Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Lost – The Complete First Season

Lost – The Complete First Season
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Lost - The Complete First SeasonFørste sæson af Lost er fremragende – netværksbaseret TV, når det er bedst. En engagerende historie med et godt mysterium, gode karakterer og en høj production value gør Lost til et særdeles vanedannede bekendtskab.

Lost er én af de mest populære TV-serier i USA, og har været det siden sin debut i september 2004. Serien er i skrivende stund omkring en tredjedel igennem sin femte sæson, og siden maj 2007 (mens 3. sæson løb over skærmene) har det været kendt, at sjette sæson bliver den sidste. Denne beslutning blev gennemtrumfet af seriens kreative bagmænd, og allerede her har vi vel antydningen af, at Lost ikke er nogen helt almindelig serie i et TV-landskab, hvor de fleste serier får lov til at køre, indtil seertallene falder så meget, at netværket trækker stikket ud.

Cast Away møder Robinson Ekspeditionen

Executive producer J.J. Abrams (f. 1966)

Idéen til serien opstod, da den daværende chef for ABC, der står bag Lost, Lloyd Braun, pitchede en idé til et skriveseminar i 2004. Hans ukonkretiserede idé var en TV-serie, inspireret af en blanding af Robert Zemeckis’ Cast Away (2000) og TV-programmet Survivor (under hjemlige himmelstrøg bedre kendt som Robinson Ekspeditionen). Umiddelbart lyder det jo som en katastrofe in spe, og de første udkast til et pilotafsnit om en gruppe mennesker, der overlever et flystyrt på en øde ø, var heller ikke gode. Studiet tog derfor kontakt til J.J. Abrams, der dog værgede sig ved at gå ind i projektet, fordi han havde travlt med flere andre projekter – deriblandt Alias (2001-06) og piloten til en anden serie for ABC.

Det endte alligevel med, at Abrams tænkte lidt over tingene, og kom på nogle idéer. Han var ikke tændt på idéen om, at serien bare skulle handle om overlevende efter et flystyrt på en øde ø – Abrams havde nogle idéer, der drejede serien i en anden, og langt mere thrillerpræget retning.

På dette tidspunkt var TV-sæsonen så langt fremskreden, at det hastede, hvis pilotafsnittet skulle skrives og optages, så det kunne nå at komme på skærmen til efteråret, så ABC vendte sig mod Damon Lindelof, en ung forfatter, som tidligere havde arbejdet på en serie med Heather Kadin, daværende vicedirektør for dramaafdelingen i ABC. Lindelof og Abrams mødtes, og begyndte at arbejde på manuskriptet.

Pre-production, manuskriptskrivning og casting – hele tre ting på én gang

Executive producer Damon Lindelof (f. 1973)

Dette skete sideløbende med, at pre-productionfasen gik i gang, hvilket betød at castingen skete mere eller mindre samtidig med, at Abrams og Lindelof arbejdede på manuskriptet. Dette fik store konsekvenser for serien, idet flere af de vigtige roller først blev skrevet, efter at Abrams, Lindelof og kompagni havde mødt nogle af skuespillerne, der kom for at lave læseprøver til helt andre roller. Med andre ord ændrede de to forfattere løbende manuskriptet, fordi de fik gode idéer, baseret på de skuespillere, de mødte.

Umiddelbart lyder dette noget faretruende, og for at gøre situationen endnu mere absurd, endte budgettet på pilotafsnittet af Lost med at være det dyreste nogensinde til et pilotafsnit. Trods alle omstændighederne omkring seriens noget forhastede opstart, endte det med at Lloyd Braun gav grønt lys for Lost, hvilket endte med at koste ham jobbet som chef for ABC – ironisk nok, seriens efterfølgende megasucces taget i betragtning.

Pilotafsnittet, der var skrevet af J.J. Abrams og Damon Lindelof, blev optaget på Hawaii med Abrams som instruktør, og serien dukkede op på de amerikanske TV-skærme den 22. september 2004. Den blev lynhurtigt en stor succes, og det forstår man ærligt talt godt, når man ser serien. Lost har naturligvis også sine svage sider, men den står for undertegnede som én af de stærkeste netværksproducerede TV-serier nogensinde.

Og hvad handler første sæson af Lost så om? Ja, det er en længere historie, og én, der naturligvis ikke her kan eller skal genfortælles i detaljer. Ej heller kan alle detaljer omkring øen, som flyet styrter ned på, afsløres – dels fordi alle detaljerne endnu ikke er kendt, men også fordi det ville være at ødelægge en del af overraskelsesmomentet ved serien. Til gengæld vil der være enkelte spoilere i denne anmeldelse, så det er op til dig selv at vurdere, om du vil læse videre.

Piloten – imponerende TV

Seriens åbningsscene - Jack vågner i junglen

Pilotafsnittet starter på den ø, hvor al den ”rigtige” handling foregår. Når ”rigtige” står i anførselstegn er det fordi, der også er meget handling, der ikke foregår på øen, men alt dette er realiseret gennem flashbacks, der fortæller os om de forskellige hovedpersoners liv og færden, inden de endte på Oceanic flight 815 fra Sydney til Los Angeles. Disse flashbacks optræder løbende igennem hvert enkelt afsnit, og serien er skruet således sammen, at de fleste afsnit er centreret omkring en enkelt person, der er i fokus både på øen og i de løbende flashbacks. Denne fortælleteknik gør det muligt for forfatterne, at fremhæve de forskellige personers problemstillinger, ved at sidestille dem med lignende situationer i deres fortid. Det kan man mene om, hvad man vil. Det er ingen original teknik, og nogle vil ligefrem kalde den billig, men den virker – og den virker godt.

Jack er lige stormet ud af junglen

Første del af pilotafsnittet, der er delt i to, er centreret omkring Jack Shepherd (Matthew Fox), en ung kirurg, der har været i Sydney for at finde sin far, der kort forinden havde forladt USA på grund af nogle uoverensstemmelser mellem ham og Jack. Faderen, Christian, døde imidlertid i Sydney, så Jack var på vej hjem med faderens kiste liggende i flyets lastrum.

Og her er, hvad han ser - imponerende scenografi i en TV-serie

Jack vågner i junglen på den ø i Stillehavet, hvor flyet er styrtet ned, og da han når frem til stranden, når han frem til et inferno – og én af årsagerne til, at pilotafsnittet af Lost var så dyrt. Det er en vildt imponerende scenografi, filmfolkene – for det er, hvad man må betegne dem som – har gennemført her. For at lave scenerne så realistisk som muligt, købte producenterne et pensioneret rutefly, skar det op, og transporterede det til Hawaii, hvor det blev arrangeret på stranden. Flere dusin hovedrolleindehavere og statister gør scenen levende (serien opererer med, at der var 48 overlevende), og de første ti minutter af Lost er spektakulær TV. Dybt imponerende!

I løbet af disse første ti-femten minutter møder vi mange af seriens hovedpersoner, men det foregår naturligvis i et højt tempo, hvor lægen Jack kæmper for at redde så mange af de sårede som muligt, mens flyet stadig udspyr brændstof, og én af motorerne stadig kører – og i øvrigt suger en uheldig person ind, og eksploderer i endnu en spektakulær sekvens.

Hovedpersonerne

Kate

Da der først falder lidt ro på sagerne igen, trækker Jack, som er vores primære mandlige hovedperson, sig tilbage til junglen for at se til sig selv. Han er blevet såret i den ene side, og må sys, og her træder seriens primære kvindelige hovedperson, Kate (Evangeline Lilly) ind på scenen, da hun tilfældigvis dukker op, og bliver spurgt om hjælp af Jack.

Resten af første del af pilotafsnittet går med at lære de andre hovedpersoner at kende. Der er i alt 14 personer, som serien fokuserer på i første sæson. Det er Jack og Kate, som vi har mødt, og derudover er det John Locke (Terry O’Quinn), Hurley (Jorge Garcia), Sawyer (Josh Holloway), Charlie (Dominic Monaghan), Sayid (Naveen Andrews), Claire (Emilie de Ravin) samt ægteparret Sun og Jin (Yunjin Kim og Daniel Dae Kim), søskendeparret Boone og Shannon (Ian Somerhalder og Maggie Grace) og endelig Michael og hans ti-årige søn Walt (Harold Perrneau og Malcolm David Kelley).

Hver af disse personer er det nødvendigt at knytte nogle få ord til, da de er helt bærende for seriens videre forløb. Nogle af personerne er senere blevet skrevet ud af serien, men hvem det er, fortæller jeg ikke her.

Jack har vi allerede hørt lidt om, så ham vil jeg ikke sige mere om, end at han er den, der modstræbende må påtage sig lederrollen tidligt i serien. Kate, som er seriens særdeles kønne kvindelige hovedperson, er en yngre kvinde i 20’erne, som vi finder ud af, er på flugt fra loven. Præcis hvad hun har gjort, hvordan og hvorfor, fortælles løbende igennem sæsonens og seriens flashbacks. Kate er én af Jacks tro støtter, selv om hun også har et godt øje til Sawyer.

Sawyer - mens han endnu har cigaretter

Sawyer er til gengæld gruppens ballademager. Han er en con-man fra sydstaterne af den type, der absolut kun tænker på sig selv, og har et talent for at få andre folk til at hade sig. Til gengæld har han en grund til at være som han er, og den finder vi naturligvis også ud af i løbet af sæsonen og serien. Han gør sig hurtigt upopulær ved at komme op at slås med Sayid, og ved at være lidt af en ligrøver, der rager ting til sig, og ikke deler ud af sin ”stash”. Helt skidt er han nu ikke, og Sawyers personudvikling er én af seriens rigtig gode elementer. Sawyer er i øvrigt også kilde til megen morskab, da han konstant og konsekvent bruger øgenavne om de andre overlevende – der er mange, og tit er de rigtig sjove.

Sayid

Sayid er iraker, et sted i 30’erne, og var i sine unge dage soldat i Den Republikanske Garde. Selvfølgelig anklager Sawyer ham for at være skyld i flystyrtet – han er jo araber! – men det er nu ret tydeligt, at Saydi ikke kan lægges til last. Til gengæld er Sayid én af de personer, der tidligt viser lederskab og –evner, og er den, der i starten gør mest for at få organiseret de overlevende.

'Two players. Two sides. One is light. One is dark.' - John Locke lærer Walt at spille Backgammon - og præsenterer samtidig seriens overordnede tema

John Locke er et omvandrende mysterium – og det er han sådan set endnu i femte sæson. Han har været på en personlig rejse til Sydney, og af hensyn til overraskelsesmomentet skal jeg ikke fortælle, hvorfor Locke med det samme anser øen for et meget specielt sted med særlige kræfter. I de tidlige afsnit fremstår Locke som en lidt farlig person, fordi han er hemmelighedsfuld, men senere viser han sig at have formidable evner, bl.a. som jæger – hvilket hjælper vores overlevende ganske meget. Han er også gruppens visionære – en ”man of faith” i modsætning til Jack, der gruppens ”man of science”. Denne dualitet kommer til at spille en særdeles vigtig rolle i serien som helhed.

Hurley

Hurley er de overlevendes store hjerte. Han er en kæmpe overvægtig (okay, fed) gut fra Californien med forkærlighed for ordet ”dude”, og er generelt den mest sympatiske af alle de overlevende. Han har imidlertid sine egne skeletter i skabet, som jeg ikke skal afsløre her – blot kan jeg sige, at en række tal spiller en ret væsentlig rolle, og det er også de mystiske tal, der er grunden til, at Hurley var i Sydney og endte på øen.

Charlie

Charlie er med Sawyers ord ”a reject from VH1 has-beens” – en nogen-og-tyve-årig rockmusiker i one-hit-wonder-bandet Drive Shaft, og nu heroinmisbruger. Han gennemgår en særdeles ubehagelig afvænningsfase i løbet af seriens første få episoder, og selv om Charlie kan være ganske irriterende, er han god nok på bunden. Han er også en af de første, der skaber et varigt venskab med én af de andre overlevende, den gravide pige Claire.

Claire

Claire er på vej til Los Angeles for at bortadoptere sit ufødte barn, og hun er meget gravid. Claire bliver desuden centrum i et af første sæsons helt store mysterier, der hænger sammen med seriens overordnede mytologi. Igennem hendes flashbacks er der desuden noget, der tyder på, at det aldrig var meningen, at hun skulle nå frem til Los Angeles.

Sun og Jin

Sun og Jin er et koreansk ægtepar i trediverne, der kun taler koreansk, og som tydeligvis ikke har det bedste forhold til hinanden. Sammen med Sawyer er Sun og Jin de to karakterer, der i løbet af første sæson gennemgår den største personudvikling – og bl.a. med en af sæsonens største overraskelser. Indledningsvist har man imidlertid ikke den store sympatis for Jin, der er besidderisk over for Sun, og tydeligvis mistroisk over for alle andre. Han har sine grunde, men som så meget andet i denne anmeldelse, forbliver de en hemmelighed.

Shannon og Boone

Boone og Shannon er stedsøskende, og indledningsvist fremstår Shannon som en dum blondine, der bare vil tage sol på stranden, mens Boone er mere villig til at indgå i fællesskabet. De er velhavere, men på grund af personlige omstændigheder har Shannon en tendens til at komme i problemer, som Boone konstant må rode hende ud af. Boone og Locke bliver på et tidspunkt et makkerpar, og står sammen for at opdage noget i junglen, der er blandt første sæsons store mysterier. Shannon og Sayid får senere et godt øje til hinanden, men først et godt stykke inde i sæsonen, hvor Shannon også har vist andre sider af sin personlighed.

Michael og Walt

Endelig er der Michael og Walt, der spiller en afgørende rolle for hvordan de første tre sæsoner udvikler sig. Michael har været i Sydney for at hente sin tiårige søn, som han ikke har set i årevis, fordi hans eks forlod ham med sønnike. De gennemgår nogle særdeles svære bonding-issues, og Michael er overbeskyttende i forhold til Walt. For at få Walt væk fra øen begynder Michael at bygge en tømmerflåde, der bliver søsat sidst i sæsonen.

Monstre og anden mystik

Den første aften på øen kommer der mærkelige lyde fra junglen.. der er noget derinde

Og hvad bestiller de fjorten hovedpersoner og de nogen-og-tredive resterende af de overlevende så i løbet af første sæson? Jo, det er her, Lost begynder at blive interessant. For ud over de rent praktiske omstændigheder med at lære at overleve på øen, introduceres meget hurtigt – allerede i første del af piloten – seriens første (og endnu uløste) mysterium. Den første aften, de tilbringer på øen, hører de pludselig voldsomme og meget mærkelige lyde fra junglen, ser træer vælte og tilsyneladende blive hevet op med rode. Der er noget inde i junglen, og det er stort!

Et stk. meget død pilot. Og det var ikke flystyrtet, der dræbte ham

Dagen efter (stadig i første del af piloten) konsolideres mysteriet, da Jack, Kate og Charlie beslutter sig for at trekke ind i junglen for at finde den forreste del af flyet. Jack kender lidt til flyelektronik, og håber på at kunne finde flyets transceiver, som de vil kunne bruge til at sende et nødsignal med. Det lykkes også for dem at finde cockpittet, hvor piloten (en kort cameo af Greg Grunberg) stadig er i live, og kan fortælle dem, at de var over 1000 miles ude af kurs, da flyet styrtede. Eftersøgningsholdene leder altså det forkerte sted! Pludselig hører vore hovedpersoner de samme lyde, som den foregående aften, hvorefter der sker noget ubehageligt. Præcis hvad, skal ikke afsløres her, men fra dette punkt og frem omtales tingen i junglen som ”the monster”. Der går dog endnu en rum tid, inden nogen rent faktisk ser ”monstret”.

Meget mere vil jeg ikke sige om første sæsons mysterier her, ud over at det generelt kan opsummeres som ”der er andre på øen, end de overlevende efter flystyrtet, og de er ikke venligtsindede”. Det er med andre ord allerede hurtigt tydeligt, at Lost ikke bare er en serie om en gruppe overlevende, der styrter ned på en øde ø. Allerede fra første del af piloten er serien solidt plantet i den fantastiske genre, og det forbliver serien med at være.

Effektivt TV-drama

Selv om Lost altså byder på en lang række mysterier, og har klare thrillerelementer, er serien samtidig, og i høj grad, et drama, og det er denne blanding, der sikrer serien dens succes. Selv om der på ingen måde er tale om stor dramatisk kunst i persontegningen og hovedrollernes indbyrdes forhold, så er der tale om effektivt TV-drama, uden at det forfalder til melodrama. Rollerne er velskrevne, og de aspekter af de forskellige personer, der afsløres i løbet af seriens flashbacks, gør personerne tredimensionelle, samtidig med, at de giver yderligere næring til de mange mere persondrevne mysterier, serien også er fyldt med. Hvorfor er Kate på flugt fra loven? Hvad er det, Jack har gjort, der har fremmedgjort ham fra sin far? Hvorfor bærer Sawyer rundt på et brev? Hvad er der med Hurley og talrækken 4 8 15 16 23 42? Hvorfor overfalder Jin Michael helt umotiveret? Hvad var det, den synske mand i Sydney kunne se om Claires fremtid? Og så videre, og så videre.

Fra en af seriens flashbacksekvenser. Boone er på en politistation i Sydney, og hvem kommer betjentene med bag ham? Sawyer, såmænd.

Et ekstra element, der tilføjer personerne og øen mystik, er, at vi i løbet af flashbacksekvenserne opdager, at mange – hvis ikke alle – hovedpersonernes liv på én eller anden måde tidligere har krydset stier, hvilket naturligvis leder frem til spørgsmålet om, hvorvidt de alle var prædestinerede til at ende på øen. Spørgsmålet om skæbne over for frit valg er nemlig én af seriens helt centrale temaer.

Sløret bliver langsomt løftet for flere og flere af disse spørgsmål, men nye kommer også til, og det skaber en effektiv dynamik på både det rent handlingsorienterede og det personorienterede niveau. En stor del af handlingen i første sæson går naturligvis med at lære personerne at kende, og især første halvdel af sæsonen er i høj grad fokuseret på de traditionelle aspekter af en robinsonade: at finde vand og mad, at organisere ly osv. osv. Fra omtrent midtvejs i sæsonen begynder seriens mytologi om øens mysterier at træde i forgrunden, og det er disse elementer, der fører frem til sæsonafslutningen og dens cliffhanger.

Én lang historie, der giver plads til personudvikling

Hvis man endelig skal styrte ned på en øde ø, er det da ikke så ringe det her

I modsætning til de fleste andre amerikanske TV-serier, der kører på de store netværker, er Lost ikke en serie, der kan ses på et afsnit-på-afsnit-basis. Det kan måske lige gå an i begyndelsen af sæson 1, men så snart de mytologiske elementer begynder at træde i forgrunden, er det nødvendigt at følge med for at forstå, hvad der foregår. Ret hurtigt bliver forholdet mellem de forskellige personer også så relativt kompliceret, at man er nødt til at følge med for at forstå, hvad der foregår imellem dem.

Er man kynisk ville man sige, at dette bare er et smart trick for at få folk til at hænge på, men sådan fungerer amerikansk TV ikke. TV skal være virkelig godt i USA for at strategien med konstant sammenhængende episoder fungerer, så fortælleformen er næppe valgt for at sikre seere. At Lost er fortalt som én lang, sammenhængende historie, kræver noget af seeren, men den giver til gengæld også utrolig meget. Den tillader en kompleksitet på både karakter- og handlingsniveau, som man ellers kun finder i betalingskanal-serier som f.eks. The Sopranos og Six Feet Under (begge fra HBO). Af samme grund føles det som om, Lost virkelig hænger sammen. Jeg tvivler på, at alt har været planlagt fra begyndelsen – hvilket hardcorefans på nettet har en tendens til at mene – men der er mange detaljer, der allerede introduceres i sæson ét, som senere har vist sig at give mening i det store billede, også uden at føles som efterrationaliseringer. En vis fornemmelse af, hvor serien var på vej hen, må have være til stede fra begyndelsen, selv om mange detaljer uden tvivl er blevet tilrettelagt undervejs.

