L’ultimo cacciatore

Vi har mange gange tidligere her på Planet Pulp anmeldt film fra den italienske filmindustri, der har en slående lighed med forbilleder fra Hollywood. Blandt de seneste ting, vi har haft fingrene i er Enzo Castellaris L’ultimo squalo (1981), der ublu kopierede Spielbergs Jaws (1975), og også Ovidio Assonitis’ Tentacoli (1977) er faktisk modelleret over Spielbergs kæmpehit.

Længere nede i skuffen har vi tidligere haft fat på Ator l’invincibile (1982), instrueret af sleazemesteren Joe D’Amato, og som kom lige i kølvandet på Conan the Barbarian (1982), og Emanuelle nera-serien med Laura Gemser mangler kun et “m” for at hedde det samme som den franske serie af Emmanuelle-film. Og sådan kunne vi fortsætte. Det kommer derfor næppe som nogen overraskelse, at L’ultimo cacciatore, som Another World Entertainment har udsendt under dens slagkraftige danske titel Junglebrigaden, er endnu én i rækken af italienske film, der har umiskendelige lighedstræk med amerikanske forbilleder.

Italiensk charme

L’ultimo cacciatore er en Vietnamkrigsfilm, og hvis jeg fortæller, at Michael Ciminos The Deer Hunter (1978) på italiensk fik titlen Il Cacciatore, fornemmer man nok, hvor det bærer hen ad. Ikke fordi L’ultimo cacciatore er en direkte kopi af Ciminos mesterværk, men der er en del nik til forbilledet i Antonio Margheritis film, ligesom der også er blevet skævet ganske voldsomt til Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979), da manuskriptet skulle skrives.

Manuskriptforfatteren Dardano Sacchetti har vi tidligere stiftet bekendtskab med her på Planet Pulp. Han var medforfatter på Lucio Fulcis to horrormesterværker Paura Nella Cittá Dei Morti Viventi (dansk: Zombiernes by) fra 1980 og E tu vivrai nel terrore – L’Aldilá (dansk: Rædslernes Hotel) fra 1981, og var tillige med inde over Fulcis Lo Squartatore di New York (dansk: Blodig voldtægt) fra 1982. Sachettis manuskript til L’ultimo cacciatore er på ingen måder noget mesterværk, men er på sin egen facon fyldt med italiensk charme, og så skal det til hans forsvar siges, at han faktisk formår at gøre filmens klimaks ganske nervepirrende. Instruktøren var genreveteranen Antonio Margheriti, og at blodige effekter ikke var fremmede for Margheriti får vi da også stedvist eksempler på i løbet af filmen.

Junglens hårde halse

Efter en kort prolog, hvis betydning først går op for os til allersidst i filmen, følger vi i filmen kaptajn Henry Morris, spillet af David Warbeck, som er udsendt af den amerikanske hær på en hemmelig mission i Vietnams jungle. Han skal opspore oberst Kurtz… hov vent. Forkert film. Ahem. Præcis hvad hans mission er får vi faktisk først at vide en time inde i filmen (med mindre man læser bagsideteksten på DVD-coveret), men i filmens begyndelse bliver han landsat med helikopter inde midt i junglen.

Her mødes han med en lille gruppe soldater, der befinder sig i området i forvejen. De fire soldater (bl.a. en sydvietnameser med hardy-har navnet Who Flung Dung – altså “Hvem Kastede Lort”) har desuden den kvindelige krigsreporter Jane Foster (spillet af Mia Farrows søster Tisa Farrow) på slæb. Deres umiddelbare mål er en amerikansk base inde i junglen, hvorfra kaptajn Morris skal fortsætte på sin mission. Det siger sig selv, at det ikke bliver helt så ligetil at nå frem til basen, men efter at have været i kamp med Vietcong, når de endelig frem.

Herefter følger et intermezzo på den amerikanske base, der er indrettet i et Vietcong-hulesystem, amerikanerne for ganske nyligt har indtaget. Basen ligger isoleret, og soldaterne har ikke været i stand til at få forstærkninger ind, så situationen er anspændt. Her må så lige påpeges én af manuskriptets virkeligt morsomme huller. Major Cash, der er øverstkommanderende på stedet fortæller altså kaptajn Morris, at stedet er åh-så-isoleret, og tillige, at det blot er tre uger siden, de tog hulesystemet fra Vietcong. Ikke desto mindre har basen en fuldt funktionsdygtig bar med amerikanske produkter og sågar en jukebox!

Her får vi desuden også et anerkendende vip med soldaterhjelmen til Apocalypse Now. Majoren på basen er nemlig en slet skjult kopi af Robert Duvalls oberst Kilgore. Han vil godt nok hverken surfe eller nyde lugten af napalm om morgenen, men hans udgave af afslapning er dels at lytte til en indspilning af artilleri, og dels at sende sine folk ud for at indsamle kokosnødder i et livsfarligt forhindringsløb med Vietcongsoldater i junglen. For at Michael Cimino ikke skal føle sig snydt, får vi også lige en Christopher Walken-lookalike blandt de amerikanske soldater, komplet med rød bandana og det hele.

Voldtægtsforsøg og afskudte ben

Selvfølgelig udsættes den kvindelige journalist for et voldtægtsforsøg, men det er næppe den store overraskelse. Mere overraskende er den forbløffende lethed, hvormed Vietcong hurtigt render basen over ende – eller måske ikke. For vi har fået antydninger af, at soldaterne er godt og grundigt demoraliserede på grund af en propagandaradiostation, der opfordrer dem til at opgive kampen. Har det mon noget med kaptajnens mission at gøre?

I hvert fald rendes basen over ende, de fleste amerikanere slås ihjel, og journalisten bortføres af vietnameserne. Kun kaptajn Morris og et par af hans gæve gutter fra starten af filmen overlever. Deres forsøg på at kapre en flodbåd går helt i vasken, men der er lige kortvarigt lidt mere Apocalypse Now-stemning, før kaptajnen springer i land, og lader den tilbageværende soldat sidde i båden. Han har nemlig fået åbent benbrud, da de angreb flodbåden.

Her må jeg så lige komme med en advarsel. Åbenbart sker der nemlig det, at hvis man bliver skudt i benet, efter man har fået åbent benbrud, så falder benet helt af. Det sker i hvert fald for vores uheldige kammerat på flodbåden, da han et stykke tid senere kommer i ildkamp med vietnamesere, der beskyder ham fra flodbredden. Sådan noget lort. Men nu ved I det.

I mellemtiden er kaptajn Morris fortsat på egen hånd, kun bevæbnet med en pistol. Endnu en kommentar må knyttes hertil, for kaptajnen mistede nemlig sin oppakning, inklusiv sin M16, da han i begyndelsen af filmen blev sat af i junglen. Mærkværdigt nok tager han aldrig ét af de mange våben, inklusiv amerikanske M16-rifler, der ligger og flyder mange steder i filmen, men tager uden videre omsvøb til takke med sin ærtebøsse. Men hey – han er jo en sej satan, så hvorfor ikke?

Spændende klimaks

Mon kaptajnens mission lykkes? Det skal jeg ikke fortælle her – blot sige, at han faktisk bliver taget til fange, og smidt i hullet af vietnameserne i endnu en scene, der skylder Michael Cimino et og andet. Ja, faktisk det hele. Her skal man især lægge mærke til skuespilleren, der spiller den ledende Vietcong-officer på stedet. Han overspiller til den helt store guldmedalje, og er alle pengene værd.

Som sagt ingen afsløringer af filmens klimaks her, bortset fra en konstatering af, at L’ultimo cacciatore faktisk går hen og bliver ganske spændende til sidst – og tillige byder den på en plot twist, der trækker linjer tilbage til prologen. Meget nifty, og egentlig ganske fint.

Nu kunne man måske få det indtryk af min tone igennem denne anmeldelse, at jeg ikke bryder mig om L’ultimo cacciatore, men det er faktisk ikke rigtigt. Jeg var faktisk rigtig godt underholdt hele vejen igennem, også selv om filmen lige i begyndelsen måske er lidt lang i spyttet. Fra kaptajnens rendezvous med den lille gruppe soldater, og indtil de når frem til basen, er der en hel del renden rundt i junglen, hvor der ikke sker det helt store, og som egentlig minder meget om noget fra de samtidige kannibalfilm – blot er kannibaler med spyd skiftet ud med Vietcongsoldater med AK47’ere.

En stor del af underholdningsværdien ved L’ultimo cacciatore kommer dog af de kolossale plothuller, og af de mange slet skjulte lån fra især The Deer Hunter og Apocalypse Now. Hvis man sætter sig ned og ser L’ultimo cacciatore, og forsøger at tage den helt alvorligt, vil man blive skuffet. Men hvis man i stedet ser den for det, den er – nemlig en pengemaskine, lavet for at spinde guld over et par amerikanske hits – så vil man være godt underholdt i de 96 minutter, den varer.

Gamle kendinge

David Warbeck, der spiller kaptajn Morris, indspillede fra 1970’erne og frem hovedparten af sine film i Italien, og medvirkede bl.a. i et par af Fulcis film – herunder også E tu vivrai nel terrore – L’Aldila, og også Tisa Farrow er vi tidligere stødt på i en Fulci-film, nemlig Zombi 2 (1979). En stor del af de øvrige medvirkende engelske og amerikanske skuespillere har også primært arbejdet i den italienske filmindustri. Heriblandt er John Steiner, der har rollen som major Cash måske den bedst kendte. På Steiners CV finder vi bl.a. film som Salon Kitty (1976), Caligula (1979) og Tenebre (1982).

Både Warbeck og Farrow gør deres bedste for at tage filmen seriøst, men derudover må mange af filmens rolleindehavere siges at overspille en hel del. Ret god i den henseende er også Tony King som den sorte sergent Washington – arketypen på en amerikansk soldat i Vietnam.

Hverken Margheritis instruktion eller filmens tekniske aspekter er der derudover så meget at sige til – det fungerer inden for filmens kontekst, og så heller ikke mere. Hvis man er i stand til at se en film som L’ultimo cacciatore for, hvad den er, og synes det er sjovt at lege “find forbillederne” er L’ultimo cacciatore derfor en fin tilføjelse til gruppen af Vietnamkrigsfilm. Det er ikke The Deer Hunter eller Apocalypse Now . Men mindre kan ind imellem også gøre det. Jeg var fint underholdt.

L’ultimo cacciatore er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 36 | 13/10/2008

Stikord: Italian Cinema, Junglen, Rip-off, Vietnamkrigen