Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Nosferatu, eine Symphonie des Grauens

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Selv hvis du normalt går i en stor bue udenom om stumfilm, vil jeg på det kraftigste opfordre dig til at se Nosferatu, eine Symphonie des Grauens.

I denne måned har vi på Planet Pulp tema om vampyrer, og så kommer man på ingen måder udenom Friedrich Wilhelm Murnaus mesterlige stumfilm Nosferatu, eine Symphonie des Grauens. Filmen havde premiere tilbage i 1922, hvilket jo i sig selv er mange år siden, men den har bevaret sin styrke helt frem til i dag.

Et yngre publikum vil nok affærdige den som værende kedelig, hvis de da overhovedet gider at se en sort/hvid film, som heller ikke har nogen tale. Men de tager noget så grueligt fejl. Filmen er dybt fascinerende, og nærmest tryllebinder tilskueren.

Uofficiel Dracula-filmatisering

I 1897 udkom romanen Dracula skrevet af Bram Stoker, og det er den roman, som har været inspiration til Murnaus film. Filmen er da også den første uofficielle filmatisering af Stokers roman. Men det viste sig, at romanen var mere end bare inspiration, da store dele af romanens historie er direkte kopieret, dog med navne og steder ændret.

Det tog da heller ikke Bram Stokers enke Florence lang tid at regne dette ud, og sammen med British Society of Authors sagsøgte de det tyske produktionsselskab Prana-Film film langt ind i helvede, hvilket i første omgang resulterede i, at Nosferatu, eine Symphonie des Grauens blev selskabets første og sidste film. Endvidere stadfæstede retten, at alle kopier af filmen skulle destrueres, men heldigvis overlevede mange kopier, og filmen spredte sig langsomt verden over. F.eks. fik filmen først premiere i USA i 1929.

To versioner

I den udgave, jeg har anskaffet mig, som er fra Eureka Video, er der to versioner af filmen. Der er den farvelagte version, benævnt sepia, som giver filmen et kobberagtigt look, som man ser på mange nyrestaurerede stumfilm. Det giver filmen et meget søgt nostalgisk look. Heldigvis findes der også den originale sort/hvide version på Eurekas udgivelse, som dog også flere steder har farver ind over. Der er her mest tale om blålige og rødlige farver. Jeg vil på det varmeste anbefale, at man ser version nr. to.

Da det er en stumfilm, er der ikke noget originalmusik, da stumfilm i sin tid blev akkompagneret af et orkester eller en anden form for musik, som var fysisk til stede i biograferne. Den musik som følger med den version, som jeg har set, er komponeret af Art Zoyd – et fransk band – og er en anelse for elektronisk for min smag. Art Zoyd har også tilbage i 2002 komponeret musik til Fritz Langs Metropolis (1927)

Men hvis man vil tættest på den originale musik, som i sin tid blev komponeret af Hans Erdmann, bør man nok slå lyden fra, da der gennem årene er blevet komponeret et utal af forskellige versioner af musikken til Nosferatu, eine Symphonie des Grauens.

Grev Orlok
Den smukke Ellen.

Den smukke Ellen.

Filmen tager sin begyndelse i Wismar, Tyskland. Her møder vi den unge Hutter, der arbejder for en ejendomsmægler ved navn Knock. Hutter har en kone ved navn Ellen, og da Hutter sendes til Østeuropa for at møde en herre ved navn Grev Orlok, bliver Ellen hjemme i Tyskland. Grev Orlok har vist stor interesse for en bygning i Wismar, og Hutter skal afslutte handlen.

På sin rejse mod Grev Orloks slot konfronteres Hutter med myten om vampyrerne. Først gennem de overtroiske lokale på en kro, han overnatter i, senere gennem en bog han læser, The Book of Vampires, og sidst men ikke mindst i hans møde med Greven. Da Hutter ankommer til grevens slot, venter der ham en stor overraskelse. Grev Orlok er nemlig ikke en almindelig mand, men derimod en vampyr.

Et skæbnesvangert møde.

Et skæbnesvangert møde.

Først leger greven lidt med den forskræmte Hutter, hvorefter Orlok spærrer ham inde og rejser af sted. Ud af sit vindue ser Hutter, hvordan Orlok sætter en masse kister på en hestevogn, som derefter kører af sted. Orlok vil nemlig til Wismar, hvor han kan sprede skræk og rædsel og i tilgift sætte tænderne i Hutters kone Ellen, som han har set et portræt af.

Hjemme i Wismar begynder Ellen at blive bekymret, og den gode Knock bliver sindssyg. Det lykkes Hutter at undslippe, men i mellemtiden er greven sejlet af sted. De stakkels sømænd bliver langsomt dræbt, og da skibet ankommer til Wismar, finder de lokale kun en masse kister. Så begynder en mærkværdig pest at sprede sig i Wismars gader, og Ellen bliver draget af den mystiske vampyr. Om det lykkes Hutter at komme frem i rette tid, og om Grev Orlok bliver besejret, vil jeg naturligvis ikke røbe her.

Den visuelle stil tager kegler
Grev Orlok lister sig ind på Gustav.

Grev Orlok lister sig ind på Gustav.

Som man nok kan fornemme, er der tydelige paralleller til Bram Stokers Dracula. Navne er ændret og passager i historien undladt, men i sin essens er det ret tydeligt, at filmen er blevet mere end bare inspireret af Bram Stokers roman. Historien er meget simpel og er stort set blottet for dialog – en dialog som er formidlet gennem sparsomme replikker, der står på obligatoriske stumfilmsskilte.

Her kan det også tilføjes, at Murnau tilstræbte så få mellemtekster som overhovedet muligt. Ellers får man tekst gennem en dagbog og sider fra The Book of Vampires. Skuespillet er, som man kender det fra stumfilm og kendetegnet ved en ordentlig omgang manieret overspil, hvilket er en nødvendighed, da der jo ikke tales. For moderne tilskuere kan dette forekomme en anelse komisk, men man skal huske, at det var datidens norm. Derudover er filmens grundhistorie meget simpel. Så der hvor filmen for alvor tager kegler er i den visuelle stil og i Max Shrecks makabre ydre som Grev Orlok.

Et møde med en vampyr i en kiste.

Et møde med en vampyr i en kiste.

Murnau var en af datidens helt store og visionære kunstnere, som kom ud af den tyske ekspressionisme, der også tæller navne som Wiene og Lang. Der er i ekspressionismen tale om voldsomme stilistiske udtryk og en symbolistisk stilisering, og i de tyske ekspressionistiske film er der ofte en fokus på de gotiske, mytiske og dæmoniske elementer i historien. Det mærker man tydeligt i Nosferatu, eine Symphonie des Grauens.

Murnau har dermed både søgt en stilisering af indhold og formsprog gennem et voldsomt brug af symboler og overdreven skyggebrug, og det lykkes til fulde. Filmen er mørk og meget dragende. Hvad enten det er scener fra det golde landskab, billeder fra skibet, et stemningsbillede fra Wismars små stræder eller selve scenerne på slottet, driver stemningen ned af skærmen.

Max Schreck
En sømand i knibe.

En sømand i knibe.

Men alt dette ville ikke have fungeret uden Grev Orlok. Med sine lange lemmer, sin skaldede isse, de krogede fingre og det morbide tandsæt, fremstår greven som en meget skræmmende person. Vi er meget langt fra den romantiske og smukke vampyr og tættere på et monster. Det virker nærmest som om Grev Orlok i Max Schrecks skikkelse er en person, der er taget ud af et mareridt.

Så man forstår godt, at Werner Herzog i 1979 genindspillede filmen (under titlen Nosferatu: Phantom der Nacht), og at metafilmen Shadow of the Vampire (2000) går dybere bag selve personen Max Schreck.

Jeg kan på det varmeste anbefale, at man ser Shadow of the Vampire umiddelbart efter, man har set Nosferatu, eine Symphonie des Grauens, da de to film er ret gode sammen. Grev Orlok er en af de mest specielle personer i filmhistorien, og han er sammen med filmens visuelle side det, der gør filmen så helt uovertruffen god.

En af de største instruktører nogensindez
De ekspressive skyggeeffekter.

De ekspressive skyggeeffekter.

Bag den imponerende production design stod Albin Grau, der også designede filmens kostumer. Grau er ikke kendt for så meget andet end sit arbejde på Nosferatu, eine Symphonie des Grauens, men det er så sandelig også en bedrift, som de færreste kommer i nærheden af i hele deres karriere. Derimod er fotografen Fritz Arno Wagner en sværvægter, når man ser på tysk film, og han har bl.a. ført kameraet på film som Der Müde Tod (1921) og M (1931).

Nosferatu, eine Symphonie des Grauens blev Murnaus største bedrift i Tyskland, men det var i USA, at han for alvor blev kendt med Sunrise: A Song of Two Humans (1927), som vandt ikke mindre end tre Oscars. På trods af den store succes fik Murnau efterfølgende problemer med sine film, og han døde i en tragisk bilulykke ved Santa Barbara i 1931. Selvom han kun blev 43 år, står han stadig som en af de største filminstruktører nogensinde.

Intet mindre end fantastisk god
Den klassiske slutning.

Den klassiske slutning.

En film der har så stærke ikonografiske passager, som da kaptajnen surrer sig fast til roret og da man første gang ser grevens skygge nærme sig Hutter, er en film, man altid vil huske, når man først har set den. Det er en film, man ikke kommer udenom rent filmhistorisk, og samtidig er det en film, som selv her i 2007 har en nærmest magisk tiltrækningskraft.

Selv hvis du normalt går i en stor bue udenom om stumfilm, vil jeg på det kraftigste opfordre dig til at se Nosferatu, eine Symphonie des Grauens. Den er intet mindre end fantastisk god, og til tider ganske skræmmende, selvom den har så mange år på bagen.

6 stjerner

Titel: Nosferatu, eine Symphonie des Grauens
Dansk titel: Nosferatu
Andre titler: Nosferatu the Vampire, Nosferatu, a Symphony of Horror, Nosferatu, a Symphony of Terror, Terror of Dracula
Instruktør: F.W. Murnau
Manuskript: Henrik Galeen
Cast: Max Schreck (Grev Orlok), Gustav von Wangenheim (Hutter), Greta Schröder (Ellen), Alexander Granach (Knock)
Producere: Albin Grau & Enrico Dieckmann
Foto: Fritz Arno Wagner
Klip: F. W. Murnau
Musik: Art Zoyd (originalmusikken af Hans Erdmann)
Spilletid: 90 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Dolby Digital (Art Zoyds musik)
Sprog: Stumfilm
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: Tyskland, 1922
Produktionsselskaber: Jofa-Atelier Berlin Johannisthal, Prana-Film GmbH
Distributør (DVD): Eureka Video
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Filmatisering, Genindspillet, Vampyrer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *