13. oktober 2012

Casino Royale

Casino Royale er på mange måder et glimrende score, hvor David Arnold for alvor moderniserer lyden af Bond. Desværre lider albummet under en overlang spilletid og indeholder en del temmelig uinteressant underscore.

Rebooten af Bond-serien med Casino Royale (2006) medførte markante ændringer ved mange ting i serien: Tonen blev hårdere, der blev skruet langt ned for humoren og de science fiction-lignende elementer, og filmens udtryk blev på mange måder langt mere moderne og seriøs.

Det kan man også mærke på filmens musik, der på sin vis kan siges at være det første moderne Bond-score, David Arnold har begået. Det lyder måske paradoksalt al den stund, at alle Arnolds Bond-scores har indeholdt betydelige mængder electronica, kulminerende med Die Another Day (2002), hvor de elektroniske elementer ligefrem tog magten fra scorets symfoniske dele.

Men hvis man lytter efter, har Arnolds tre Bond-scores, Tomorrow Never Dies (1997), The World is Not Enough (1999) og Die Another Day alle indeholdt mange “Barryismer”. Forstået på den måde, at Arnold i alle tre scores har kanaliseret en god portion af John Barrys stilelementer, især i blæserarrangementerne.

Det er bestemt ingen dårlig ting, hvis man spørger mig, men på den anden side kan man med en vis ret hævde, at det måske også var på tide, at Bond-filmenes musik løsrev sig fra Barrys musikalske arv. Og det er lige præcis det, David Arnold gør med musikken til Casino Royale. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke stadig er enkelte ekkoer af John Barry tilbage, men de er betydeligt svagere og færre end de meget direkte stilistiske lån, der prægede Arnolds første tre Bond-scores.

Derudover befinder vi os med hensyn til orkestrering og stil meget solidt i David Arnold-land. Der er tale om en solid kombination af symfonisk musik og elektroniske elementer; der er bare skruet betydeligt ned for sidstnævnte, især i forhold til Die Another Day, men også i forhold til f.eks. The World is Not Enough. Blandingsforholdet er noget nær ideelt; symfoniorkestret er det dominerende stilelement, som suppleres fint af de elektroniske dele.

Hvor er titelsangen?

Albummet med musik fra Casino Royale er noget specielt i den forstand, at filmens titelsang glimrer ved sit fravær, angiveligt på grund af problemer med rettighederne. Det skal nu ikke forhindre mig i lige at kommentere på sangen, “You Know My Name”, der fremføres af Chris Cornell (Soundgarden, Audioslave), og som Cornell og Arnold skrev sammen. Hermed er vi heldigvis tilbage ved en situation, hvor Arnold ikke bare har haft direkte indflydelse på sangen, men hvor han inkorporerer sangens tema i resten af sit score.

Selve titelsangen er en relativt ordinær rocksag, der er ganske iørefaldende og egentlig slet ikke dårlig, men jeg synes ikke rigtig, at Cornells stemme yder sangen fuld ære. Og selv om sangen er rimeligt catchy, er der langt fra tale om én af de melodisk stærkeste Bond-sange. Af samme grund kommer den heller ikke til at gå over i Bond-historien som én af de bedste sange, men den er dog langt, langt bedre end Madonnas rædsomme “Die Another Day” – og i øvrigt også milevidt bedre end Alicia Keys’ og Jack Whites “Another Way to Die” fra Quantum of Solace (2008).

Højoktan actionmusik
David Arnold (f. 1962)
Selve scoret lægger stærkt ud med det næsten syv minutter lange actioncue “African Rundown” (nr. 1), der må regnes som noget af det bedste, Arnold har begået i Bond-sammenhæng. Det er et godt eksempel på et actioncue af den type, der hænger usandsynligt godt sammen og som formår at holde dampen oppe igennem hele sin lange spilletid. Det er hektisk actionmusik med masser af slagtøj og en del fine temposkift undervejs.

Der er også en del temposkift i scorets andet store action- og suspensecue, “Miami International” (nr. 8). Det skyldes, at cuet kommer fra den lange sekvens i lufthavnen i Miami og som sådan både dækker over suspense og decideret action. Det er af og til med til at tage noget af energien ud af det lange cue (næsten 13 minutter!), men til gengæld er der en del forrygende suspensemusik undervejs. Og sidste halvdel af cuet er næsten nonstop action, der måske ikke er helt så godt som “African Rundown”, men som dog alligevel er underholdende som ind i Helvede.

Også scorets sidste actioncues “The Switch” (nr. 21) og “The Fall of a House in Venice” (nr. 22) er af høj kvalitet, mens til gengæld “Stairwell Fight” (nr. 13) er knap så vellykket – det fortaber sig lidt for meget i noget knap så interessant suspensemusik undervejs, ligesom selve actionmusikken heller ikke er så veloplagt som i de øvrige actioncues.

En hel del underscore af den knap så interessante slags

Casino Royale er på en del måder et anderledes Bond-score. Således er de fem nævnte actioncues de eneste deciderede af slagsen ud af i alt 25 tracks (en del af “Dirty Martini”, nr. 16, er dog også action). Godt nok er de to af dem af en betydelig længde, men sammenlagt udgør de fem cues kun omkring 30 minutter ud af i alt 74.

Og her har vi albummets eneste reelle svaghed, nemlig at det er for langt. Godt nok er der også nogle fine suspensecues og nogle fine stille og romantiske cues undervejs, men der er faktisk også en del atmosfærisk underscore, der ikke er specielt interessant. Det gælder f.eks. halvdelen af “Blunt Instrument” (nr. 4), “The Tell” (nr. 12) og “Bond Loses It All” (nr. 15).

Det er ikke fordi, der er tale om dårlig musik; det er bare udpræget underscore, der måske nok er effektivt nok i filmen, men som ikke er specielt velegnet som selvstændig lytteoplevelse. Disse cues og flere til trækker en stor del af energien ud af albummet, og man kan overveje, om albummet ikke var blevet markant bedre ved en mere selektiv produktion og en spilletid, der var barberet omkring 20 minutter ned.

Omvendt kan man sige, at det faktisk er interessant at høre den slags musik fra en Bond-film, for det er noget helt nyt og som sådan giver disse cues selvfølgelig et mere retvisende billede af filmens musik.

Og nu vi er ved ordet “interessant”, så vil jeg henlede opmærksomheden på “Dirty Martini”, hvis indledende 60 sekunder bedst kan betegnes som decideret horrormusik, der kulminerer i atonale blæsere og strygere, der nærmest lyder som noget fra et Elliot Goldenthal-score! Herefter går cuet i øvrigt over i noget virkelig cool suspense- og actionmusik, men første del af cuet er noget helt og aldeles nyt i Bond-sammenhæng!

Rød tråd

Én ting, der også er anderledes end Arnolds tidligere Bond-scores, er, at James Bond-temaet glimrer ved sit næsten totale fravær. Det er der selvfølgelig en god forklaring på; nemlig at Casino Royale jo er historien om, hvordan James Bond bliver James Bond. Derfor får vi først det fuldt udviklede Bond-tema til allersidst, mens vi undervejs må nøjes med mindre brudstykker – f.eks. i anden del af “Blunt Instrument”, hvor indledningen af Bond-temaet danner kontrapunkt til temaet fra “You Know My Name”.

Generelt er det temaet fra “You Know My Name”, der fungerer som scorets røde tråd, og det fungerer rigtig godt: Arnold udnytter både melodien fra sangens vers og fra omkvædet, ligesom han også bruger de otte noder, der udgør sangens indledning. Alle tre melodiske komponenter væver han ind i sit score i forskellige varianter, hvilket er med til at få Casino Royale-scoret til at hænge utroligt godt sammen. Et godt eksempel på brugen af “You Know My Name” høres i anden halvdel af “Blunt Instrument” samt i “I’m the Money” (nr. 9).

Dertil kommer to andre fuldt udviklede temaer for filmens to babes – Solange og Vesper. “Solange” (nr. 6) er Arnolds eneste rigtige nik til John Barry i musikken til Casino Royale, men der er vel at mærke tale om den modne John Barrys stil – den langsomme stil med gentagne ostinati, som for alvor begyndte at dominere Barrys output fra midten af 1980′erne, men som han allerede havde fremelsket i slutningen af 1970′erne. “Solange” er et rigtig fint cue, der desværre bare er lidt for kort.

“Vesper” (nr. 14) er et andet rigtigt fint cue (og tema) – et både smukt og ømt romantisk tema, der indledes med soloflygel, inden strygerne kommer ind. Temaet høres naturligvis igen, bl.a. rigtig smukt i “City of Lovers” (nr. 20), ligesom Arnold leverer en fin, tragisk version af temaet i “Death of Vesper” (nr. 23).

Foruden de deciderede temaer er der også enkelte tilbagevendende motiver, bl.a. et suspensemotiv, der både høres i “Unathorised Access” (nr. 3) og “CCTV” (nr. 5). Som suspensecues fungerer de begge udmærket, selv om de dog hører til de cues, der må klassificeres som underscore.

Først til allersidst får vi som sagt Bond-temaet i dets fulde udstrækning. Det sker i “The Name’s Bond… James Bond” (nr. 25), der er en fin udgave af Norman og Barrys klassiske tema i den klassiske orkestrering, som vi kender den helt tilbage fra Dr. No (1962).

Overordentligt solidt

Casino Royale er på mange måder et glimrende score og så meget desto mere imponerende, fordi Arnold her tager et afgørende skridt væk fra John Barrys indflydelse og for alvor moderniserer lyden af Bond.

Desværre lider albummet en del under sin lange spilletid, der betyder, at vi også trakteres med en del underscore, der fungerer godt nok i filmen, men som for det første slet ikke er synderligt interessant, og som slet ikke gør sig så godt på album. Det trækker ned i den endelige vurdering, men filmmusikfans skal ikke lade sig snyde: Casino Royale er et overordentligt solidt score.

Nummerliste:
1. African Rundown (6:52)
2. Nothing Sinister (1:27)
3. Unauthorised Access (1:09)
4. Blunt Instrument (2:23)
5. CCTV (1:30)
6. Solange (1:00)
7. Trip Aces (2:07)
8. Miami International (12:43)
9. I’m the Money (0:28)
10. Aston Montenegro (1:03)
11. Dinner Jackets (1:53)
12. The Tell (3:23)
13. Stairwell Fight (4:13)
14. Vesper (1:45)
15. Bond Loses It All (3:56)
16. Dirty Martini (3:49)
17. Bond Wins It All (4:32)
18. The End of an Aston Martin (1:30)
19. The Bad Die Young (1:19)
20. City of Lovers (3:31)
21. The Switch (5:07)
22. Fall of a House in Venice (1:54)
23. Death of Vesper (2:50)
24. The Bitch is Dead (1:06)
25. The Name’s Bond… James Bond (2:49)

Total spilletid: 74:19

4 stjerner

Titel: Casino Royale
Komponeret af: David Arnold
Orkestreret af: Nicholas Dodd
Dirigeret af: Nicholas Dodd
Produceret af: David Arnold
Komponeret: 2006
Udgivet: 2006
Label: Sony Classical

Anmeldt i nr. 84 | 13/10/2012