Marvel Zombies: Dead Days

1 minuts læsetid
Marvel Zombies: Dead Days

Marvel fik et stort hit med deres miniserie Marvel Zombies, hvilket allerede er blevet fulgt op i forskellige udgivelser, hvoraf den ene er one shottet Dead Days. Det er igen Robert “The Walking Dead” Kirkman, der er forfatter til historien, der udspiller sig som en prequel til den oprindelige Marvel Zombies-serie.

Spiderzombie

Historien begynder, da en såret Spiderman vender hjem til MJ og tante May. Kort efter ankomsten til lejligheden viser det sig imidlertid, at det ikke er den velkendte Peter Parker, der er inde i Spiderman-dragten, men en frådende zombie, der fortærer de to beboere. Senere er det den Spiderman-hadende redaktør Jameson, som zombie-Spiderman aflægger et besøg.

Der er flere af disse mindre historier i Dead Days, og på to områder bidrager dette one shot også med forklaringer på, hvad det var der fik situationen til at komme ud af kontrol i den oprindelige serie. I miniserien viste Magneto sig fra sin humane side og ofrede sig for at andre kunne redde livet.

Her i one shottet kommer forklaringen: Magneto har dårlig samvittighed. Han var nemlig ikke uden skyld i, at infektionen kom til Jorden, blot havde han ikke regnet med, at Jordens undergang ville være konsekvensen af hans handling. Professor Xavier, som man måske forventer ville kunne stoppe zombierne med sine enorme psykiske kræfter, får man at vide er én af de første faldne. Han blev vel at mærke revet i stumper og stykker, så han ikke kunne genopstå.

Skal læses i sammenhæng med de øvrige indlæg i serien

Historien i Dead Days bliver virkeligt interessant, da den når til de Fantastiske Fire. Sammen med Nick Fury prøver de at samle overlevende og organisere et modangreb. Reed Richards bliver sat til at studere virusen, men videnskabsmanden bliver så fascineret af zombierne, at han beslutter sig for, at dette må være næste trin på evolutionens stige, og han vil hjælpe sygdommen med at sprede sig. Dette forklarer, hvorfor han i den tidligerere serie forsøgte at få de levende døde igennem til andre dimensioner.

Hæftet er som sagt et one shot, som fortæller hvordan alle Marvel-mutanterne blev zombier. Historien står nok næppe ordentligt som selvstændigt bind, men skal læses i sammenhæng med Ultimate Fantastic Four – Crossover og miniserien Marvel Zombies.

5 stjerner
Titel: Marvel Zombies: Dead Days
Forfatter: Robert Kirkman
Tegner: Sean Phillips, Arthur Suydam (cover)
Forlag, år: Marvel, 2007

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: Alternativt Univers, Superhelte, Zombier

Skriv et svar

Your email address will not be published.