Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Nosferatu: Phantom der Nacht

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Nosferatu: Phantom der Nacht er en fremragende film, som med sit helt specielle univers drager tilskueren ind.

Nosferatu: Phantom der NachtDet er vel meget passende, at det blev en tysker, der skulle lave genindspilningen af Murnaus klassiker Nosferatu, eine Symphonie des Grauens, og at filmen blev indspillet på tysk. Werner Herzog mente åbenbart tilbage i slutningen af 70’erne, at det var på tide med en genindspilning.

Ved første øjekast kunne man mene, at en sådan genindspilning slet ikke er nødvendig, og at man ikke kunne opnå de højder, som Murnau skabte. Men når man har set Nosferatu: Phantom der Nacht kommer man på helt andre tanker. For der er faktisk tale om en mesterlig lille film, der skaber sit helt eget univers.

På overfladen er den nærmest en scene-for-scene gengivelse af Nosferatu, eine Symphonie des Grauens. Men i stedet for blot at kopiere den gamle traver, har Herzog trukket på to meget slagkraftige virkemidler, som Murnau ikke havde, nemlig lyden og farverne. Herzogs udgave er en dekadent og meget mærkelig film, hvor han til fulde udnytter den spinkle historie.

Dracula med et twist
Den smukke Lucy er bedrøvet over, at Jonathan rejser.

Den smukke Lucy er bedrøvet over, at Jonathan rejser.

Herzog har selv skrevet manuskriptet til filmen, og i denne udgave har personerne de navne, man finder i Bram Stokers Dracula (1897), om end personerne ikke har helt samme rolle, som i Stokers roman. Så i starten møder vi Jonathan Harker og dennes kone Lucy. Jonathan sendes til Transsylvanien af sin overordnede Renfield for at afslutte en købsaftale med Grev Dracula.

Jonathan tager på trods af Lucys advarsler af sted, og snart er han i Transsylvanian. Her overnatter han på en kro og bliver advaret af de lokale om ikke at tage op til slottet – som nogen af dem rent faktisk slet ikke mener findes. Men Jonathan vil derop, og han får da også efter en lang travetur og et lille lift med en hestevogn sit ønske opfyldt.

Middagsbordet - læg mærke til hvor mørke omgivelser, der er om greven.

Middagsbordet – læg mærke til hvor mørke omgivelser, der er om greven.

På slottet møder han den mystiske Grev Dracula, som byder ham på middag. Her diskuterer de købsaftalen igennem, men alt er ikke, som det skal være. Jonathan bliver bidt, og da greven tager af sted, er Jonathan låst inde på slottet. Greven tager af sted i et skib, og da Jonathan endelig flygter, må han skynde sig hjem, hvis han vil nå at redde sin kone.

Da grevens skib ankommer, er alle besætningsmedlemmerne på skibet døde, og en stor horde af rotter vælter ud i byens gader. Snart spreder der sig en pest, alt imens Dracula vil have fingrene i Lucy. Hvad det hele ender med skal I selv have fornøjelsen af at se, men jeg kan da sige, at Herzogs slutning adskiller sig markant fra Murnaus.

Fokus på forfald og galskab
En violinspiller.

En violinspiller.

Werner Herzog er en af tysklands største nulevende instruktører og har lavet fem film sammen med skuespilleren Klaus Kinski, der med sin maniske udstråling har givet Herzogs film noget ekstra. Det er ofte galskaben, både foran og bagved kameraet, der, sammen med de meget personorienterede fortællinger, om noget kendetegner Herzog, og her skiller Nosferatu: Phantom der Nacht sig ikke ud.

Godt nok er det på overfladen en gotisk gyserfortælling, men under de vante genrekonventioner gemmer der sig noget mere. Stemningen i filmen kan beskrives som flygtig og med meget stor fokus på forfaldet og galskaben – både personificeret gennem Renfield, greven selv og senere hen Jonathan. Og gentagne gange ser vi rotterne, der mæsker sig i mad og er skyld i, at pesten spreder sig.

Et spøgelsesskib lægger til.

Et spøgelsesskib lægger til.

På én og samme tid er filmen meget trofast mod sin forgænger, og samtidig er den helt sin egen. Det skyldes den meget underlig stemning, som Herzog har trukket ned over filmen. Flere ting giver ikke helt mening, som da greven sidder ved middagsbordet og hvor man ser ham i to forskellige indstillinger, hvor den ene er meget belyst, og den anden henlægger ham i mørke. Det er et underfundigt univers, vi bliver introduceret for, og det går meget fint i hånd med historien om, at Draculas verden ikke er som vores.

