Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Mangiati vivi

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Umberto Lenzis Mangiati vivi er mere regulært underholdende og en anelse mindre kvalmende end hans et år senere Cannibal Ferox.

Mangiati viviFor en ægte sleazehound som undertegnede, er det svært ikke at lade sig fascinere af de italienske kannibalfilm. Det er en besynderlig og grotesk lille subgenre, der også fra et filmhistorisk synspunkt er fundamentalt interessant, fordi den repræsenterer en periode, hvor stort set intet var for meget på film.

Italienerne er, om nogle, sleazemestrene over dem alle, og med mulig undtagelse af nogle af de mest hardcore nazisploitationfilm, står kannibalfilmene stadig som italienernes “finest hour” inden for denne type af depraveret underholdning.

Sandt at sige er der kun én kannibalfilm, det er nødvendigt at se, og det er Ruggero Deodatos Cannibal Holocaust (dansk: Kannibal Massakren) fra 1980, der til gengæld også er et ægte mesterværk, fordi den udnytter genren og dens virkemidler til at fortælle en historie med et budskab, der stadig er højaktuelt. Resten af genrens film kan placeres entydigt blandt de rene exploitationfilm, hvis eneste reelle trækplastre er den grafiske vold, ret høje grad af nøgenhed og diverse andre brutale virkemidler, herunder de ægte dyredrab, der har været med til at gøre genren så berygtet.

Mekanisk

Umberto Lenzis Mangiati vivi, der også er fra 1980, indeholder da også alle de virkemidler, der på dette tidspunkt var fast etablerede elementer i kannibalfilmene: grafisk vold, voldtægtsscener, en kastration, ægte dyredrab og den naturligvis obligatoriske kannibalisme, hvor indfødte gnasker løs i diverse menneskelige kropsdele, inklusive indvolde.

Filmens store problem er, at mange af elementerne nærmest anvendes mekanisk, som om Lenzi havde en tjekliste med ting, han skulle have med i filmen, koste hvad det koste ville. Det er på sin vis ganske ærgerligt, for hvis Lenzi havde været en smule mere omhyggelig, kunne Mangiati vivi være blevet en virkelig solid kannibalfilm. Sagen er nemlig den, at filmen i bund og grund har en udmærket historie, og pacingen fejler de fleste steder heller ikke noget – det er kun de ofte mekanisk afviklede genreelementer, der gør den til en lidt blandet fornøjelse.

Den “udmærkede” historie er naturligvis helt ude i hampen, men netop derfor fungerer det fint som oplæg for en kannibalfilm, hvor plot jo ellers ikke just er kendt for at være et af de væsentligste elementer. I forhold til Lenzis Cannibal Ferox fra 1981, hvis ultraspinkle historie mestendels er hugget fra Deodatos Cannibal Holocaust, er Mangiati vivi imidlertid særdeles godt sammenhængende rent plotmæssigt.

Fra USA til Borneo

Manden med pusterøret - fra filmens indledning.

Manden med pusterøret – fra filmens indledning.

Filmen begynder i USA, hvor flere personer dræbes af forgiftede pile, som en mystisk mand skyder ud af et pusterør. Manden selv køres ned af en bil og dør, inden politiet kan få fat på ham. Han bærer ingen identitetspapirer, men politiet finder en rulle film på ham. Her kommer filmens kvindelige hovedperson, Sheila Morris (Janet Agren), ind i billedet.

Janet Agren (Ågren) som Sheila Morris.

Janet Agren (Ågren) som Sheila Morris.

Sheilas forsvundne søster optræder nemlig på filmstrimlen, og med hjælp fra antropologiprofessoren Carter (Mel Ferrer) finder Sheila ud af, at filmen må være skudt i en bestemt landsby på Borneo. Videre finder Sheila og professoren ud af, at søsteren Diana er taget med kultlederen Jonas (Ivan Rassimov) og en flok af hans tilhængere til Borneo for at vende tilbage til naturen, hvilket skulle bringe dem tættere på Gud. Eller noget i den retning.

Nu drager Sheila så af sted til Borneo, hvor hun med lovning om en klækkelig betaling, lokker Vietnam-desertøren Mark Butler (Robert Kerman) til at føre hende ind i junglen til den landsby, hvor den ovennævnte film skulle være optaget. Her finder de ikke spor efter søsteren, men det lykkes dem at finde ud af, at Jonas’ kult holder til langt inde i urskoven, hvor det vrimler med kannibaler. De drager videre og når til sidst ud til Jonas’ landsby, hvor de tages til fange af kulten.

