Mad Max: Fury Road

Oh what a day, what a lovely day!

“Den syvende engel hældte sin skål ud over luften, og der lød en høj røst ud fra templet, fra tronen, som sagde: »Det er sket!« Der kom lyn og tordenbrag, og der kom et stort jordskælv, så stort, at der aldrig har været magen til det, siden der kom mennesker på jorden.”

I 1979 kom et lille filmmirakel fra Australien. Mad Max kostede ikke meget mere end et par dyre biler at producere, men omsatte for mere end 100 millioner dollars. Det blev også starten på Mel “Mad” Gibsons karriere. Og nu er den gale Max, med Tom Hardy i titelrollen, klar til at smadre flere skurke og biler.

Den store fortælling, smæk på Bibelen!

Men lad os først tage et smut endnu længere tilbage i tiden. Et smut tilbage til den store fortælling. Et smut til Bibelen og Johannes’ Åbenbaring. For det er nemlig her, at den postapokalyptiske genre/setting på mange måder har sit udspring.

Det samfund, hvor Jorden er gået under, hvor straffen er faldet, og hvor de overlevende må forsøge at skabe noget nyt. Vi slutter lige citatet fra indledningen før vi går videre med selve filmen:

“Den store by gik i tre stykker, og folkeslagenes byer styrtede sammen; og det store Babylon blev ikke glemt af Gud, men han gav det bægeret med sin harmes og vredes vin.”

I Mad Max: Fury Road (fremover bare Fury Road, red.) er vi i en verden, som er godt og grundigt smadret. Atombomber, sygdom, menneskelig ondskab eller den store straffende Onkel Morfar oppe i Himlen. Noget er gået helt galt, som vi også så det i de oprindelige Mad Max-film, hvor den første var en dystopi, mens de to andre er rendyrkede postapokalyptiske banditter.

Perverse stoddere og andet godtfolk

I Fury Road har vi at gøre med et goldt og tørt landskab, hvor det hele består af ørken, sletter og klipper. Det er i denne verden, at vi møder Max, kort før han tages til fange af Immortan Joe (en herlig detalje er, at Immortan Joe spilles af Hugh Keays-Byrne, der spillede Toecutter, skurken i den første Mad Max-film) og hans War Boys.

Joe er leder/konge/gud i et perverst samfund, der har rejst sig fra asken, hvor Joe styrer tilførslen af vand, grønt og kvinder, mens de naboliggende “byer” sørger for krudt og benzin. Sådan en form for hellig treenighed, hvor Joe har et godt forhold til lederne af de to andre byer – som også er nogle perverse stoddere.

I det hele taget er filmen gennemsyret af perversitet, og det gør den levende og anarkistisk på en dejlig måde.

Men som sagt tages Max til fange, og han skal bruges som bloddonor til War Boys-psykopaten Nux, der spænder Max foran bilen med et drop, der fører ind til Nux. For Nux skal nemlig på jagt, da kvinden Imperator Furiosa stikker af med Immortan Joes brude.

Hvilken plan Furiosa har, og hvilken rolle Max får, vil jeg ikke røbe her, men kan dog konstatere, vroom vroom, at der kommer meget fart på actiondrengen.

I am the Nightrider. I’m a fuel injected suicide machine. I am the rocker, I am the roller, I am the out-of-controller!

Med dette citat fra Mad Max kunne man beskrive George Millers tilbagevenden til genren og filmserien, der skabte hans navn. Det simple plot er baggrundstæppet for et orgie af fede detaljer og storslået action.

Man kan godt fornemme at Miller, der netop er blevet 70 år gammel, har brugt de sidste 20 år, sådan on and off, på at arbejde på dette monster af en film. Alt virker gennemtænkt ned til mindste detalje, både visuelt og fortællemæssigt.

Der er ikke ét gram overflødigt fedt på filmen, som skærer igennem marv og ben på tilskueren, altså på den gode måde. Jeg kan slet ikke huske, at andre actionfilm har gjort det de sidste 20 år. Og det er som sådan ikke fordi, jeg er gammeldags, men når Miller fortæller en film på den måde, han gør, rives jeg med stor glæde tilbage til 80’erne – til en tid før CGI, hvor de fysiske effekter var i førersædet.

Bevares, Fury Road er skudt digitalt og med mange digitale effekter, men de tager aldrig fokus væk fra det fysiske nærvær. Og nærvær er nok kodeordet for min glæde ved filmen.

Filmen har en fysisk tilstedeværelse, som bryder igennem den digitale mur og rammer mig i hovedet som tilskuer i biografen. Og på samme måde som det var tilfældet med Mel Gibson, så har Tom Hardy også en sjælden fysisk tilstedeværelse.

Man kan nærmest mærke ham gennem lærredet. På samme måde som man troede på, at Bane kunne knuse Batman, så tror man også på Max som en levende helt. Og det er godt, og nødvendigt castet, da karakteren ikke får mange replikker at arbejde med. Det er op til Hardys fysiske fremtoning, hans blik, hans fleksen med musklerne og hans bevægelser at skabe en levende figur i en film befolket af køretøjer og psykopater.

Psykopaten og grimhedsæstetikken

Og netop psykopaten, eller galskaben, er et andet vigtigt element i filmen. For i en verden af psykopater, hvem er så den mest menneskelige? Og kan man overhovedet bevare sin menneskelighed?

Selvom filmen er simpel, er der faktisk mange store emner på spil. Emner som jeg ikke vil komme videre ind på her, da jeg ikke vil røbe for meget af handlingen.

På mange måder, både i forhold til stil og indhold, er Fury Road et smukt mesterværk skabt ud fra en dejlig grimhedsæstetik. Billederne hæver sig op på et nærmest art film-/kunstniveau, men holdes altid nede af de perverse detaljer og grumheden.

Og midt i det hele er filmen også et actiontog, som barer tonser derudaf. Ikke en ny tolkning af genren, men mere en tilbagekomst til genrens essens fra en tid før misbruget af CGI. Det er en old school-instruktør, der laver en old school-film til et moderne popcornspublikum, og det er sgu’ noget af en bedrift.

At måle Mad Max-filmene op mod hinanden er en svær øvelse, da de på hver deres måder har gjort noget godt for genren. Men i intensiteten har Fury Road mest tilfælles med de første to film, som også begge var fysiske oplevelser ud over det sædvanlige. Jeg elsker stadig Thunderdome, men den er mere poleret end de andre film.

Vølvens spådom og en tiltrængt fuckfinger til den pæne smag

Det, som Mad Max-filmene har tilfælles, er, at de kom på det helt rigtige tidspunkt og netop er typer af film, som publikum manglede. Det er herligt at se en film styret af galskab, fart, action og grumhed og som vedkender sig det, uden at være svøbt ind i et søgt metalag, som det eller næsten altid er tilfældet med moderne actionfilm.

Det er en fuckfinger til den pæne smag og til den behagesyge, som har indfundet sig mange steder i filmbranchen, hvor de tror at de ved, hvad vi gerne vil have. Fury Road kommer som et lyn fra en tilsmudset himmel og skaber solskin i både den postapokalyptiske setting og actiongenren generelt.

Solen sortner og jorden synker i havet. Stjerner styrter fra himlene, heden brænder højt og leger ildtagfat med himlen.

Verset stammer fra Vølvens spådom i en gendigtning af Suzanne Brøgger fra 1994, som er et digt i Den ældre Edda. Som i kristendommen og i Johannes’ Åbenbaring, er der smæk for skillingen, drama og ødelæggelse i Fury Road, og når man har set filmen, vil man også forstå, hvorfor jeg inddrager den nordiske mytologi.

Men der er også en tid efter dommedag i både kristendommen og den nordiske mytologi, en bedre tid, hvor der er blevet renset ud. Om det kommer til at ske for gale Max og det samfund, han lever i, er et åbent spørgsmål.

Måske findes der et utopia, en mulighed for et bedre samfund, eller måske står den bare på galninge og død til der ikke er flere levende mennesker tilbage?

Perverst og fremragende, kom så i biografen!

Uanset hvad, så er Fury Road et mesterværk inden for actiongenren. Og den vision, som Miller giver os, måske nærmest et syn/åbenbaring fra fremtiden, er både pervers, skræmmende, uhyggelig og meget fascinerende. Oh, what a lovely day og kom så af sted i biografen, hvor filmen fortjener at blive set.

Anmeldt uden for nummer | 17/05/2015

Stikord: Fremtiden, Postapokalyptika