Med til at understøtte stemningen er også den tranceagtige musik, der monotont og langsomt fører os ind i filmens univers. Flere gange måtte jeg tage mig selv at blive skræmt af denne musik, selvom den på ingen måder er som klassisk gysermusik. Men det er mere dens ubehagelige insisteren der går lige i knoglerne.

Forgængelighed, forfald og den tabte kærlighed
Greven går fra borde med sin kiste.

Greven går fra borde med sin kiste.

Scenerne på Draculas slot er helt forrygende. Før Jonathan ankommer til slottet, fortæller de lokale sigøjnere ham, at slottet slet ikke eksisterer i vores verden, og at det er et spøgelsesslot. Da Jonathan ankommer, ligner det dog et rigtig slot, men når man ser billeder på afstand, ligner det blot en ruin. Flere steder på slottet ser man grevens dekadence, og vanitassymboler er synlige overalt. Lige fra det overdrevne middagsbord med den døde høne og værelserne, som er belagt med spindelvæv.

Rotterne kommer.

Rotterne kommer.

Og så er der den underlige lille detalje med en lille dreng, der står og spiller på violin i borggården. Alt i alt kommer man i tvivl om, om denne borg overhovedet eksisterer, og det er godt formidlet af Herzog. Det er forgængeligheden, forfaldet og den tabte kærlighed, der er nogle af temaerne i Herzogs film.

Grev Dracula bliver mere menneskeliggjort end hos Murnau, og det giver karakteren end dybde, som desværre fjerner noget af mystikken. I Klaus Kinskis skikkelse bliver Dracula en ensom person, der mangler kærligheden. Da han ikke kan få denne, lader han alt omkring sig selv gå i opløsning, og de mange scener med rotterne er ganske modbydelige.

Den klassiske slutning - jævnfør Murnaus 'Nosferatu'.

Den klassiske slutning – jævnfør Murnaus ‘Nosferatu’.

Men på den anden side får Herzog også meget ud af sine andre skuespillere, så det er ikke kun op til Kinski at bære den side af filmen. Bruno Ganz er som Jonathan rigtig god, og han skildrer på fornemste vis det forfald, manden kommer ud for. Det er milevidt bedre end Keanu Reeves’ tilsvarende præstation i Coppolas Bram Stoker’s Dracula (1992), hvor Reeves nærmest er pinagtig jammerlig.

Som den smukke Lucy er Isabelle Adjani helt igennem betagende, og man forstår godt, hvorfor både greven og Jonathan er betaget af hende. I en mindre birolle er Roland Topor som Renfield helt forrygende, og Walter Ladengast som den aldrende Dr. Van Helsing er også god.

En perle inden for genren

Det er en ganske imponerende bedrift, at Herzog formår at være så tro mod sit forlæg og samtidig magter at skabe en film, som er helt sin egen. Nosferatu: Phantom der Nacht er en fremragende film, som med sit helt specielle univers drager tilskueren ind. Den er som sit forlæg ganske magisk, og er bestemt en perle indenfor gysergenren. Faktisk er den meget mere end bare en gyser.

5 stjerner

Titel: Nosferatu: Phantom der Nacht
Dansk titel: Nosferatu
Andre titler: Nosferatu – fantôme de la nuit, Nosferatu the Vampyre
Instruktør: Werner Herzog
Manuskript: Werner Herzog
Cast: Klaus Kinski (Grev Dracula), Bruno Ganz (Jonathan Harker), Isabelle Adjani (Lucy Harker), Roland Topor (Renfield), Walter Ladengast (Dr. Van Helsing)
Producere: Werner Herzog (producer), Michael Gruskoff (producer), Daniel Toscan du Plantier (producer), Walter Saxer (executive producer)
Foto: Jörg Schmidt-Reitwein
Klip: Beate Mainka-Jellinghaus
Musik: Popol Vuh
Spilletid: 102 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Mono
Sprog: Tysk
Undertekster: Dansk, norsk
Produktionsland, år: Tyskland, 1979
Produktionsselskaber: Werner Herzog Filmproduktion, Zweites Deutsches Fernsehen (ZDF), Societé des Etablissements L. Gaumont
Distributør (DVD): Criterion (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Dracula, Remake, Vampyrer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *