Masquerade

5 minutters læsetid
Masquerade

I 1988 komponerede John Barry scoret til thrilleren Masquerade med Rob Lowe og Meg Tilly i hovedrollerne.

Det var også det eneste score, han komponerede det år, og det var nær blevet Barrys sidste score overhovedet. Samme år blev han nemlig alvorligt syg efter at have indtaget en helsedrik.

De præcise medicinske omstændigheder kender jeg ikke, men i hvert fald endte det med, at Barry fik hul i spiserøret! Han var nær ved at dø og måtte igennem adskillige operationer, men overlevede heldigvis.

Sygdommen betød imidlertid, at Barry ikke komponerede musik til en film igen før i 1990, hvorfor han også måtte sidde over Timothy Daltons sidste Bond-film, Licence to Kill (1989), som Barry ellers givetvis havde leveret musik til.

Velkendt formsprog

Her er det imidlertid Masquerade, det skal handle om, og hvis det var endt med at blive Barrys sidste score havde det ikke været nogen rædsom afslutning på karrieren – men heller ikke den mest prangende.

Masquerade er et score, der – behøver jeg næsten skrive det? – er komponeret i det formsprog, Barry bedst befandt sig i på dette tidspunkt i karrieren, og han havde opdyrket over det forgangne årti eller deromkring.

Så tempoet er langsommeligt, og vi kender udmærket til den måde, Barry konstruerede sin musik på: lag på lag og med repeterende ostinati og motiver.

Flotte romantiske temaer

Helt typisk for John Barry, indeholder Masquerade også to enormt flotte romantiske temaer af den type, Barry tilsyneladende kunne vride ud af ærmet med allerstørste lethed.

Dertil kommer et tredje tema, der dog er knapt så udviklet som de to første, og en håndfuld mindre motiver, hvoraf især ét er bærende for en stor del af scorets spændingsmusik.

Det første af de romantiske temaer dukker op i “Main Title” ved ca. 1:01, og er et stykke klassisk Barry-romantik: Et langstrakt tema, indledningsvist domineret af strygerne, men siden også med blæsere og harpe.

Når Barry introducerer dette tema allerede i “Main Title”-cuet, kunne man fristes til at tro, at vi her har at gøre med scorets primære romantiske tema, men det er faktisk ikke tilfældet.

Dette første romantiske tema hører vi faktisk kun igen i yderligere tre cues, bl.a. i “Masquerade”, nr. 5, hvor det er orkestreret for soloharpe.

Det egentlige hovedtema

Det egentlige hovedtema introducerer Barry i “Graduation” (nr. 2), hvor det kommer lige fra starten, her orkestreret for flygel, strygere og messingblæsere.

Det har et klart slægtskab med det første tema, primært ved den for Barry så typiske melankoli og også i kraft af det langsommelige tempo, men det er ubestridt et selvstændigt tema.

Dette tema høres i yderligere mindst syv cues og måske flere, hvis man medtager meget dekonstruerede varianter på det.

På den måde er der ingen tvivl om, at det er “Graduation”-temaet, der udgør scorets egentlige hovedtema og primære melodiske identitet.

Det tredje tema, knap så udviklet som de to første, gør sin entré i “Obsession is Ready / Pregnant” (nr. 14), formentlig i “Pregnant”-cuet – altså anden del af nummeret, ved ca. 0:56.

Det er et mere direkte melankolsk tema og ikke som sådan romantisk. Ikke desto mindre er det helt typisk for John Barry, her indledningsvist orkestreret for fløjte og strygere, inden strygerne overtager helt ved ca. 1:29.

Ikke et romantisk score

Ud fra ovenstående kunne man være fristet til at tro, at Masquerade er et overvejende romantisk score med den indbyggede lette melankoli, som Barry så ofte forsynede sine temaer med.

Det er imidlertid ikke helt tilfældet, for størstedelen af Masquerade er faktisk nærmere spændings- eller thrillermusik, bygget op omkring en stribe mindre motiver.

På nær det hyppigt tilbagevendende motiv, Barry introducerer i nr. 1, er der nok ikke så meget tale om deciderede ledemotiver, som der bare er tale om de musikalske byggesten, Barry opbygger sine cues omkring.

Det primære motiv dukker op ved indledningen af nr. 1 og består af otte repeterende toner, orkestreret for flygel og strygere, senere yderligere forsynet med lave flygelanslag og et overlejret støttemotiv på fløjte.

Det er et uhyre enkelt, effektivt og virkelig dystert motiv, som Barry anvender behændigt og i forskellige mindre varianter omkring på scoret.

Dyster og ildevarslende

Foruden det primære spændingsmotiv, som optræder i seks cues i alt, er der yderligere en håndfuld motiviske konstruktioner, hvoraf ingen dog optræder i mere end to cues, nogle endda kun i ét.

Samtlige disse motiver har det til fælles med det primære spændingsmotiv, at de er ubetinget dystre og ildevarslende. Derudover kan man konstatere, at de også er helt klassiske for John Barry i den forstand, at de alle ville passe fint ind i de mere dystre passager af forskellige Bond-film.

Det er der helt generelt flere passager rundt om i scoret, der ville, og fra tid til anden blev mine tanker da også ledt i retning af et score som Moonraker (1979) – f.eks. den passage, der starter ved ca. 2:29 i “Violence, Not Affection” (det midterste cue i nr. 10) – eller sågar You Only Live Twice (1967).

Fra YOLT er den klassiske “Capsule In Space”, man hører ganske svage ekkoer af i Masquerade ved fra ca. 0:31 i “Your Move, Romeo” (nr. 17).

Alt dette fortæller egentlig ikke mere, end at Barry befinder sig solidt indenfor sin komfortzone med Masquerade, og man må ikke tage mine Bond-sammenligninger som udtryk for, at Barry griber længere tilbage i værktøjskassen. Overordnet set lyder Masquerade ikke som et Bond-score.

Vi kan nærmere sammenligne scoret med en rent symfonisk udgave af den tilsvarende dystre spændingsmusik, Barry leverede i elektronisk form til Jagged Edge nogle år forinden.

Godt nok er de to scores meget forskellige på grund af de helt fundamentale forskelle i orkestreringen, men tilgangen er meget lig hinanden.

Klæder Barry og hans lyd

Det klæder faktisk Barry og hans lyd at gå ned ad denne langt mere dystre vej, og præcis samme lyd er da også blandt højdepunkterne i Barrys 1980’er-Bond-scores.

Og i modsætning til f.eks. Jagged Edge, der godt kan være en noget hård lytteoplevelse, fordi det score er stort set rent synthesizet, så er Masquerade betydeligt lettere at lytte til.

Samtidig gælder det som altid for Barrys musik, at de forskellige motiver, han bygger scoret op omkring – foruden de to-tre komplette temaer – er med til at give musikken en ekstremt solid grundlæggende struktur.

Hvor dystre motiver end måtte være, så fungerer de også melodisk, og musikken forlader sig aldrig på decideret dissonans eller atonalitet.

Fint lille suspense-score

Masquerade er et fint lille spændingsscore fra John Barrys hånd, og det er bestemt værd for fans af komponisten at stifte bekendtskab med.

Indeværende anmeldelse af scoret er baseret på den udgave, der udkom på det spanske label Quartet Records i 2018 og som foruden scoret også indeholder en række bonusnumre i form af alternative versioner af enkelte cues samt forskellige source-numre.

4 stjerner

Nummerliste:
1. Main Title (3:21)
2. Graduation (1:04)
3. Masks (1:36)
4. Compulsive Promptness (1:51)
5. Masquerade (1:18)
6. Daddy Would Have Liked You (1:59)
7. Face Slap (1:11)
8. Virgin Sacrifice (3:11)
9. The Fight – Tony dies / Call The Police (4:20)
10. Two Glasses / Violence, Not Affection / You Couldn’t Kill Anyone (4:23)
11. Tim & Brooke Break Up (1:42)
12. Married (1:18)
13. Ann is Dead / I Sleep Like A Baby With You (2:00)
14. Obsession is Ready / Pregnant (3:05)
15. Tim & Brooke Cool It For A While (1:29)
16. No Crash (0:36)
17. Your Move, Romeo (2:37)
18. Sabotage (1:44)
19. Explosion (4:48)
20. She’s Alive (1:02)
21. End Credits (3:17)

Additional material:
22. Tim & Brooke Cool It For A While (Alternate) (0:35)
23. Made For Each Other (Source) (1:35)
24. Pity The Poor (Source) (1:56)
25. Made For Each Other – Version 2 (Source) (1:10)
26. It Was You (Source) (1:38)
27. The Last Dance (Source) (2:12)
28. Lobster-House Rock (Source) (1:11)
29. Lobster-House Blues (Source) (2:01)

Total spilletid: 60:10

Titel: Masquerade
Komponeret af: John Barry
Orkestreret af: Al Woodbury
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1988
Udgivet: 2018
Label: Quartet Records

Anmeldt i nr. 208 | 13/02/2023

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.