Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Minority Report

Minority Report
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Minority Report er en fremragende film, som kunne være blevet endnu bedre med en anden slutning og et mere nihilistisk verdenssyn, som desværre ikke er noget, der findes i Spielbergs gode hjerte.

Minority ReportNår man både er Spielberg- og Philip K. Dick-fanboy er denne filmatisering noget, der på papiret kan give mig våde drømme. Men alarmklokkerne går også i gang på overdrive, da jeg godt er klar over, at de to herrer er meget forskellige i deres verdenssyn.

Minority Report er på mange måder blevet en fantastisk film og en habil filmatisering af Philip K. Dicks mesterlige novelle Minoritetsrapporten, som også er anmeldt i denne måneds opdatering. Men alligevel er der nogle ting ved den, som ikke huer mig, og det vil jeg komme ind på senere.

En af Hollywoods dygtigste instruktører

Steven Spielberg har igennem de sidste cirka 40 år vist, at han er en af de dygtigste instruktører, som Hollywood i sin 100 år lange levealder har fostret. Han er et stort legebarn, har en helt basal forståelse for spænding, og samtidig har han kastet sig over forskellige genrer og settings. Han kan gå fra de rene banale blockbusters til de helt store Oscarvindende dramaer, og stadigvæk kan man altid fornemme det helt særlige Spielberg-touch.

Mange, også nogle af skribenterne her på Planet Pulp, hader ham, og det må sådan set stå for deres regning. Én ting er, at man ikke kan holde hans positive verdenssyn ud, og at han ofte laver helt banale film, men man kommer ikke udenom, at han er en meget dygtig instruktør og historiefortæller. For mig er Spielberg ensbetydende med en lugt af barndommens gode år og en helt basal glæde ved filmmediet, som årene ikke har taget fra den nu 60 år gamle amerikaner fra staten Ohio.

Efter den noget tunge og dybe sci-fi-fortælling om robotdrengen David i Artificial Intelligence: A.I. (2001) – nogle vil mene, at den er tung i røven og meget patetisk, jeg er personligt vild med den – kastede Spielberg sig over filmatiseringen af Philip K. Dicks novelle Minoritetsrapporten fra 1956.

Washington år 2054
De tre orakler, der udgør kernen i førdrab.

De tre orakler, der udgør kernen i førdrab.

Vi er i Washington i år 2054. Der begås ikke længere mord i hovedstaden, og det kan tilskrives før-drabsafdelingen. Det er en eliteenhed, som bruger de såkaldte orakler til at skue ud i fremtiden og derved opdage, når folk vil slå ihjel. Når der skal til at ske et mord, kommer der informationer ud af en maskine, som både nævner navnet på det kommende offer og den kommende morder.

Derfor bliver folk anholdt for forbrydelser, de endnu ikke har begået, og dette er naturligvis en mystisk ting. Men det virker, og derfor vender regeringen blikket væk fra de mere etiske problemstillinger ved hele projektet.

Anderton foran førdrabsmaskinens interface.

Anderton foran førdrabsmaskinens interface.

Afdelingen ledes John Anderton, som er udbrændt og på stoffer, fordi han for år tilbage mistede sin søn, da de var på en badeanstalt. Pludselig var barnet væk, og Anderton har aldrig tilgivet sig selv. Konen skred efterfølgende fra ham. Men på jobbet er han effektiv, og det ser vi i filmens indledende sekvens, hvor Anderton bruger sin snilde og fysik til at stoppe en morder i sidste øjeblik, før mordet bliver begået.

Men noget går helt galt, og Andertons navn dukker op på én af de kugler, som oraklernes visioner skriver de kommende morderes navne på. Og så begynder den store flugt ellers, mens Anderton samtidig skal forsøge at rense sig selv og finde frem til sandheden bag de såkaldte minoritetsrapporter.

Velfungerende vekselvirkning
Et eksempel på filmens futuristiske vistaer.

Et eksempel på filmens futuristiske vistaer.

Filmen er spækket med fede scener, hvor jeg specielt vil fremhæve én, hvor spændingen, historien, det visuelle og settingen går op i en højere enhed. Anderton bliver tvunget til at udskifte sine øjne, da scannere overalt ellers vil genkende ham. Han kontakter den skumle læge Solomon Eddie, som skifter Andertons øjne ud. Efter operationen må Anderton ikke fjerne bandagen i mange timer, og Solomon forlader Anderton i sin skumle lejlighed.

Pludselig ankommer Andertons gamle medarbejdere til boligblokken, hvor Anderton befinder sig. De scanner bygningen for levende elementer og sender scanner-edderkopper ind for at undersøge stedet. Problemet er, at der ikke er gået nok tid til, at Anderton må fjerne bandagen. Så han render blind rundt i lejligheden, mens han forsøger at skjule sig.

Anderton på besøg i fængslet, hvor de potentielle forbrydere opbevares i en slags trance.

Anderton på besøg i fængslet, hvor de potentielle forbrydere opbevares i en slags trance.

Scenen er røvhamrende spændende og visuelt interessant, da Spielberg filmer ovenfra – det ser nærmest ud, som om man kigger ned i dukkehus, hvor taget er fjernet – mens edderkopperne bevæger sig rundt i bygningen, og Anderton forsøger at skjule sig. Det er en scene, som i sig selv er et mesterværk, og som virkelig viser, hvad en Spielberg i topform kan.

Efter at Anderton finder ud af, at han i fremtiden vil slå en mand ihjel, veksler filmen meget fint mellem regulære flugtscener og decideret investigation. Denne vekslen fungerer helt frem til slutningen, hvor det hele bliver en anelse for konstrueret, og til sidst skæmmes filmen af den vammeltsøde udtoning.

Tre faste lejesvende
Max von Sydow som Burgess, én af folkene bag førdrabsteknologien.

Max von Sydow som Burgess, én af folkene bag førdrabsteknologien.

Godt nok har Spielberg gennem tiden eksperimenteret i sit valg af historier og genrer, men når filmene skal laves, har han et fast crew til at besætte de væsentligste roller i filmproduktionen. Det er ofte de samme tre faste medhjælpere, og det er også tilfældet med Minority Report.

Som sin højre hånd under selve produktionen har han polakken Janusz Kaminski som fotograf, og Kaminski har da også været i stald hos Spielberg siden Schindler’s List (1993). Når filmen er i kassen og opmærksomheden rettes mod klipperummet, har Spielberg den aldrende Michael Kahn ved sin side, som har klippet alle Spielbergs film siden Close Encounters of the Third Kind (1977).

Og sidst, men ikke mindst, har Spielberg sin hofkomponist John Williams, som har givet Spielbergs film deres fantastiske lydtæppe siden The Sugerland Express (1974). Anmeldelsen af scoret til Minority Report er ligeledes anmeldt i denne måneds opdatering. Så det er nok heller ikke helt tilfældigt, at man kan mærke, at Spielbergs film har det samme touch, når man ser på de medarbejdere, han har ved sin side.

Visuel nydelse
Et eksempel på fugleperspektivet i Spyder-scenen.

Et eksempel på fugleperspektivet i Spyder-scenen.

Rent visuelt er filmen en nydelse fra start til slut. Den er holdt i kolde, blå farver, og flere steder er farverne næsten trukket ud, så det ligner sort/hvid. Sammen med filmens produktionsdesign – hvor bygninger og konstruktioner ligner noget fra klassiske noir film – og kameraets kolde øje får vi et ganske godt indblik i en futuristisk setting.

Tom Cruise gør det lige, som det skal gøres: uden for mange dikkedarer og med en fin skildring af den desperation, som langsomt begynder at æde Anderton op, da væggene begynder at lukke sig omkring ham. Peter Stormare stjæler billedet som den meget tvivlsomme læge, der skal “ordne” Andertons øjne. Han er diabolsk, sjov og lige, som vi kender ham. Derimod er Colin Farrell ganske anonym og ligegyldig som Witwer, mens Max von Sydow nærmest spiller på autopilot, hvilket dog er bedre, end hvad de fleste andre kan præstere i højeste gear.

Tre trælse scener
Scenen fra den store jagtsekvens, hvor Witver og Anderton slås på samlebåndet i en bilfabrik er som taget ud af mine-scenen i 'Indiana Jones and the Temple of Doom' (1984).

Scenen fra den store jagtsekvens, hvor Witver og Anderton slås på samlebåndet i en bilfabrik er som taget ud af mine-scenen i ‘Indiana Jones and the Temple of Doom’ (1984).

Filmen har på trods af sit ellers høje niveau tre ting, nærmere bestemt tre scener, som irriterer mig voldsomt. Den første er scenen, hvor Anderton flygter ind på en bilfabrik og jagtes af Witwer og de andre regeringsfolk. Scenen er ren Indiana Jones, og det stinker i denne her sammenhæng. Den anden scene er filmens klimaks, hvor der går lige lovligt meget Mission: Impossible i filmen. Og den sidste er filmens udtoning, som Morten Korch ikke kunne have skrevet meget værre.

Disse tre scener skiller sig ud fra resten af filmen, og det er her problemet ligger. De river tilskueren ud af filmens univers, og det er ret belastende og det, der gør, at filmen ikke får mesterværkstatus i min bog. For resten af filmen er nervepirrende, rørende, ekstremt underholdende og velskrevet.

Spielberg bliver – når man skal vurdere, om filmen er en god filmatisering af Dicks novelle – både filmens største styrke og svaghed. På den ene side fungerer filmen sublimt som en spændingshistorie, der er meget i Dicks ånd. Desuden er den rent visuelt meget tæt på de billeder, som Dick skaber med ord i sin novelle. Men på den anden side er Spielbergs touch en anelse for pænt, og han rammer ikke den hårdhed, som er i novellen.

Desuden har manuskriptforfatterne foretaget nogle krumspring, som hverken falder i min smag eller i novellens ånd. Ændringerne i historien påvirker specielt det store komplot i historien samtidig med, at oraklerne får en langt mere konkret rolle i historien, hvor de tildeles menneskelige egenskaber, som til dels resulterer i følelsesmæssigt pathos – igen noget, der er i stærk kontrast til Dicks mere dystre tilgang til livet.

Men alt i alt er Minority Report en fremragende film, som kunne være blevet endnu bedre med en anden slutning og et mere nihilistisk verdenssyn, som desværre ikke er noget, der findes i Spielbergs gode hjerte.

5 stjerner

Titel: Minority Report
Instruktør: Steven Spielberg
Manuskript: Scott Frank & Jon Cohen, baseret på novellen af samme navn af Phillip K. Dick
Cast: Tom Cruise (Anderton), Max von Sydow (Burgess), Colin Farrell (Witwer), Peter Stomare (Solomon)
Producere: Jan De Bont (producer), Bonnie Curtis (producer), Gerald R. Molen (producer), Walter F. Parkes (producer), Gary Goldman (executive producer), Ronald Shusett (executive producer)
Foto: Janusz Kaminski
Klip: Michael Kahn
Musik: John Williams
Spilletid: 141 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, ungarsk, engelsk, islandsk og finsk
Produktionsland, år: USA 2002
Produktionsselskaber: Twentieth Century Fox & Dreamworks Pictures
Distributør (DVD): Twentieth Century Fox Home Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: Filmatisering, Fremtiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *