Lo squartatore di New York

Der findes en lille gruppe film, som igennem mange år har været svært tilgængelige, og hvis navne derfor primært har været kendt af mange på grund af deres rygte. Et eksempel er Umberto Lenzis Cannibal Ferox (1981), der hævdes at have været totalt forbudt i 31 lande verden over.

Et andet eksempel er Lucio Fulcis giallo Lo squartatore di New York, som Another World Entertainment nu har sendt på gaden under dens engelske titel The New York Ripper. Man kan måske undre sig lidt over, at AWE ikke har valgt at udsende filmen under sin slagkraftige danske videotitel Blodig voldtægt, men på den anden side er den danske titel stærkt misvisende, da filmens morder på intet tidspunkt voldtager nogen.

Beskåret i England

Også Lo squartatore di New York er blevet berygtet for at være blevet forbudt i mange lande, eller i det mindste for at være blevet kraftigt beskåret i de lande, hvor filmen trods alt kom ud. Årsagen er, at filmen er særdeles blodig, selv for en giallofilm, og mange har desuden anklaget filmen for at være decideret kvindefjendsk. Det sidste mener jeg nu er ukorrekt, men det vender jeg tilbage til.

Da producenterne søgte at få filmen udsendt i England i 1984, blev filmen ikke alene pure afvist af BBFC (British Board of Film Classification); filmrullerne fik politieskorte til lufthavnen for at sikre, at filmen forlod landet hurtigst muligt! Det var naturligvis i samme periode, at BBFC slog hårdt ned på alle blodige og voldelige film, og sortlistede dem som såkaldte “video nasties”. Selv om tiderne har ændret sig, er briterne endnu i dag kendt for at være ekstremt strenge over for vold på film, og især det, de kalder “seksualiseret vold”.

Da filmen blev udgivet på DVD i England i 2002 måtte 22 sekunder klippes ud. En anden udgave blev bedømt af BBFC så sent som i år, og her blev der klippet 34 sekunder. Det skal dog siges, at den udgave, der blev bedømt i år havde en spilletid på 31 sekunder mere end den version, der blev censureret i 2002. I begge tilfælde går BBFC’s kritik især på én specifik scene, der da også uden tvivl er filmens absolut stærkeste.

Uncut i Danmark

I den danske version, som AWE nu har udsendt, er der ikke klippet noget, faktisk tværtimod. Dels er der en dialogscene med, som af ukendte årsager har manglet i mange andre udgaver af filmen, og dels er en scene, der har været indsat et forkert sted i andre udgaver, nu sat ind på sin korrekte plads. Dermed bliver AWE’s version af filmen den hidtil mest korrekte udgivelse af filmen, og for det alene må man tage hatten af for gutterne hos Another World Entertainment.

Spørgsmålet er så, om det har andet end filmhistorisk værdi, eller om Lo squartatore di New York rent faktisk har noget at byde på. Lad os starte med at kigge på handlingen.

Morder med andestemme

Filmen åbner, som så mange andre gialli, helt uskyldigt. Her er det en mand, der er ude at gå tur med sin hund. Han kaster en pind et par gange, og vovsen henter den, men da pinden havner i et buskads, kommer hunden tilbage med en afskåret menneskehånd! Efter filmens credits introduceres så kriminalbetjenten Williams (Jack Hedley). Han har tilsyneladende fundet ud af den døde kvindes identitet, for i hvert fald afhører han i sin første scene den afdødes udlejer. Hun kan ikke fortælle så meget, men siger dog, at pigen den sidste aften, hun blev set i live, modtog et telefonopkald fra en mand, der talte lige som en and!

Herefter klipper vi til filmens første mordsekvens. Morderen, som på klassisk giallovis kendetegnes ved POV-shots, forfølger en ung kvinde ombord på Staten Island-færgen, hvor hun bliver filmens første on-screen offer. Ganske rigtigt taler morderen til hende med andestemme, lige før han sprætter hende op fra skridtet og opefter, og også dolker hende i brysterne. Det hele vises uden nogen form for nåde. Faktisk tværtimod, for Fulci er ikke bleg for at lege med publikums forventninger.

Lige idet pigen begynder at skrige, klipper han til et exterior shot af færgen, og naturligt nok tror man så, at mordet sker off-screen. Umiddelbart efter klipper han imidlertid tilbage, og viser os hele svineriet. At morderen vitterligt taler som en and lyder umiddelbart meget tåbeligt, men idéen er samtidig så grotesk, at det på besynderlig vis ender med at virke ganske creepy. Utroligt men sandt.

En gal seriemorder

Med hjælp fra en retsmediciner går det op for Williams, at det nye mord er begået af den samme mand, som myrdede kvinden, der blev fundet tidligere. Williams indser, at han står over for en gal seriemorder. Men ikke nok med det – nu begynder morderen også at lege kispus med politiet ved at ringe Williams op, og tale til ham med sin karakteristiske andestemme. Williams ser ingen anden udvej end at alliere sig med en psykolog, så han opsøger Dr. Paul Davis (Paolo Malco) for at få hans hjælp med at finde frem til morderen.

Nu introduceres vi også for nogle andre karakterer. Det drejer sig indledningsvist om Jane Forrester Lodge, spillet af Alexandra Delli Colli, der bl.a. også medvirkede i Marino Girolamis Zombi Holocaust fra 1980. Med sin mands viden og accept lever Jane et særdeles aktivt erotisk liv ude i byen. I den første scene, hvor vi møder hende, overværer hun som den eneste kvinde blandt publikum et live-sexshow, som hun optager lyden af på en diktafon mens hun masturberer. Senere går hun hjem og giver båndet til sin mand, hvad han tilsyneladende tænder på.

I mellemtiden har vi dog fået serveret vores første mistænkte. Kameraet dvæler ved en af de andre tilskuere til sexshowet, og næste gang der klippes til teatret, er hans sæde tomt. I mellemtiden har vi fulgt den kvindelige aktør ind i hendes garderobe, hvor hun bliver myrdet ved at morderen borer en knust flaske op i skridtet på hende. Denne scene finder sted i grøn belysning, hvilket nok er godt det samme, for også denne scene er særdeles grafisk, og man ser vitterligt hvordan blodet løber ned gennem den knuste flaske og ud gennem halsen på den! Den myrdede show-pige spilles i øvrigt af Zora Kerova, der måtte lide en endnu mere brutal død i Umberto Lenzis Cannibal Ferox fra året før.

Et ordentligt røvhul af en hovedperson

Næste gang vi møder vores umiddelbart oplagte mordmistænkte, er det i undergrundsbanen, hvor han opfører sig ekstremt skummelt over for en ung pige ved navn Fay (Almanta Suska). Hun bliver bange for ham, og forlader toget ved næste station, men fyren følger efter hende. Det lykkes tilsyneladende for Fay at slippe væk fra ham, men kort efter overfaldes også hun. Her lykkes det dog pigen at slippe væk, og hun ender på hospitalet, hvor hun kan give politiet et signalement af manden. Hans væsentligste kendetegn er, at han mangler to fingre på den ene hånd.

Nu går jagten så for alvor ind på den brutale morder, men som i alle andre giallofilm er det hele ikke så enkelt som det lyder, og kriminalbetjent Williams befinder sig pludselig ubehageligt tæt på sagen. Det forholder sig nemlig således, at Williams har besøgt en prostitueret, og da morderen ringer op for at dedikere et mord til Williams, er det naturligvis hende, der står for skud.

Her kommer to væsentlige ting. For det første kommer filmens absolut mest brutale mord, og for det andet fjerner hele sekvensen det sidste håb, man kunne have haft om, at Williams var en ordentlig person. Hele vejen igennem filmen er han blevet fremstillet mere eller mindre som et røvhul, men al sympati forsvinder nu. Morderen snyder nemlig Williams, og da Williams indser, at morderen må være i kvindens lejlighed – som Williams kender adressen på – går der meget længe, inden han sender betjente af sted til adressen. Tydeligvis vil han gerne beskytte sin karriere, og det viser sig da også, at han og betjentene kommer for sent.

Stærkt pessimistisk

Helt generelt er et af de væsentligste kendetegn ved Lo squartatore di New York en gennemgående pessimisme. Williams er som nævnt et røvhul, men der er heller ingen af de andre karakterer, vi møder i filmen, som slår én som særligt sympatiske eller normale. Den eneste undtagelse er Fay og hendes kæreste Peter (Andrea Occhipinti), der umiddelbart virker forholdsvis normale. Ikke engang dem føler man imidlertid specielt meget for, bl.a. fordi de ikke kan kaldes deciderede hovedpersoner.

New York fremstilles som en kloak, beboet af forskruede mennesker, og der siges meget få venlige ord mellem nogle af filmens personer. Selv om alle morderens ofre er kvinder, mener jeg imidlertid ikke, at filmen kan kaldes kvindefjendsk – de fleste gialli har kvinder i de primære offerroller, og i Lo squartatore di New York er det i øvrigt en kvinde, der er filmens eneste sympatiske karakter. At mordene er langt mere grafiske end i de fleste andre giallofilm er heller ikke et udtryk for en kvindefjendsk holdning fra Lucio Fulcis side; det er nærmere et udtryk for det generelle sortsyn, der gennemsyrer filmen.

Men det var i øvrigt de samme anklager, der blev rettet mod Bret Easton Ellis da han udgav romanen American Psycho ni år senere – en bog, der efter min mening heller ikke kan betegnes som misogynistisk, men som anvender voldspornografien som et stærkt virkemiddel for at udstille og kritisere 1980’ernes yuppiekultur og materialisme.

Fulci kan godt have været tidligt ude i et lignende ærinde i 1982, da han lavede Lo squartatore di New York. I hvert fald kan der næppe være tvivl om, at der ligger en idé bag filmens nærmest nihilistiske tilgang til tingene. Da morderen først er behørigt afsløret og aflivet, følger en næsten ubærligt deprimerende scene, der bedst af alt udstiller filmens stemning.

Morderens lille datter ligger dødssyg på hospitalet, og på det tidspunkt filmen foregår, har hun ikke modtaget besøg af forældrene i lang tid. Morderens præcise motiv behøver jeg ikke fortælle her, men filmen slutter med, at den lille pige grædende ringer hjem for at bede om at blive besøgt. Men telefonen bliver naturligvis ikke taget. Her bliver det tydeligt, at det ikke kun er de voksne, seksuelt udfordrende eller seksuelt forskruede, der bliver ofre, men selv de helt uskyldige. I Fulcis New York slipper ingen uden om.

Ikke ren exploitation

At kalde Lo squartatore di New York ren exploitation er forkert, for Fulci og hans medforfattere har klart haft en mening med at fremstille tingene i dette sorte lys. Det er ikke meningen, at man skal have det godt efter at have set filmen; den tvinger med sin evindelige pessimisme seeren til at tænke over, hvorfor den er, som den er, og derved alene mener jeg ikke, at den kan kaldes exploitation, selv om den naturligvis benytter sig af exploitationelementer.

Desværre bliver det budskab, Fulci og kompagni har villet ud med, aldrig specielt tydeligt, og man kan kun komme med gisninger. Af samme grund er der nok mange, der har misforstået filmens hensigter, og betragtet den som ren voldspornografi.

Enkelte fremragende sekvenser

Filmisk er Lo squartatore di New York ikke overvældende interessant. Primært mangler filmen et effektivt drive, der gør den spændende hele vejen igennem. Spændingen opstår kun i enkeltsekvenser, hvor dog især én er helt fremragende. Det er en scene, hvor vi pludselig finder Jane Lodge i selskab med den hovedmistænkte i sagen. Hun er tydeligvis ude i byen for at få et kinky knald, og hun lader sig således binde til sengen af den formodede morder. Hvad der sker med hende, og om det rent faktisk er manden med de manglende fingre, der i sidste ende viser sig at være morderen, skal jeg ikke afsløre her. Under alle omstændigheder er det en fremragende gennemført scene, hvor spændingen opbygges rigtigt godt.

En anden sekvens, der fungerer glimrende, er den, hvor morderen snyder Williams. Indledningsvist ved vi ikke, hvor morderen ringer fra, men politiet sporer opkaldet til en telefonboks på havnen. Da Williams og en flok betjente når frem til telefonboksen, viser det sig imidlertid at være et snedigt trick fra morderens side, og da vi opdager, at morderen ikke er der, klippes der til den lejlighed, hvor morderen befinder sig sammen med den prostituerede, vi tidligere har set Williams i selskab med. Nu taler morderen til Williams igennem den walkie talkie, der ligger foran telefonrøret i telefonboksen og lader Williams lytte med, da den prostituerede bliver myrdet.

Dette drab er i øvrigt så langt det mest brutale i filmen, og også det eneste, der endnu i dag fremstår særdeles ubehageligt. Her lader Fulci kameraet dvæle nærmest ligegyldigt ved den nøgne kvindekrop, imens morderen snitter pigens mave op med et barberblad for derefter at skære ned igennem det ene af hendes bryster. Endelig slutter mordet af med, at morderen skærer ned gennem den ene side af pigens ansigt, hvor også et af hendes øjne ødelægges. Effektarbejdet i denne scene er glimrende, og man ser ligefrem hvordan barberbladet deler brystvorten i to, og hvordan øjet fyldes med blod. Helvedes effektivt og ubeskriveligt ubehageligt.

Mangler konstant dynamisk spænding

Desværre opbygger filmen aldrig nogen konstant dynamisk spænding. Der er to hovedårsager. For det første er det et plotspørgsmål: der sker simpelthen for lidt, og der leges for lidt med spørgsmålet om morderens identitet. Jovist, der kastes da nogle røgslør ud undervejs – bl.a. antydes psykologen Davis på et tidspunkt også for seeren som en mulig kandidat – men i sidste ende må man konstatere, at afsløringen er lidt af et antiklimaks.

For det andet er det et spørgsmål om filmens personer. Man fatter ikke den ringeste sympati for nogen af dem, med undtagelse af Fay, og selv hun er så relativt lidt med, at man aldrig når til det punkt, at man bekymrer sig om, hvorvidt hun overlever eller ej. Derudover mangler der basal spænding i de fleste enkeltscener, på nær de to ovenstående, og så kan en film på halvanden time lige pludselig føles temmelig lang.

Dertil kommer, at der på ingen måde er tale om en Fulci i visuel topform. Filmen er fint fotograferet, ingen tvivl om det, men den er også meget ordinær. Det er da heller ikke Fulcis sædvanlige fotograf, Sergio Salvati, der står for billederne, men i stedet Luigi Kuveiller, der også fotograferede Fulcis elleve år ældre giallo Una lucertola con la pelle di donna (A Lizard in a Woman’s Skin). Scoret er heller ikke komponeret af Fabio Frizzi, der ellers stod bag musikken til de fleste af Fulcis film i årene mellem 1975 og 1982. Her er det i stedet Francesco De Masi, der komponerede musikken. Der er tale om et tidstypisk funkinflueret score, som faktisk fungerer ganske udmærket.

De overvejende italienske skuespillere (dubbet til engelsk) udfylder deres roller udmærket, men der er ikke tale om stort spil. Jack Hedley må dog roses for at spille rollen som den usympatiske kriminalbetjent Williams rigtig fint – i Hedleys skikkelse bliver Williams virkelig til en mand, man har lyst til at give en røvfuld. Lucio Fulci ses i øvrigt selv i en lille rolle som Williams’ chef.

Seværdig med forbehold

Så hvor efterlader det så Lo squartatore di New York? Svaret er desværre: I den svagere ende af gialloskalaen. Der er produceret langt værre film inden for genren, men der er også produceret mange, der er langt bedre. Lo squartatore di New York er stadig seværdig for sin usædvanligt pessimistiske stemning, og for et af de mest brutale giallomord nogensinde. Som helhed er det dog et forholdsvis ringe udbytte af en film, som med en instruktør som Fulci bag kameraet kunne have været så meget bedre.

Lo squartatore di New York er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: Giallo, Italian Cinema, New York, Seriemordere