Mystery of the Wax Museum

6 minutters læsetid
Mystery of the Wax Museum

I spillefilmens unge år var det ret almindeligt, at populære skuespil blev omskrevet og indspillet til biograferne. Det var tilfældet med alle Universals store monsterfilm, og det samme gør sig gældende for Mystery of the Wax Museum fra 1933, der er baseret på et skuespil af Charles Belden.

Det kom der en vittig, men ikke synderligt spændende horrorfilm ud af. Det mest interessante ved Mystery of the Wax Museum er jo nok i virkeligheden, at filmen blev instrueret af Michael Curtiz, manden der gav os Casablanca (1942), men uanset hvad har historien fået et særdeles langt efterliv i form af to nyindspilninger.

Drabelig forsikringssvindel

Filmplakaten fra 1933.
Filmplakaten fra 1933.

Historien åbner i London. Året er 1921, og midt i et af byens mindre pæne kvarterer møder vi skulptøren med det knap så troværdige russiske navn Ivan Igor. Oprindeligt arbejdede han i sten, men nu har han slået sig på voksfigurer i stedet, da vokset reflekterer kødets kvaliteter langt bedre.

Igors arbejde er vitterligt ret godt – faktisk helt exceptionelt – hvilket i filmen formidles ved at lade skuespillere stå som Igors skulpturer. Folk kommer fra nær og fjern for at beundre hans arbejde, men der er stadig underskud i kassen. Der findes flere andre i London, som også udstiller voksfigurer, men de har produceret groteske eller makabre værker, der trækker publikum til i stor stil. Den slags populisme vil Igor ikke nedlade sig til, og derfor er det kun de store kendere, der kommer hos ham.

Økonomien kan af den grund slet ikke hænge sammen, og kort efter at filmen begynder, møder Igors kreditor op. Da han ved, at skulptøren ikke har nogen penge, forlanger han, at de indlader sig på forsikringssvindel og antænder atelieret. Det vil Igor under ingen omstændigheder være med til, for hans skulpturer betyder alt for ham.

Skulptørens kreditor sætter nu hårdt mod hårdt, og det kommer til en kamp, som på tragisk vis antænder værkstedet på trods af skulptørens anstrengelser for at forhindre netop dette. Ikke nok med det, for Ivan Igor bliver fanget i den brændende bygning, og netop som flammerne omslutter ham, forlader vi London.

Rapkæftet hovedperson

Londons dunkle gader.
Londons dunkle gader.

Historien springer frem til 1933. Vi befinder os nu i New York. Det er nytårsnat, og alle fester – eller rettere de fleste fester, for et sted i en lille lejlighed begår en ulykkelig kvinde selvmord. Efter at politiet har indsamlet liget, får det dog ikke lov til at ligge i fred, for allerede samme aften stjæler en bande formummede mænd den døde pige.

Samtidig introduceres vi for den emanciperede og rapkæftede journalist Florence Dempsey, som bliver fyret, fordi hun er uduelig. Desperat opsøger Florence sine kontakter hos politiet, og her hører hun om pigen, der begik selvmord. Hun hører også, at politiet har mistanke om, at det måske slet ikke var selvmord, og derfor er en ung rigmand og playboy blevet sat bag tremmer.

Florence lugter straks et scoop, og så er hun ellers på sagen. Med rappe replikker og gævt gåpåmod sætter hun sig for at vise redaktøren, at hun er uundværlig, og må genansættes. Det planlægger hun at vise ved at optrevle historien om den døde piges forsvinden.

Kunstneren Ivan Igor (Lionel Atwill).
Kunstneren Ivan Igor (Lionel Atwill).

Det er imidlertid slet ikke så let, for der er en hel del røgslør, som afleder Florences opmærksomhed. Hun havner eksempelvis hos en flok spiritussmuglende gangstere, og får ledt politiet på vildspor et par gange. Det vigtige er imidlertid, at Florence bor sammen med en anden ung pige, der er ganske anderledes artig. Den pige hedder Charlotte Duncan, og hun er kæreste med en billedhugger, der arbejder for Ivan Igor.

Igor har nemlig overlevet branden i London, og flyttet sin produktion til New York i stedet. Desværre har ilden vansiret hans krop, og han er nu tvunget til at side i rullestol. Hans hænder er også blevet ødelagte, så Igor har set sig nødsaget til at oplære andre i den ædle kunst at fremstille voksfigurer. Charlottes kæreste er netop en af disse, og han har været med til at genopbygge Igors figursamling, som gik tabt i London.

På sporet af historien

Flammerne ødelægger Ivan Igors liv.
Flammerne ødelægger Ivan Igors liv.

En aften har Florence aftalt med Charlotte og hendes kæreste, at de skal mødes ved Igors atelier. Her gør Florence en sær opdagelse, for hun bemærker, at Igors fremstilling af Jeanne D’Arc til forveksling ligner den pige, der begik selvmord. Det sætter på ny skub i sagerne, og Florence lugter blod.

Hun beslutter sig for, at der er noget mystisk ved denne Ivan Igor, men som drengen der råbte ulv, har hun ikke mere opbakning med denne sag. Alt dette kan dog ikke holde Florence tilbage, og snart går det op for hende, at der gennem det seneste år er forsvundet 18 personer og lig fra byens lighuse – mon der er en sammenhæng?

Spørgsmålet er også, hvem den mystiske skikkelse er, der med sit monstrøse, vansirede ansigt synes at være bagmanden bag den bande slyngler, der udfører tyverierne og endda de drab, som det snart bliver tydeligt for politiet, er blevet begået med en koldblodig systematik. Alt dette får vi opklaret fra to fronter på en gang, for mens Florence gør sine opdagelser på egen hånd og snart står ansigt til ansigt med blodige gys, får politiet fingre i en junkie, som efter et langvarigt forhør knækker under forhåbning om at kunne få adgang til stoffer.

Alt andet end skræmmende

Den mystiske morder.
Den mystiske morder.

Mystery of the Wax Museum er nok det, man vil kunne kalde en kriminalgyser, hvor efterforskningsarbejdet fylder meget, mens der dog hele tiden sniger sig morderiske elementer ind i historien. Set med nutidige øjne er filmen alt andet end skræmmende, faktisk snarere det modsatte på grund af dialogen, men i 1933 har de mystiske hændelser på voksmuseet sikkert fået nakkehårene til at rejse sig på biografpublikummet. Det hjælper bare ikke på, at Mystery of the Wax Museum fremstår ret ubehjælpelig i dag.

Den ulidelige journalist Florence Dempsey (Glenda Farrell).
Den ulidelige journalist Florence Dempsey (Glenda Farrell).

Det er ganske enkelt svært at blive grebet af mysteriet, da manuskriptet med vold og magt forsøger at modarbejde enhver følelse af gru. Ganske vist er der talrige scener med morbidt indhold, men hovedpersonen Florence er så rapkæftet og kæk, at det er svært at beskrive.

Hun er en hovedperson i stil med Tintin eller Mickey Mouse, og det gør, at hun dels med nævenyttig snarrådighed kan spore et mysterium på ti kilometers afstand og samtidig, at vi ikke tvivler et eneste sekund på, at hun rent faktisk vil få styr på sagerne. Dog må man sige, at en stor del af dette formentlig har virket bedre på datidens publikum, og den afsluttende sekvens har helt sikkert været nervepirrende i 1933.

Jævn instruktør

Ivan Igor efter branden.
Ivan Igor efter branden.

Man skal således ikke forvente noget stort af Mystery of the Wax Museum, blot fordi instruktøren hedder Michael Curtiz. Sandt at sige var han en produktiv men både meget tidstypisk og jævn instruktør, der hvad kunstneriske kvaliteter angår, blev overgået af mange andre; tænk eksempelvis blot på James Whale. At Casablanca er blevet en udødelig klassiker, skyldes en serie lykkelige omstændigheder og den præcis rigtige kombination af karakterskuespillere i den præcis rigtige historie.

Michael Curtiz gjorde ikke noget synderligt til dette, og derfor er hans gyser om vokskabinettet i New York heller ikke noget særligt. Man kommer dog ikke uden om, at der er nogle fine vokseffekter, der udnyttes til fulde, og skaber en stemning, som nok har været med til at inspirere de langt bedre genindspilninger, i form af de to House of Wax-film fra henholdsvis 1953 og 2005.

Øretæveindbydende

Charlotte Duncan som Jean D'Arc (Fay Wray).
Charlotte Duncan som Jean D’Arc (Fay Wray).

Skuespillet i Mystery of the Wax Museum domineres navnlig af to personer. Den kvindelige hovedrolleindehaver Glenda Farrell i rollen som Florence, og så Lionell Atwill som Ivan Igor. Mens Farrell spiller så øretæveindbydende, at det halve kunne være nok, gør Atwill en fin figur som den dramatiske og vanvittige Igor.

Atwill var en af tidens karakteristiske karakterskueskuespillere, og han nåede at medvirke i talrige gyserfilm. Blandt andet i hovedparten af Universals Frankenstein-film, som vi allerede har stiftet bekendtskab med på Planet Pulp. Her må han især trækkes frem for rollen som den besynderlige inspektør Krogh i Son of Frankenstein fra 1939.

Ikke ret meget at byde på

Morderen finder endnu et offer.
Morderen finder endnu et offer.

I det store hele har Mystery of the Wax Museum ikke ret meget at byde på. Den er bygget op omkring en gal morder og den lover groteske mord. Vi får begge dele serveret, men desværre fungerer det ikke optimalt.

Historien og tanken bag filmen er glimrende, men valget af den kvindelige hovedrolle spolerer atmosfæren gennem en konstant strøm af smarte bemærkninger, i hvert fald med nutidige øjne. Det er ganske åbenlyst, hvorfor plottet har kunnet afføde to nyindspilninger, og begge er langt at foretrække i forhold til Curtiz’ oprindelige film. Bare fordi det er gammelt, behøver det bestemt ikke være godt.

3 stjerner
Titel: Mystery of the Wax Museum
Andre titler: Wax Museum
Instruktør: Michael Curtiz
Manuskript: Don Mullaly. Baseret på et skuespil af Charles Belden
Cast: Lionel Atwill (Ivan Igor), Fay Wray (Charlotte Duncan), Glenda Farrell (Florence Dempsey), Frank McHugh (Jim), Allen Vincent (Ralph Burton), Gavin Gordon (George Winton)
Producere: Henry Blanke (producer)
Foto: Ray Rennahan
Klip: George Amy
Musik: Cliff Hess, Bernhard Kaun
Spilletid: 77 minutter
Aspect ratio: Fullframe
Lyd: Dolby Digital Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, fransk, spansk
Produktionsland, år: USA, 1933
Produktionsselskaber: Warner Bros. Pictures, The Vitaphone Corporation
Distributør (DVD): Warner Home Video
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Genindspillet

Skriv et svar

Your email address will not be published.