Antebellum

3 minutters læsetid

Antebellum er en amerikansk horrorfilm, som det er umanerligt svært at skrive for meget om for ikke at komme til at spoile handlingen; og her fortjener man virkelig at undgå spoilers, som denne anmeldelse derfor heller ikke kommer til at indeholde.

Under den amerikanske borgerkrig driver sydstatshæren en særlig straffeplantage, hvor slaverne behandles ekstremt brutalt og ikke engang har lov til at tale med hinanden.

Overgreb og mord på slaverne er hverdagskost, og ved filmens indledning ser, hvordan en kvindelige slave bliver myrdet og derefter brændt i stedet krematorium efter et fejlslagent flugtforsøg.

Planlægger flugt

Filmens egentlige hovedperson er en anden kvindelig slave, spillet af Janelle Monae. Indledningsvist ser vi, hvordan lederen af plantagen, generalen på brutal vis straffer hende, fordi hun nægter at acceptere navnet Eden.

Senere ser vi, hvordan Eden tydeligvis er i gang med at planlægge sin flugt, da hun efter at være blevet voldtaget af generalen – og mens han sover – øver sig i at bevæge sig rundt i hytten uden at få gulvbrædderne til at knirke.

I mellemtiden ankommer flere slaver til plantagen, herunder én – Julia – der lader til at genkende Eden. Hvorfra står ikke umiddelbart klart.

Vi ser også, hvorledes generalens datter Elizabeth lader til at indtage en særlig rolle i plantagens drift.

Dramatisk begivenhed

Men så er det, der sker noget, der ændrer dramatisk på resten af filmen, og det er denne begivenhed, jeg ikke kan komme nærmere ind på for ikke at ødelægge filmen for de, der ikke har set den – eller ikke har læst andre, spoilerfyldte, anmeldelser.

Det er også denne begivenhed, der på ret forudsigelig vis har fået folk til at ytre sig kritisk overfor filmen med anklager om plothuller og meget andet.

Og det er da også på sin vis rigtigt, at den helt centrale ændring, der finder sted – og det, der videre sker – kan anklages for plothuller.

Racisme og feminisme

Men at fokusere på det, er at fokusere på det forkerte, frem for at fokusere på det helt grundlæggende rædselsvækkende i den idé, filmen postulerer, foruden den fortættede og ganske fantastiske stemning, instruktørerne Gerard Bush og Christopher Renz (der også har skrevet manus) formår at fremmane.

Den væsentligste ting at fokusere på er dog nok, hvordan Antebellum fungerer som et indlæg i den fortsatte diskurs om racisme i USA.

Det er tragisk, men sigende, at Antebellum fik premiere samme år, som mordet på George Floyd antændte nogle af de voldsomste raceuroligheder i USA i årevis.

Samtidig er Antebellum også et indlæg i en feministisk debat, for filmen er grundlæggende en afsøgning af og hyldest til kvindelig styrke og samtidig peger den en anklagende finger mod mænd og antyder, hvordan selvsamme kvindelige styrke er katalysator for frygt og had – og i virkeligheden nok misundelse – blandt mænd.

Ikke forstokket

Dette til trods er Antebellum ikke forstokket i sit verdenssyn. For lige så vel, som der er onde mænd og gode kvinder i Antebellum, er der også gode mænd og onde kvinder, og selv blandt filmens “gode” kvinder er der opførsel, der godt kan kritiseres.

Heller ikke på det racemæssige punkt trækkes linjerne så bastant op, som man kunne tro, for selvom man ikke skulle tro det, er der også gode, hvide mennesker i filmen – bare ikke på plantagen.

Når først man er kommet sig over overraskelsen cirka midtvejs, er der derfor nok at tænke over, og Antebellum er derfor også en film, man ikke er færdig med lige med det samme.

Horrorfilm

Det kræver til gengæld også, at man køber plottet og at man accepterer den perspektivforskydende begivenhed, der helt ændrer den opfattelse af filmen, som man har opbygget gennem den første del.

Er man ikke parat til det, vil man formentlig hade Antebellum af et godt hjerte, men er man indstillet på det, er der både god, men særdeles grum og dyster, og tankevækkende underholdning at hente i filmens effektive spilletid på 1 time og 45 minutter.

Nogle vil måske hævde, at Antebellum ikke så meget er en horrorfilm, som den er en form for thriller eller blanding mellem thriller og historisk drama. Her synes jeg dog hele filmens første time er så rædselsvækkende, at den grundlæggende set fortjener horrorprædikatet.

Den betegnelse bliver blot endnu mere fortjent efter den hyppigt omtalte begivenhed omtrent midtvejs, for her træder rædslerne for alvor frem i relief.

Imponerende spillefilmsdebut

Antebellum er en imponerende spillefilmsdebut for både Gerard Bush og Christopher Renz, og tilbage i 2020 anmeldte jeg også begejstret filmens score, der ligeledes er begået af to debutanter indenfor filmmusik, Nate Wonder og Roman GianArthur.

Jeg er godt klar over, at langt fra alle vil være enige med mig, men jeg synes, Antebellum er en fremragende film, der lykkes fortrinligt med det, der formentlig er dens egentlige ærinde: At få publikum til at gå rundt og tygge på filmen i ugevis, mens den rumsterer i bevidstheden.

5 stjerner
Titel: Antebellum
Instruktør: Gerard Bush & Christopher Renz
Manuskript: Gerard Bush & Christopher Renz
Cast: Janelle Monáe (Eden), Eric Lange (Him), Jena Malone (Elizabeth)
Foto: Pedro Luque
Klip: John Axelrad
Musik: Nate Wonder & Roman GianArthur
Spilletid: 105 minutter
Aspect ratio: 2.39:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2020

Anmeldt i nr. 208 | 13/02/2023

Stikord: Sydstaterne

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.