Monkeybone

Skuespillerinden Rose McGowan skrev for nogle år siden i et opslag på sociale medier om sin positive oplevelse med at arbejde med instruktøren Henry Selick på den sære, mørke komedie Monkeybone, men hun ærgrede sig over, at filmselskabet Fox tog over og klippede filmen om for at gøre den mere familievenlig. Typisk Hollywood.

Det siger noget om de problemer, Henry Selick sloges med, mens han lavede Monkeybone som sin tredje spillefilm ovenpå dukkefilm-mesterværkerne The Nightmare Before Christmas (1993) og James and The Giant Peach (1996).

Monkeybone bygger på en obskur tegneserie med titlen Dark Town, der havde et væld af bizarre idéer, der tiltalte Selicks skæve fantasi.

Fanget i en mærkelig koma-verden

Den besynderlige historie i Monkeybone handler om tegneren Stuart “Stu” Miley (Brendan Fraser), der har opnået en stor succes med tegnefilmserien “Monkeybone” om en liderlig abe, der konstant er ude på narrestreger.

På grund af en bilulykke ender Stu i dyb koma og bliver fanget i en mærkelig verden kaldt Downtown, der virker som et limbo mellem liv og død og ligner et tivoli fra Helvede!

I den verden møder Stu sin skabning Monkeybone, som han ufrivilligt må håndtere, imens han kæmper for at vende tilbage til sin smukke kæreste Julie (Bridget Fonda).

Stu må gå grueligt meget igennem, især når hans skøre abe-figur har planer om at overtage hans succesfulde liv…

Et mærkeligt rod af en film

Jeg har set Monkeybone nogle gange, og jeg formår gang på gang at glemme historien. Måske netop fordi filmens historie er mangelfuld, og fortællestilen er et forbandet rod.

Set-uppet lyder ellers ret simpelt, men de mange skøre elementer fungerer slet ikke i sammenhæng med hinanden.

Selick og Fox havde angiveligt sammenstød undervejs i processen på grund af ny ledelse i bestyrelsen; ledelse som ikke brød sig om den usædvanlige komedie.

Den slags problemer forekommer i Hollywood, og det kan gå hårdt ud over nogle film, mens de er under udvikling. I dette tilfælde gik det ud over Monkeybone.

Særligt er årsagen til rodet, at filmen blev taget ud af Selicks hænder. Så kan resultatet ikke blive andet end et håbløst rod med skiftende tonearter mellem familiehygge og voksen humor.

Samlet set virker plottet i Monkeybone som et uoriginalt sammenkog af Beetlejuice (1988), Who Framed Roger Rabbit (1988) og Cool World (1992).

Spændende mix af live-action og stop-motion

Jeg er fan af Henry Selick og hans unikke arbejde indenfor stop motion-animation. Han skabte også tidligere i sin karriere en række animerede MTV-logoer, hvor stop motion-animation ind imellem spillede sammen med live-action.

Selick gjorde det igen med nogle scener i James and The Giant Peach, og i Monkeybone gik han videre med det.

Monkeybone-figuren kunne have været lavet som en computerskabt figur, men den blev realiseret som en dukke, animeret et billede ad gangen og puttet ind i live-action i post-production.

Det tekniske arbejde virker meget godt, men når filmen går mere over i den virkelige verden, bliver den desværre kedelig.

Skuespillerne kæmper en svær kamp med at gøre deres figurer vedkommende. Brendan Fraser, som nyder et comeback for tiden, er ikke specielt god som Stu, men det hjælper heller ikke at figuren er uinteressant skrevet.

Det samme gør sig gældende for Bridget Fonda, og Monkeybone blev én af hendes sidste film før, hun valgte at stoppe sin skuespillerkarriere. Nu er hun mest kendt for at være gift med filmkomponisten Danny Elfman.

I Monkeybone ser man også den fornævnte McGowan, Giancarlo Esposito og Whoopi Goldberg, men deres roller tjener ikke nogen funktion. Stemmen bag Monkeybone er John Turturro, og han gør det til gengæld fint som den skøre abe.

Henry Selicks svageste film til dato

Monkeybone havde den beklagelige effekt på Henry Selicks karriere, at der gik noget tid, før man så noget nyt fra ham, men han fik et fantastisk comeback med en vellykket dukkefilm-version af Neil Gaimans Coraline i 2009.

I år er han aktuel for første gang i mange år med dukkefilmen Wendell & Wild (2022), der kan streames på Netflix.

Er man fan af Henry Selick, så kan det være værd at opsøge Monkeybone – om ikke andet for at se hans fantasi på spil i Downtown-scenerne, der omfatter Monkeybone samt de andre sære væsner og især de sort/hvide mareridtsscener, specielt den med en hund, der er på vej til at blive kastreret af katte!

Resten af filmen er et bizart rod, der virkelig bærer præg af forskellige kræfter, der ikke kunne blive enige om, hvad slags film de var ved at lave!

Anmeldt i nr. 206 | 13/12/2022