Mellem kult og kannibaler

Mel Ferrer som Professor Carter.

Mel Ferrer som Professor Carter.

Her finder de Sheilas søster Diana, der er én af en lille gruppe, som ønsker at slippe væk fra kulten, men Jonas tillader ikke nogen, der har sat fod i landsbyen, at tage væk igen. Han holder kultens medlemmer under kontrol ved hjælp af stoffer og trusler om straf i tilfælde af opsætsighed. Sidstnævnte består bl.a. af at blive udstødt af landsbyen, hvilket er noget af et problem i den kannibaloverrendte jungle.

Herfra består filmen af Sheila, Mark og Dianas forsøg på at undslippe, bl.a. med assistance af den indfødte Mowara (Me Me Lai). Der opstår dog snart problemer idet Jonas bliver meget interesseret i Sheila, som han doper og udnytter seksuelt (bl.a. er der en ret kluntet kopi af den rituelle voldtægt fra Cannibal Holocaust) og endvidere er vore hovedpersoner oppe imod Jonas’ brutale håndlanger Karan (Franco Coduti).

Den whisky-elskende Mark Butler (Robert Kerman).

Den whisky-elskende Mark Butler (Robert Kerman).

Da det endelig lykkes for dem at slippe ud af landsbyen jages de af Karan og hans folk, og så er der jo det yderligere problem med kannibalerne, der lurer i junglen, og som naturligvis medfører nogle typiske kannibalscener. Hvem der bliver fanget og ædt skal ikke afsløres her, men det skal siges, at det faktisk lykkes Lenzi at skabe noget regulær spænding hen imod filmens slutning, hvor hovedpersonerne forsøger at redde sig.

Inspireret af Jonestown

Et af de desværre ganske mange ægte dyredrab, der i nogen grad skæmmer filmen.

Et af de desværre ganske mange ægte dyredrab, der i nogen grad skæmmer filmen.

Som opmærksomme læsere måske har bemærket, så er filmens baggrundshistorie med kultlandsbyen i junglen, direkte inspireret af masseselvmordet i Jonestown i Guyana (i Sydamerika) i 1978. Her havde den amerikanske prædikant Jim Jones skabt en by til sin kristent-socialistiske kult The Peoples’ Temple, og her begik over 900 mennesker kollektivt selvmord i november 1978. Det kan virke usmageligt, men det kan ikke overraske, at Lenzi allerede to år efter begivenheden valgte at udnytte den i underholdningsmæssig sammenhæng.

På vej ind i junglen.

På vej ind i junglen.

Faktisk udgør historien en udmærket baggrund for filmens handling, og de to primære dramatiske plotelementer – flugten fra landsbyen og kannibaltruslen i junglen – fungerer faktisk udmærket sammen. Som sagt undgår man ikke en fornemmelse af, at kannibalgenreelementerne i flere tilfælde er lidt påklistrede; en fornemmelse der da også bestyrkes af, at flere af kannibalscenerne, på grund af filmens skrabede budget, er hugget fra andre film inden for genren. Således optræder der i Mangiati vivi scener der er taget fra Lenzis egen Il paese del sesso selvaggio (1972), Ruggero Deodatos Ultimo Mondo Cannibale (1977) og Sergio Martinos La montagna del dio cannibale (1978).

Flere af de kannibalistiske situationer byder på solid mavevendende splat, men enkelte af scenerne undgår ikke at virke en anelse ufrivilligt komiske – mest på grund af en del close-ups af ædende kannibaler med ret sjove ansigtsudtryk. Dyredrabene, som i modsætning til alt andet, er ægte, er ækle som de altid er, og det er disse scener, der virker mest påklistrede. I Mangiati vivi er de helt unødvendige og gør at seeren, hvor hærdet en genrefan man end er, mister en del sympati for filmen.

Hitparade for kannibalfilmskuespillere

Kannibalerne gi'r den hele armen, heh heh.

Kannibalerne gi’r den hele armen, heh heh.

Mangiati vivi er lidt af en hitparade for kannibalfilmskuespillere. Der er adskillige skuespillere, der før eller efter medvirkede i andre film inden for genren. Mest kendt er nok Robert Kerman, den amerikanske pornoskuespiller, der forsøgte at etablere en mere regulær filmkarriere i begyndelsen af 1980’erne. Kerman medvirkede også i Cannibal Holocaust, hvor han leverer en solid præstation.

Ivan Rassimov i rollen som den vanvittige kultleder Jonas.

Ivan Rassimov i rollen som den vanvittige kultleder Jonas.

Kultlederen Jonas spilles af Ivan Rassimov, der også var med i Deodatos Ultimo Mondo Cannibale, hvilket også gælder for Me Me Lai, der yderligere også var med i Lenzis egen Il paese del sesso selvaggio. Yderligere er der en række andre skuespillere i mindre roller, som har været med i andre film inden for genren. Også én af filmens komponister, Fiamma Maglione, er med som skuespiller. Det kan i øvrigt nævnes, at en del af musikken fra Mangiati vivi blev genbrugt af Lenzi året efter som hovedtemaet til Cannibal Ferox.

Filmens skuespil er intet at råbe hurra for. Der overspilles vildt og voldsomt, og manuskriptet byder på mange rigtigt tåbelige udvekslinger og fjollede elementer, der gør Mangiati vivi langt mere kulørt og direkte underholdende end eksempelvis Cannibal Ferox, der kun satser på at være modbydelig (og som lykkes i sin mission). Svenske Janet Ågren (under navnet Janet Agren) er særdeles nydelig i den kvindelige hovedrolle, men i modsætning til sin fine indsats i Cannibal Holocaust leverer Robert Kerman en særdeles overskruet præstation i rollen som Mark Butler.

Traditionen tro byder filmen også på en del mere eller mindre umotiveret nøgenhed. Det er Sheilas søster, Diana (Paola Senatore) forrest.

Traditionen tro byder filmen også på en del mere eller mindre umotiveret nøgenhed. Det er Sheilas søster, Diana (Paola Senatore) forrest.

Al overspillet medvirker dog kun til at højne filmens underholdningsværdi generelt, og kombineret med den ganske velfungerende pacing gør det alt i alt Mangiati vivi til en af de bedre kannibalfilm. Hvis bare genreelementerne havde været brugt med lidt mere omhu kunne den have været endnu bedre. I sidste ende er den temmelig ujævn, men den er aldrig kedelig, hvilket er en væsentlig styrke.

Regulært underholdende

Sheila i 'Goldfinger'-outfit inden Jonas planlægger at tage hende under "kærlig" behandling.

Sheila i ‘Goldfinger’-outfit inden Jonas planlægger at tage hende under “kærlig” behandling.

Filmen er udsendt på dansk DVD af Another World Entertainment under titlen Massakren i junglens dyb, og på engelsk er filmen kendt under adskillige titler, hvor Eaten Alive er den bedst kendte. Som et kuriosum kan nævnes, at Mel Ferrer, der her medvirker i den lille rolle som professor Carter, også er med i Tobe Hoopers Eaten Alive (1977), så er der altså basis for en smule forvirring.

Filmkvaliteten er en anelse grynet, hvilket imidlertid skyldes den oprindelige films kvalitet, og alt i alt er der – med undtagelse af de danske undertekster – tale om en flot udgivelse fra AWE, der i øvrigt også indeholder en lille booklet om filmen, med tekst af Jesper Moerch. Mangiati vivi er måske ikke en must-see inden for genren, hvilket Cannibal Ferox må siges at være alene på grund af sin status som én af de mest berygtede kannibalfilm, men i modsætning til Ferox er Mangiativi vivi regulært underholdende – og en anelse mindre kvalmende.

Mangiati vivi er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

3 stjerner

Titel: Mangiati vivi
Dansk titel: Massakren i junglens dyb
Andre titler: Eaten Alive, Doomed to Die, Eaten Alive by the Cannibals, Emerald Jungle, Mangiati vivi dai cannibali Instruktør: Umberto Lenzi
Manuskript: Umberto Lenzi
Cast: Janet Ågren (som Janet Agren) (Sheila Morris), Robert Kerman (Mark Butler), Ivan Rassimov (Jonas Melvyn), Paola Senatore (Diana Morris), Me Me Lai (som Meg Fleming) (Alma), Franco Fantasia (Brother Reeves), Franco Coduti (Karan), Mel Ferrer (Professor Carter)
Producere: Mino Loy (producer), Luciano Martino (producer)
Foto: Federico Zanni
Klip: Eugenio Alabiso
Musik: Robert Donati (som Budy), Fiamma Maglione (som Maglione)
Spilletid: 92 minutter
Aspect ratio: 1.78:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Italien, 1980
Produktionsselskaber: Dania Film, National Cinematografica
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Stikord: Italian Cinema, Junglen, Kannibaler, Kulte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *