Redaktionen
Ingen kommentarer

Leder og indhold – 13. august 2019

Leder og indhold – 13. august 2019
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Gokkesok/dildo til nørder: Se under "Quentin Tarantino."

Ja, det er måske lidt groft sagt. Men det er lidt sådan jeg har det, når jeg tænker på Tarantino.

Det er som om, folk falder i gryden med begge ben. Som om man mere hylder idéen om Tarantino – manden der stod bag disken i videobutik, manden som favner glæden ved filmmediet – end man hylder de enkelte film.

Prøver jeg at sige, at Tarantino er overvurderet? Både og. Når Tarantino er bedst, leverer han nogle af de bedste replikker, der er set i den rappe ende af filmhistorien.

Desuden har han et fantastisk tag om sine skuespillere, om selve filmmediet som udtryksform (her spiller den intertekstuelle leg en stor rolle, og når Tarantino er bedst, er det en fantastisk leg at iagttage) og om stemninger.

Men når Tarantino er værst, bliver det til blodige, ufokuserede penselstrøg på celluloiden. Det fantastiske ved Tarantino er dog, at der – selv i de mindre vellykkede værker – altid er noget at komme efter. Man glæder sig altid til en ny Tarantino.

Fortællingen om en type som Tarantino er jo ikke ny. Han bryder igennem lydmuren i 1992, leverer sit hidtil største værk i 1994 og sit oversete mesterværk i 1997. Som ung filmmand, uden hverken de store penge eller den store kultiske skare af fans, var han tvunget til at levere, til at skære ind til benet.

Sidenhen blev det en leg. Der var ikke folk, der sagde ham imod. Han var blevet så tilpas stor, at der gik lidt selvfedme og dovenskab i sagerne.

Bevares, man kan jo også kritisere mig for, at jeg er ude efter en mand, “der jo bare laver det, han gerne vil.” Min spinkle pointe er dog bare, at flere af Tarantinos film kunne være blevet endnu bedre, hvis de var blevet skrevet og klippet af en lidt skarpere hånd.

Jeg er f.eks. ikke den store fan af Kill Bill-filmene, som mange elsker, da det netop er et eksempel på, at man burde have skåret fra og lavet én film (på små tre timer) – så havde man siddet tilbage med et mesterværk!

Det kan også lyde som om, at jeg synes Tarantino har fejlet, at han burde stoppe og den slags. Men det er bestemt ikke min pointe.

”With great power comes great responsibility” – når man er så dygtig, når man har at gøre med en af filmhistoriens helt store auteurs, kan man godt tillade sig at forvente noget mere. Ikke fordi han skal lave store føledramaer eller film om den menneskelige tilstand, men simpelthen fordi jeg mener, at han skal være mere grundig, skarpere, bedre. Det kan han. Det har han bevist flere gange.

Så jeg glæder mig til at se Once Upon a Time… in Hollywood, der jo rammer de danske biograferne i denne måned. Måske er det nu, at Tarantino finder tilbage til storformen?

Jeg vil slutte denne måneds leder af med at rangere Tarantinos første otte film, startende med den svageste, hvor jeg tilknytter et par ord og kaster stjerner efter dem – og så vil man nok se, at selv når Tarantino er ”dårlig”, så er det stadig ok. Og så vil jeg sætte mig det mål, at alle Tarantinos film skal anmeldes her på Pulpen.

9. The Hateful Eight (2015): Spændende præmis, en western-Agatha Christie. Desværre er filmen både alt for lang, slapt skrevet og flere steder direkte kedsommelig. 3/6 stjerner.

8. Kill Bill: Volume 1 (2003): Overgearet (og overvurderet) hævnaction. Den vil gerne være mega cool (og det er den flere steder), men jeg savner dialog og indlevelse. Dog meget opfindsomme actionsekvenser. 4/6 stjerner.

7. Kill Bill: Volume 2 (2004): Bedre end den første Kill Bill-film, fine karakterer, mørk og tragisk stemning, mangler dog lidt action. 4/6 stjerner.

6. Inglourious Basterds (2009): Spraglet og anderledes krigsfilm, vinder på mig jo flere gange jeg ser den, men også for lang. 4/6 stjerner.

5. Death Proof (2007): Enkel og effektiv lille film, bedre end sit rygte og med en fantastisk Kurt Russell i hovedrollen. 5/6 stjerner.

4. Django Unchained (2012): Ekstremt underholdende, smuk og meget voldelig spaghettiwestern, hvor Tarantino endelig er tilbage i den absolutte topform. All hail Django! 5/6 stjerner

3. Reservoir Dogs (1992): Debutfilmen, fornemt fortalt, fantastiske replikker og fremragende cast. En vinder. 6/6 stjerner.

2. Jackie Brown (1997). Spændende, underfundig, velspillet, centreret omkring en fantastisk hovedperson. Ofte lidt overset og glemt mesterværk. 6/6 stjerner.

1. Pulp Fiction (1994): Tarantino viste i 1994, hvordan kærlighed til filmmediet OG en guddommelig sans for at skabe dialoger kunne skabe et mesterværk. Postmoderne, moderne, mesterligt skrevet og udført, en udsøgt og unik fornøjelse. 6/6 stjerner.

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
Death Warrant (Deran Sarafian, 1990)
Mother! (Darren Aronofsky, 2017)
Stranger Things 3 (Matt Duffer m.fl., 2019)

Filmmusik:
Hanover Street (John Barry, 1979)

Bøger
The Little Book of Captain America (Roy Thomas, 2017)

Tegneserier:
Death Save (Rune Ryberg, 2019)
The Fountain – A Graphic Novel (Darren Aronofsky & Kent Williams, 2005)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *