Listen: De 5 bedste afsnit af X-Files

Tiende sæson af The X-Files fik en noget blandet modtagelse. Heldigvis kan man jo altid gense sine foretrukne afsnit fra “gamle dage”. X-Files var en serie, der som få formåede at samle kultklassiker-nørderne og mainstreampublikummet i fælles begejstring. Man tilgav det sumpede og ofte selvmodsigende hovedplot, fordi alt andet virkede. Her er Martin Schjönnings bud på de fem bedste afsnit af X-Files.

5. Clyde Bruckman’s Final Repose (s3, e4)
Det burde næsten være nok at sige, at plottet handler om en livsforsikringsagent, der kan forudsige, hvornår folk dør. Det er allerede ironisk morsomt, men det krydres med en helt særlig form for eksistentiel dødsangst, når Clyde begynder at se sin egen uundgåelige bortgang i sine syner.

Det bedste øjeblik er dog en kort scene i en bil, hvor Mulders bizarre privatliv for en sjælden gangs skyld trækkes helt frem i rampelyset ved hjælp af ti sekunders overmåde velskrevet dialog.

4. Arcadia (s6, e15)
Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke har voldsomt meget tilovers for middelklassen, som er Arcadias omdrejningspunkt. Det er dog ikke kun af personlige årsager, at Arcadia indtager fjerdepladsen.

Afsnittet er en skarp satirisk, nærmest lyrisk skildring af den menneskelige massepsykologi, når den er værst – et portræt af en dysfunktionel stamme, der aldrig ville overleve i naturen, hvilket da også understreges, når mysteriet opklares til sidst. Det er også fornøjeligt at se Scully og Mulder, der normalt begår sig i de særeste miljøer, være dybt forvirrede over normaliteten i forstaden.

3. Musings of a Cigarette Smoking Man (s. 4, e7)
Lad os bare sige, at jeg ikke blev fan af serien på grund af det enorme bagvedliggende hovedplot. Udskiftning af forfattere, pludselige forlængelser af serien og varierende budgetter var alt sammen medvirkende til at gøre den historie umulig at følge med i.

Dette afsnit fokuserer på The Cancer Man, den mystiske bagmand og lejlighedsvise skurk/hjælper, der konstant stikker kæppe i Mulders hjul. Og hvilken historie! The Cancer Man udvikler sig i dette afsnit fra at være en mytologisk entitet til at være en fuldfed karakter, man sympatiserer dybt med på nogle punkter og afskyer på andre.

2. The Post-Modern Prometheus (s5, e5)
Nogle X-Files-afsnit er tydeligvis lavet for sjov, og dette er det bedste eksempel på det. Som titlen mere end antyder, er der tale om pastiche over den legendariske Frankenstein-film fra 1931.

Det hele er filmet i sort/hvid med brug af mange af de samme teknikker, som den oprindelige film blev lavet med. Twisted er at (spoiler alert!) historien om det vanskabte uhyre ender lykkeligt. Kærlighed til horror-genren gennemsyrer hvert sekund af dette prægtige afsnit!

1. Home (s4, e2)
Jeg var slet ikke i tvivl om, hvilket afsnit der skulle vinde. Home markerer, at to af seriens bedste forfattere, Glenn Morgan og James Wong, er vendt hjem, efter at have været fraværende siden sæson 2.

Det er en tragisk historie om en hillbilly-familie, der generation for generation nærmer sig bunden af afgrunden. Til hovedtemaerne hører social fremmedgørelse, fejlplaceret loyalitet, og samfundets unaturliggørelse af mennesket.

Det er også et af de visuelt mest grusomme og frastødende afsnit, men effekterne bliver ikke kun brugt som pynt, de smelter perfekt sammen med den elegiske fortælling. Home er en intens, følelsesmættet hyldest til hixploitation-genren, og fans af The Hills Have Eyes (1977) og I Spit on Your Grave (1978), kan springe direkte ud i dette afsnit, uden at behøve forudgående kendskab til serien som helhed.