Massacre

Der er nogle film, der i den grad er et produkt af deres samtid. Et eksempel på dette er den italienske slasher/giallo Massacre. Den er så firseragtig, at hvis den mest firseragtige film eller TV-serie skulle kåres, ville denne vinde klart og få en favorit såsom Miami Vice til at minde om en tjekkisk sort/hvid eksperimenterende kortfilm. Kort sagt: Tøjet, musikken og ikke mindst frisurerne (eller mangel på samme) i denne film skriger firserne.

Spørgsmålet er om dette er en dårlig ting, men faktum er, at filmsproget i firserne var væsentligt anderledes, end det er i dag. Gyserfilmene bestod som regel af en mindre sofistikeret handling end nutidens, hvor det mest uhyggelige stadig var at se en stor mand med en endnu større kniv, og kvinderne i filmene havde stadig umotiverede badescener eller skifte-tøj-scener, der garanterede det mandlige publikum lidt nøgenhed. Men betyder dette så, at Massacre for altid vil leve som et nostalgisk tilbageblik til dengang, hvor gyserfilm ikke betød langhårede asiatiske kvinder, der skriger og vrider sig gennem samtlige stillinger i Kama Sutra, eller har filmen stadig relevans den dag i dag?

Mord på filmsettet

Filmen starter med, at vi ser en mand, der stopper en prostitueret på vejen og derefter slagter hende brutalt tilsat nogle meget lidt overbevisende special effects. Hermed er tonen lagt, og filmen kan begynde. Herefter præsenteres vi for et filmhold, der er ved at inspille gyserfilmen “Dirty Blood” i nærheden af stedet, hvor mordet på den prostituerede blev begået.

Filmholdet består bl.a. af en godhjertet storbarmet kvindelig hovedrolleindehaver, der kærester lidt med en politimand; en bøsse, der karikeres så stærkt med løse håndled, humørsvingninger og fistelstemme, at ministeriet for stereotyper på film burde skride ind; en lesbisk, der selvfølgelig er forelsket i hovedrolleindehaveren; og sidst men ikke mindst en producer, der vil have sin bedre halvdel til at arrangere en trekant med hende den lesbiske. Dette er set-uppet til, hvad seeren kan forvente vil udvikle sig til en omgang seriøst sleazet underholdning.

Handlingen i filmen tager en drejning, da instruktøren er utilfreds med skuespillernes evner udi en seances svære kunst, og får den geniale idé at hyre et medie til at vise filmholdet, hvorledes en rigtig seance finder sted. Men seancen går helt galt, og mediet beretter, hvorledes en ond ånd er sluppet fri. Da producerens bedre halvdel om natten skal mødes med sin hemmelige elsker, der sjovt nok også er en del af filmholdet, bliver hun myrdet og findes morgenen efter i en forlystelsespark, skåret op.

Den storbarmede hovedrolleindehavers politikæreste mistænker dette drab for at have forbindelse til filmens første mord, og selv om han ikke regner med, at morderen vil slå til to gange samme sted, så bliver mediet næste offer for morderen. Men er det én fra filmholdet eller en lokal psykopat, der står bag mordene? Svaret gives ikke her, men lad mig blot slå fast, at bodycountet stiger, før morderen endelig er afsløret.

Kedelig

Normalt elsker jeg en whodunnit, hvilket betyder, at jeg troligt følger med i alle giallo, slashers og alle de episoder af Barnaby, jeg kan komme i nærheden af, men denne film er for kedelig til at kunne fange min interesse. Efter det første mord sker der ikke rigtigt noget de næste 50 minutter, og her er det intrigerne blandt filmholdet, der får lov at dominere skærmen.

Her skal ret dog være ret; nogle mandlige tilskuere vil finde interesse i en badescene med den storbarmede hovedrolleindehaver og lidt andet nøgent hud. Men denne anmelder begyndte at få dårlig samvittighed over alt det, man burde lave i stedet. Bedst som søvnen er ved at melde sig, slår filmens synthesizertema til igen, og al søvn er umulig. Temaet er så forfærdeligt, at det gør ondt i ørerne, men til gengæld fylder det, hvad der føles som 95 procent af filmen.

Skuespillet er ekstremt dårligt, hvilket selvfølgelig ikke burde være den store overraskelse, hvis man har set en enkelt af instruktøren Andrea Bianchis tidligere film, men da skuespillet vel aldrig har været det vigtigste element i en slasher, er dette til at leve med. Filmens største problem er, at der simpelthen sker for lidt, og starten er simpelthen for dræbende kedsommelig.

Det virker som om den gode Andrea har været klar over dette, for lige pludselig skal næsten hele filmholdet myrdes indenfor ganske kort tid. Dette kunne være gjort på spændende måder, men nej. Mordene foregår næsten alle sammen på den samme relativt blodfattige facon, på nær to, der dog til gengæld foregår off screen. Her halter filmen i den grad, men OK – når effekterne ikke er bedre end demonstreret ved det første mord, så er dette måske ikke så dårlig en idé.

Slutningen på filmen er dog præcis så tåbelig, at man som tilskuer liver en lille smule op, og den redder lidt af æren for dette makværk af en film. Jeg kan stadig ikke forstå, at Lucio Fulci valgte at benytte scener fra Massacre til sin egen Un gatto nel cervello (1990), men der må have eksisteret nogle kontraktmæssige forpligtelser, da han står noteret på DVD-coveret som “Lucio Fulci Presents”.

Intet at tilbyde

Tilbage er der kun at sige, at selvom filmen har det grimmeste tøj, de forfærdeligste frisurer og den mest elendige musik, der nogensinde har overlevet firserne, så har den intet at byde tilskueren i år 2006. De eneste der må nyde denne film, er folk, der husker den fra deres spæde barndom og derfor gerne vil se den igen.

Anmeldt i nr. 14 | 13/12/2006

Stikord: Giallo, Italian Cinema