“Du skal se at få skrevet den bog.” For efterhånden mange år siden, nok nærmest tilbage i 2015, sagde min gode ven Martin de ord til mig.
Jeg har kendt Martin siden første klasse på Aabenraa Friskole, og selvom Martin slet ikke bryder sig som actionhelte og actionfilm, så ved han godt, hvor meget de betyder for mig.
Siden vi var små knægte og så film, og også når vi spillede rollespil – jeg har eksempelvis både spillet en barbar der hed Conan og en klon af Dolph Lundgren.
Jeg elsker det skidt. De der hårde maskuline helte. Og idéen om den bog havde simret i mange år. Jeg havde ofte sagt, at jeg godt kunne tænke mig at skrive en bog om dem. Heltene og actionfilmene.
Martins ord rungede i min bevidsthed, da jeg i 2016 mødte Sven-Ole Thorsen. Jeg fortalte Sven-Ole om min idé og han sagde også “Du skal se at få skrevet den bog.”
Og når både Martin og Sven-Ole sagde det, var der jo nok noget om sagen.
Mange, mange actionfilm
På Netflix kan man se den populære dokumentarserie The Toys That Made Us. Udover at den er søbet ind i lækker nostalgi, giver den også et indblik i, hvor meget legetøj rent faktisk kan betyde for kreativitet, som motivation og for humøret.
Det stiftede jeg for alvor bekendtskab med, da jeg søsatte dette fagbogsprojekt. Så tænker du måske: Jamen, hvad har det at gøre med en fagbog?
Legetøjet og plakaterne og alt det andet guf er en vigtig del af fortællingen om actionhelten, eller en vigtig del af min fortælling om actionhelten.
Jeg tænker, at I er mange, der kan nikke genkendende til det, så jeg tager én for holdet og indrømmer, at legetøjet faktisk har en ganske central rolle for min bog. Det med legetøjet vender jeg tilbage til om lidt.
For det mest centrale var jo at få set en masse film. Mange film. Mange, mange actionfilm og læse en masse bøger om emnet. Og se flere film og skrive og skrive og skrive…
Klip.
Troldspejlets actionhelte
Klip til fredag den 21. februar 2025. Scenen er Bremen Teater i København. De medvirkende er Jakob Stegelmann, publikum og lille mig. Men først hopper vi lige et par uger tilbage i tiden.
Jakob havde planlagt en “Troldspejlets Actionhelte”, som de havde præsenteret på denne måde:
“Troldspejlet hylder de største actionhelte i film og computerspil på Bremen Teater i København den 21. februar, hvor du kan møde Arnold Schwarzenegger, Sylvester Stallone, Kurt Russell, Jean-Claude Van Damme, Chuck Norris, Tom Cruise – og computerspilhelte som Solid Snake, Nathan Drake og Duke Nukem til en aften i actionheltenes tegn – med og uden superkræfter!”
Det havde jeg godt set, og jeg havde tænkt, at det var ret god timing i forhold til min egen bog, men derudover havde jeg ikke tænkt mere over det.
Lige indtil folkene bag Troldspejlet tog fat i mig!
De havde hørt, at jeg var ved at lave en fagbog om actionfilm, og Jakob ville gerne have mig med på scenen. Som gæst, som ekspert!
Da jeg fik den besked, kunne min lille nørdsjæl slet ikke være i min store voksne krop. Både Troldspejlet og Jakob Stegelmann har været vigtige ingredienser i mit liv og i min tilgang til det at skrive.
Så jeg sagde naturligvis ja!
Forsiden trylles frem
Men så fik vi travlt – og når jeg skriver vi, mener jeg mig og forlaget Afart, der udgiver min bog.
For vi skulle jo have en forside klar! Og der var under to uger til, jeg skulle på scenen.
Vi fik, bl.a. sammen med min gode Jens, der er grafiker på bogen, udtænkt en forside. Og så hev Thomas og Dianna fra Afart den umådeligt dygtige tegner Simon Petersen frem fra et magisk skab. Og Simon tryllede. Og tryllede.
Opbakning og opmuntring
Før vi hopper tilbage til Bremen Teater og den 21. februar, skal vi lige et smut tilbage til sidste år. For den bog, som jeg havde arbejdet på så længe, var aldrig blevet til noget uden min gode ven Mogens. Jeg havde jo fået skrevet en masse ord, mange kapitler.
Jeg sendte alle kapitlerne til gennemsyn hos Mogens, som kom med vigtig feedback, men mest af alt kom han med opbakning, opmuntring lige dér, hvor jeg havde mest brug for det.
Mogens kom med forslag til rettelser, til noget der skulle tilføjes. Når man er ensom, som man godt kan være i en skriveproces, så er det godt, at man kan mærke at der sidder en god ven i skrivemørket sammen med én.
Klip.
Dutch, Dillon, Jakob og Jacob
Tilbage til Bremen Teater. Jeg står bag scenen. Nervøs, glad og spændt. Jakob står og fortæller om forskellige typer af actionhelte. Og så sker det.
Han præsenterer mig! Og mens scenen fra Predator, hvor Dutch og Dillon flekser deres arme til replikken “What’s the matter, Dillon? CIA’s got you pushing too many pencils?”, kom jeg på scenen til et stort bifald.
Scenen fra Predator blev på det store lærred erstattet med billedet af forsiden til min fagbog Fra det første blod til den sidste actionhelt – jeg var ved at vælte bagover; det var helt surrealistisk.
Ude blandt publikum var min hustru Birgitte, min lillebror Troels og mine to gode venner Brian og Søren. Det var skønt at kunne dele oplevelsen med dem og skønt, at de bagefter faktisk kunne sige til mig, at det var sket – ellers er det ikke sikkert, jeg havde troet på det!
Så vi sad, Jakob og jeg, og snakkede om actionhelte og actionfilm med udgangspunkt i min bog i en lille halv time, dér foran publikum. Wow.
Ud at leve
De sidste par uger har vi så arbejdet videre med de sidste ting med bogen. Og i dag, torsdag den 13. februar 2025, bliver den sendt til trykkeriet!
Det er vilde sager, og nu glæder jeg mig bare til, at den skal ud at leve.
Næste måned, når næste nummer af Pulpen lander, er bogen udkommet!
Så her, på falderebet, får I en lille bid fra kapitlet, der handler om legetøjet, dér tilbage til 1980’’erne, for legetøjet er centralt i min bog:
“Men lad os lige smutte tilbage til, da jeg var knægt i Sønderjylland. Det var en anden tid dengang, pengene sad ikke så løst i lommen, og forældre købte ikke bare alt det, børnene ønskede sig. Eksempelvis kan jeg huske en juleaften, hvor mine forældre gav mig en flot Playmobil-saloon. Mens jeg pakkede den op, bevægede mine øjne sig over mod min ene fætter. Han havde fået Kenner-udgaven af Tusindårsfalken. Der mistede min Playmobil-saloon hurtigt glansen.
Men sådan er det. Jeg husker også, at jeg meget gerne ville have Skeletors borg, Snake Mountain, fra Mattels Masters of the Universe-serie.Den fik jeg ikke. Så jeg byggede den selv. I papmache. Det var ikke helt det samme, men det var okay. Da vi kom lidt længere op i 1980’erne, var der åbenbart kommet lidt flere penge, og det passede fornemt med, at jeg og min lillebror var begyndt at lege med Action Force. Skønne figurer og maskiner, ægte action og krig, som passede perfekt sammen med de røver- og soldaterlege, vi havde ude i skoven. Hvis man ser på dem i dag, og jeg har mange af figurerne endnu, så ligner de noget, taget ud af en actionfilm.”
Udgivet i nr. 232 | 13/03/2025
