Den dybe sorg kaster sine skygger, når et kært familiemedlem forlader os. Eller hvis en god ven går bort. Når en kendt person dør, kan vi også føle os ramt: for nylig har både Gabriel Axel Mørch, Shirley Temple Black, Philip Seymour Hoffman, Sid Caesar og Richard Møller ”Ricardo” Nielsen forladt denne verden. Men det er en helt anden form for sorg, da de er meget langt væk fra mig personligt.
Farvel, Michael Erik Næsby, du vil blive savnet
For kort tid siden mistede det danske rollespilmiljø en meget vigtig skikkelse, da Michael Erik Næsby døde i en alder af blot 54 år. En tragisk hændelse for familien, som vi sender vores tanker til i denne svære stund. Men det var også et meget hårdt slag for rollespilsmiljøet i Danmark. Et miljø, som ikke har så mange år på bagen, og som ikke har oplevet mange dødsfald blandt folk i miljøet. Og måske derfor ramte det så hårdt?
Det er ikke et miljø der har set folk komme og går over flere generationer, men et miljø hvor langt størstedelen af dem, der var med fra begyndelsen, stadig er i live. På Facebook blev der samlet ind til begravelsen, og det var overvældende at følge tilslutningen.
Og endnu mere overvældende var det at læse de mange pæne ord, der blev skrevet om Michael Erik Næsby. For mig personligt ramte nyheden hårdt. Ikke fordi jeg kendte den afdøde personligt, som jeg ville gøre det med et nært familiemedlem, men fordi jeg kendte hans ord. Og hans skæve personlighed.
Flere gange snakkede jeg med ham på rollespilskongressen Fastaval. Michael Erik Næsby var en skæv personlighed, der gjorde meget for et lille miljø. Han var gavmild. Ville gerne snakke og hjælpe forfattere, der havde ramt muren. For flere var han en mentor. Han havde ordet i sin magt, hvad enten det var under en snak i baren på Fastaval, i en opildnet debat på RPGForum eller i en spidsfindig kommentar på Facebook.
En pæne tone midt i provokationerne
Michael Erik Næsby havde stort set en mening om alt. Det kunne provokere og undre, men uanset hvor uenig man var med ham, havde han altid en pæn tone. Der var ikke noget med ”dit dumme svin”, ”er du dum eller hvad” eller andre grimme ord. Han gjorde det på sin helt egen måde, stille, roligt og velovervejet.
Mange i det store Danmark vil ikke ane hvem Michael Erik Næsby var. Men for det lille miljø betød han ekstremt meget, og han var meget produktiv og givende for de danske rollespilskongresser. Både som debattør og som skribent. Så nu, hvor vi ikke har Michael mere, vil vi altid have hans ord. Hans scenarier. Hans finurlige ideer, hans spændende plots og hans store forståelse for rollespillet som genre og udtryksform, og det vil være noget, som mange kommer til at nyde godt af i fremtiden.
Kære Michael, du vil blive savnet men bestemt ikke glemt: ”What we do in life echoes in eternity” – dine ord vil for altid vække genklang i et lille, men stærkt miljø.
Mange af Michael Erik Næsbys scenarier kan læses på rollespilsbiblioteket Alexandria og mange timers fremragende underholdning vil vente på dig.
Og nu til noget helt andet.
Nummer 100 og velkommen til Iben
Tilbage i november 2005 gik Sleazehound online med det første nummer. I 2008 skiftede vi navn til Planet Pulp. Men på trods af navneskiftet var vi stadig de samme, og alle de gamle Sleazehound er for længst blevet en integreret del af Planet Pulp. I denne måned rammer vi så vores opdatering nummer 100. Og det er vi faktisk meget stolte af. En stor ros skal i den sammenhæng gives til vores skribenter, vores læsere der holder os ved ilden og ikke mindst vores webmaster Mogens, der om nogen har sørget for at skruen holdes i vandet.
[Tak for de pæne ord, Jacob – men det gik så ikke helt denne gang, hvor vores opdatering endte med at være fire dage forsinket på grund af personlige omstændigheder. Jeg beklager overfor alle vore læsere. – Mogens]
100 numre er meget, og nu sigter vi frem mod næste milepæl, som vi rammer i november 2015, hvor vi fylder 10 år. Tiden er, for at bruge en kliche, fløjet afsted som en rød drage, der drager i krig. Meget er sket siden vi gik online med nummer et. Der har været udskiftning i redaktionen, mange nye skribenter er kommet til og i denne måned er vi heldige at kunne byde endnu en ny skribent velkommen på siden. Iben Christiane Bach debuterer med en anmeldelse af Neil Gaimans mammutmesterværk American Gods. Velkommen ombord, Iben.
Derudover kan vi i denne måned præsentere jer for anmeldelser af et par John Carpenter-film – de sørgelige rester af vores oprindelige plan om et Carpenter-minitema, som måtte lade livet på hverdagens alter. Men alligevel når vi da at kigge på Carpenters topfede Escape from New York og hans knap så fede Village of the Damned. I de kommende numre vil vi kigge på flere af Carpenters film.
Derudover har vi anmeldt den stadig biografaktuelle og meget roste Gravity foruden Peter Jacksons Hollywood-debut, den fine The Frighteners. Og endelig har vi også set nærmere på Steve Ayletts finurlige novellesamling Toxicology.
Vi ses på den anden side af nummer 100… i jagten på de ti år.
Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.
Film:
Escape from New York (Flugtaktion New York) (John Carpenter, 1981)
The Frighteners (Peter Jackson, 1996)
Gravity (Alfonso Cuarón, 2013)
Village of the Damned (Den fortabte by) (John Carpenter, 1995)
Bøger:
American Gods (Author’s Preferred Text) (Neil Gaiman, 2004)
Toxicology (Steve Aylett, 1999)