Master of Magic

5 minutters læsetid
Master of Magic

Master of Magic er et trækbaseret strategispil, der foregår i to fantasyverdener. Ved første øjekast tænker man straks på Civilization, og der er så sandelig også visse ligheder.

Man starter som spiller med en lille by, et eller to militærunits, samt et uudforsket kort, der er dækket af fog of war. Forskellen på Civilisation og Master of Magic er, at man som spiller i stedet for at styre en hel civilisation fra sin spæde fødsel, styrer en troldmand, der skal klare sig i kampen mod andre fjendtlige troldmænd. Man skal ikke opfinde teknologier, men i stedet researche spells. Spillet kan vindes ved at besejre de andre troldmænd eller kaste formularen over dem alle: Spell of Mastery.

Mange valgmuligheder

Fra introsekvensen
Fra introsekvensen.

Inden spillet kan starte vælger man, hvilken sværhedsgrad man ønsker at spille på. Der er i alt 5 sværhedsgrader at vælge imellem, og disse rangerer fra Intro til Impossible. Derefter vælges hvor mange troldmænd man ønsker, skal være til stede i den verden, hvor spillet foregår. Her kan vælges mellem 1-4 modstandere. Man vælger også, hvor stor verdenen skal være og til sidst vælges hvor mægtig magien i spillet skal være.

Efter dette vælger man så sin troldmand. Der er i alt 14 troldmænd at vælge imellem. Disse er alle forskellige, hvilket betyder at de besidder forskellige evner indenfor magien. I alt findes 18 forskellige evner, der alle giver forskellige bonusser til troldmanden. F.eks. kan ens troldmand besidde evnen Alchemy, der gør ham i stand til, uden omkostninger, at veksle guld om til mana og vice versa.

Vælg din troldmand
Vælg din troldmand.

Ud over evnerne findes der fem forskellige magiklasser: Life, Death, Chaos, Nature og Sorcery. Troldmændene er varierede, således at nogle er specialiserede indenfor Life eller Death magic, mens andre har en kombination af de fem klasser, f.eks. Nature og Sorcery. Kender man blot en smule til kortspillet Magic:The Gathering, vil man uden tvivl nikke genkendende til disse fem forskellige magiklasser.

Gider man ikke spille med én af de 14 prægenererede troldmænd, kan man også vælge Custom knappen, hvilket giver spilleren adgang til selv at kunne skabe sin troldmand. Med 18 forskellige evner samt 5 magi klasser at vælge imellem, er der således store variationsmuligheder for at skabe en ganske unik troldmand.

Det er ganske sjovt at lege rundt med de forskellige kombinationer, men har man ikke spillet Master of Magic før, kan det anbefales at spille med en af prægenererede troldmænd, så man kommer til at kende magien og spillet bedre.

Vælg en formular
Vælg en formular.

Når man har valgt eller selv lavet sin egen troldmand, er det tid til at vælge race. Master of Magic foregår ikke kun i én verden, men i to. Disse hedder Arcanus og Myrror. I disse to verdener lever der forskellige racer. De fleste troldmænd starter på Arcanus og kan således – naturligt nok – kun vælge racer der lever på Arcanus.

Omvendt kan troldmænd der starter i Myrror kun vælge racer fra denne verden. Der lever 9 forskellige racer i Arcanum og 5 i Myrror. Alle racer er en smule forskellige, hvilket betyder at der er fordele og restriktioner racerne imellem. Det f.eks. kun racen Barbarians der har mulighed for at træne Berserkere.

Strategi, udforskning og kamp

Oversigtskortet i starten af spillet
Oversigtskortet i starten af spillet.

Man starter som nævnt spillet med en lille by, der skal udbygges og producere guld, mad og mana. Guld og mad bruges som upkeep til ens militære units. Guld kan også konverteres til mana, som troldmanden bruger til at kaste formularer med.

Maden er vigtigt til troldmandens hære. Producerer man et unit spearmen til hæren, kræver disse mad i upkeep. Det giver derfor sig selv, at jo større byer, jo større er produktionen af mad, og desto større hære kan man råde over. Mana bruges til at kaste formularer, og jo flere mana points man har des flere formularer kan man kaste.

Som alle andre strategispil kaster man sig straks ud i at udforske verdenen. Som ens synlige område vokser sig større opdager man forskellige huler eller forladte tårne, man kan udforske. Disse er som regel fyldt med monstre, som man kan vælge at kæmpe mod. Vinder man kampen, bliver man som regel belønnet med guld eller mana, men det hænder også at man får fingre i en magisk genstand.

Oversigtskortet et stykke inde i spillet
Oversigtskortet et stykke inde i spillet.

Der findes også magiske Nodes, hvilket man bedst kan betegne som magiske kraftcentre. Her præsenteres man som regel for en lidt sværere kamp end ved hulerne eller tårnene, men klarer man skærene, kan man udnytte disse kraftcentre til produktion af mana ved at fremtrylle en Magic Spirit eller Guardian Spirit, der smelter sammen med kraftcentret.

Ellers byder verdenen på neutrale byer som kan erobres, og før eller senere møder man en af de fjendtlige troldmænd. Det bliver også muligt, via magien, at teleportere mellem de to forskellige verdener Arcanum og Myrror.

Troldmandens units belønnes med erfaringspoints, hvis de overlever en kamp. Jo flere erfaringspoint et unit får, des bedre bliver det i de efterfølgende kampe. Units starter med rangen Recruit og kan ende som Elite.

Fra tid til anden tilbyder en helt sin hjælp for betaling. Disse helte svinger i kvalitet, og det er ikke alle der er værd at tage med i ens hær. Chancen for at en helt tilbyder sin hjælp afhænger af troldmandens omdømme, beholdning af guld, samt antallet af helte troldmanden allerede har. Der er flere end 30 forskellige helte i Master of Magic. Til tider tilbyder elite units sig også.

Kamppladsen

Kamp
Kamp.

Når det kommer til kamp mellem to forskellige hære, skiftes der fra oversigtskortet til kamppladsen, hvor man selv kan vælge at styre sine tropper eller lade computeren ordne sagerne for en. Styr altid dine tropper selv, da computeren ikke er særlig taktisk. Under kampene er det også muligt at kaste formularer som, hvis brugt med omtanke, hurtigt kan vende kampen til ens fordel.

Grafikken i spillet må siges at være ganske primitiv og er ikke videre pæn. Det er dog heller ikke grafik man går efter i et spil som dette, men det fantastiske gameplay. Hvert spil er et spil for sig og indeholder nye udfordringer og spændende oplevelser, så der er mange timers underholdning.

På lydsiden kører den samme melodi i loop, hvilket i sidste ende bliver ganske irriterende at høre på. Man fristes flere gange til at slå lyden fra og tænde for anlægget.

Master of Magic er et fremragende spil med mange strategiske muligheder, og man bliver hurtigt opslugt af spillet, også selvom grafik og lyd trækker ned. Er man til strategispil eller for den sags skyld RPG, må man ikke snyde sig selv for Master of Magic.

5 stjerner
Titel: Master of Magic
Udvikler: MicroProse Software, Inc.
Udgiver, år: MicroProse Software Inc., 1995
Platform: Dos
Genre: Role-Playing (RPG), Strategy
hvid
Hvor får jeg fat i spillet?
Master of Magic kan findes på Home of the Underdogs, hvor det frit kan downloades.
hvid
Hvordan får jeg spillet til at virke?
Spillet virker uden problemer, hvis man benytter sig af DosBox. DosBox kan findes på Abandonia.

Anmeldt i nr. 3 | 13/01/2006

Stikord: Fantasy, Magi

Skriv et svar

Your email address will not be published.