Hvad i alverden laver en anmeldelse af et animeret show for småpiger på Planet Pulp? Det skal jeg sige dig. Showet var kun for småpiger i den originale version fra midtfirserne, der blot hed My Little Pony. Den oprindelige serie blev skabt for at sælge plastikheste, i stil med den tilsvarende Transformers-serie for drenge.
Da Friendship is Magic så begyndte i 2010, var der pludselig en masse granvoksne mænd (og kvinder), der begyndte at se med. De såkaldte “Bronies” og “Pegasisters” er blevet et kulturfænomen.
Friendship is Magic markedsfører både små legetøjsheste, kaffekrus og hættetrøjer i XXL. Som altid, når der går nørd i noget, følger Planet Pulp med, og måske har serien en særlig interesse for mig.
Min bedste ven – en mand der svælger i italiensk 70’er-splat, lytter til hollandsk noise-techno for at slappe af og er en sand connoisseur inden for fetich-porno, er blevet bronie med enormt stort B efter at have set serien i trods!
Min kæreste elsker serien, og en masse af mine nære venner viser sig nu offentligt i t-shirts med Pony-citater på. Nysgerrigheden drev mig til at se første sæson, og jeg tror sgu’, jeg kommer til at anmelde resten også.
Eventyrlige lektier
Twilight Sparkle er en flittig elev af Pony-nationens (Equestria) monark, Princesse Celestia. Lidt for flittig og lidt for asocial mener prinsessen, som derfor sender Twilight til byen Ponyville for at lære værdien af venskab at kende.
I løbet af sæsonens to første afsnit bliver universet præsenteret i takt med at Twilight finder sig en omgangskreds, og sammen med disse nyfundne veninder bekæmper Nightmare Moon, der truer med at henlægge hele Equestria i permanent nat. Det lyder jo umiddelbart som et meget klassisk eventyr-setup, men der er meget mere i My Little Pony end det!
Dobbeltafsnittet når virkelig langt omkring, uden at virke forhastet, og præsterer at formulere hele seriens præmis ganske tydeligt: Venskab er magi. De i alt seks ponyer i kredsen af venner besidder nemlig hver sin essentielle kardinaldyd, der sammenlagt skaber harmoni. Harmoni er et magisk koncept i Equestria, en magt man gør klogt i at respektere og i skurkenes tilfælde frygte.
Meget lidt at brokke sig over
Det bugner nu ikke ligefrem med skurke i sæsonen, der mest bruges til at definere hovedpersonerne og settingen. De fleste afsnit handler om hverdagsproblemer (der dog som regel har en ret fantastisk karakter) og ponyernes interne skærmydsler. Hvert afsnit sluttes af med at Twilight skriver en rapport til sin mentor om den lektie, hun har lært om venskab i løbet af historien.
Disse afsluttende moraler er også et typisk eventyrtræk, men de bliver heldigvis aldrig dogmatiserende. Enkelte af dem er lidt banale, men så skal man jo også huske at serien oprindeligt blev skrevet til piger mellem otte og ti år.
Alt i alt fejler hverken strukturen eller stemningen noget som helst, og det er svært ikke at blive opmuntret af seriens pacifistiske grundholdning om, at alt kan løses med venlighed, tilgivelse og lidt fest og ballade.
Karaktererne har god tid til at udfolde sig. Den centrale gruppe af ponyer tæller en tosset festabe, en posh designer-pige, en genert dyreven (Fluttershy, min personlige favorit, for sådan en skal man øjensynligt vælge), en arbejdsom cowgirl, en meget konkurrence-mindet tomboy, samt naturligvis Twilight, der er gruppens æggehoved og uformelle leder.
Alle er rigt udstyret med positive og negative kvaliteter og fyldige baggrundshistorier. Faktisk er der meget lidt at brokke sig over.
Autokratheste
Det skulle da lige være det deterministiske system, der hersker i Equestria. For det første er universets ledere monarker, der leder i kraft af deres magiske magt, der langt overstiger de menige ponyers.
Inddelingen af de menige ponyer i tre underkategorier bidrager ikke positivt til denne lidt uheldige autokratiske paradisforestilling. Unicorns kan bruge magi, Pegasi kan flyve og gå på skyerne, Earth Ponys kan … trække tunge vogne fyldt med afgrøder.
Tidligt i serien går det op for seeren, at Unicorns endda kan løfte vildt tunge ting med deres magi og fremmane vinger, så de altså kan alt det de andre kan, plus meget mere! Man er født ind i dette ubalancerede kastesystem uden mulighed for at undslippe det og for en kynisk voksen som mig, virker det urealistisk, at der kan herske total harmoni i en verden med så stor social slagside.
Jeg må indrømme, at jeg skulle gøre mig meget umage for at skrive noget dårligt, og man kan sagtens se bort fra den ene ting, jeg kunne finde at brokke mig over.
Jeg vil meget gerne understrege at jeg, ligesom førnævnte ven, startede med at se serien med ætsende skepsis. Jeg køber næppe en Fluttershy-hoodie lige med det samme, men jeg er bestemt ikke afskrækket fra at kaste mig over anden sæson. Pony-serien er faktisk skræmmende hypnotiserende, og jeg spekulerer ret meget over, hvad man skal ligge i, at dens primære forfatter hedder Faust til efternavn?
Instruktør: Jayson Thiessen & James Wootton
Manuskript: Lauren Faust, Amy Keating Rogers, Cindy Morrow, Chris Savino, Meghan McCarthy, Charlotte Fullerton, M.A. Larson, Dave Polsky,
Cast: Tabitha St. Germain (Rarity), Ashleigh Bell (Applejack), Tara Strong (Twilight Sparkle), Andrea Libman (Pinkie Pie), Cathy Weseluck (Spike), Nicole Oliver (Princess Celestia)
Producere: Sarah Wall (producer), Chris Bartleman (executive producer), Stephen Davis (executive producer), Lauren Faust (executive producer), Kirsten Newlands (executive producer), Blair Peters (executive producer), Beth Stevenson (executive producer)
Musik: William Anderson
Spilletid: 572 minutter (26 episoder à 22 minutter)
Aspect ratio: 1.78:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA/Canada, 2010-11
Produktionsselskaber: DHX Media, Hasbro Studios, Studio B
Distributør (DVD): Primal Screen
Udgave/region: 2
Anmeldt i nr. 127 | 13/05/2016