Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Mother!

Mother!
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Mother! er på en og samme tid fucked up, fascinerende og frustrerende, og jeg ved ikke, om jeg skal elske den eller hade den. Jeg tvivler på, jeg nogensinde finder ud af det.

Mother!Når man har at gøre med en film som Mother!, der i så høj grad er blevet udråbt til en “elsk den eller had den”-film, er det en underlig fornemmelse at sidde tilbage med en fornemmelse af vægelsind.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan forstå begge lejre: Mother! er præcis den type film, der kan fremkalde begge typer reaktion, men snarere end at elske eller hade den, er jeg ganske splittet i min holdning til filmen.

Alene det – sammen med det faktum, at jeg ikke har kunnet få filmen ud af hovedet de seneste dage – taler naturligvis til dens fordel.

Det er alt for sjældent, en film for alvor bliver hængende og giver anledning til fortsat analyse og overvejelser, og på den måde er Mother! i hvert fald en film, der gør noget ved publikum.

Om Mother! i virkeligheden har fortjent at blive gransket så grundigt, eller om dens mange symboler og metaforer i virkeligheden er et blålys, er til gengæld det helt store spørgsmål, og her blæser svaret fortsat i vinden.

Ikke en horrorfilm

Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skulle anmelde Mother! til Planet Pulp, for desuagtet PR-kampagnen, er Mother! ikke en horrorfilm.

Den indeholder ganske vist enkelte dybt ubehagelige og foruroligende sekvenser og enkeltelementer, men det er ikke filmens forsæt at skræmme publikum.

Mor og Ham

Handlingen i Mother! er svær at referere, fordi al logik bryder sammen i tredje akt. Indtil da er der dog en form for handling, selvom filmen fra begyndelsen af er hyllet i et skær af noget uvirkeligt.

Filmens hovedperson – den titulære Mor (spillet af Jennifer Lawrence) – bor i et enormt hus sammen med sin mand, der aldrig nævnes ved navn i filmen og som i rulleteksterne bare kaldes “Him”, altså “ham”. Han spilles af Javier Bardem.

Han er forfatter, og ved filmens begyndelse kæmper Han med en slem skriveblokering. Mor er alt imens optaget af en gennemgribende renovering af huset, der var Hans barndomshjem og som tidligere er brændt ned i en altødelæggende brand.

Mens Han kæmper med at få gang i skriveriet, arbejder Mor altså med en møjsommelig restaurering af det store, ottekantede hus, der synes at ligge langt fra al anden beboelse i et smukt eng- og skovområde.

Tilsyneladende lever Mor og Ham i fred og idyl – bortset fra Hans skriveblokering – men freden ødelægges, da det en aften ringer på døren.

En mand (Ed Harris) tror, huset er en Bed & Breakfast. Det er Ham, der åbner døren, og Han inviterer hurtigt manden (“Man”) indenfor. Uden at spørge Mor til råds, indbyder Han manden til at blive og overnatte, og snart er huset på det nærmeste invaderet af både Manden og hans kone (Michelle Pfeiffer).

Det hele når et foreløbigt klimaks, da den terminalt syge mands børn dukker op og et skænderi udvikler sig til dødsvold.

Kort herefter bliver Mor gravid, og roen er tilsyneladende genoprettet. Hans skriveblokering er brudt, og den nye bog vokser i takt med barnet.

Men så bryder helvede løs, og i filmens tredje akt opløses alt, der minder om virkelighed i et inferno af symbolik og metaforer – det i en sådan grad, at benævnte symboler og metaforer på det nærmeste snubler over hinanden og truer med at gøre enhver tolkning umulig.

Det er ikke som om, filmen inden da har været symbol- og metaforforladt, for det er den på ingen måde, men i tredje akt slipper Darren Aronofsky alt, der minder om bremser, og herfra er filmen et veritabelt angreb på publikums sanser.

Jeg så filmen på den lille skærm derhjemme, hvilket i grunden er ærgerligt, for jeg kan kun gisne om, hvor stort et audiovisuelt indtryk filmens tredje akt må have gjort i biografen.

Udmattet

Man er udmattet efter at have sat Mother! Ikke så meget følelsesmæssigt, som intellektuelt. For det står hurtigt klart, at filmen må analyseres løbende, hvis man skal have noget ud af den.

Som tidligere nævnt er filmen, helt fra begyndelsen, hyllet i et skær af uvirkelighed, der straks gør publikum opmærksom på, at det man ser, ikke kan tages helt for pålydende. Hvor meget eller lidt, man kan tro på det, man ser, står dog langt fra klart fra begyndelsen.

Men hvad filmen egentlig betyder; hvordan præcist man skal tolke symbolsproget og de mere eller mere tydelige metaforer er alt andet end entydigt.

Enkelte af metaforerne i tredje akt er så åbenlyse og gumpetunge, at der ikke synes at kunne være nogen tvivl, men den måde, Aronofsky sidestiller dem med andre, gør entydigheden uklar og flimrende, indtil man bliver i tvivl.

Mere frustrerende end fascinerende

Jeg har læst analyser og anmeldelser af Mother!, der tolker filmen som alt fra en metafor eller allegori over et dysfuktionelt forhold til en film om kunstnerens forhold til hans muse eller om menneskets forhold til Moder Jord (ja, Mother!) og religion.

Sidstnævnte synes at komme tættest på Aronofskys egen hensigt (Mor er Moder Natur og Han er Gud), men i sidste ende er alle ovennævnte tolkninger mulige, ingen kan siges at være endegyldige og slet ingen kan siges at være entydige.

Det opleves i sidste ende som mere frustrerende end fascinerende, især fordi Aronofskys udtryk hen mod slutningen af filmen bliver så ekstremt, som det gør.

Hvad angår plotløst, symbol- og metafortungt filmsprog, er jeg meget mere til David Lynch’ dvælende tableauer, end det sanseangreb, Aronofsky sætter ind.

Det er i den forbindelse også problematisk, at Aronofsky – trods filmens skær af uvirkelighed – lidt for længe foregøgler publikum, at filmen følger en logisk, realistisk udvikling.

Første akt er ganske enkelt trukket for langt ud, og tilmed kan man faktisk – hvis man er hård – anklage filmen for, at den når at blive en smule kedelig, inden det for alvor begynder at gå løs; inden man for alvor bliver sikker på, at det hele er artfilm og ikke horrorfilm.

Visuelt og auditivt eminemt

Visuelt og auditivt er filmen imidlertid helt eminent. Matthew Libatiques kamera får det yderste ud af huset, der med sin centrale, ottekantede trappe og mange andre, mindre trapper, kommer til at virke forkrampet og klaustrofobisk, trods sin åbenbare størrelse.

Den klaustrofobiske fornemmelse understøttes både af, at vi kun én enkelt gang ser huset udefra – al handlingen foregår indenfor – og af, at der er lange svimmelhedsinducerende passager, hvor kameraet følger Mor rundt i huset.

Fotografering, set design, lyddesign – alt er i top her, og man kan kun gisne om, hvad Aronofsky havde været i stand til, hvis han havde skrevet en regulær horrorfilm.

For alle antydningerne til trods – trods den måde, Hans opførsel minder om Guy Woodhouses i Rosemary’s Baby (1968); trods Jennifer Lawrences Mia Farrow-agtige skrøbelighed som Mor (ditto Rosemary’s Baby); trods den åbenlyse reference til The Shining (1980); trods Mors mærkelige syner; trods den tilsyneladende “home invasion” – alle
horrorreferencerne er blålys og røgslør.

Fucked up, fascinerende og frustrerende

Mother! er på en og samme tid fucked up, fascinerende og frustrerende, og jeg ved ikke, om jeg skal elske den eller hade den. Jeg tvivler på, jeg nogensinde finder ud af det.

Derfor kan jeg ikke med god samvittighed hverken slagte den eller hylde den. Igen: Måske er det et udtryk for, at filmen kan noget, få andre film kan. Eller måske er det bare et udtryk for, at Aronofskys røgslør endnu ikke har lagt sig.

3 stjerner

Titel: Mother!
Instruktør: Darren Aronofky
Manuskript: Darren Aronofky
Cast: Jennifer Lawrence (Mother), Javier Bardem (Him), Ed Harris (Man), Michelle Pfeiffer (Woman), Brian Gleeson (Younger Brother), Domhnall Gleeson (Oldest Son)
Foto: Matthew Libatique
Klip: Andrew Weisblum
Spilletid: 121 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2017

Anmeldt i nr. 166 | 13/08/2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *