Marvel Zombies #1-5

4 minutters læsetid
Marvel Zombies

Marvels Ultimate-univers er en separat serie, hvor deres helte er gjort yngre for på den måde at rette udgivelserne mod et ligeledes yngre publikum. Denne anden målgruppe til trods, er det via Ultimate-universet, at Marvel har introduceret et zombieunivers.

Tidsmaskiner og parallelverdener

Ultimate Fantastic Four #21-23 er en storyline med titlen Crossover. Reed Richards er blevet håndplukket til at deltage i Baxter-bygningens tænketank for unge genier. Det lykkes her for ham at udvikle en tidsmaskine, men maskinen viser sig at give store problemer, da en flok terrorister truer med at udslette hele menneskeheden ved at dræbe det første dyr, der kravlede på land i evolutionens tidlige morgen.

Terroristerne stoppes, men sagen gør, at der bliver givet besked om, at projektet skal nedlægges. Reed arbejder imidlertid videre, og det lykkes ham at videreudvikle sin maskine, så den nu kan bruges til at rejse mellem parallelverdener. Det prøver han naturligvis, og her kommer han i kontakt med sit eget modstykke i en anden dimension. Sammen med dette alter ego, får de udviklet en transporter, der gør dem i stand til smertefrit at rejse mellem de parallelle universer. Det ligger i luften at noget går galt, og selvfølgelig opstår der også problemer.

De Fantastiske Zombie-Fire

I paralleluniverset er alle superhelte (og -skurke) blevet omdannet til zombier via en virus, der er kommet med en mutant fra rummet. Superzombierne har nu fortæret stort set alt, hvad der er at fortære, hvilket er grunden til, at Reed Richards andet jeg, zombie-Reed, hjalp til med at bygge transporteren, så de kan komme igennem til Ultimate-verdenen, hvor de kan finde flere mennesker at æde.

De Fantastiske Zombie-Fire krydser over i den normale verden, men bliver stoppet af de resterende tre Fantastiske Ultimate-Fire, mens Ultimate-Reed finder sammen med nogle af de få overlevende i zombie-verdenen; vel at mærke en meget lille flok mennesker ledet af Magneto. Med Magnetos hjælp lykkes det Ultimate-Reed at komme hjem til sin egen verden, mens Magneto bliver i zombieverdenen og destruerer transporteren.

Zombiemasteren Kirkman

Marvel var ikke helt klar til at slippe zombieuniverset efter denne historie og ville gerne lave en miniserie om, hvad der videre hænder. Man hyrede derfor Robert Kirkman, der står bag den populære zombieserie The Walking Dead (udgives af forlaget Image) til at skrive en miniserie, og Sean Philips blev hyret som tegner.

Kirkman blev ikke kun hyret på grund af sit arbejde med andre zombieserier; han har også tidligere arbejdet med superhelte. Kirkman skriver bl.a. serien Marvel Team-Up, og han har også arbejdet med serier om Marvel-helte som Fantastic Four og Captain America. Forsiderne på Marvels zombieudgivelser er lavet af Arthur Suydam, og er alle zombie-spoofs på kendte Marvel-covers. Således var forsiden af Marvel Zombies #1, en “kopi” af forsiden fra første gang, Spiderman var med i Amazing Fantasy (nr.15), hvor det denne gang dog er en zombie-Spiderman der svinger sig af sted med et skelet.

Speciel men vellykket udgivelse

Historien i Marvel Zombies begynder som sagt, hvor Crossover sluttede. Magneto har netop ødelagt transporteren, og han vender sig nu mod den hob af superzombies, der har udset sig ham som deres næste måltid. Magneto kæmper bravt, men det er svært at kæmpe mod folk, der ikke reagerer på, at de får blæst det meste af maveregionen ud (Daredevil) eller skåret halvdelen af hovedet af (hvilket sker for Colonel America, der i Zombie-universet ikke har rangen af Captain). Kampen er dog knap ovre, før The Silver Surfer dukker op, og zombierne vender nu deres sult mod ham.

Hæfte #1 kan godt være noget forvirrende, hvis man ikke har forhistorien fra Crossover med. I de senere hæfter kommer man dog fuldt ind i universet og superzombiernes kamp for at finde føde, og de få overlevende heltes kamp for at beholde livet. Selvom de nu er zombier, er der stadig brug for dem til at redde resterne af deres verden, da Galaktus dukker op for at fortære hele Jorden.

Zombiernes kamp er dog ikke så meget for at redde Jorden, som den er for at få del i alt det kød. der må sidde på Galaktus’ kæmpekrop! Ud over kampen mod Galaktus kommer det også til kampe mellem gamle fjender som Spiderman vs. Venom, Colonel America vs. The Red Skull og Wolverine vs. Juggernaut. Vi har ofte set kampe mellem disse, men denne gang er det kamp til døden, hvilket vi ikke normalt ser i superheltetegneserier.

Udgivelsen er meget speciel, men jeg synes den slipper rigtigt godt af sted med at krydse zombie- og superheltegenrerne. Den krævede, at lige jeg fik en hurtig opdatering på Marvel-universet og de forskellige karakterer, men omvendt er det sider af disse karakterer, man ikke har set før, der præsenteres her, så Marvel Zombies kan sagtens læses uden forkundskab.

Sjov, veltegnet og godt skrevet

Historien er som sagt skrevet af Robert Kirkman. Hans serie The Walking Dead er en serie om en lille flok mennesker, der forsøger at overleve i en verden fyldt med zombier. Historien i Marvel Zombies er meget anderledes. Her er det zombierne, man følger, og deres kamp for at få mere føde. Når de har spist, kan de tænke klart, fundere over situationen samt lægge planer for, hvordan de kan skaffe mere mad. Når sulten overmander dem, bliver de aggressive og angriber hinanden (selvom de dog gang på gang må erkende, at zombie-kød er uspiseligt).

Idéen med Marvel Zombies er sjov, og historien er både veltegnet og godt skrevet, men jeg tror, det er fint at det blot er en miniserie og ikke noget, der skal fortsætte. Alle fem numre i serien er udkommet, men det ville undre mig meget, om ikke serien kommer til at udkomme i en trade paperback-udgave.

Crossover er udkommet som TPB’en Ultimate Fantastic Four vol. 5 – Crossover, og det lader til, at zombierne dukker op igen i et par enkelte numre fra Ultimate Fantastic Four nr. 30, hvor der vil ske et opgør med de zombie-Fantastic Four, som slap igennem til Ultimate-verdenen.

5 stjerner
Titel: Ultimate Fantastic Four #21-23 – Crossover & Marvel Zombies #1-5
Forfatter: Mark Millar (UFF), Robert Kirkman (MZ)
Tegnere: Greg Land (UFF), Sean Philips (MZ)
hvid
Crossover udkom som tre hæfter (#21-23) i Ultimate Fantastic Four-serien i september-november 2005.
hvid
Marvel Zombies #1-5 udkom fra december 2005 til april 2006.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Alternativt Univers, Superhelte, Zombier

Skriv et svar

Your email address will not be published.