The Pale Blue Eye

3 minutters læsetid
The Pale Blue Eye

The Pale Blue Eye, der fik premiere på Netflix efter en kort periode i udvalgte biografer, er en historisk krimi, baseret på Louis Bayards roman af samme navn fra 2003.

Filmen finder sted i 1830, hvor den tidligere New York-kriminalbetjent Augustus Landor (Christian Bale) bliver bedt om at undersøge et selvmord på militærakademiet West Point.

Én af kadetterne har begået selvmord ved hængning, men efterfølgende er liget blevet skændet ved, at hjertet er skåret ud af den dødes bryst.

Mord

Landor finder hurtigt ud af, at det formodede selvmord faktisk var mord, og snart efter slår han pjalterne sammen med én af kadetterne på akademiet, en ung mand ved navn Edgar Allan Poe (Harry Melling), der synes opvakt og intelligent.

Herefter går der ikke længe, før sporene peger i én bestemt retning, der bl.a. får Landor til at konsultere én af sine gamle bekendte, Jean Pepe (Robert Duvall), der er ekspert i hekse og sort magi.

Den videre handling skal jeg ikke afsløre her, blot kan jeg konstatere, at filmen slutter med et lidt ærgerligt plot twist, der ikke fungerer optimalt efter den ellers udmærket afviklede handling.

Tyk stemning

The Pale Blue Eye lever særligt højt på sin stemning, der er tyk fra første til sidste scene.

Dette skyldes i særlig grad lyssætning og fotografering i kombination med den afdæmpede farvepalet, filmens fotograf, Masanobu Takayanagi, opererer med.

Dertil kommer, at filmen foregår i et snedækket New York State (selvom optagelserne fandt sted i Pennsylvania), hvilket yderligere trækker farve ud af billederne.

Det for det meste velkomponerede manus og skuespilpræstationerne har naturligvis også noget at sige for stemningen, og netop skuespillerne må fremhæves som – i de fleste tilfælde – ganske glimrende.

Christian Bale er god som den kyniske detektiv, der på kort tid både er blevet enkemand og har mistet sin højtelskede datter.

Den altid seværdige Toby Jones gør det også godt som lejrlægen Marquis, hvis familie viser sig at være tæt forbundet med mysteriet, og Simon McBurney er fin som den næstkommanderende på West Point.

Fremragende Harry Melling

Men på trods af tilstedeværelsen af Christian Bale stjæles filmen totalt af Harry Melling som den unge Edgar Allan Poe.

Melling er kommet langt, siden vi første gang mødte ham som Harry Potters forkælede stedbror Dudley tilbage i 2001 i Harry Potter and the Sorcerer’s Stone.

Melling gjorde også en god figur i sin birolle i The Queen’s Gambit (2020), men som Edgar Allan Poe er Melling ikke mindre end fremragende.

Melling har en mere end overfladisk lighed med virkelighedens Poe, hvilket naturligvis yderligere fremhæves af kostumer og frisure.

Flere Potter-alumner

Melling er ikke den eneste Harry Potter-alumne, der har fundet vej til The Pale Blue Eye.

Allerede nævnte Toby Jones og Simon McBurney lagde stemmer til henholdsvis Dobby og Kreacher i troldmandsfilmene, mens Timothy Spall, der i Harry Potter spillede Peter “Wormtail” Pettygrew, her har rollen som akademiets øverstkommanderende Thayer.

Jeg må erkende at have utroligt svært ved at se Spall uden at ikke tænke på Wormtail, og Spall kan da heller ikke løbe fra, at han overspiller pænt i rollen som oberst Thayer.

Samme anklage kan man rette mod Gillian Anderson i rollen som Marquis’ hustru Julia, mens andre af birolleindehaverne gør det mere afdæmpet, herunder Robert Duvall og Charlotte Gainsbourg; sidstnævnte i rollen som kromutteren Patsy.

Snørklet plot

Plottet er noget snørklet, men dog ikke mere, end at man godt kan følge med, og min primære anke mod filmen er det tidligere nævnte twist, der kommer hen mod slutningen.

Men det er heller ikke for plottet, man skal se og nyde The Pale Blue Eye. Det er primært for stemningen og præstationerne, ikke mindst Harry Mellings.

Læg dertil et fint og atmosfærisk score af Howard Shore, og så har man en virkelig solid og ekstremt atmosfærisk krimi, der havde været endnu bedre uden det lettere kiksede twist til sidst.

4 stjerner
Titel: The Pale Blue Eye
Instruktør: Scott Cooper
Manuskript: Scott Cooper, baseret på romanen The Pale Blue Eye af Louis Bayard
Cast: Christian Bale (Augustus Landor), Harry Melling (Edgar Allan Poe), Simon McBurney (Captain Hitchcock), Timothy Spall (Superintendent Thayer), Toby Jones (Dr. Daniel Marquis), Charlotte Gainsbourg (Patsy), Robert Duvall (Jean Pepe), Gillian Anderson (Mrs. Julia Marquis)
Foto: Masanobu Takayanagi
Klip: Dylan Tichenor
Musik: Howard Shore
Spilletid: 128 minutter
Aspect ratio: 2.39:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2022

Anmeldt i nr. 208 | 13/02/2023

Stikord: 1800-tallet, Filmatisering

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

1 Comment

  1. Hej Mogens Høegsberg
    Det er en god anmeldelse, og jeg får helt lyst til at se filmen. Men hvordan kan det være, at der ikke er nogle billeder fra filmen? Det plejer der at være i anmeldelserne på Planet Pulp, og det betyder meget for ens udbytte af teksten at få lidt billeder på.
    Hilsen Jesper

Skriv et svar

Your email address will not be published.