Nr. 208 – 13. februar 2023

Edgar Allan Poe kaster sin svalende skygge over denne måneds løjer, for vi anmelder bl.a. The Pale Blue Eye, hvor forfatteren indgår som fiktiv figur.

Hvis der er én figur, der kaster lange, dybe slagskygger over moderne populærkultur, så er det den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe (1809-1849).

Poe er en forfatter, de fleste har hørt om, men som lidt færre måske har læst, også selvom hans værker er udgivet i danske oversættelser, også i nyere tid.

Men Poe er værd at læse, ikke blot for hans gotiske noveller, hvor titler som The Fall of the House of Usher (1839), The Masque of the Red Death (1842) og The Pit and the Pendulum (1842-43) er kendt af de fleste – men også digte som The Raven (1845) eller The Haunted Palace (1839).

Poe er også ansvarlig for den moderne krimi. Uden The Murders in the Rue Morgue (1841) og opfølgerne The Mystery of Marie Rogêt (1842) og The Purloined Letter (1844) ville vi hverken have Sherlock Holmes eller Hercule Poirot eller de mange andre efterfølgere i samme ånd.

Fascinerende skikkelse

Poe selv er også en fascinerende skikkelse, både på grund af sit omtumlede liv og de uklare omstændigheder omkring hans død.

Samtidig har Poes dødssværmende gotiske noveller gjort meget for at påvirke opfattelsen af forfatteren selv, der står som en dyster, næsten spøgelsesagtig figur i det 19. århundredes litteraturhistorie.

Af samme grund er der nok ikke noget at sige til, at Poe også ved flere lejligheder er dukket op som (fiktiv) hovedperson i såvel romaner som film.

Sidst, vi stødte på Poe i den rolle her på Planet Pulp, var i filmen The Raven fra 2012, hvor Poe hvirvles ind i opklaringen af en række mord i Baltimore i dagene op til sin død i 1849.

Her blev Poe spillet af John Cusack, men til trods for den fede præmis, blev potentialet ikke helt forløst. Filmen var ganske enkelt mere ordinær end præmissen tilsagde. Nogen dårlig film er der ikke tale om, men heller ikke noget mesterværk.

Andre anbefalinger

Det er lidt det samme, man kan sige om den film, vi nu igen støder på Poe i som fiktiv figur, nemlig The Pale Blue Eye.

En stor del af filmen reddes dog af Harry Melling (som de fleste nok bedst kender som Harry Potters møgunge af en fætter, Dudley), der spiller forrygende i rollen og tillige har en mere end overfladisk lighed med forfatteren.

Sværmer man for mysterier, der foregår i 1800-årene og med litterære skikkelser i hovedrollerne, kan jeg i øvrigt anbefale en roman som Matthew Pearls The Dante Club fra 2003, hvor det er litterære giganter som Henry Wadsworth Longfellow, Oliver Wendell Holmes og James Russell Lowell, der bliver involveret i opklaringen af en stribe mord, mens de er i gang med at oversætte Dantes Den guddommelige komedie til engelsk.

Og for at det ikke skal være løgn, fulgte Matthew Pearl den glimrende The Dante Club op med The Poe Shadow (2006), hvor Poe også lurer i kulisserne, men som dog foregår i tiden efter forfatterens død og handler om hovedpersonens forsøg på at afklare omstændighederne omkring Poes død.

En sidste krølle på halen her er, at også én af Poes arvtagere, Arthur Conan Doyle, selv har optrådt som fiktiv figur i to romaner af Mark “Twin Peaks” Frost, nemlig The List of Seven (1993) og The Six Messiahs (1995), som vi begge tidligere har anmeldt her på Planet Pulp.

Poe og robotter

Selvom vi med det enlige Poe-relaterede indlæg i form af The Pale Blue Eye derfor ikke kan påstå, at Poe som sådan dominerer dette nummer af Planet Pulp, kaster han dog fortsat sin svalende skygge over løjerne.

Hvis vi endelig skal sige, at noget dominerer denne måneds nummer af Planet Pulp, så er det robotter og kunstig intelligens, der optræder i to af månedens anmeldelser af henholdsvis Surrogates (2009) og I Am Mother (2019), men det er en anden sag.

Derudover har vi kigget endnu længere tilbage i gemmerne og leverer anmeldelser af horrorfilmen Gothika (2003) og knogleknækkeren Seagals opfølger til Under Siege (1992), nemlig Under Siege 2: Dark Territory (1995).

Af lidt nyere filmiske godter ser vi nærmere på den fremragende Antebellum fra 2020, og så har vi også haft fingrene i den store “bag om filmene”-bog om Indiana Jones-filmene, The Complete Making of Indiana Jones.

Endelig har jeg også langt om længe fået genstartet min kronologiske gennemgang af John Barrys filmscores, og i denne måned er det thrilleren Masquerade, vi kigger nærmere på; et score, der nær var blevet John Barrys sidste!

Nej, kom ikke og sig, at vi ikke er alsidige her på matriklen!

Vi håber, månedens menu byder på et eller andet, I har lyst til at sætte hugtænderne i. Og ellers er vi tilbage igen om en måned!

Bon appetit.

Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.

Film:
Antebellum (Gerard Bush & Christopher Renz, 2020)
Gothika (Mathieu Kassovitz, 2003)
I Am Mother (Grant Sputore, 2019)
The Pale Blue Eye (Scott Cooper, 2022)
Surrogates (Jonathan Mostow, 2009)
Under Siege 2 (Kapring i høj fart) (Geoff Murphy, 1995)

Filmmusik:
Masquerade (John Barry, 1988)

Bøger:
The Complete Making of Indiana Jones (J.W. Rinzler, 2008)