Anders Johnsen
Ingen kommentarer

Necronomicon – The dawning of darkness

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Necronomicon: The Dawning of DarknessNecronomicon er ikke just et fantastisk spil – grafikken og lyden er grim og handlingen er fastlåst – men spillets puzzles er sådan set okay. Det kan kun anbefales at investere i Necronomicon, hvis man finder det rigtig billigt, og hvis man er stor fra af H.P. Lovecrafts forfatterskab.

Året er 1927, og vi befinder os i Providence, Rhode Island (som var H. P. Lovecrafts fødeby). Som spiller får man den udsøgte fornøjelse at spille en ung mand ved navn William Stanton. Spillet har en meget lille introsekvens – som man faktisk overhovedet ikke kan udlede noget af. Man bliver derfor på få øjeblikke kastet ud i løjerne.

En pludselig start

Dr. Egleton

William Stanton har netop siddet og blundet over en bog inde i sin opholdsstue, da det banker på døren. Det viser sig at være Williams gode ven, Edgar Wycherley, der mildest talt virker meget ved siden af sig selv. Han giver William en lille sort pyramidelignende genstand, og beder ham indtrængende passe godt på den, og ikke give den til nogen som helst, og specielt ikke til Edgar, hvis han senere skulle bede om den.

Kort efter banker det igen på døren. Denne gang er det den gode Dr. Egleton, der kommer på uanmeldt besøg. Han er bekymret for den gode Edgar, og beder William om at finde ud af, hvad der er galt med ham. Derefter får William Dr. Egletons telefonnummer, så han kan kontakte ham, når han ved mere om vennen og hans tilstand. Efter disse to konversationer begynder spillet, og man skal således finde ud af, hvad der egentlig foregår med den noget usikre Edgar Wycherley.

Hvor starter man så sit eventyr? Det gør man i den nærliggende grå og triste fiskerby Pawtuxet. Her sker der grangiveligt ikke meget, og de enkelte indbyggere man støder på er overhovedet ikke snakkesalige. Efter at have banket på utallige døre uden svar, støder man endelig ind i en gammel kælling der sidder i en gyde. Hun vil gerne tale, men mod betaling. Efter at have betalt hende, får man at vide, at man skal tale med den lokale købmand, Mr. Cromb. Ham finder man relativt hurtigt, da hans butik lyser op i den ellers så grå fiskerlandsby (hans butik er gråhvid).

De første ledetråde

Edgars værelse

Hos købmanden bliver man hurtigt afpresset for lidt flere penge, men man får da købt et kort, så man kan navigere hurtigt rundt i området. Og endelig finder man ud af, hvor Edgars hus befinder sig. Men da Edgar ikke viser sig at være hjemme, tager man da lige et smut forbi hans forældres hus, og det er her, at de første ledetråde viser sig. Over kaminen hænger nemlig et billede af en person, som viser sig at have en hovedrolle i spillet.

Personen der er portrætteret over kaminen, er del af familiens slægt og hedder Gregor Herschell. Gregor Herschell var en fremtrædende og indflydelsesrig handelsmand og kaptajn frem til sin død i 1761, hvor han indebrændte i sit hus i Pawtuxet. Der er noget mystisk over denne Herschell, og man må derfor undersøge ham nærmere.

Nu skal der ikke afsløres mere af historien i Necronomicon, men det er selvfølgelig åbenlyst at Gregor Herschell viser sig at være en skidt karl, der har rodet med okkulte skrifter. Edgar har fundet skrifterne og er nu selv begyndt at udforske og undersøge disse. Det er nu Williams opgave at finde ud af, hvad Edgar præcist har gang i og finde en måde hvorpå, han kan forhindre – ja du gættede rigtigt – at verden går under.

Et adventurespil med begrænsede muligheder

Et skummelt hus

Jeg tror, at man kan kalde Necronomicon et adventurespil med begrænsede muligheder. Med begrænsede muligheder mener jeg, at spillet er meget statisk, idet man som spilperson ikke bare kan vandre rundt i spilverdenen. Spillet skal udelukkende spilles med musen. Ved at bevæge denne rundt i forskellige retninger får man mulighed for f.eks. at gå til højre, venstre, ligeud og tilbage. Og ved at placere markøren over interesseområder fremkommer forskellige ikoner, alt efter, hvilke muligheder der tillades.

Man bevæger sig således i ryk, eller fra skærmbillede til skærmbillede. Man har dog heldigvis den frihed, at man som spiller kan rotere William samt se op og ned for at undersøge sager, men jeg føler stadig, at jeg som spiller på en måde er låst fast, og denne form for spildesign, bryder jeg mig ærligt talt ikke meget om. Samtidig mangler der bevægelse i billedet. De få personer der er i spillet bevæger sig overhovedet ikke, men starter først med at bevæge sig, når man interagerer med dem.

Grafisk grim

Labyrint

Grafisk er Necronomicon ikke just en perle. Jeg forstår så ganske udmærket, at spildesignerne ville skabe en skummel stemning, men grafikken i spillet er alt for grå og mørkt, hvilket lægger en lille dæmper på helhedsoplevelsen. Især synes jeg, at fiskerbyen Pawtuxet er ganske rædsom og et grafisk makværk. Jeg er dog tilfreds med den grafiske fremstilling af NPC’ernes ansigter, når man konverserer med dem. Dog kunne man godt have brugt lidt mere tid på mimikken.

Og når vi nu taler om konversation, så er der et andet kritikpunkt der lige skal fremhæves. Al konversation er selvkørende, hvilket betyder, at man som spiller ikke har mulighed for at spørge ind til forskellige emner. Samtidig er der ingen undertekst, når der er samtale, hvilket gør at man skal lytte rigtigt godt efter, da det ikke altid er muligt at høre samtalen igen.

Musik er der kun anledningsvist ved konversationer og tilhører den dystre genre. Jeg kunne godt ønske mig lidt mere af dette i spillet, da dette unægteligt kan hæve niveauet i et spil som dette. Lydeffekterne er derimod rædsomme, og man bliver f.eks. hurtigt meget træt af den skurrende lyd, når man åbner og lukker en skuffe.

Ikke i top 10

BØHHHH

Lidt positivt er der da også at komme efter i Necronomicon, og det er de forskellige puzzles der er i spillet. De fleste er ligetil, men der er enkelte som kræver lidt mere hjerneaktivitet og læsning i dokumenter for at få de rigtige ledetråde til gåderne. Dog har jeg aldrig været en fan af brugen af labyrinter i adventurespil, og i dette spil er der hele tre af slagsen, så min begejstring er ikke helt i top.

Samlet set må jeg indrømme at Necronomicon ikke er hører til min top 10 af adventurespiloplevelser, og havde det ikke været pga. min enorme begejstring for H. P. Lovecrafts såkaldte Cthulhu Mythos, havde jeg nok aldrig købt dette spil. Finder du dog, ligesom mig, spillet hos den lokale spilpusher for kun 30 kr., bør du dog alligevel hoste op med småpengene og give Necronomicon en chance.

2 stjerner

Titel: Necronomicon – The dawning of darkness
Udvikler: Wanadoo Edition
Udgiver, år: DreamCatcher Interactive Inc., 2001
Platform: PC
Genre: Horror, Adventure
hvid
Hvor får jeg fat i spillet?
Prøv eBay, eller gå på jagt i de nussede bunker af brugte spil hos diverse forhandlere.

Anmeldt af: Anders Johnsen | 13/04/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *