ondskaben.

Tidligere er Vaders vrede oftest er gået ud over uduelige Imperie-officerer, og scenerne i afsnit tre har vel næsten kun paralleller i et par scener i den originale trilogi (i A New Hope, hvor Vader forbereder sig på at torturere Leia med en forhørsdroide og i Empire Strikes Back, hvor han torturerer Solo uden at stille ham nogen spørgsmål). I ingen af de to scener ser vi vel at mærke noget. Det gør vi her.

Problematisk musik

Jeg har to sidste ting, jeg vil fremhæve – en positiv og en negativ. Lad os tage den negative først, så anmeldelsen slutter med en mere positiv tone.

For musikken er generelt problematisk. John Williams’ nye Obi-Wan Kenobi-tema er naturligvis fremragende, og det anvendes da også jævnligt undervejs i korte bidder. Men i de første fem afsnit er der absolut ingen yderligere anvendelse af Williams’ andre temaer fra Star Wars-filmene.

Det virker ærlig talt en kende besynderligt, at vi ikke hører The Force-temaet undervejs, eller at vi har adskillige scener med Vader uden at høre The Imperial March.

På nettet verserer en masse rygter om scoret. Nogle hævder, at det er Williams selv, der har bestemt, at hans temaer først måtte bruges i afsnit seks. Andre hævder, at det ikke har noget på sig, og at Williams kun har peget på, hvor han syntes, det nye Obi-Wan-tema skulle bruges.

Uanset hvad, så glimrer de gamle, velkendte temaer ved deres fravær gennem de første fem afsnit. Det er virkelig ærgerligt, og jeg har ærlig talt meget svært ved at se, at det skulle være Williams, der dikterede, at det skulle være sådan.

John Williams er om nogen ledemotivernes mester, og Williams har uden tvivl kunnet se behovet for de velkendte temaer adskillige steder undervejs.

Holts eget score er ikke som sådan dårligt, men på den anden side er det heller ikke specielt godt, og man føler virkelig savnet af de velkendte ledemotiver.

Forrygende finaleafsnit

På den positive side kan fremhæves hele afsnit seks, der fungerer ekstremt godt fra start til slut. Ikke mindst er den sidste duel mellem Vader og Obi-Wan helt eminent, inklusive dialogen mellem Hayden Christensen og Ewan McGregor.

Også på andre måder er afsnittet virkelig godt skruet sammen: Følelserne trænger sig på, da Obi-Wan tager afsked med Leia på Alderaan, og da Owen lader Obi-Wan hilse på Luke – et møde Obi-Wan naturligvis indleder med de udødelige ord “Hello there!”

Et par sidste øjebliks-cameos virker måske mest som fan service – Ian McDiarmid som kejseren og Liam Neeson som Obi-Wans gamle mester Qui-Gon Jinn – men fra et rent følelsesmæssigt synspunkt fungerer det ikke desto mindre.

Middelmådighedens hængedynd

Skulle Obi-Wan Kenobi have været lavet? Nej. Men lavet blev den, og set som helhed er der tale om en virkelig mudret, ujævn oplevelse med nogle få højdepunkter. Det er så også nogle virkelig effektive højdepunkter, men det formår ikke at løfte resten af serien op over middelmådighedens hængedynd.

3 stjerner

Titel: Obi-Wan Kenobi
Instruktør: Deborah Chow
Manuskript: Joby Harold, Hossein Amini, Stuart Beattie, Hannah Friedman & Andrew Stanton
Cast: Ewan McGregor (Obi-Wan Kenobi), Moses Ingram (Reva), Vivien Lyra Blair (Leia), Hayden Christensen (Darth Vader), Rupert Friend (Grand Inquisitor), Kumail Nanjiani (Haja Estree), Jimmy Smits (Bail Organa), Joel Edgerton (Owen Lars), Bonnie Piesse (Beru Lars)
Foto: Chung-hoon Chung
Klip: Nicolas De Toth, Kelley Dixon, Josh Earl
Musik: Natalie Holt, John Williams (kun tema)
Spilletid: 261 minutter (4 timer, 21 minutter)
Aspect ratio: 2.39:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2022

Anmeldt i nr. 201 | 13/07/2022

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.