North By Northwest

I en hotelrestaurant i New York bliver reklamemanden Roger Thornhill (Cary Grant) forvekslet med en vis Kaplan og kidnappet af to mænd, der stopper Thornhill ind i en bil og kører ham til et stort palæ, tilhørende en Lester Townsend.

Indenfor mødes han af Townsend (James Mason), der beder “Kaplan” om at samarbejde. Thornhill, der er godt og grundigt forvirret over hele affæren, forsøger at overbevise Townsend om, at han ikke er Kaplan; at han ikke har nogen anelse om, hvem Kaplan er, men den forklaring køber Townsend og hans højre hånd (Martin Landau) ikke.

Til sidst tvinger de en flaske whisky i Thornhill og sætter ham bag rattet i en bil nær en klippe i håbet om at slippe af med ham på den måde.

Det lykkes dog Thornhill at flygte, og kort efter bliver han anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Forvirringen er total

Nu starter Thornhills forsøg på at overbevise både politiet og hans egen mor om, at han taler sandt. Men da de tager ud til Townsends palæ, er Townsend ikke hjemme.

Hans kone spiller derudover skuespil og får det til at lyde som om, Thornhill har været til selskab hos dem i går, men forlod huset i beruset tilstand.

Politiet mister nu enhver tiltro til Thornhill, der derfor må tage sagen i egen hånd. Han skaffer sig adgang til Kaplans værelse på Hotel Plaza i New York, og derfra jages han igen af de samme to håndlangere, der kidnappede ham til at begynde med.

I mellemtiden har Thornhill fundet ud af, at Townsend er FN-diplomat, så Thornhill sætter kursen mod FN-bygningen, blot for at finde ud af, at den Townsend, han møder dér, ikke er den samme Townsend, han mødte i palæet.

Forvirringen er ved at være total for den stakkels Thornhill, og for at det ikke skal være løgn, bliver Townsend myrdet og det på en måde, der får det til at se ud som om, det er Thornhill, der har gjort det.

Nu er Thornhill både eftersøgt af politiet for mord og efterstræbt af den falske Townsend, men han er fortsat opsat på at opklare sagen selv – helst ved at finde den rigtige Kaplan.

Mere af handlingen er der ingen grund til at genfortælle, men jeg skulle måske nævnte, at Thornhill under sin flugt ombord på et tog møder den smukke Eve Kendall (Eva Marie Saint), der lader til at vide mere om Thornhill end hun lige burde.

Hæsblæsende tur gennem USA

Thornhills flugt fra politiet og jagt på den mystiske Kaplan fører ham om ikke helt på tværs af USA, så i hvert fald godt på vej, først til Chicago og derfra til Indiana, inden filmens klimaks udspiller sig nær og ovenpå Mount Rushmore i South Dakota.

Det er en hæsblæsende tur gennem USA, men dog ikke mere hæsblæsende end at Thornhill finder tid til lidt romantik undervejs, ombord på toget, hvor frøken Kendall hjælper ham med at undgå politiet, der også kommer ombord.

Det skal siges, at publikum ikke holdes ude i mørket helt så længe, som den stakkels Thornhill gør. Vi får på et tidspunkt forklaringen på, hvad det er, der foregår. Det sker gennem en ret pludselig indsat scene, som ret beset er unødvendig.

Det er da også mit eneste reelle kritikpunkt mod filmen – at effekten måske havde været bedre, hvis vi var blevet holdt hen lige så længe som Thornhill selv.

Det ændrer naturligvis ikke på, at North by Northwest (eller Menneskejagt, som filmen kom til at hedde på dansk) er en stensikker klassiker og et mesterværk indenfor sin genre, der både underholder på grund af sit grundlæggende mysterium og fordi Hitchcock var en mester i at opbygge spænding.

Spændingsopbygning

Hvis man vil have et virkelig godt eksempel på, hvor god Hitchcock var til at skabe spænding ud af den blå luft (utilsigtet ordspil), kan man bare kigge på optakten til den berømte sekvens, hvor Thornhill må flygte fra en flyvemaskine, der beskyder ham.

Thornhill har fået oplyst, at Kaplan vil mødes med ham ved et busstoppested ude midt i ingenting i det pandekageflade Indiana. Thornhill ankommer og stiger af bussen, og han står virkelig ude midt i ingenting ved siden af en støvet landevej, mutters alene.

Nogle få biler passerer, og hver gang tror Thornhill, at det må være Kaplan, mens vi, publikum, er bange for, at det er Vandamms folk. Vi ved nemlig noget, Thornhill ikke ved – præcis hvad fortæller jeg ikke.

Så kommer en bil kørende inde fra en markvej. Nu, tænker vi (og Thornhill), sker der noget. En mand stiger ud og stiller sig på den anden side af vejen. Han siger ingenting. Er det Kaplan?

Sekvensen er ganske lang, og der sker ret beset ingenting, ud over at Thornhill står i vejkanten og venter. Men Hitchcock formår alligevel at gøre det spændende. Og her skal det siges, at fraværet af Bernard Herrmanns ellers fremragende score tilføjer yderligere til den stadigt mere intense stemning.

Hæsblæsende anno 1959

Jeg skrev ovenfor, at Thornhill får en hæsblæsende tur gennem USA, og det er korrekt, men man skal selvfølgelig være opmærksom på, at hæsblæsende i 1959 var anderledes end hæsblæsende anno 2024 – og Gud ske lov for det!

Tempoet er mere adstadigt end det ville være i en moderne version af den samme historie, og det giver plads til, at både historien og skuespillerne kan ånde undervejs.

Jeg kan levende forestille mig, hvordan en remake af North by Northwest ville se ud. Tempoet ville være så højt og klipperytmen så hurtig, at man fik stress, og skuespil af nogen art ville der dårligt være plads til.

North by Northwest er måske nok en thriller, men heldigvis giver filmen sig også tid til, at vi kan nyde de skuespillere, der medvirker.

Fantastiske Cary Grant

Cary Grant er fantastisk som Thornhill, og Grant spiller rollen på den klassiske Cary Grant-facon, som sikkert også vil irritere et ungt publikum i dag. Thornhill tager nemlig situationen med en stoisk ro og en stædig insisteren på, at det hele kan opklares, hvis han bare kan finde Kaplan.

Ikke en eneste gang er der antydningen af rigtig panik i Thornhills øjne; snarere får vi den klassiske, let forvirrede Cary Grant-mimik, der på én og samme tid fortæller, at nok er Thornhill lige så rundt på gulvet, som vi er, men at det hele nok skal gå til sidst.

Mild bekymring er det voldsomste, Thornhill kan svinge sig op til i en situation, der ville få de fleste andre til at ryste af paranoid frygt.

Grants naturlige karisma er en fornøjelse at se på, og der ligger en stærk, underspillet humor i Grants præstation, som gør hans indsats endnu mere fornøjelig.

I øvrigt siges det, at en del af Grants forvirrede mimik ikke bare skyldes, at det var et klassisk Cary Grant-udtryk, men at han var reelt forvirret over filmens plot, som han overhovedet ikke syntes gav mening. Grant var til det sidste overbevist om, at filmen ville blive et flop, hvad den naturligvis ikke blev.

Det hører med til historien, at Cary Grant var Hitchcocks førstevalg til rollen som Thornhill, men Grant var ikke den eneste, der gerne ville have rollen.

Under optagelserne til Vertigo (En kvinde skygges, 1958) havde Hitchcock fortalt James Stewart om sine planer om at lave North by Northwest, og Stewart antog derfor, at Hitchcock planlagde at give ham rollen som Thornhill.

Det var imidlertid ikke Hitchcocks hensigt, så for ikke at skuffe Stewart, ventede Hitchcock med at tilbyde Stewart rollen, indtil Stewart allerede havde skrevet kontrakt på rollen som Paul Biegler i Anatomy of a Murder (Et mords analyse, 1959), hvilket tvang Stewart til at sige nej tak.

Det tror jeg, vi skal være glade for i dag. Selvom Stewart var fremragende i både Rear Window (Skjulte øjne, 1954), The Man Who Knew Too Much (Manden der vidste for meget, 1956) og Vertigo (1958), har jeg svært ved at se Stewart i rollen som Thornhill.

Eller også er det bare mig. I hvert fald tror jeg, North by Northwest havde fået et noget andet udtryk, hvis Stewart var blevet castet – der var givetvis blevet skruet ned for den underspillede komik, der ligger og lurer under Cary Grants overflade en god del af tiden.

Omgivet af stærke kræfter

Der er ingen tvivl om, at North by Northwest er Grants film, men han er alligevel omgivet af andre stærke kræfter, ikke mindst James Mason som den falske Townsend (rigtigt navn: Phillip Vandamm), Eva Marie Saint som den yndige Ms. Kendall og Martin Landau som Vandamms højre hånd, Leonard.

Med sin værdige, britiske accent giver James Mason klasse til enhver scene, han medvirker i, men modsat f.eks. hans rolle som Straker i 1979-udgaven af ’Salem’s Lot, hvor han er iskold, er Masons skurk i North by Northwest ikke uden en vis humor. Kølig, javist, men ikke desto mindre.

Mest uhyggelig er derfor nok Martin Landau, hvis ansigt ganske enkelt var skabt til den slags roller. Jeg genså for nyligt en tidlig episode af The Twilight Zone (1959-64), hvor Landau også spillede skurk, om end her betydeligt mere overspillet end hans langt mere køligt beregnende rolle i North by Northwest.

Ikke desto mindre gjorde Landau også her en god figur som bad guy (for de interesserede er der tale om episoden Mr. Denton on Doomsday fra seriens første sæson).

Endelig bør også nævnes Leo G. Carroll, selvom jeg – for at undgå at spoile for meget – ikke vil fortælle noget om Carrolls rolle i filmen.

Carroll var lidt af en Hitchcock-veteran, der første gang havde arbejdet for Hitchcock på Rebecca (1940) og siden medvirket i Suspicion (Mistanken, 1941), Spellbound (Troldbunden, 1945), The Paradine Case (Sandheden om Mrs. Paradine, 1947) og Strangers on a Train (Farligt møde, 1951).

Mesterværk

Der er næppe meget mere at sige, som ikke allerede er blevet sagt – enten her eller andre steder. North by Northwest er et mesterværk, og det er naturligvis ikke uden grund, at den ofte optræder på lister over verdens bedste film.

Det allersidste skulle da lige være, at man også skal sende en venlig tanke til Bernard Herrmann, hvis fremragende score er med til at gøre filmen endnu bedre, end den i forvejen er, og som til perfektion understøtter Hitchcocks billeder og højner spændingen.

Anmeldt i nr. 228 | 13/11/2024