En af de helt store drivkræfter i The Walking Dead er Robert Kirkmans evne til konstant at overraske og forfærde. Når man ikke tror, at det kan blive mere modbydeligt, hiver Kirkman lige en kanin op af hatten, hugger hovedet af den, og kaster den blodige krop ud til læserne. Ikke siden det modbydelige og mesterlige album Made to Suffer har jeg haft en lignende følelse af ubehag, som krøb ind under min hud under gennemlæsningen af Fear the Hunters. Og det er specielt to ting, jeg hæfter det modbydelige op på, og her vil jeg gøre opmærksom på at der kommer et par spoilers: Carls indtræden i de voksnes rækker og mødet med den sultne gruppe af mennesker.
Bror dræber bror og mand spiser mand
Vores lille gruppe af overlevende er på vej mod Washington, hvor der måske er håb – ja, alle postapokalyptiske fortællingers fader i form af Utopia er også til stede her. Men når zombierne ikke fucker det hele op, ja så gør menneskerne det selv. Der er nogen, der følger efter vores hovedpersoner, og den ene af tvillingedrengene myrder, efter alt at dømme uden grund, sin tvilling! Han spærres inde, da gruppen ikke ved, hvad de skal gøre med ham. Men om natten tager Carl sagen i egen hånd og dræber ham – der er dog ingen, der ved, det er Carl, der har gjort det! Dale, som var papfar til tvillingerne, bryder sammen, og en nat, da han er ude for at tisse, bliver han bortført.
Den helt forrygende modbydelighed finder sted, da Dale vågner op efter sin bortførsel. Han ser en gruppe af mennesker, hvoraf den ene begynder at tale venligt til ham. Der bliver undskyldt for både hvad der er sket og hvad der vil ske, og så er det, at Kirkman trykker på ”jeg-går-over-stregen-men-jeg-ved-I-vil-elske-det”-knappen: i et helsidesbillede ser man, hvorledes Dales ene ben er skåret af og forbundet, og hen over billedet siger kannibalernes leder ”A man’s gotta eat”.
Hvorfor elsker vi ubehag?
Når man har læst et bind som Fear the Hunters er det tid til overvejelse: Hvorfor er det, at man nyder det modbydelige, og hvorfor læser man videre i den deprimerende saga om Rick og co. i zombieland? Sådanne spørgsmål kan naturligvis også hæftes over på mange menneskers generelle fascination af død, horror og ødelæggelse, som vi finder det i både underlødige film, computerspil, rollespil og tegneserier. Og der findes nok ikke ét godt svar på denne lidt syge dyrkelse af det stof, der skaber de mørke drømme.
En ting der er vigtigt for mig personligt er, at den rigtig ”gode” ubehag findes i værker, hvor forfatteren bruger det modbydelige til at give sin fortælling kant og til at stille sine hovedpersoner over for grumme valg og oplevelser. Og det må man sige netop er det essentielle i The Walking Dead, og det er også grunden til, at jeg ikke er stået af vognen efter 11. bind. Jeg vil se, hvordan Rick kommer igennem det næste bind (eller om han dør i forsøget), og samtidig er fortællingen elementært spændende og leverer en omgang survival horror af fineste slags.
At spejle sig i gruen
Men det er stadig kun en del af sandheden bag min, og mange andres, fascination af vold og ubehag. For nogle gange kan man også bare finde glæden i banal vold, som ikke hæftes på nogen god fortælling eller fede karakterer. Her tænker jeg på eksempelvis hjernedøde splatterfilm og actionfilm eller voldsfikserede computerspil, hvor volden er blevet til handlingen.
Om det er forkert, og om det skaber syge sind i samfundet, er en diskussion, som har kørt, og stadig kører, i fuld fart. For hvorfor ser vi ikke bare de gode ting i samfundet, i stedet for at fokusere på det syge? Et svar kunne være, at i det syge kan vi spejle os selv og samfundet uden regning. Vi får et indblik uden selv at få beskidte hænder, og samtidig findes der mere spænding, og flere overraskelser, i det, der ligger uden for normen, og derfor benyttes syge elementer til at skabe indlevelse og konkret spænding. Men det bruges også bare som ren underholdning, og det er nok den del af spektret, som man kan se på med kritiske øjne.
Tilbage i Fear the Hunters går gruen op for Dale: De syge folk har tænkt sig at spise ham! Og tilmed har deres leder nogle ganske fine, om end syge, forklaringer på, hvorfor de gør, hvad de gør. Men i stedet for at æde Dale med hud og hår nøjes de med benet, og sender ham tilbage til hans venner for at skræmme dem. Det har dog den modsatte effekt, og snart bliver jægerne til de jagede, og Fear the Hunters afsluttes da også med en meget voldsom sekvens og en hjertegribende tilståelse. Og så ellers ikke mere om handlingen her.
Hvem er de rigtige zombier?
Zombier spiser mennesker for at overleve, men Kirkman viser her, at mennesker også godt kan spise mennesker for at overleve, og at idéen om at bevare menneskeligheden er lige så utopisk som at finde en kur på zombieplagen. Men det der holder os fast er, at Rick stadigvæk, på trods af at han bliver mere og mere afstumpet og syg i skallen, forsøger at holde fast i det menneskelige.
For hvis man forfalder til at blive dyr, så er livet ikke længere værd at leve. Det er i hvert fald den tanke, Rick står for, og det er gennem sine idealer, at han finder måder at håndtere det grusomme på. Og det er også her, at hans handlinger, tvivlsomme eller ej, retfærdiggøres. Hvordan det videre kommer til at gå, tør jeg slet ikke tænke på, for efterhånden er grænsen mellem vanvid og forstand så udvisket, at det truer med at ødelægge alt.
Mesterligt album
Fear the Hunters er uden tvivl et af de bedste bind i serien, og endnu en gang er Charlie Adlards tegninger i top. De må dog vige pladsen for fortællingen og karaktertegningerne, som sjældent er set bedre i zombiefiktionen. Zombierne træder i baggrunden i dette album, hvor den virkelige gru, i form af menneskelig perversion, er det vigtige, og når det bliver udført som her, kan man ikke andet end at sidde tilbage rystet og imponeret.
Seriens titel: The Walking Dead
Forfatter: Robert Kirkman
Tegner: Charlie Adlard
Albumlængde: 136 sider
Udkom i 6 hæfter 2009 og i samlet udgave 2009 på forlaget Image Comics.
Anmeldt i nr. 52 | 13/02/2010
Stikord: Kannibaler, Postapokalyptika, Survival Horror, Zombier
