Nr. 52 – 13. februar 2010

BombenVinteren har sit kolde greb om landet. Men tænk nu, hvis den vinter varede ved? Tænk nu, hvis alle klimaændringerne for alvor ændrer vores verden i den nærmeste fremtid? Eller hvis en krig, eller noget andet menneskeskabt, bringer dommedag? På Planet Pulp elsker vi det postapokalyptiske landskab.

Barnet skriger. I er gået i fælden. Fra bålpladsen nærmer de tre mænd sig. De har blodige forklæder på deres ellers nøgne kroppe. Den ene har en økse, den anden en stor blodig sav, og den tredje har noget der ligner en arm i den ene hånd, som han går og spiser af.

Engang i en ubestemt fortid sidder i tre i bilen på vej mod Esbjerg. Mor, far og søn. Sneen falder ned fra himlen, og det føles som om, vinteren har varet i 1000 år. Så er bilen væk. I går over en mark, og kan se lys i det fjerne fra et stort bål. Mor er væk. Væk for altid. Sneen er blevet til aske, og far holder sønnen tæt ind til sig. I går gennem ruinhober, og ser forkullede lig overalt. Esbjerg, som I kender den, er væk. Alt som I kender, er blevet ændret. Og vigtigst af alt: I har tabt alt på nær hinanden.

Men igennem den seneste tid har I hørt rygter fra andre venligsindede strejfere om, at et stort skib snart sejler fra Ringkøbing mod en ø, hvor alt skulle være godt. Far og søn, og mange som dem, krydser marker og forfaldne byer for at komme frem. I det fjerne ser I et bål. Tre mænd sidder omkring det. Lugten af kød er bastant. Og så falder sønnen over en snubletråd.

Tanken om tab

Atomvinteren

Den postapokalyptiske setting. Vi har det ødelagte samfund. En navngiven eller unavngiven katastrofe har ødelagt alt det, vi kender. Nye samfund rejser sig. En søgen mod Utopia – det der kan gøre det hele godt i igen. Menneskeligt forfald. Måske zombier. Måske radioaktivt nedfald. Og måske er hele kloden dækket med vand, og postvæsnet gået i hundene. Men en tattoo på ryggen af en pige kan vise vejen til Utopia, og en falleret helt kan i rollen som postmand genskabe troen på samfundet.

Mest af alt er tab og menneskelighed de vigtigste tematikker i det postapokalyptiske landskab. Man kan fint lave postapokalyptiske historier, som bare er actionfilm, men hvis man vil udnytte potentialet i settingen, bør man fokusere på tab. Tab af menneskelighed. Tab af familiemedlemmer. Tab af værdier. Og tab af meget andet. Den menneskelige eksistens, og psyke, sættes på spidsen i hovedværkerne indenfor det postapokalyptiske.

Byen

I denne måned ser vi på det 11., og måske stærkeste, bind i The Walking Dead-serien, og samtidig anmelder vi Cormac McCarthys unikke The Road og dennes biografaktuelle filmatisering. De tre nævnte værker er mere end bare underholdning, og kommenterer på det, man bredt kunne betegne som the human condition – den menneskelige tilstand. Det er onde, smukke og meget tankevækkende fortællinger, som viser, at den postapokalyptiske setting kan bruges til meget andet end overfladisk underholdning.

Så at vi på Planet Pulp elsker det postapokalyptiske, skal nok uddybes. Vi ønsker ingen katastrofe, men elsker de typer af fortællinger, der kommer ud af forfaldet. Hvad enten det er hjernedød action som Van Dammes The Cyborg, Kevin Costners patetiske The Postman eller Robert Kirkmans mesterlige The Walking Dead.

Frontiermyten

Den ødelagte civilisation

Den postapokalyptiske setting er tæt beslægtet med den gammelkendte frontiermyte, hvor noget nyt skal udforskes. Efter katastrofen er Jorden, selvom den måske er ødelagt, tom og indtagelig, og alle gamle samfundsstrukturer er væk. Frontiermyten og den amerikanske drøm hænger sammen, og det er da heller ikke tilfældigt, at en kopimaskinesælger kan bliver leder af en hel hær eller en præsident bliver føde for en flok kannibaler. Alt er vendt på hovedet, og det er det, vi elsker. Den udfordrende og anderledes fiktion.

Vores to hovedpersoner i det lille fiktive fiktionsstykke i indledningen på denne leder, som er forfattet af Planet Pulp, er nok på røven. Hvad der videre sker, kan man kun gisne om. Men man kan da håbe på, at faderen kan beskytte sønnen, at de kommer væk fra de tre kannibaler, og at der faktisk sejler et skib væk fra Ringkøbing. Men igen. Den klassiske happy end er ikke noget, man ofte ser i postapokalyptika.

Andet godt fra Planet Pulp

Udover det postapokalyptiske, i form af henvisninger til gammelt guld her på siden, og de tre anmeldelser inden for det postapokalyptiske, ser vi i denne måned også på Flossie, endnu en lummer sag fra svenske Mac Ahlberg, den (for) roste og prisindstillede finske gyser Sauna samt de to Blacula-film, der blander vampyrer og store afroer.

Vi vender naturligvis tilbage om en måned. Mon vinteren da har sluppet sit greb om landet, eller er det kun indledningen til den lange Fimbulvinter, vi har set indtil videre? Det vil kun tiden vise, men vi har allerede opmagasineret forråd i bunkeren.

Film:
Blacula (William Crain, 1972)
Flossie (Mac Ahlberg, 1974)
The Road (John Hillcoat, 2009)
Sauna (Antti-Jussi Annila, 2008)
Scream Blacula Scream (Bob Kelljan, 1973)

Bøger:
The Road (Cormac McCarthy, 2006)

Tegneserier:
The Walking Dead 11: Fear the Hunters (Robert Kirkman & Charlie Adlard, 2009)