Selv om mange af de forskellige personer i udgangspunktet er de rene arketyper, tillader denne fortælleform også forfatterne at udvikle personerne i langt højere grad, end det sædvanligvis er tilfældet i serier, der fokuserer på enkeltstående afsnit. At de fleste af personerne ved seriestart vitterligt er arketyper skal der imidlertid ikke herske nogen tvivl om: Lægen (Jack), Den Slemme Dreng (Sawyer), Den Venlige Tykke Dreng (Hurley), Den Usikre Far (Michael), Den Smukke Pige Med En Hemmelighed (Kate), Den Fallerede Rockmusiker (Charlie), Den Forkælede Rige Pige (Shannon) osv. osv. Arketyperne er selvfølgelig også én af grundene til, at vi som seere umiddelbart kan identificere os med dem, og jo mere glædeligt er det, når personerne begynder at udvikle sig, og arketyperne træder uden for ”kassen”. Det gør personerne troværdige, og er medvirkende til, at vi faktisk kommer til at holde af dem – selv de irriterende af dem – fordi vi forstår deres motivationer. Det hjælper naturligvis gevaldigt på det hele, at skuespillerne er mere end velvalgte, og alle som én yder veloplagte præstationer.

Høj production value

Til vores mandlige læsere: det er desværre as good as it gets, da 'Lost' kører på et af de store netværker. Ikke mere hud, og ingen grimme bandeord.

Der er både kendte og mindre kendte ansigter blandt skuespillerne. De fleste husker formentlig Matthew Fox (Jack) fra serien Party of Five (dansk: Vi bli’r i familien), der kørte 1994-2000. Dominic Monaghan (Charlie) er naturligvis én af hobbitterne i Lord of the Rings-trilogien (2001-03), og Terry O’Quinn (Locke) har medvirket i bl.a. X-Files-filmen Fight the Future (1998) og TV-serien Millennium (1996-1999). Også Emilie de Ravin (Claire) har vi i Danmark set på TV, i teen-rumvæsenserien Roswell (1999-2002), og endelig har Harold Perrineau (Michael) både lavet film og TV – vi kender ham bl.a. fra The Matrix Reloaded og The Matrix Revolutions (begge 2003). Resten af castet var mindre kendt uden for USA’s grænser, før Lost, men castingen er fin – for de mandlige seere må Evangeline Lilly især fremhæves: hun er ren eye candy i rollen som Kate.

Produktionsmæssigt er Lost lidt af et slaraffenland. Første del af pilotafsnittet har jeg omtalt som spektakulær, men generelt er serien præget af en høj production value. Det er en dyr serie, og det kan man se – og i øvrigt også høre: Michael Giacchinos glimrende score er nemlig ikke ”bare” synthesizet, men faktisk indspillet med rigtigt orkester.

Fra det realistisk lavede flystyrt

Godt nok foregår meget af handlingen i junglen, og godt nok er hele serien optaget på Hawaii, men når flashbacksekvenserne fører én til London eller Sydney eller Los Angeles, er man ikke i tvivl om, at man befinder sig disse steder. Scenografien er smuk hele vejen igennem, fotograferingen generelt god, og de få steder, der bruges CGI er det gjort med omhu, og således at klipningen skjuler eventuelle problemer sammen med andre tekniske finurligheder.

Postmoderne TV

Første sæson er konsekvent af meget høj kvalitet. Naturligvis er der udsving undervejs, og nogle afsnit er bedre end andre, men fra et overordnet synspunkt er der tale om en særdeles stærk sæson, der konstant er både engagerende og næsten uforskammet underholdende. Fortælleformen, med hovedhandlingen på øen i kombination med flashbacks, sammen med de stadigt flere mysterier om, hvad det egentlig er for en ø, der overlevende er havnet på, gør Lost til et særdeles afhængighedsskabende bekendtskab. Samtidig er Lost også en serie for de mere detaljemindede, for serien er fyldt med mere eller mindre subtile referencer til andre kulturelle og populærkulturelle fænomener. Dette forekommer dels i dialogen, og et andet eksempel er de bøger, Sawyer finder i flyvraget, og underholder sig med, og hvoraf mange på forskellig vis har – eller kan tolkes som om de har – betydning for og relation til serien.

Denne attention to detail har, i takt med seriens stadigt stigende mytologiske kompleksitet, ført til en kolossal mængde fanaktivitet på nettet, med utallige blogs, websites, diskussionsfora m.v., hvor fans forsøger at finde ud af, hvad der foregår. En af de mest imponerende af disse sites er Lostpedia, der som navnet antyder er en wiki, der udelukkende handler om Lost. På nuværende tidspunkt er Lostpedia oppe på over 5000 Lost-relaterede artikler!

Executive producer Carlton Cuse (f. 1959)

Den kolossale faninteresse har forfatterne udnyttet til deres fordel, idet de bl.a. har lavet internetbaserede computerspil i sæsonpauserne, og udgivet forskellige meta-ting – bl.a. nogle videoer, der løfter sløret for noget af det, der foregår på øen, uden at de dog er nødvendige at se for at følge med i selve serien. Samtidig udsender de kreative bagmænd – i dag de to executive producers Damon Lindelof og Carlton Cuse – jævnligt podcasts, hvor de kommer med hints om, hvad der foregår, og besvarer spørgsmål fra fans. Faninteressen omkring Lost kan formentlig kun sammenlignes med ét tidligere fænomen, nemlig den tilsvarende enorme, internetbaserede faninteresse, der var omkring The X-Files fra internettets opdukken i midthalvfemserne, og indtil serien sluttede i 2002.

På den måde er Lost også klart et produkt af den moderne mediekultur, og det siver ind i selve serien, der behændigt leger med metareferencer, og på mange måder faktisk opfordrer fans til at komme med teorier om, hvad der foregår i serien. TV som Lost kunne ikke have været lavet for 20 år siden. Samtidig er Lost alligevel en tidløs serie. Den er ikke bundet op på en bestemt tidsperiode eller bestemte fænomener, der er populære netop nu. Det er en serie, der henvender sig til alle, der kan lide et godt mysterium og menneskeligt drama, og derfor vil den formentlig stadig have appel om 10 år.

Kraftpræstation

Første sæson af Lost er en kraftpræstation inden for TV-mediet, der kvalitativt kun matches af nogle meget få andre TV-serier, der i USA imidlertid kun har kørt på betalingskanaler. Som sådan er Lost et unikum i det amerikanske TV-landskab. Endnu mere imponerende er det imidlertid, at serien ikke taber kvalitet over de næste sæsoner, men formår at forny sig selv og vedblive med at være engagerende og underholdende. Absolut topkarakter!

6 stjerner

Titel: Lost – The Complete First Season
Instruktør: J.J. Abrams, Jack Bender, Kevin Hooks, Michael Zinberg, Tucker Gates, Greg Yaitanes, Marita Grabiak, Stephen Williams, Rod Holcomb, Daniel Attias, Robert Mandel, David Grossman,
Manuskript: J.J. Abrams, Damon Lindelof, David Fury, Christian Taylor, Javier Grillo-Marxuach, Jennifer Johnson, Paul Dini, Lynne E. Litt, Carlton Cuse, Drew Goddard, Leonard Dick, Brent Fletcher, Janet Tamaro, Edward Kitsis, Adam Horowitz
Cast: Matthew Fox (Jack Shephard), Naveen Andrews (Sayid Jarrah), Jorge Garcia (Hugo ”Hurley” Reyes), Josh Holloway (James ”Sawyer” Ford), Daniel Dae Kim (Jin Kwon), Yunjin Kim (Sun Kwon), Evangeline Lilly (Kate Austen), Terry O’Quinn (John Locke), Emilie de Ravin (Claire Littleton), Dominic Monaghan (Charlie Pace), Harold Perrineau (Michael Dawson), Malcolm David Kelley (Walt Lloyd), Ian Somerhalder (Boone Carlyle), Maggie Grace (Shannon Rutherford), John Terry (Christian Shephard), William Mapother (Ethan Rom)
Producere: Damon Lindelof (executive producer), J.J. Abrams (executive producer), Bryan Burk (executive producer), Carlton Cuse (executive producer)
Foto: John S. Bartley, Michael Bonvillain, Larry Fong,
Musik: Michael Giacchino
Spilletid: 1069 minutter (17 timer, 49 minutter) – ca. 45 min/episode
Aspect ratio: 1.78:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, engelsk, fransk, tysk, hollandsk
Produktionsland, år: USA, 2004-05
Produktionsselskaber: Bad Robot
Distributør (DVD): Buena Vista Home Entertainment & Touchstone Television
Udgave/region: 0

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/03/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *