Daniel Hvid
Ingen kommentarer

Mil gritos tiene la noche

Mil gritos tiene la noche
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Mil gritos tiene la nocheMil gritos tiene la noche er Spaniens indslag i slashergenren, der leverer meget andet end uhygge og blod. Er man til ufrivillig komik, splat og grinagtige replikker, vil man helt sikkert falde for Mil gritos tiene la noche med det samme.

I kølvandet på Friday the 13th (1980) fulgte en masse efterligninger af svingende kvalitet, der alle prøvede at tjene nogle penge, mens biografsæderne stadig var varme. Foruden de mange efterfølgere i Friday the 13th-serien, kom The Burning (1981), Sleepaway Camp (1983), Silent Night, Deadly Night (1984) og mange andre, der alle handlede om en (oftest uset) morder, der slagter sig igennem en håndfuld teenagere, der drikker, ryger hash, eller dyrker sex.

Den internationale slasher

Siden Halloween (1978), der for alvor sparkede den amerikanske slashergenre i gang, har der været mange film, som gerne vil ligne forbilledet, og derfor ikke har bidraget med noget nyt, men blot brugt den samme historie i et andet miljø med nogle andre skuespillere. Det eneste, der laves om på, er morderen, der skal afsløres til sidst, og gerne må springe lidt i øjnene, som f.eks. Jason eller Freddy, så publikummet kommer til at ”holde af” dem, hvilket igen lader filmselskabet producere en masse efterfølgere.

Det er dog ikke kun amerikanerne, der har lavet slasherfilm eller slasherlignende film. Italiernene havde deres giallofilm, der især var populære i 1970’erne, og selv om der er væsentlige forskelle på giallogenren og slasheren, er også gialloen bygget op om en række blodige mord, en galning, skarpe kniv og deslige. Også i Spanien var der efterspørgsel efter bloddryppende underholdning, og med Mil gritos tiene la noche har vi netop at gøre med en spansk slasherfilm.

Manden med de tusind navne

Mil gritos tiene la noche er nok bedst kendt under titlen Pieces, der referer til det bizarre puslespil, filmens morder er i gang med at lave. På trods af, at den er spansk, er filmen skrevet af meget italienske Joe D’Amato, manden med de mange aliaser. Hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab med D’Amato, har han instrueret et væld af mere eller mindre lumre og blodige film, som f.eks. Emanuelle e gli ultimi cannibali (Emanuelle og de sidste kannibaler, 1977), Le Notti erotiche dei morti viventi (Erotic Nights of the Living Dead, 1980) og Holocausto Porno (1981). Hvis man vil have sleazecinema er man i godt selskab med D’Amato, hvis hjerne også har udtænkt det noget forvirrende, fordrejede og forrykte manuskript til Mil Gritos tiene la noche.

Filmen er instrueret af Juan Piquer Simón, der før Mil gritos tiene la noche stod bag film som Misterio en la isla de los monstruos (Monster Island, 1981) og senere lavede Los Nuevos extraterrestres (The New Extraterrestrials, 1983), Slugs, muerte viscosa (Slugs, 1988) og La Mansión de los Cthulhu (Cthulhu Mansion, 1990). Filmens cast er heller ikke helt ukendte for genrefans, der vil kunne nikke genkendende til navne som Christopher George fra bl.a. Mortuary (1983) og Graduation Day (1981) og Jack Taylor fra bl.a. El Buque Maldito (The Ghost Galleon, 1974) og The Ninth Gate (1999). Størstedelen af filmens cast består dog af ukendte unge mennesker, der bare fungerer som slagtekvæg.

Erotisk puslespil

Splat allerede i filmens prolog

Filmen åbner i Boston 1942, hvor en mor finder sin lille dreng i gang med at samle et erotisk puslespil af en nøgen kvinde. Det falder ikke i god jord hos moderen, der straks flår puslespillet fra ham, og finder en masse andre puslespil og blade, gemt på hans værelse. Alle tingene skal smides væk, og hvordan reagerer sådan en lille dreng på en sådan konfrontation? Jo – han hakker sin mor ned med en økse, og saver hende i stykker. Her spares ikke på blodet, så gorehounds burde være fanget allerede fra starten af filmen.

Lt. Bracken (Christopher George) – han får aldrig ild i den cigar, da Sgt. Holden ikke har en tændstik på sig

Så hopper vi 40 år frem i tiden til en kostskole, hvor en pige får savet hovedet af med en motorsav, imens hun ligger ude i græsset, og læser sine lektier! Lige på og hårdt! Dette får politiet på sagen i form af politidetektiverne Bracken (Christopher George) og Holden (Frank Braña), der typisk for genren skøjter hen over sagen uden at forhøre nogen. Morderne stopper selvfølgelig ikke af den grund, så da endnu et par unge kvinder må lade livet på fantasifuld manér, må politiet gøre en indsats for at stoppe galningen, der fjerne forskellige dele af sine ofre.

Gartneren/altmuligmanden Willard (Paul L. Smith) er en af de mange mistænkte, da han findes i skolens svømmehal med en blodig motorsav og resterne af en maltrakteret skolepige. Men er det virkelig ham, der står bag de grusomme mord eller er der flere om det? Selvom politiet er sikre på, at de har fanget morderen, bliver lig af unge, lemlæstede kvinder ved med at dukke op. Den ene mere maltrakteret end den anden. Hvad kan politiet gøre i sådan en situation? Kun én ting: sætte en tennisspillende undercoveragent ind – selvfølgelig!

Blod, ufrivillig komik og noget for husarerne

Den mistænkelige Willard (Paul L. Smith)

Den tennisspillende Mary Riggs (Lynda Day George) slår sig sammen med skolens scorekarl Kendall James (Ian Sera), som er god til politiarbejde – hvorfor bliver ikke helt forklaret, men okay, det er der så mange ting i filmen, der ikke gør. Marys job på skolen er at holde øje med mistænksomme personer, imens hun forbliver ”uset”. Dette indebærer altså at rende rundt om natten og komme i problemer – og ellers at spille tennis. Det lykkes dog (næsten) for hende at gå i morderens fælde i filmens slutning. Klimakset virker ikke helt så godt som resten af filmen, men leverer en masse ufrivillig komik, som f.eks. filmens obligatoriske chokslutning, hvis nærmere detaljer ikke skal afsløres her.

Mil Gritos tiene la noche er en vanvittig film, der inkluderer næsten alt i en spilletid på kun 85 minutter. Foruden de blodsjaskede scener, der er yderst vellykkede, får vi flere aerobicscener, hvor en masse eurobabes står i stramme dragter og danser til noget tarveligt musik. I ekstramaterialet fortæller instruktøren Juan Piquer Simón, at ideen var, at et par af kvinderne skulle smide tøjet, men da skuespillerne mente, det var uprofessionelt, blev idéen sløjfet. Dansescenen er dog stadig med i filmen.

Andre kiksede elementer kommer tidligt: i filmens åbningssekvens ses en kvinde køre (ubehjælpsomt) på skateboard, direkte ind i et stort spejl. Her måtte jeg pause filmen og grine færdig, da scenen er så malplaceret og uhjælpsom klippet, at jeg sjældent har set noget så sjovt. I øvrigt spiller scenen ingen rolle i filmen overhovedet, så det forbliver et stort mysterium, hvorfor den i det hele taget er med.

Opportunistiske absurditeter

Den tennisspillende Mary Riggs (Lynda Day George)

Men her stopper absurditeterne ikke! Næh nej. Under optagelserne var Dick Randall ved at lave en kung fu-film i Rom, så da chancen for at have en Bruce Lee-imitator med i filmen bød sig, blev der skrevet en ekstra scene ind til filmen, hvor han angriber Mary med sit kung fu, hvorefter han falder om på jorden. Ved første gennemsyn af filmen, måtte jeg spole tilbage for lige at finde ud af, hvad der skete, da det er på så højt et niveau af absurd, at min hjerne slet ikke kunne følge med. Klart en af filmens sjoveste scener, hvor man virkelig kan mærke, at den er blevet proppet ind, bare fordi de kunne.

Skuespillernes stemmer er i ægte grindhousestil dubbet, så de tamme replikker virker endnu mere komiske, end de gør i forvejen. På nær Christopher Georges stemme, der passer nogenlunde til hans mundbevægelser, er de engelske stemmer så langt væk fra de karakterer, de skal passe til. Som f.eks. skoleinspektøren, der har fået en britisk accent, selvom filmen er sat i USA. Det er disse detaljer, som gør Mil gritos tiene la noche til noget helt for sig selv. Man ved ikke altid, hvor man har den, da den svinger fra grum splat til latterlig komik, fra ufrivilligt komiske scener til scener, der slet ikke giver mening i den større sammenhæng. Fik jeg sagt, at filmen er skrevet af Joe D’Amato?

Morderen samler sit puslespil, som filmen skrider frem

Både det spanske og det engelske lydspor er inkluderet i 2-disc udgaven fra Grindhouse Releasing. Jeg vil ikke fremhæve det ene frem for det andet, da der er fordele og ulemper ved begge dele. Hvilket man så fortrækker, kommer nok an på smag og behag.

Som sagt er filmens replikker ikke videre dybe. Mange af dem ligger på kanten af det tåbelige, og de dubbede stemmer på det engelske lydspor gør det ikke bedre. Selvom filmen er tænkt som en gyser, virker filmen som en meget sjov splatter, man ikke bør tage seriøst. Hvor finder man ellers replikker som ”The most beautiful thing in the world is… smoking pot and fucking on a waterbed at the same time.”

Tåbelig markedsføring

Mere splat – skuespillerens mor besvimede på settet, da hun så sin datter i denne scene

Instruktøren Juan Piquer Simón var ikke helt tilfreds med, at morderen brugte en motorsav til at slagte sine ofre med, da han ikke mente motorsaven kunne gøres mere uhyggelig, end den allerede var i Tobe Hoopers The Texas Chainsaw Massacre (1974). Manden må, mildest talt, siges at have en pointe, og Mil gritos tiene la noche er selvfølgelig heller ikke nær så skræmmende, hvad angår motorsavssvingende psykopater, som Tobe Hoopers film. Ikke at Simóns film på noget tidspunkt er superskræmmende, men til tider virker den glimrende, som f.eks. i scenen, hvor en halvnøgen elev bliver savet midt over på et toilet.

At filmen så alligevel prøver at sælge på The Texas Chainsaw Massacre, med en tagline som: ”You Don’t Have To Go To Texas For A Chainsaw Massacre!”, er bare tåbelig markedsføring, men det er helt i filmens ånd, og man er man tilbøjelig til at se igennem fingre med det. En af filmens andre taglines er: ”It’s exactly what you think it is!” – hvad dette skal betyde, er ikke helt til at forklare, men passer faktisk underligt nok på filmen.

Hvis du er til slasher eller over-the-top splat med en god portion ufrivillig komik, så kan du roligt slå kløerne i Mil gritos tiene la noche, som giver fuld valuta for pengene – måske ikke helt på den måde, filmskaberne havde tænkt sig, men skidt med det.

4 stjerner

Titel: Mil gritos tiene la noche
Andre titler: Pieces, One Thousand Cries Has the Night, Chainsaw Devil
Instruktør: Juan Piquer Simón
Manuskript: Dick Randall, Joe D’Amato & Juan Piquer Simón
Cast: Christopher George (Det. Lt. Bracken), Lynda Day George (Mary Riggs), Frank Braña (Det. Sgt. Holden), Edmund Purdom (The Dean), Ian Sera (Kendall James), Paul L. Smith (Willard), Jack Taylor (Prof. Arthur Brown), Gérard Tichy (Dr. Jennings), May Heatherly (Mrs. Reston), Hilda Fuchs (Grace – the Dean’s Secretary), Isabel Luque (Sylvia Costa), Roxana Nieto, Cristina Cottrelli, Leticia Marfil, Silvia Gambino
Producere: Stephen Minasian (producer), Dick Randall (producer), Edward L. Montoro (executive producer) (US version)
Foto: Juan Mariné
Klip: Antonio Gimeno
Musik: Librado Pastor
Spilletid: 85 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Mono
Sprog: Spansk/Engelsk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: USA/Spanien/Puerto Rico, 1982
Produktionsselskaber: Almena Films, Film Ventures International (FVI), Fort Films, Montoro Productions Ltd.
Distributør (DVD): Grindhouse Releasing
Udgave/region: 0

Anmeldt af: Daniel Hvid | 13/02/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *