Daniel Hvid
Ingen kommentarer

L’ultimo treno della notte

L’ultimo treno della notte
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

L'ultimo treno della notteL’ultimo treno della notte er endnu et snotbilligt rip-off af Wes Cravens The Last House on the Left. Er man hårdkogt fan af rape n’ revenge-genren, kan man give den en chance, mens alle andre bør springe over.

De italienske skraldemænd var ikke kede af at stjæle med arme og ben, når det gjaldt om at søsætte et nyt projekt. Flere af produktionerne skamkopierede større succeser, som f.eks. Jaws (1975), Psycho (1960) og The Texas Chainsaw Massacre (1974) for blot at nævne nogle få, for derefter at twiste historien lidt, ændre location og tilsætte en del flere bryster. På denne måde kunne de nemt og billigt smide endnu en film på markedet og lukrere på den succes, forbilledet allerede havde.

Dette er også tilfældet med Aldo Lados L’ultimo treno della notte, der blandt andet blev markedsført under titlerne New House on the Left, Second House on the Left og Last House – Part II. Og det er skam ikke kun titlerne, der er tyvstjålet fra Cravens debutfilm (der i sig selv er bygget over Ingmar Bergmans Jungfrukällan fra 1960) – nej, selv plottet er copy/paste af værste skuffe.

Last Train on the Left

De to voldtægts-skurke Blackie og Curly (Flavio Bucci og Gianfranco De Grassi)

Har man allerede set Cravens film eller en af de mange andre versioner, vil man heller ikke blive forbavset over plottet i denne italienske sag, der denne gang har hensat aktiviteterne til et nattog dagen før juledag.

De to piger Laura og Lisa (hhv. Marina Berti og Laura D’Angelo) er på vej hjem til Lisas forældre for at holde jul, men på vej i nattoget støder de på to perverse slyngler, Curly (Gianfranco De Grassi) og Blackie (Flavio Bucci), der viser en særlig interesse i de to piger. På toget møder de også en lettere perverteret kvinde (Macha Méril), der tager del i at torturere og udnytte pigerne seksuelt.

Imens vi ser alt dette ske, følger vi Lisas forældre, der holder en julemiddag for deres venner. Deres samtaler drejer sig blandt andet om vold, og hvordan dette skal tolereres og bekæmpes. Skæbnen vil, at kvinden og de to slyngler står af på perronen, hvor Lisas forældre venter, men ud kommer hverken Lisa eller Laura. En ansat beroliger dog Lisas far Professor Giulio (Enrico Maria Salemo), om, at de to piger kunne have taget et andet tog, der er forsinket.

I mellemtiden er den perverse kvinde dog kommet til skade med sit knæ og tager sammen med Blackie og Curly (hvad sker der for de navne?) hjem til lægen for at få hjælp.

Har man allerede stiftet bekendtskab med historien på én eller anden måde, ved man sikkert også allerede, hvordan resten plottet udspiller sig, og jeg tør godt afsløre, at der ikke afviges i forhold til Cravens manuskript.

Ubehageligt

Forældrene venter på deres datter

At sidde igennem L’ultimo treno della notte uden at holde adskillige pauserer umuligt, og filmen bliver ikke bedre ved flere gennemsyn. Dette skyldes hovedsageligt, at spilletiden er for lang og at Lado bruger alt for meget af den lange spilletid på nedgørende perversiteter imod de to piger. Det er givetvis denne perverse tortur mod de to uskyldige piger, der skal sælge filmen, men efter endt gennemsyn sidder man med en dårlig smag i munden og trænger til et bad.

Selvfølgelig har vi med en exploitationfilm at gøre, og dens formål har været billig underholdning, der skulle forarge og chokere for at trække flere publikummer ind i biografmørket. Men på intet tidspunkt vil jeg kategorisere dette som underholdning, da det simpelthen er alt for nedværdigende og ligegyldigt for handlingen.

Man skal selvfølgelig ikke lukke øjnene for at der i vores virkelige verden findes individer, der finder nydelse i at voldtage og torturere uskyldige ofre. Ofte skal man bare tænde for nyhederne for at hører nogle af disse historier, og derfor kan jeg heller ikke finde den store interesse i at se en fiktionsfilm om kvinder eller andre individer, der seksuelt nedgøres timer i træk.

Plottet er utrolig tyndt, og den første times tid bruges i toget, hvor de to piger kort bliver introduceret og derefter nedgjort af slynglerne. Det bliver helt ærligt aldrig rigtig spændende, og på trods af de grusomheder, kvinderne bliver udsat for, kommer man aldrig til at føle med nogle af karaktererne, fordi de netop er papirtynde skabelonmodeller.

Erfarent hold

Voldtægten gik galt

Den manglende kvaliteten er faktisk en smule overraskende, når kigger igennem crewet bag filmen. Instruktøren Aldo Lado har tidligere skrevet manuskript til bl.a. Il giorno del Cobra (1980) og L’umanoide (1979), som han også selv instruerede.

Blandt skuespillerne vil mange nok genkende Macha Méril som den liderlige kvinde på toget; Méril spillede også med i Argentos Profondo Rosso (1975) og Buñuels Belle de Jour (1967). Andre halvkendte ansigter er Flavio Bucci (Blackie), der spillede den blinde pianist i Argentos Suspiria (1977). Og som prikken over i’et bliver musikken leveret af ingen ringere end Ennio Morricone, der velsagtens ikke behøver nogen større introduktion.

Med sådan et hold i ryggen, er det svært at forestille sig at resultatet vil være andet end hæderligt og værd at se, men det er desværre ikke tilfældet. Morricones score er ganske godt, og den lille melodi, Curly spiller på sin mundharmonika, er rimelig uhyggelig, men intet i nærheden af, hvad man ellers har hørt fra manden, der har komponeret nogle af verdens bedste og mest stemningsmættede scores.

Rent teknisk er L’ultimo treno della notte faktisk slet ikke så ringe. Kameraarbejdet og lyssætningen er flot, og natscenerne er oplyst i et blåt lys, der leder tankerne hen på de flotte farver, man så i Suspiria (1977). Skuespillerpræstationerne ligger i mellemklassen, uden at nogen af dem virkelig brænder igennem, sådan som David Hess gjorde som Krug Stillo i Cravens version. Desværre er Lado for optaget af strukturen, som vi allerede kender, og afviger ikke fra det en eneste gang, og det kommer også til at gå ud over den samlede oplevelse.

Video nasty

L’ultimo treno della notte lægger sig så tæt op af Cravens, at man ikke undres over, at filmen blev solgt som en ”uofficiel” fortsættelse. Det vil nok heller ikke undre, at Lados version derfor også blev dømt for voldsom i 80’erne og blev skrevet på listen over forbudte video nasties. Filmen er dog udkommet på uklippet DVD fra både Blue Underground og her fra Shameless Screen Entertainment, der endda tilbyder to DVD-covers.

Vil man død og pine have fat i alle de berygtede video nasties, eller er man helt skudt i rape n’ revenge-film, er DVD’en fra Shameless et godt køb. Billedet står overraskende pænt uden tegn på ridser eller slidtage, og lyden er ganske udmærket. Er man derimod ikke så meget til genren, eller har man fået nok i The Last House on the Left, bør man ikke bruge tid på at bestille dette rip-off hjem.

2 stjerner

Titel: L’ultimo treno della notte
Engelsk titel: Late Night Trains
Andre titler: Last House – Part II, New House on the Left, Second House on the Left, Don’t Ride on Late Night Trains, Last Stop on the Night Train, Late Night Trains, Night Train Murders, Nighttrain Murders, Xmas Massacre
Instruktør: Aldo Lado
Manuskript: Roberto Infascelli, Renato Izzo, Aldo Lado og Ettore Sanzò
Cast: Flavio Bucci (Blackie), Macha Méril (Lady On The Train), Gianfranco De Grassi (Curly), Enrico Maria Salerno (Professor Giulio Stradi), Marina Berti (Laura Stradi), Franco Fabrizi (Perverted Train Passenger), Irene Miracle (Margaret Hoffenbach), Laura D’Angelo (Lisa Stradi)
Producere: Foto: Gábor Pogány (producer)
Klip: Alberto Gallitti
Musik: Ennio Morricone
Spilletid: 90 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: Italien, 1975
Produktionsselskaber: European Incorporation
Distributør (DVD): Shameless Screen Entertainment
Udgave/region: 0

Anmeldt i nr. 72 | 13/10/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *