Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

No Time To Die

No Time To Die
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Scoret til No Time To Die er velfungerende og velkomponeret, og actionmusikken er i særdeleshed vellykket. Samtidig er musikken også komponeret med både kærlighed til og respekt for Bond-seriens musikalske arv.

No Time To DieEfter at Danny Boyle var sprunget fra som instruktør af den 25. Bond-film, No Time To Die, og Cary Joji Fukunaga i september 2018 blev annonceret som den nye instruktør, var der en periode, hvor det var uvist, hvem der skulle stå for musikken til filmen.

En del filmmusikfans håbede uden tvivl på, at Barbara Broccoli og Michael G. Wilson ville bringe David Arnold tilbage ombord, efter at han havde siddet Skyfall (2012) og Spectre (2015) over, men det håb slukkedes, da det i juli 2019 kom frem, at Dan Romer ville komponere scoret.

Romer havde tidligere leveret musikken til to af Fukunagas projekter, spillefilmen Beasts of No Nation (2015) og miniserien Maniac (2018). Det så hermed ud til, at Bond-serien endegyldigt havde nået et punkt, hvor hver enkelt instruktør selv besluttede, hvem der skulle stå for musikken.

Udsigten til et Bond-score af Dan Romer var interessant, men en Bond-film var unægtelig også et massivt større projekt end nogle, Romer tidligere havde arbejdet på.

Romer holdt da heller ikke. Allerede i november 2019 kom det frem, at han havde forladt projektet på grund af “kreative uoverensstemmelser”, og i januar 2020 blev Hans Zimmer så annonceret som komponist.

Og her kan man nok sige, at der blandt en del filmmusikfans – og Bond-fans – bredte sig en vis frygt og bæven. Ville Zimmer være i stand til at levere et ordentligt Bond-score, eller ville det blive en anonym omgang strygerostinati og syntheffekter?

Eller sagt på en anden måde: Ville det blive Bond møder Inception, eller ville det blive The Dark Knight møder X-Men: Dark Phoenix?

Mere end habil sang

Længe inden sløret løftede sig for svaret på det spørgsmål, nåede vi dog at få den nye titelsang at høre; sangen kom nemlig ud allerede i februar 2020, mere end halvandet år før selve filmen skulle ende med at få premiere – forsinket, som den blev, mange gange på grund af COVID.

Og lad os da som det første lige kigge på titelsangen, der blev fremført af Billie Eilish, der også skrev sangen sammen med sin bror Finneas O’Connell.

Da det først kom frem, at Eilish skulle stå for titelsangen, må jeg erkende, at jeg var en kende skeptisk. Jeg havde mine tvivl om, hvorvidt Eilish, med sin nogle gange nærmest hviskende stemme, kunne løfte en Bond-sang. Trods sin popularitet, virkede Eilish for mig ikke som en åbenlys kandidat til at stå for titelsangen til en Bond-film.

Men jeg tog heldigvis fejl. “No Time To Die”, som sangen naturligvis hedder, er faktisk en mere end habil Bond-sang, og filmens handling taget i betragtning er Eilish’ måde at synge på faktisk fuldstændig passende.

Derudover har Eilish og O’Connell formået at give sangen et fint melodisk indhold, der også gav Hans Zimmer noget materiale at arbejde med i sit score.

I forhold til Sam Smiths rædsomme titelsang til Spectre, er “No Time To Die” et kvalitetsmæssigt kvantespring, men om “No Time To Die” kommer til at gå over i historien som én af de store Bond-sange, kan kun tiden vise. Jeg kan i hvert fald godt lide den.

Vedkender sig seriens arv

Og hvad så med Zimmers score? Jo, det kan jeg faktisk også godt lide. Faktisk rigtig meget endda. Det var endnu en ting, der overraskede mig noget, for selvom jeg havde håbet på, at Zimmer ville komponere et godt score, havde jeg faktisk ikke forventet, det ville blive så godt, som det blev.

For nu lige at lægge forventningerne i et passende leje: No Time To Die er umiskendeligt et Zimmer-score, så hvis nogle havde forventet, at Zimmer ville gå rendyrket symfonisk, så tog de fejl.

No Time To Die er et symfonisk score, men det er også i høj grad elektronisk – både i form af synthbeats og forskellige syntheffekter og i form af diverse former for elektronisk efterbearbejdning af akustiske elementer.

So far, so Zimmer. Der, hvor Zimmer til gengæld overraskede mig særdeles positivt, er den måde, han fuldstændig uden stolthed vedkender sig seriens arv og indlejrer det oprindelige James Bond-tema som en gennemintegreret del af sit score.

Det må ikke forstås som om, at Zimmer konstant citerer Bond-temaet direkte. Stedvist høres godt nok ret direkte citater fra temaet, men som oftest indgår det i musikken i mere eller mindre dekonstrueret form.

Nogle gange er det meget dekonstrueret, så det i virkeligheden handler mere om, at Zimmer leger med de samme harmonier og harmoniske progressioner, som Bond-temaet; andre gange er det mere tydeligt, at det er elementer, fra Bond-temaet, han bruger.

De dele af det oprindelige Bond-tema, der oftest indgår i Zimmers score, kommer faktisk fra temaets indledning, den såkaldte “vamp” – altså det lille motiv på fire toner, tre stigende og én faldende, der går forud for det berømte centrale guitar-riff i temaet.

Zimmer bruger naturligvis også dele af selve guitar-riffet, men ud over vampen er det faktisk dele af temaets big band-sektion, eller B-stykke, der optræder hyppigst.

Gamle temaer i comeback

Men det er ikke kun i den konkrete brug af elementer fra James Bond-temaet, at Zimmer vedkender sig filmseriens arv. Han bruger også ofte orkestrets blæsere på den samme voldsomme, nærmest vrælende facon, som John Barry gjorde i sine ikoniske Bond-scores fra 1960’erne.

Og nu vi er ved John Barry – og her må jeg advare om milde spoilers! – så citerer Zimmer direkte to af Barrys temaer fra On Her Majesty’s Secret Service (1969). Det drejer sig dels om temaet fra “We Have All the Time in the World” – sangen der høres under rulleteksterne i OHMSS – dels om selve hovedtemaet fra filmen.

Når de to temaer indgår i scoret, handler det bl.a. om, at No Time To Die i høj grad kan ses som en spejling af netop On Her Majesty’s Secret Service; noget du kan læse nærmere om i min spoilerfyldte anmeldelse af selve filmen.

I øvrigt er det Louis Armstrong, der toner frem under rulleteksterne i No Time To Die med netop “We Have All the Time in the World” – en smuk, smuk musikalsk slutning på filmen. Men det er en anden sag, der ikke har noget med Zimmers score at gøre.

Temaet fra “We Have All the Time in the World” dukker første gang op i “Matera” (nr. 2). Cuet lægger ud med romantiske strygere og blæsere, suppleret af fløjte, inden strygerne ved ca. 0:35 går over i en fantastisk version af “We Have All the Time in the World”.

Herefter følger et kort og fortsat romantisk mellemspil, der gør brug af harmonierne fra “We Have All the Time in the World” uden direkte at citere temaet, inden vi ved ca. 1:36 hører første eksempel på, hvordan Zimmer inkorporerer temaet fra titelsangen.

Det sker som en fuldstændig organisk fortsættelse af den umiddelbart forudgående romantiske musik, og det fungerer særdeles godt.

Hovedtemaet fra On Her Majesty’s Secret Service høres i “Good To Have You Back” (nr. 11), orkestreret for strygere og blæsere, og fremført med en nærmest dyster langsommelighed og alvor.

Actionmotiver

Foruden den stedvise brug af temaer fra On Her Majesty’s Secret Service er No Time To Die som nævnt i høj grad præget af forskellige variationer på elementer fra James Bond-temaet. Dette gælder f.eks. for de to tilbagevendende actionmotiver, der er i scoret.

Det første af disse to motiver introduceres i “Message From An Old Friend” (nr. 3), der er scorets første store actioncue, og som i øvrigt kan betragtes som lidt af en lakmustekst for lytteren: Kan man ikke lide den stil, Zimmer her lægger for dagen – en blanding af forholdsvis tunge og brutale synthesizede elementer og symfoniorkestret – er resten af scoret nok heller ikke ens kop te.

Actionmotivet, Zimmer introducerer her, dukker op ved ca. 1:15 og er bygget op over en synthesizet rytme. Herover lægger Zimmer en blæserostinato på otte stigende og faldende toner, baseret på vampen fra James Bond-temaet, og herover igen elektrisk guitar med en variation på Bond-temaets centrale guitarriff.

En variant af samme actionmotiv, hvor elguitaren er tonet ned til fordel for flere messingblæsere, dukker op senere i samme cue, og motivet høres igen i “Someone Was Here” (nr. 5), “What Have You Done” (nr. 7) og “The Factory” (nr. 17).

Det andet actionmotiv, der høres i mere end ét cue, præsenterer Zimmer ved 0:09 i det efterfølgende cue, “Square Escape”, der om muligt er endnu mere højintens action end det foregående. Over en bund af synthesizere og slagtøj fremfører blæsersektionen en variation på riffet fra Bond-temaets B-tema.

Zimmers egne bidrag

Det er dog også i “Square Escape”, at Zimmer endelig introducerer et af sine egne tematiske bidrag til scoret – et tragisk, cellobaseret tema, der synes at måtte tolkes som et tema for de omkostninger, livet som hemmelig agent har haft for Bond selv.

Dette tema, der også høres i flere senere cues, dukker op ved ca. 1:21, og er et stykke typisk Zimmer-tragik, om end ikke helt så svulstigt, som disse faux-klassiske temaer ellers typisk er i Zimmer-sammenhæng. En variation på (eller nær slægtning til) temaet høres i “Home” (nr. 13), inden det igen dukker op for fuld udblæsning i “Final Ascent” (nr. 20), hvor temaet antager elegisk karakter.

Foruden det tragiske cello-tema for Bond, bidrager Zimmer også med et par andre tematiske idéer. Heriblandt er et ultrasimpelt motiv for skurken Luytsifer Safin. Det består af fire toner, og akkompagneres ikke sjældent af enten en lav, skummel synthesizerlinje eller kor – eller begge dele.

Ofte – men ikke altid – er toneskiftene mellem de fire toner i motivet realiseret som en glissando, altså en kontinuerligt glidende tonebevægelse, der giver motivet en slangeagtig, myrekrybende effekt.

Motivet dukker første gang op i “What Have You Done?” ved ca. 0:19, indledningsvist fremført af blæserne, indtil det ved ca. 0:47 overtages af skummelt mandskor og nervøse blæsere.

Senere høres motivet igen i bl.a. “Norway Chase” (nr. 14) og “Poison Garden” (nr. 16). Sidstnævnte, hvor motivet dukker op ved ca. 1:24, er et godt eksempel på glissandoen, der giver motivet sin slangeagtige kvalitet.

I samme cue høres ved ca. 2:01 et creepy lille motiv på fire toner, der har en nærmest spilledåseagtig karakter. Et lignende, men dog ikke identisk, motiv på fem toner høres i “Norway Chase” (men kun dér), mens firetonemotivet også gentages i “The Factory” (nr. 17).

Også dette motiv må i et eller andet omfang knyttes til Safin.

Mellem ultramoderne og throwback

Selvom No Time To Die altså ikke er støvsuget for selvstændige tematiske idéer fra Hans Zimmers side, er det påfaldende, hvor tilbageholdende Zimmer er med sine egne kreationer.

Dette ser jeg hverken som udtryk for dovenskab fra Zimmers side (sådan som nogle kværulanter har fremført) eller manglende inspiration; jeg opfatter det som et helt bevidst valg: Zimmer lader variationer på James Bond-temaet være de bærende dele af scoret, og sætter primært sit eget aftryk på musikken gennem stilen.

Her er vi til gengæld også solidt på Zimmer-territorium, men jeg var alligevel særdeles positivt overrasket over, hvor godt han får det til at fungere. På den måde ligger No Time To Die og oscillerer et sted mellem ultramoderne og throwback. I hænderne på en ringere komponist kunne dette eksperiment være endt helt galt, men her viser Zimmer virkelig, hvor dygtig, han er.

En gammel kending

Der er mange højdepunkter i løbet af No Time To Die-albummets ca. 71 minutters spilletid. Albummet lægger hårdt ud med to af scorets bedste actioncues i form af “Message From An Old Friend” og “Square Escape”, men flere følger naturligvis.

Heriblandt ikke mindst det festlige “Cuba Chase” (nr. 9), hvor den nu vanlige blanding af elektroniske og symfoniske elementer kombineres med mere kulørte indslag i form af latinamerikansk trompet, percussion og akustisk guitar, der giver den rette cubanske flavour. Det burde fremstå kitschet, men Zimmer får det til at fungere.

Længere hen i scoret er actionmusikken mere indædt, f.eks. anden del af “Norway Chase” (nr. 14), “The Factory” og “I’ll Be Right Back” (nr. 18). Her er der ikke så mange referencer til James Bond-temaet, og vi er på den måde mere ovre i rendyrket Zimmer-land. Det betyder imidlertid ikke, at musikken ikke fungerer – den bliver bare mere alvorlig, og det er selvfølgelig meget passende.

Men hvis man vil høre, hvor Zimmersk, musikken bliver, kan man f.eks. bare spole frem til ca. 1:26 i “I’ll Be Right Back”, og så hører man det med det samme.

Eller for den sags skyld den lange “Final Ascent” (nr. 20), der er endnu en variation på en gammel kending: Zimmer-klassikeren “Journey to the Line” fra The Thin Red Line (1998) – naturligvis filtreret gennem senere scores som f.eks. Inception.

Cuet byder på endnu en fremførsel af det tragiske cello-tema for Bond med såvel det adstadige tempo som den konstante opbygning fra “Journey to the Line”. Ikke mindst fra ca. 4:23 og frem slår den følelsesmæssige hammer hårdt her, og særligt da Zimmer mod slutningen lader den tragiske musik ligge i kontrapunkt til temaet fra “No Time To Die”!

Også mere end action

Men selvfølgelig er scoret ikke kun intens action eller klassisk Zimmer-tragik.

“What Have You Done” består i størstedelen af sin spilletid således af dyster og lavmælt underscore, primært for symfoniske elementer, og der er mere skummel atmosfære i første halvdel af “Lovely to See You Again” (nr. 12), inden dette cue går over i en fin version af temaet fra “No Time To Die”.

Også første halvdel af “Back to MI6” (nr. 10) består af mørk, atmosfærisk underscore – her en blanding af synthesizere og strygere. Herefter går cuet i øvrigt over i den mest komplette version af det centrale guitarriff fra James Bond-temaet, vi hører i scoret.

Mere harmoniske stille øjeblikke finder vi – foruden i “Matera”, som jeg tidligere har omtalt – bl.a. i “Not What I Expected” (nr. 6), hvor fløjte fremfører temaet fra “No Time To Die” over æteriske synthesizere, inden cuet går over i stille harmonisk underscore for strygere og blæsere.

“Shouldn’t We Get to Know Each Other First?” (nr. 8) er et nærmest romantisk cue, primært for strygere, træblæsere og akustisk guitar, inden vi i anden halvdel får en elektrisk guitarversion af vampen fra Bond-temaet over strygere.

Hen mod slutningen af cuet er det muligt, at Zimmer laver en ganske kort reference til “You Know My Name” fra Casino Royale – fra ca. 1:06 og indtil cuets slutning. Især gælder det de tre faldende toner, der fremføres af blæserne ved ca. 1:10. Disse tre toner er også en central del af riffet fra “You Know My Name” (om end de i indeværende cue høres i en transponeret udgave).

Det er også muligt, at jeg overtolker her, og at ligheden med “You Know My Name” alene skyldes, at harmonierne i “You Know My Name” og slutningen af “Shouldn’t We Get To Know Each Other First” begge er baseret på James Bond-temaet.

Ikke desto mindre er det påfaldende, hvordan Zimmer fremhæver de tre faldende toner, jeg taler om, og Zimmer har da også tidligere i scoret kortvarigt citeret et andet tema fra Casino Royale, nemlig Vesper Lynds tema – dette høres dog ikke på albummet.

Om ligheden mellem slutningen af “Shouldn’t We Get To Know Each Other First” og “You Know My Name” er intentionel eller ej, finder vi måske aldrig ud af; hvis Zimmer har gjort det med vilje, er det i hvert fald en rigtig fin detalje.

Med kærlighed og respekt

No Time To Die er, som nævnt tidligere, umiskendeligt et Hans Zimmer-score, men det er også umiskendeligt et James Bond-score – og et ret godt ét af slagsen.

Og det er nok i virkeligheden det, der overraskede mig så positivt: At Zimmer har haft succes med at komponere et ægte Bond-score indenfor rammerne af sin egen stil.

No Time To Die er tydeligvis et score, Zimmer har lagt en hel del hjerte i. Musikken er helt generelt velfungerende og velkomponeret, og actionmusikken er i særdeleshed vellykket. Samtidig er scoret også komponeret med både kærlighed til og respekt for Bond-seriens musikalske arv.

Resultatet er et rigtig godt score, som fint kan måle sig med David Arnolds bedste indlæg i serien, og hvis Zimmer kan holde kvaliteten, ville jeg slet ikke have noget imod at høre endnu et Bond-score fra hans hånd.

5 stjerner

Nummerliste:
1. Gun Barrel (0:54)
2. Matera (2:04)
3. Message From an Old Friend (6:35)
4. Square Escape (2:06)
5. Someone Was Here (2:57)
6. Not What I Expected (1:30)
7. What Have You Done? (2:15)
8. Shouldn’t We Get to Know Each Other First? (1:24)
9. Cuba Chase (5:45)
10. Back to MI6 (1:34)
11. Good to Have You Back (1:19)
12. Lovely to See You Again (1:28)
13. Home (3:47)
14. Norway Chase (5:09)
15. Gearing Up (2:55)
16. Poison Garden (3:57)
17. The Factory (6:44)
18. I’ll Be Right Back (5:00)
19. Opening the Doors (2:46)
20. Final Ascent (7:25)
21. No Time to Die (Performed by Billie Eilish) (4:00)

Total spilletid: 71:34

Titel: No Time To Die
Komponeret af: Hans Zimmer (med yderligere musik af Steve Mazzaro)
Orkestreret af: Oscar Senen, Joan Martorell, Vicente Ortiz Gimeno, Pedro Osuna & Rob Westwood
Dirigeret af: Matt Dunkley & John Altman
Komponeret: 2021
Udgivet: 2021
Label: Decca

Anmeldt i nr. 195 | 13/01/2022

Stikord: James Bond

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *