Missing in Action

“For killing assholes like you!” – ja, det svarer Braddock, da han bliver spurgt om, hvorfor der under krigen var en pris på hans hoved i Vietnam. Braddock er en sur, hård og led satan, og for vietnameserne er han “bad news”. Velkommen til action i Cannon-land.

Selve omstændighederne omkring filmens produktionshistorie er så spændende, at jeg lige vil give dem lidt plads.

Kopifolkene fra Cannon

Dem, der har set Rambo: First Blood Part 2 (1985), vil nok kunne nikke genkendende til handlingen i Missing in Action. Og det er ikke noget tilfælde.

James Camerons manuskript til Rambo-filmen sejlede lidt rundt i Hollywood, før filmen blev produceret. Så de gode folk fra Cannon har læst det og har “ladet sig inspirere”.

For ikke at få røven i den store copyright-maskine, skyndte de sig at producere både Missing in Action OG Missing in Action 2: The Beginning, så de blev sendt i distribution før film nummer to om Rambo landede. Lusket, måske. Smart, ja. Sådan var Cannon.

En krølle på produktionshalen er, at det oprindeligt var Missing in Action 2: The Beginning, der var den første film (den foregår før handlingen i den anden), men Cannon, og dermed fætrene Menahem Golan og Yoram Globus, så et større potentiale i den film, der oprindeligt skulle være nummer to, så de byttede bare rundt – filmene blev alligevel optaget back to back i 1984.

Willard, nej, jeg mener Braddock

Og så tilbage til selve filmen. Vi starter i junglen, vi starter med krig.

Oberst James Braddock leder en flok soldater afsted – de er på flugt fra vietnamesiske tropper! Nogle af de amerikanske tropper kommer i sikkerhed, andre gør ikke, og Braddock vil ikke efterlade sine mænd.

I en desperat sekvens hopper Braddock ned fra en bygning med en håndgranat i hver hånd – og så vågner Braddock i fillmens nutid! Som en anden Benjamin L. Willard, fra Apocalypse Now (1979), ligger Braddock i et varmt lokale, plaget af fortiden.

Det viser sig, at Braddock var krigsfange, POV, i Nordvietnam i en længere årrække. Nu får Braddock muligheden for at tage tilbage til Vietnam og redde andre amerikanske krigsfanger, og Braddock er mere end klar!

Gabende kedelig

Filmens største problem er, at den i det store hele er gabende kedsommelige. Omstændige og kedelige scener, hvor Braddock lister rundt, hvor Braddock kravler rundt, hvor Braddock ser sur ud.

Har filmen så ikke nogen højdepunkter? Jo, bestemt, den har ét højdepunkt, og det er scenen, hvor Braddock i slowmotion kommer op af vandet og skyder en masse skurke med sit maskingevær. Det er sejt og effektfuldt. Visuelt lækkert.

Det samme kan man ikke sige om resten af filmen. Actionscenerne er ikke deciderede grimme, de er bare grå og kedelige.

Chuck Norris’ mangel på charme

Der er ikke nogen tvivl om, at Chuck er en dygtig kæmper. Han er rent fysisk velegnet til actionfilm. Han ser også godt ud med skydevåben.

Men det helt store problem, og nu træder jeg nogen over deres fødder, er, at han ikke har et gram charme eller et gram glimt i øjet.

Han er en træmand; man mærker ham ikke. Ja, jeg ved godt, at han er populær, specielt efter “Chuck Norris Facts” begyndte at komme – vittigheder der ramte nettet omkring 2005.

Men længe før det blev der lavet sjov med Norris, hvilket også er nødvendigt, da han, udover at være en træmand, også er meget alvorlig og selvhøjtidelig.

Jokes som den her: “Once a cobra bit Chuck Norris’ leg. After five days of excruciating pain, the cobra died.”

Ja, de giver Norris lidt personlighed. Der findes andre skønne træmænd i filmhistorien, men træmænd der også har charme. Træmænd, der har det, der skal til for at skille sig ud. Tænk blot på Clint Eastwood og Charles Bronson.

En flot karriere i B-films-land

Norris er noget andet. Og fred være med det. Han har haft en flot karriere, men den manglende charme gør, at han er i laget under actionprinserne, at han er helt nede i B-films-mudderet, hvilket også er fint.

Det er også ganske tydeligt, at Norris mere eller mindre spiller sig selv. Ja, han kan godt smile i virkeligheden, men han er meget den mand, man ser i filmene.

I et actionhelteperspektiv repræsenterer Norris, både gennem filmene og gennem sin egen personlighed, den konservative og kristne amerikaner, der tror på, at dét, verden har brug for, er stærke mænd.

Missing in Action var Norris’ første samarbejde med The Cannon Group, og det blev en gigantisk kommerciel succes. En succes der gjorde, at Norris fortsatte samarbejde med Cannon.

Hvorfor så gigantisk succes?

Men hvorfor blev den så stor en succes – måske Cannons største succes – når filmen nu er så middelmådig/ringe?

For det første var tiden god for Rambo-klonerne – specielt når man tager i betragtning, at mastodonthittet Rambo: First Blood Part II udkom kort tid efter, og at det ikke var så lang tid efter First Blood (1982).

Interessen var stor, og Missing in Action placerede sig sikkert midt inde i smørhullet.

For det andet talte filmen ind i tidsånden: At skildre fortællinger, hvor glemte amerikanske fanger hentes hjem. Det blødende sår fra Vietnam-krigen kunne finde lindring i disse fortællinger, og dermed kunne specielt det amerikanske publikum finde trøst.

Instruktøren bag First Blood, Ted Kotcheff, havde i 1983 også instrueret POV-filmen Uncommon Valor (Syv der hævner), der også blev et solidt hit.

For det tredje var Chuck Norris et godt navn. Skægget, tøjet, ja, folk var vilde med ham.

Og for det fjerde gjorde serien, og specielt et firma som Cannon, sig ekstremt godt på VHS-scenen. Jeg husker Missing in Action fra min barndom. Det var nogle af de sejeste videocovers, som en ung røver/soldater-legende knægt kunne forestille sig. Sammen med Action Force-figurerne.

Undskyld, Chuck!

Så Missing in Action er om noget en film af sin tid. For når man ser den i dag, uden et nostalgisk drop, så fremstår den både kedelig og grå, som et stykke venstrehåndsarbejde, delvist amatørarbejde, med få gode scener, helt uden nerve og sjæl.

At man så også kan få en ret bitter smag i munden i forhold til dens skildring af vietnameserne, gør det heller ikke bedre.

Undskyld, Chuck. Håber ikke, du kommer efter mig!

Anmeldt i nr. 216 | 13/11/2023

Stikord: Vietnamkrigen